Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi vil i det følgende belyse de omstændigheder, som måtte være opfyldt, før Jorden var moden til at modtage Martinus Kosmologi. For det gælder her, at Gud sår ikke før jorden er rede til det. – Men hvad vil det sige, at jorden er rede eller moden til at modtage den "kosmiske sæd"? – Jordbunden for den kosmiske sæd er menneskene, så for at se hvorledes "jordbunden" blev moden, må vi gå tilbage i vores historie. Og, hvad er mere naturligt end at begynde med Adam og Eva.

Vi kender alle historien om Gud som skabte Adam og senere Eva og at de "syndede", hvorefter de blev uddrevet af Paradiset. – Sådan har mennesker troet at det forholdt sig i virkeligheden – ja, mange tror det stadigvæk, men der er også mange der idag ikke kan tro på, at det er den direkte sandhed, hvilket vi vil komme tilbage til.

I gamle dage, før Kristi fødsel, havde man det Gamle Testamente, hvor Moseloven "øje for øje og tand for tand" var almengældende. Forholdene var, som følge af at vi kom fra dyreriget, ret "primitive" eller "dyriske". Det var krigeren eller soldaten, der blev set op til, og den største helt var krigshelten. Og jo mere han kunne ødelægge og jo flere af "fjenderne" eller medmenneskene han kunne dræbe og besejre – des større helt var han. – Ja, det er rigtigt at forholdene flere steder endnu er ligesådan, men det viser bare at udviklingen rundt om på Jorden foregår på forskellige trin. Og apropos udvikling, så var det noget som overhovedet ikke eksisterede i det tidlige menneskes begrebsverden, for det troede at Gud havde skabt verden så den var "færdig", og at den ikke havde ændret sig nævneværdigt siden da. De landskaber, bjerge og have man så, havde altid været der, siden de blev skabt af Gud – troede man. Det ufærdige menneske så (og ser) sig selv som noget "ophøjet", der var sat til at vogte og regere over dyrene og resten af verden. Og som nævnt var det krigeren der var helten, og derfor måtte en Gud som kunne accepteres af disse mennesker også være en "mægtig" Gud, som kunne ihjelslå sine fjender. Derfor viser det Gamle Testamente mange eksempler på, at den Gud man så op til og som blev dyrket var Krigsguden. Det var almindeligt at man havde krigsfanger, der blev gjort til slaver, som man havde hånd og halsret over. Det var også almindeligt, at man blev slået ihjel eller lemlæstet, hvis man overtrådte de love som gjaldt. Det var med andre ord en barsk tid, hvor den eneste kærlighed man kendte, var familiekærligheden (der bygger på forelskelsesevnen). Andre mennesker eller fremmede var "konkurrenter" eller fjender som man søgte at udnytte bedst muligt.

For at ændre forløbet af denne dødens og drabets verden og opbryde de gamle lovmæssigheder fra dyreriget "hvor det er magten der er retten", kom Jesus til Jorden, for at lære det egoistiske menneske om næstekærlighed, og om at tilgive sine fjender. Han plantede Lyset eller Alkærligheden iblandt os og i vores bevidsthed, og sagde "I skal tro". Men hvorfor sagde Jesus "vi skal tro", når vi idag ser at mange mennesker ikke længere kan dette. Hvad gjorde troen godt for? – kan vi spørge. – Her må vi huske på at dyrets bevidsthed er egoistisk, hvilket den er nødt til at være dersom dyret skal kunne klare sig, og den oplever død og ødelæggelse af konkurrerende medskabninger som noget nødvendigt. At overbevise et sådant bevidsthedsmæssigt og følelsesmæssigt primitivt menneske om, at det er bedre at hjælpe sine medmennesker eller "fjender" var umuligt, og derfor sagde Jesus "I skal tro det". På denne måde skifter og "indstilles" bevidstheden væk fra "det dræbende princip", så troen bliver en mental gangbro fra én bevidsthedsopfattelse til en anden.

Martinus har givet en skildring af det ufærdige menneske eller det kosmisk bevidstløse menneske i symbol nr. 5 (1), og det ses, at farverne som symboliserer de forskellige grundenergier er tågeagtigt sammenblandet, hvilket viser at instinkter, legemsfunktioner, tanker og følelser m.v. er ubevidst sammenblandet. Et sådant menneske, der oplever tanker og følelser som en del af kroppen, kan man ikke intellektuelt fortælle om livsmysteriets løsning. Det må gøres i forenklede ord og billeder – og endnu vanskeligere var det at overbevise det om, at det skal elske sine fjender. – Og resultatet blev som vi ved, at det kærlighedens lys som blev tændt i jordmenneskets barndom, blev spottet og slukket med vold og magt. Men alligevel havde dets glans været af en sådan styrke, at det kom til at præge menneskehedens videre udvikling.

 

 

I de følgende århundreder blev der bygget klostre og kirker, hvorfra det nye budskab om næstekærlighed blev forkyndt, idet det dog mere og mere misfarvedes af kappestrid og egoisme. – Men ordet i sig selv, lever den dag i dag.

– Indtil middelalderens slutning i det 16. århundrede troede man, at Jorden var Verdens centrum. Hele verden med Solen og Månen, planeter og stjerner drejede rundt om Jorden i nogle kugleformede "skaller" eller sfærer, og alleryderst bag stjernerne var Himmelen med Gud og englene. "Billedet" stammer fra antikkens Grækenland, hvor det blev fremsat af Ptolemæus, og der skulle gå henved 1½ tusind år, før der blev rokket ved det. Billedet stemte godt overens med kirkens forestilling, hvorfor det blev optaget i dens lære. – Tidligere troede man også at Jorden var flad, og de første som sagde den var rund, blev brændt af kirken. – Først i midten af 1500-tallet fremkom der nye ideer og beregninger, der rokkede ved det gamle verdensbillede. Det var Kopernikus, der sagde at det var Jorden, der drejede rundt om Solen – som derefter blev verdens centrum. Man begyndte at udforske og undersøge verden, og i de følgende århundreder gav det resultater som totalt ændrede verdensbilledet.

Man begyndte at undersøge alt muligt: jorden, stoffet, planter og dyr, hvoraf der opstod videnskaberne: geologi, fysik og kemi samt botanik og zoologi. – Tidligere troede man, at meget af det man kunne finde i naturen var tilfældige "naturspil" eller "troldtøj". Det vi idag kender som forstenet søpindsvin, kaldte man bl.a. "tordensten", fordi man troede de faldt ned på markerne under tordenvejr. Man troede også at de hjalp mod lynnedslag. Og andre troede de hjalp ved smørkærning, hvorfor de også kaldtes "smørsten". – På mange måder herskede der en udbredt overtro, hvorimod den eksakte viden om stoffet og verden var minimal. Andre fund, bl.a. skeletter af kæmpeøgler, har stimuleret troen på drager og andre uhyrer. Det var først i det 16. århundrede, at man begyndte at fremsætte tanker om, at Jorden måske ikke var uforanderlig, bl.a. fordi man erkendte, at de hajtænder og andre rester af havdyr, man fandt oppe i bjergene, måtte betyde at der engang måtte have været hav der, hvor der nu var bjerge. Desuden opdagede man flere og flere forsteninger af forskellige dyr og planter, og sammenstillet med tidens iagttagelser forårsagede det at tanken om, at der er sket en udvikling blev fremsat i midten af det 19. århundrede. Og der lød et "ramaskrig" over hele verden. Det blev betragtet som "Gudsbespottelse" at henføre mennesket til aberne og dyrene. Først da yderligere undersøgelser af jordlagene over hele verden tydeligere og tydeligere viste, at der virkelig måtte være sket en udvikling, en udvikling man også fandt indenfor fosterudviklingen (embryologien), er udviklingstanken blevet accepteret i løbet af dette århundrede. – Og ser vi på symbol nr. 29 "Kosmiske udviklingsbaner" (2), ser vi at det kun kan forstås, når vi har kendskab til og kan acceptere principperne i udviklingslæren – og det gælder også for mange andre symboler. – Så først da vi fik kundskab om, at vi er resultatet af en udvikling, fik vi noget af den basis som er nødvendig til forståelsen af kosmologien. – Dvs, var Martinus kommet før vi fik kendskab til udviklingslæren, var hans ord faldet på "klippegrund"!

– Men der var også andre områder som først måtte "opdyrkes", som vi måtte have oplysning om, førend "jorden var rede".

Vores undersøgelser af verden gik "udad" imod makrokosmos da vi opfandt kikkerten, og verden åbnedes "nedad" da mikroskopet blev opfundet. Vi opdagede, at de store ting er opbygget af mindre ting, som er opbygget af endnu mindre ting, indtil vi nåede ned til atomer og molekyler. Andre så ud i rummet og via iagttagelser, teorier og beregninger, fremtonede efterhånden et verdensrum, hvor Jorden er én planet omkring Solen, der er én stjerne blandt milliarder af stjerner, som indgår i og danner den galakse vi kalder "Mælkevejen", der er en galakse blandt milliarder andre. At det forholder sig på denne måde fik vi først sikker viden om i begyndelsen af dette århundrede. – Tidligere troede man at alle stjernetåger var samlet indenfor Mælkevejen, og man kendte ikke til galakser, hvilket viser os, at tidligere ville vi ikke kunne forstå et symbol som nr. 14 "De kosmiske spiralkredsløb" (3). For at forstå dette, kræves en vis viden til både mikrokosmos og makrokosmos, en viden vi først har erhvervet i løbet af det sidste århundrede – altså samtidig med at Martinus udformede kosmologien. – For at forstå et symbol som nr. 7 "Livsenhedsprincippet" (4), kræves der ligeledes et alment kendskab til mikrokosmos og makrokosmos, men også at man kan se rigtigheden af, at der må være en sameksistens og orden mellem de organismer og celler som indgår i et større væsen.

– Men der er andre områder, hvorpå "jordbunden" måtte være "klar" for at kosmologien kunne falde i en levedygtig grobund. Den gamle trosforestilling, der har ledet os igennem årtusinder, måtte først nedbrydes, og det blev den efterhånden som videnskaben vandt frem og resultaterne viste sig brugbare. Troens klippefundament begyndte at revne og smuldre, hvilket også var nødvendigt, for at noget nyt kunne sås i vores bevidsthed. For sålænge vi var (og er) fikseret af en bestemt tro eller forestilling, vil vi ikke være modtagelige for en ny. Altså ville det være at "så på klippegrund", hvis de kosmiske analyser var kommet medens troen endnu blomstrede. Derfor måtte den gamle trosforestilling først nedbrydes.

– Men en jordbund som er mager og udpint er ikke tjenelig for nye frø, og sålænge vi endnu følte forbandelsen "i dit ansigts sved skal du æde dit brød", var der ikke overskud og tid til at tænke over andet, end hvordan man fik til dagen og vejen. Industrialiseringen måtte først godt igang, så maskinerne kunne overtage det grove arbejde, så vi også fik mere fritid. Og det er jo først i dette århundrede, at det "almindelige" menneske har fået fritid og ferier; tidligere var det forbeholdt nogle få, men da kosmologien jo henvender sig til alle mennesker, var det først formålstjenligt at den blev udbredt på et tidspunkt hvor almindelige mennesker kunne modtage den.

– Vi har beskæftiget os lidt med, hvorledes det gamle tros-verdensbillede først måtte nedbrydes, og at vi først måtte indsamle en vis mængde viden, før end vi kunne tilegne os de kosmiske analyser – men der er også andre områder som først måtte kultiveres, og det var vores følelser. – Ved livets direkte tale oplever vi nu og da at blive bragt i situationer, hvor vi sætter os ned og tænker over livet. Det er ofte sorger og ubehag, der tvinger os til det. Og vi begynder at se på vores følelser og tænke over det vi føler og tænker. Og indtil vi gør dette, vil tanker og følelser være uforståelige oplevelser som vi relaterer til vores fysiske krop og den fysiske verden, som vi da tror er det eneste virkelige (hvilket er synspunktet og oplevelsesmåden for det materialistiske menneske). – Indtil begyndelsen af dette århundrede troede man, at den fysiske verden var fast, og at det var muligt at finde livsmysteriets løsning via materien. Men troen på at materien var "fast", blev rystet da Einstein fremkom med "relativitetsteorien", som viste at stof – masse og energi er to sider af samme sag! – Samtidig hermed begyndte også en bevidsthedsmæssig frigørelse med hensyn til tanker og følelser, som man begyndte at tage alvorligt og undersøge, hvilket bl.a. førte til dannelsen af psykologien. – Man begyndte at åbne op for, at tanker og følelser er virkelige foreteelser ligesom materien, hvilket også er helt nødvendigt for at forstå f.eks. symbol nr. 12 "Grundenergiernes kombination" (5). Symbolet viser, hvorledes instinkt-, tyngde, følelses- og intelligensenergien m.fl. forholder sig til hinanden i de forskellige riger eller planer. – Men sålænge vi oplever alt som værende fysisk, og tanker og følelser som noget sekundært skabt af materien, vil vi ikke kunne forstå symbolet. For det nye ved kosmologien er jo netop, at den hviler på forståelse og logik, dvs viden, og viden kan kun erkendes ud fra viden. – Og noget af det skønne ved Kosmologien er jo netop at den forklarer, så verden bliver logisk, så vi kan forstå den, men det kan vi jo først se nu, hvor vi har den viden vi har. Derfor ville det have været at "så på klippegrund", hvis kosmologien eller Martinus var kommet blot hundrede år tidligere.

I vores undersøgelser af materien har vi også fået kendskab til årsags— virkningsloven i både makrokosmos, mellemkosmos og mikrokosmos. Vi kender også loven fra hinduismen og buddhismen som karmaloven, der siger, at de handlinger vi gør, kommer tilbage til os selv. Og når vi går videre ind i analyserne af livet, bliver det klart, at vi kun kan forstå livet, dersom vi ser det som ét af mange, og de hændelser som finder sted, som resultatet af foregående handlinger. – På samme måde, kan vi kun forstå vores dag, når vi ser den som et resultat af foregående dage. Denne tankegang er basal for forståelsen af flere af symbolerne, bl.a. nr. 18 "Det levende væsens skæbnebuer" (6), der viser principperne for sammenhængen mellem de tidligere liv i forhold til vores nuværende liv, men også hvorledes vi selv skaber rammerne for vores fremtidige livsoplevelser. For at forstå dette symbol må man først forlige sig med tanken om, at vi har mange liv, og at vi er evige væsener, dvs vi må have frigjort os fra troen på, at vi kun er vores fysiske legeme. Kendskabet til disse skæbnebuer eller karmaloven medfører også at vi må komme ind på begreberne "godt og ondt". Og her er der sket det, som Martinus påpeger, at mange mennesker idag har oplevet så meget ondt, at de ikke længere nænner at gøre ondt. Det begynder i det små og vokser, men efterhånden fører det til, at vi kan se det rigtige i og nødvendigheden af en væremåde som den, der med tydelig kraft vises gennem symbol nr. 23 "Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse" (7). Tidligere var det et mål så stort og mægtigt, at det forekom umuligt for mennesker – kun for "Guds søn", var det muligt. – Idag kan vi begynde at se, at det er noget vi alle hver især må arbejde henimod, for at vi skal få det godt her på Jorden. Og denne kærlige væremåde gælder både med hensyn til vores medmennesker, dyrene og planterne, men også med hensyn til vores mikrovæsener.

 

 

Vi er begyndt at få kendskab til Karma- eller Skæbneloven i det små, men vi er også begyndt at se den i det store, hvor mørke skæbnebuer truer vores fortsatte eksistens. Det gælder den permanente krigstrussel, hvor atomkrigens helvede truer med at bryde frem næsten når som helst. Det gælder også med hensyn til forureningen, der som en langsom pest truer vores miljø og på længere sigt vores velbefindende og eksistens, og vi må ændre på disse forhold, fjerne det som forårsager det, for at ændre forløbet af dem. Vi må fjerne årsagerne til at disse "skæbnebuer" dannes, det er vi begyndt at indse, men da de hviler på et godt etableret grundlag af magt og egoisme, er de vanskelige at fjerne – hvilket også fremgår af de "mørke" skæbnebuer som er vist på symbol nr. 25, der viser "Menneskehedens karma" (8).

Flere og flere mennesker begynder at indse nødvendigheden af én verden, dersom der skal blive fred på Jorden. Det er nødvendigt at de enkelte lande eller stater samarbejder, sådan som Martinus viser det på Symbol nr. 26 "Det kommende fuldkomne menneskerige". – At mange mennesker idag endnu ikke kan tro på, at det kan lade sig gøre, forandrer ikke princippet, men viser at vi oplever verden forskelligt, og set ud fra et kosmologisk synspunkt viser det, at vi oplever verden fra forskellige trin i udviklingen. – Men selv blandt mennesker, der ikke har kendskab til kosmologien, kan man høre tale om det nødvendige i at Jorden's lande må samarbejde, for at vi kan opnå en menneskelig tilværelse. – Tidligere da næsten alle lande var i mere eller mindre krig med hinanden var sådanne tanker "utopiske", og det er først efter, at verden er blevet rystet af to verdenskrige, og hvor en tredie truer, at vi begynder at se nødvendigheden af at skabe fred. Men som vi også véd fra Martinus analyser, får vi kun fred på Jorden og mennesker imellem, ved at der bliver lighed, at det bliver "retten der er magten". Vi må arbejde for frihed og lighed, ligesom vi må søge at samle og sprede viden, så vi kommer til at indse, at alt er en del af livet, og at vi er en ubrydelig del af helheden.

Livet åbenbarer sig på utallige måder, hvad enten det er igennem en blomst, en frø eller en fisk, eller en abe eller et menneske. I dem alle er det det samme Jeg som røres. – Gennem vores kendskab til udviklingen er vi kommet i familie med både dyr og planter, der blot er vores yngre søstre og brødre, der oplever livet. Så meget er vi begyndt at se og forstå, hvilket også er nødvendigt, dersom vi skal føle kærlighed til dem alle. –

Vi lever i en "nedbrydningsperiode", hvor meget af det vi tidligere kendte og troede på ikke længere har gyldighed. Men nedbrydning af det gamle er jo nødvendigt for at nyt kan skabes. Mennesket er idag mere "rodløst" end tidligere, men det har erhvervet en vis mængde viden, der nu er så stor, at vi er istand til at forstå de kosmiske analyser. Og det var derfor Martinus kom nu! "Jordbunden" var rede; de gamle strukturer stærkt nedbrudt, og den havde samlet nok "gødning" i form af viden og udviklet følsomhed, således at livsmysteriets løsning eller Martinus kosmologi, kunne slå rod her.

Den nye kosmiske skabeimpuls, der vises ud fra et makrokosmisk synspunkt i symbol nr. 1 "Guds ånd over vandene" (9), og som Martinus manifesterede her på Jorden, ses fra et mellemkosmisk synspunkt i symbol nr. 2 "Verdensgenløsningsprincippet" (10). De orange stråler viser de hedenske religioner hvortil det Gamle Testamente hører, de gule stråler viser de humane religioner med bl.a. kristendommen og buddhismen, og de hvide stråler åndsvidenskaben, der viser os vejen til livsmysteriets løsning. – Vi er begyndt at være modne til at følge vejen til Sandheden og Livet og straks da vi var det, fik vi kort over (symbolbøgerne Det Evige Verdensbillede) og beskrivelser af de veje der fører dertil (Livets Bog eller Det Tredie Testamente).

Vi har set at Jorden først var rede til at modtage kosmologien nu her, hvor vi har fået den – hvilket passer ind i det store facit: alt er såre godt!

 

NOTER: Alle til Det Evige Verdensbillede.
1) Bind I, side 24.
2) Bind III, side 215.
3) Bind I, side 78.
4) Bind I, side 32.
5) Bind I, side 59.
6) Bind II, side 111.
7) Bind II, side 170.
8) Bind II, side 180.
9) Bind I, side 14.
10) Bind I, side 16.