Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1982/9 side 175
Ole Ingolf Jensen
Hold mental ferie
 
I vores hverdag vil vi ofte være påvirket af de problemer og stridigheder vi oplever i tiden. Vi får dem dagligt igennem radio og fjernsyn, men også gennem aviser og blade, og de mange begivenheder forårsager at vi kommer til at opleve de tilsvarende tankeklimaer. Når vi læser om krig og ufred, så tilegner vi os tankeklimaer som rummer denne ufred, hvorved vi kommer til at opleve den. Måske opsøger vi selv, bevidst eller ubevidst, tankeklimaer som indeholder sensationer, der handler om svindel og forbrydelser, og sålænge vi gør dette, vil vi leve i disse tankeklimaer, idet de kommer til at præge vores oplevelse af verden. – Måske har vi for vane at tilegne os og opleve de mørke tankeklimaer som fylder verden, så vi synes at vi dårligt kan fungere foruden. Og det kan vel ikke undgås, at vi indtil mange gange ønsker at verden må blive bedre, at vi må komme til at opleve den bedre. – Og her kan vi selv hver især gøre noget, så vi kan ændre på vores oplevelse af verden. Vi kan holde en mental ferie! Vi kan i kortere eller længere tid mentalt eller bevidsthedsmæssigt begive os væk fra alle de mørke tankearter, som vi dagligt lader os fylde med. Og vi kan holde denne "ferie", medens vi passer vores daglige arbejde og forbliver i de vante fysiske omgivelser – dvs vi kan holde mental ferie når vi får lyst og tid til det. Måske føler vi at vi vanskeligt kan få tid dertil, men spørgsmålet er, om vi ikke blot ved at ændre på nogle få af de ting som vi har for vane at gøre, kan få tid nok. Det er op til os selv at gøre det. Måske har vi for vane at "fylde" vores bevidsthed med det vi kan opleve fra radio, fjernsyn, aviser m. v., og hvis vi holder op dermed kan vi føle et mentalt tomrum og måske kedsomhed. Men dette er, fordi vi endnu ikke er draget af sted på vores mentale ferie. Inden må vi dog først "pakke kufferten", dvs rydde op, så der ikke er noget som pludseligt kalder os tilbage fra ferien. Og ligesom ved en almindelig ferie må vi sørge for, at de pligter vi har og det som skal være i orden også fungerer under vores mentale ferie. For har vi ikke gjort de rigtige forberedelser kan det resultere i, at de forhold vi vender tilbage til, er endnu værre end dem vi forlod. Man skal med andre ord også tilrettelægge sin mentale ferie med omtanke. – Og så kommer spørgsmålet: Hvor skal vi tage hen på vores mentale ferie? Og hvordan foretager vi "rejsen"? – For at begynde med det sidste, hvordan vi skal foretage rejsen, så må vi gøre det ved hjælp af vores vilje og vores koncentration. – Og, – hvor skal vi tage hen? – Vi kan i vores bevidsthed rejse fra det relative og subjektive til det absolutte og objektive, ved at koncentrere vores bevidsthed om livsmysteriets løsning, sådan som det åbenbares for os igennem Martinus kosmologi. Vi må med andre ord prøve at opleve hverdagen ud fra de aspekter som vi kan lære via kosmologien. – Vi må være selvkritiske, og vurdere de tanker og følelser vi har og oplever, og som vi giver os selv "lov" til at opleve, og se på, hvorledes forholder disse sig i forhold til at være selvisk eller uselvisk? Og for at kunne gøre dette, må vi frigøre os fra de mørke tankearter som er så udbredte i tiden. Vi skal ikke flygte, men for en tid fjerne os fra dem, for så når vi har hentet fornyet kraft og indsigt, at "vende tilbage" og se på tingene i verden med et fornyet blik, et fornyet "udsigtspunkt", hvorfra vi søger at forstå det som finder sted i verden. Og for en tid kan vi så opleve verden ud fra det til enhver tid gældende facit: at alt er såre godt, men efter en vis tid vil vi så almindeligvis igen integreres i de mørke tankeklimaer, så vi oplever, at alt ikke er såre godt. Oplever vi det på denne måde, er det ved at være tid til på ny at holde en mental ferie, dvs udelukke de mørke tankeklimaer, som formidles til os via de forskellige medier, ved for en tid ikke læse aviser, ikke høre radio eller se fjernsyn. Dog betyder dette ikke at man helt skal afskære sig eller isolere sig, men at vi skal udvælge med omhu, og skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, for at vælge dét som er opbyggeligt og betydningsfuldt. – På samme måde kan vi gå på opdagelse i naturen og se på blomsternes skønhed som et udtryk for materialiseret salighedsenergi, se solens og vindens beliven af en vandoverflade, hvad enten det er en vandpyt, en sø eller havet, eller se på skyernes udformning af den blå himmel. Naturens skønhed, dvs Guds skønhedsåbenbaring findes overalt og hele tiden, det er op til os selv om at "åbne os" og indstille os på det, så vi kommer til at opleve det. – Fuglesangens jubel om foråret og sommeren er en lovprisning til skønheden i verden, men vi må selv lytte, for at høre skønheden. – Eller vinterens is- og krystalverden, hvor myriader af salighedsvæsener inkarnerer og dækker hele vores verden, så den bliver helt eventyragtig. Det findes her alt sammen, det er op til os selv om at opleve det. – Og jo mere vi gør dette og disse tanker til vores daglige livs oplevelse, des mere vil vi komme til at opleve herudfra, sådan at vi i mindre og mindre grad "synker tilbage" og fanges af de mørke manifestationer og mørke tankearter, der stadig kan virke dominerende i verden. Men de dominerer kun som følge af at vi giver dem lov til at præge vores oplevelse af tilværelsen. Og som følge heraf kan vi ikke med ét gøre os fri, selv om vi gerne vil det. Mange af de årsager vi selv har forårsaget tidligere, oplever vi nu virkningerne af, og nogle af disse kan meget vel forårsage at vi bevidsthedsmæssigt bliver bundet og dermed begrænset. Men det som binder og begrænser er jo "forkerte" handlinger, og da vi ikke altid ved hvad der er "rigtigt" eller "forkert" eller "godt" og "ondt", må vi lære det ved livets direkte tale, ved tilbagevendende karmabuer. På denne måde "tvinger" "det onde" os i retning af "det gode", men vi kan også selv bevidst og ved hjælp af viljen, arbejde på at ændre vores talentkerner så vi kommer til at opleve fra et højere og højere "udsigtspunkt". Og dertil kan vi bruge de tanker og ideer, og søge at tilegne os de følelser, som udtrykkes via kosmologien. For jo mere vi beskæftiger os dermed, des mere vil de blive en del af os, sådan at vi mere og mere kan komme til at opleve og videregive det lys af kærlighed og visdom som verden er fyldt med. – De eneste der laver "kaos" er os jordmennesker, fordi vi i vores indre oplever et kaos, og vi må for at opleve den orden som er i verden, først bringe orden i os selv. Og for at gøre dette kan vi med fordel læse kosmologien, for på denne måde at tilegne os den teoretiske side af Guds skaberplan, sådan som den åbenbares for os. Vi kan således holde mental ferie i Guds egen tankeverden.
Men som følge af, at vi endnu ikke er fuldkomne, må vi også mentalt set eller bevidsthedsmæssigt vende tilbage og se på de begivenheder som finder sted her på jorden. Vi har mange "bånd" af fysisk, følelsesmæssig eller tankemæssig art, der holder os mere eller mindre bundet og fanget, men når vi vender tilbage fra vores kosmiske ferie, har vi mulighed for at opleve og anskue "båndene", dvs problemer og sorger, ud fra et synspunkt hvor de bliver belyst af det kosmiske lys af fuldkommenhed, således at vi kan søge at handle, tænke og føle ud fra det at være fuldkommen. Og her er det vigtigt, at vi så vidt det er muligt, er ærlige overfor os selv. For "gemmer" vi nogle dårlige egenskaber, vil vi være underlagt dem og de vil herske over os. Men efter at vi for en tid har sat os ud over vores gamle bevidsthedsopfattelse, kan vi, når vi kommer tilbage, se på det mere uhildet og frit, og på denne måde løse vores bånd så vi bliver frie.
En mental ferie kan være på en halv time eller en time, een eller to dage, een eller to uger eller måneder. Man kan holde den sålænge man kan og/eller vil – ja, i halve og hele år. Blot er det vigtigt, at man ikke isolere sig på en sådan måde at man undgår de problemer som vi møder i dagligdagen, men vi behøver ikke at opsøge problemerne. Verden kører ligegodt eller "skidt" selv om vi ikke følger med i den hele tiden, så derfor kan vi roligt tage på mentale ferier for på denne måde at forny vores sind, så vi kan bringe mentalt lys og varme med til den verden vi lever i. – God rejse og god ferie!
OIJ