Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1982/9 side 173
Driftsregnskab
REVISIONSPÅTEGNING
Som generalforsamlings valgte revisorer skal vi i medfør af revisionsaftale af 25.2.1971 bekræfte, at vi under iagtagelse af god revisionsskik har revideret foranstående årsregnskab pr. 1/1 1982.
Årsregnskabet er opgjort i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regnskabsbestemmelser, herunder efter principper for god regnskabsskik.
Regnskabet indeholder efter vor opfattelse de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af foreningens økonomiske stilling pr. 1/1 1982.
Under vort revisionsarbejde af Instituttets resultatopgørelse for perioden 1/1 - 31/12 1981, samt balance pr. 1/1 1982, er vi ikke stødt på forhold der kan give anledning til bemærkninger udover de, der er anført i vort revisionsprotokollat af 22/6 1982.
Hillerød, den 22. juni 1982
FINN BENTZENS REVISIONSINSTITUT A/S
Finn Bentzen, D.M.
Lene Paulsen
Reg. rev. F.R.R & F.S.D. / revisor
 
BEMÆRKNINGER TIL ÅRSREGNSKABET
I forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet for 1981 finder jeg anledning til at fremkomme med nogle yderligere bemærkninger.
Af og til lyder det nemlig, at sagen "svømmer i penge", og at der ingen problemer er for fremtiden. Dette er desværre ikke rigtigt, for har man blot den ringeste forstand på penge og investeringer, må man vide, at en sag, som den vi beskæftiger os med, ikke har store muligheder for at blive nogen "guldgrube", og dette må selvsagt heller ikke være det primære i vort arbejde.
Vi kan ved at gennemgå de offentliggjorte regnskabstal konstatere, at både forlags-, trykkeri- og kursusvirksomheden på Mariendalsvej og selve driften af Martinus Center i Klint endnu – naturligt nok – giver driftsunderskud til trods for de mange frivillige arbejdstimer, der bliver præsteret hver eneste dag af kærlige mennesker – ikke for deres egen skyld, men for alle dem, for hvem løsningen af de mange opgaver vil betyde spiren til nyt, frugtbart, åndeligt liv – for disse mennesker er arbejdet så helt og ubestridt selve livet.
Nævnes skal det også, at bogsalget ikke mere eksisterer i Instituttets regi, after at Borgens Forlag har overtaget trykningen og distributionen af Martinus værker. Dette bevirker i første omgang en økonomisk byrde, men på længere sigt vil denne meget vigtige del af Instituttets virke vise sig at kunne hvile i sig selv, og flere mennesker vil få mulighed for at komme i kontakt med, hvad tro på livet og tillid til et kærligt Forsyns eksistens kan føre til.
Den 26. juli 1982 havde vi et meget frugtbart bestyrelsesmøde på Klint, hvor det offentlige regnskab blev analyseret og godkendt og hvor der virkelig blev arbejdet med de store spændende opgaver, der trænger sig på.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, de høje træer pyntede, skyggede og gav læ for de mange store plæner og arealer, glade mennesker, der alle havde travlt med deres forskellige gøremål, hilste smilende og varmt. Jo, der var og er en egen stemning over Martinus Center i Klint.
Særlig imponeret blev man ved et besøg på Terrassen. Først fik man serveret noget sundt, livsbekræftende mad, dernæst blev man præsenteret for en meget lille regning og endelig ved man, at Terrassen gav et økonomisk tilskud til Martinus Center i 1981 på ca. kr. 45.000. Alt arbejdet blev og bliver udført af frivillig arbejdskraft, og arbejdet blev og bliver udført fra lokaler, der ikke på alle områder opfylder de krav tidens husmødre stiller. Men her var virkelig "arbejdsmiljø". Jeg nævner dette, fordi der er virkelig grund til at beundre og takke disse mennesker for en god og kærlig tjeneste. Gid vi snart må kunne byde jeres arbejdsglæde velkommen i mere tidssvarende rammer.
I er nogle af de grundpiller, der hviler et tungt tryk på i disse år, men I er samtidig også grundpiller til den internationale skole i Martinus åndsvidenskab, som tegner sig klarere og klarere i horisonten.
Selvom mange mennesker gennem årene har lagt mange arbejdstimer i Martinus Center, og selvom der er bygget og plantet og i det hele taget skabt rammer af mange forskellige arter for en åndsvidenskabelig undervisning, så er det stadig og måske i endnu højere grad end tidligere nødvendigt med vor egen personlige væremåde at gøre Martinus Center til et forum for sand næstekærlighed og tolerance, som Martinus livsværk er præget af.
Den nærmeste tid vil kræve mange venners kræfter og kærlighed til sagen på alle områder og på alle steder. Må denne sommers smukke lys og megen sol gøre os modne til at modtage Forsynets vejledninger og anvisninger og handle i overensstemmelse hermed. Det vil gavne menneskeheden.
FB