Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1982/8 side 158
Læseren spørger - Instituttet svarer, v/ Sv. Å. Rossen
 
Spørgsmål: Det fremgår af analyserne, at udviklingen af forelskelsesevnen kun kan finde sted, medens vi er inkarnerede i den fysiske verden. Hvorledes forholder det sig med tilegnelsen af teoretiske kundskaber i den åndelige verden mellem to fysiske jordliv? Kan man efter døden fortsætte med at studere de kosmiske analyser, og har man adgang til at studere andre emner, for eksempel jordklodens og menneskehedens forhistoriske udviklingsforløb?
Med venlig hilsen
Poul E. Bodker
Svar: Det er korrekt, at forelskelsesevnen kun kommer til udfoldelse i den materielle verden, hvor væsenerne har han- og hunkønsorganismer. Den åndelige verden eller Guds rige er alkærlighedens zone, hvor man som Jesus udtrykte det "ikke tager til ægte".
Med hensyn til at tilegne sig teoretiske kundskaber i den åndelige verden mellem to fysiske liv fortæller Martinus, at denne mulighed afhænger af menneskets moralske og intellektuelle udviklingsstandpunkt og af dets interesser og erfaringer fra den fysiske verden. Et primitivt individ, som her har været blottet for åndelige interesser, vil praktisk talt gå "bevidstløst" gennem de åndelige verdener, selvom disse repræsenterer den højeste viden om tilværelsen og er visdommens sande hjemstavn. I modsætning hertil har det færdigtudviklede menneske, som har "kosmisk bevidsthed" eller "kristusbevidsthed", uindskrænket adgang til denne visdom, der er det samme som "den hellige ånd" eller Guds primære bevidsthed. For dette væsen er alle døre åbne, og derfor kunne Kristus sige: "Mig er givet al magten i himlen og på jorden". Mellem disse to stadier: det primitive individ, som går "bevidstløst" gennem de åndelige verdener og kristusvæsenet, som har uindskrænket adgang til de åndelige verdeners visdomsocean, er der alle grader.
Områder, som man har beskæftiget sig med i den fysiske verden og har interesse for, kan man også komme i kontakt med på det åndelige plan, men på langt nemmere måde, fordi man direkte kan stille sig ind på områdets bølgelængde, ligesom den stråleformige materie uden modstand former sig efter individets tanke og vilje. Denne opleve- og skabeform røber imidlertid også en begrænsning for individet. Felter eller livsområder, som det ikke er bekendt med på forhånd fra den fysiske verden, har det ingen mulighed for at komme I kontakt med, da det ikke kan fremstille noget forestillingsbillede fra det pågældende område og derfor heller ikke kan indstille sig på dets bølgelængde. Det hjælper ikke, at den stråleformige materie lystrer tanken, når man ikke har noget tankebillede om det pågældende område. Individet er altså fundamentalt afhængig af sine erfaringer fra den fysiske verden. Men det er mindst ligeså afhængig af sin kærlighedsevne, fordi den bestemmer dets erkendelses rækkevidde i den åndelige verden. Selvom det kan fremkalde et interesseområde på det åndelige plan, så vil den dybde af sandhed, det kan erkende inden for området, afhænge af dets kærlighedsevne. Det skyldes, at den inderste sammenhæng eller højeste sandhed inden for ethvert område fremtræder som en harmoni mellem følelse og intelligens, der er i resonans med altets grundtone, som er alkærlighed. (Se Livets Bog I, stk. 227). Kun hvis vedkommende er i besiddelse af den samme mentale balance mellem følelse og intelligens og udstråler ren, upartisk kærlighed til sit interesseområde, vil det åbne sig i sin fulde sandhedsdybde.
De åndelige verdener rummer således uudtømmelige oplevelsesmuligheder, også som spørgeren nævner med hensyn til at opleve menneskehedens forhistorie, men i hvor høj grad de pågældende områder vil afsløre deres inderste sandhed og fremtræde som urokkelige kosmiske analyser, vil afhænge af vedkommendes åndelige udviklingsgrad. (Se evt bog 25: "Vejen til Paradis", der indgående beskriver de åndelige verdeners oplevelsesmuligheder.)
Den udvikling af åndelige evner i form af højere følelser, intelligens og intuition, som er nødvendig for at få det fulde udbytte af de åndelige verdener, kan kun finde sted i en fysisk materiel tilværelse, hvor materien og medvæsenerne gør modstand og giver individet smerteoplevelse, når dets handlinger ikke følger livslovene. De åndelige verdener er rene nydelsesverdener, og en udvikling af individets åndelige og moralske evner kan derfor ikke finde sted dér. Martinus: "Man lærer altså ikke noget nyt i de åndelige verdener i den betydning, at man udvikles moralsk og intellektuelt, men man opdager, at man kan bruge de evner, man har udviklet i den fysiske verden, i større udstrækning og med øjeblikkelig virkende kraft" (Kosmos 1974, 1: "Døden og menneskehedens tankeverden").
Sv. Å. R.