Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I vore dage synes det, som om tilværelsen rummer stadig flere og stadig mere alvorlige problemer for os mennesker. Man kan måske diskutere, om problemerne virkelig er tiltaget; men på grund af vore efterhånden meget omfattende nyhedsmedier bliver vor bevidsthed hver dag i stigende grad fyldt med beretninger om krig, drab og vold, hvorved den enkelte i stadig højere grad bliver sig sin egen usikkerhed og angst bevidst.

Det jordiske menneske befinder sig altså i en mellemtilstand, hvor det har mistet sin evne til at tro, men endnu ikke er nået så langt frem i sin udvikling, at det kan opleve dagsbevidst på det åndelige plan. Som en naturlig konsekvens heraf er der for tiden mange, der ligefrem identificerer sig selv med deres egen krop. Da de kun kan sanse dagsbevidst på det fysiske plan, kommer de uundgåeligt til alene at beskæftige sig med fysiske kendsgerninger. De mener, at livet er opstået ved en tilfældighed, og at deres eget liv er begyndt ved fødslen og vil ende for altid ved legemets død. De føler derfor, at livet er meningsløst, siden der kun er en eneste ting, som de ved med sikkerhed, nemlig at den begivenhed, vi kalder døden, uden undtagelse venter os alle til sidst. Selv om de fleste mennesker af al magt prøver at skubbe den følelse af angst og meningsløshed, som tanken om døden fører med sig, så langt bort som muligt, så lykkes dette sjældent særlig godt. Jeg har hørt både børn og voksne sige, at de ligefrem er bange for at lægge sig til at sove om aftenen af skræk for, at de ikke vil vågne op igen næste morgen. Det vil sige, at dødsfrygten hænger over disse menneskers liv som en sort sky, der i høj grad forhindrer dem i at føle virkelig glæde ved livet.

Det er imidlertid ikke forsynets mening, at livet skal blive ved med at være fuldt af usikkerhed og frygt. Det er noget, Martinus gang på gang har givet et klart udtryk for, og man kan da også sige, at det bl.a. var een af de ting, han arbejdede utrættelig med igennem de 60 år der gik, efter at han fik kosmisk bevidsthed. Han blev aldrig træt af at fremhæve, dels at der råder en ubrydelig retfærdighed i tilværelsen, og dels at den begivenhed, som vi kalder døden, i virkeligheden blot er en fødsel ind i den åndelige verden, og at den derfor er noget ligeså naturligt og glædeligt som det at blive født ind i den fysiske verden.

Døden er imidlertid ikke bare en begivenhed, der ligger og venter på os engang ud i fremtiden – den finder allerede sted hver eneste dag, hvert eneste øjeblik inde i vor egen organisme. Vi mærker ikke noget til det, men når man bliver ældre, så kan man hver dag i spejlet se, at det ansigt, man havde som barn, som ung, og som modent menneske på livets middagshøjde, det ansigt findes ikke mere. Og det er ikke bare det samme ansigt, der er blevet ældre. Vi ved, at vort legeme er bygget op af organer, celler, molekyler og atomer, og fra Martinus analyser og symboler ved vi også, at alle disse dele af vor krop består af milliarder af stadig mindre levende væsener, der alle har deres livsoplevelse inden i os.

Ved at studere Martinus analyser kan vi altså dels komme til en forståelse af, at vi på vort udviklingstrin endnu ikke er i stand til dagsbevidst at opleve os selv som evige væsener, men samtidig kan vi også ved hjælp af vor gryende intelligens derigennem blive fortrolige med, at det fysiske legeme ikke er det eneste, igennem hvilket vi kan opleve livet. Vi kan blive fortrolige med, at vi har fem andre legemer, der står til vor disposition, når vor krop, som jo blot er vort organ for fysisk livsoplevelse, til sidst er slidt op og derfor ikke mere er funktionsdygtig. Og vi kan ydermere blive fortrolige med, at den såkaldte død i virkeligheden blot er en fødsel ind i den åndelige verden, og at den vil åbne porten ind til en vidunderlig paradisisk livsoplevelse for os, en livsoplevelse der vil være som en strålende ferie fra det ofte vanskelige og smertefyldte liv, som vi oplever på det fysiske plan, og som vi ikke skal vende tilbage til, førend vi påny føler længsel derefter.

Vi kan altså ved hjælp af Martinus analyser komme til at forstå reinkarnationsprincippets betydning for vor egen tilværelse her og nu, men vi kan ydermere også komme til at få en forståelse af, hvordan dette princip gør sig gældende gennem alle seks riger i det store spiralkredsløb.

I dette rige, det første i vort spiralkredsløb, skal det levende væsen begynde at træne sig op til igen at have en livsoplevelse på det fysiske plan. Her bliver reinkarnationsprincippet igen meget virksomt, fordi det levende væsen nu er vokset frem til at kunne forbinde sig så meget med den fysiske verden, at det har fået et fysisk legeme. På dette plan er væsenets sanseevne ganske vist endnu meget begrænset, da den næsten udelukkende er båret af instinktenergien. Da intelligensenergien er latent, kan planten ikke gøre sig nogen tanker om, hvad den oplever, men kun ane forskellen mellem behag og ubehag, og den har da også endnu sin dagsbevidsthed inde på det åndelige plan, hvor den bygger på de sidste, degenererende rester af salighedsriget. På det fysiske plan har planten kun sin natbevidsthed, hvorigennem den vagt kan fornemme, om det, den oplever, er behageligt eller ej. Men da de påvirkninger, plantevæsenerne bliver udsat for, ofte er meget voldsomme og hårde, så er disse oplevelser i forbindelse med reinkarnationsprincippet i stand til mere og mere at gøre planten egnet til at gå videre ind i det næste rige i det store kredsløb. Det daglige kredsløbs skiften mellem dag og nat, altså mellem varme=behag og kulde=ubehag, bliver efterhånden talentkerner fra den foregående spirals første riger, således at den evne til at falde i søvn, som er så absolut livsnødvendig for de væsener, der i det næste rige skal gennemleve spiralens kulminerende mørkezone, igen træder i funktion. Planten oplever principielt de samme kontraster ved årskredsløbets skiften mellem sommer og vinter, dvs mellem et maksimum og et minimum af livsoplevelse. I forbindelse med reinkarnationsprincippet får plantevæsenet herved optrænet sin evne til at udskifte den fysiske organisme samtidigt med, at det oplever, at det hvert efterår kan overleve at miste en del af organismens celler uden derfor at dø af det – noget, der efterhånden udvikler sig til den automatiske, helt umærkelige og altså fuldkomne form for reinkarnation, der som nævnt finder sted i den animalske organisme for cellernes og de endnu mindre former for mikrolivs vedkommende.

Når det levende væsen gennem utallige inkarnationer har udviklet sig frem til at kunne glide ind i det næste rige, har det dermed for alvor forladt den åndelige verden. Dets dagsbevidsthed er nu overført til det fysiske plan, hvor tyngdeenergien som bekendt kulminerer. Selv om intelligens energien her igen er begyndt at tage til, har den dog endnu så ringe gennemslagskraft, at den først begynder virkeligt at kunne gøre sig gældende indenfor den del af dyreriget, der danner overgangen til det næste rige – og det er den, hvor det jordiske menneske er hjemmehørende. Som tidligere nævnt er hele vor livsoplevelse her baseret på reinkarnationsprincippet. Dels er det nødvendigt for os for at opretholde vor fysiske organisme gennem et jordelivs anstrengelser og ofte smertelige belæringer, og dels får vi derigennem den absolut nødvendige hvile gennem vore paradis oplevelser mellem inkarnationerne.

Men selv om vi ved hjælp af Martinus analyser kan nå til at forstå og være fortrolige med reinkarnations-tanken, så er vi dog stadigvæk bundet af reinkarnationsprincippet på samme måde som planterne og de egentlige dyr. Dette princip ligger uden for vor viljes indflydelse, det griber ind i vort liv, og det hersker over os. Men sådan skal det ikke blive ved med at være.

Ligesom salighedsriget, som nævnt, var et overgangsrige fra de åndelige verdener til den fysiske verden, således danner det rigtige menneskerige overgangen fra livet i den fysiske verden til livet i de rent åndelige verdener. Det vil sige en overgang til en helt fri livsudfoldelse for det levende væsen.