Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Begrebet kosmisk rejsende er formuleret af Martinus. Hermed sigter han til absolut alle levende væsener. Altet udgør en uendelig mangfoldighed af evige gudesønner, evigt levende væsener som synliggør sig i de mest varierende former. Hvilket berøringspunkt findes der mellem en elefant og et solsystem? Et menneske og et atom? En myre og en galakse? Jo, dette at de alle er levende, – er levende væsener. Det er jo netop denne egenskab, der er deres fællesnævner. Dette er det fælles berøringspunkt mellem alt eksisterende, og derfor står det i centrum i den indviedes bevidsthed. Det er oplevelsen af dette faktum, der gør det til en pligt for denne indtrængende at forklare for alle, "der har øren at høre med", at al sand lykke uløseligt er bundet til opfyldelsen af livsloven "Elsk din næste som dig selv". Gennem forståelsen og oplevelsen af alle tings, hvilket vil sige alt levendes intime slægtskab, når vi frem til kernen eller centrum i den kosmiske bevidsthed. Kærligheden til alt er derfor det essentielle indhold i det budskab, der vibrerer fra den indviedes læber. Målet med dennes undervisning er at vejlede alle dem, der endnu ikke i kraft af egne sanser formår at opleve altets totale enhed, og derfor endnu ikke af sig selv genkender sit intime slægtskab med verdensaltet eller Gud. Målet er at forløse den kosmisk set endnu ufødte sjæl, at lade den vågne op til bevidsthed om sin samhørighed med Guddommen og dermed "med egne øjne" se og fornemme den kulminerende kærlighed, som den i form af omgivelserne evigt omsluttes eller omfavnes af.

Hvad vil det da sige at være en kosmisk rejsende? Inden jeg forsøger at besvare dette spørgsmål, lad os da først undersøge, hvad det indebærer at opleve kosmisk. Det indebærer, at man er i stand til at iagttage al skabelse, alle forandringer fra et absolut fast punkt.

Al skabelse, dvs en hvilken som helst forandring, bedømmes ud fra det absolutte, ud fra det uforanderlige jeg's udsigtspunkt. Det absolutte, det ikke skabte eller det uforanderlige er således den grund på hvilken alle kosmiske tankekonstruktioner i sidste instans hviler. Kun denne klippefaste grund formår at give tankedannelser den stabilitet, der kræves for at de skal kunne klare et stormfuldt møde med virkeligheden. Tanker, der ikke er forankrede i det uforanderliges grund, falder før eller senere sammen som et korthus. Kosmisk sansning sætter derfor alt det skabte i relation til den opgave eller det formål, det har for et oplevende jeg. Al skabelse står kosmisk set i livsoplevelsens tjeneste. Til forskel fra den kosmiske tænkning skelner den fysiske tænkning ikke mellem begreberne skaberen og det skabte. Logiske skabelsesprocesser forklares udfra denne synsvinkel som udtryk for livløse virkninger, som bliver til af sig selv, på trods af at denne opfattelse modsiges af de erfaringer, som vi mennesker daglig gør på alle de felter, hvor vi forsøger at komme på højde med naturen, dvs på højde med naturens logiske skabelsesprocesser.

Det jeg her har berørt er selvfølgeligheder for de fleste kosmoslæsere. Alligevel nævner jeg det, for uden denne baggrund kan vi ikke forstå begrebet kosmisk rejsende. Hvor dette udtryk klinger skønt og lokkende! Oprindeligt var det min tanke at skrive en artikel som skulle være en rejseskildring, eller måske snarere en rapport om det forgangne års foredragsrejser. Det faldt nemlig i min lod at overtage en del af Mogens Møllers undervisningsarbejde, da han for lidt over to år siden forlod det fysiske tilværelsesplan. Ideen til denne artikels overskrift fik jeg fra Mogens egen bog "Kosmiske rejsende". Men det er, som jeg indledningsvis nævnte, et bebreb, der er skabt af Martinus. I Det Tredje Testamente, stykke 288, anvender Martinus udtrykket kosmiske rejsende. At denne titel rammer lige i plet på en bog underskrevet Mogens Møller er åbenbart for alle, som blot kender en smule til hans liv. Mogens hentydede med denne titel til sit eget liv. Men begrebet kosmisk rejsende passer dybest set på alle levende væsener og ikke blot på Mogens. Alle levende væsener er kosmiske rejsende hvad enten de nu fremtræder som mennesker, myrer, elefanter, atomer eller solsystemer.

Som sagt, kosmisk set er alle levende væsener rejsende. Blot det enkle faktum, at vi oplever hvert sekund, vidner om dette. En grundlæggende forudsætning for al oplevelse er bevægelse. Enhver form for oplevelse er en konsekvens af dette enkle fænomen. Det eneste der aldrig nogen sinde kan bevæge sig er jeg'et, men til gengæld er det allestedsnærværende. Hvor skal "et noget", der er allestedsnærværende bevæge sig hen? Nej, når vi tænker på et begreb som allestedsnærværende, dvs uendeligheden, da bliver det meningeløst at tale om at flytte sig. Da er man overalt. Men i denne dimension ophører begrebet skabelse også at have en mening. Enhver erfaring eller oplevelse ville dermed også ophøre med at eksistere, hvis der ikke til det allestedsnærværende jeg kunne markeres en modsætning. Da jeg'et er absolut stilhed, må den kontrast, der skal markere dets eksistens og evige nærværelse være bevægelse. Skabelse, bevægelse og oplevelse er således uløseligt forbundne med hverandre. De er kun tre aspekter af en og samme sag.

Lidt langt ude tænker nogen måske her. Til hvilken nytte sådanne spidsfindigheder? Ja, et ræsonnement af denne slags kan unægteligt give indtryk af, at det blot er en leg med ord. Dette er dog ikke hensigten. Hensigten er, at vi skal kunne identificere den kosmiske rejsende. Vi har nu konstateret, at jeg' et er evigt, ubevægeligt og uforanderligt. Jeg'et rejser altså ikke, da det ikke bevæger sig. Men for at opleve sig selv frembringer det en modsætning til sig selv. Dermed synliggør jeg'et sin usynlige eksistens. Uafbrudt frembringer det nye former for at vidne om sin evige eksistens. Uafbrudt iklæder det sig nye og tankevækkende klædedragter. Klædninger som passer til det miljø, det klima og de seværdigheder, som det ønsker at opleve. Evigt klæder jeg'et sig af og på, stadigt fornyer det sit udseende, og dets garderobe er uudtømmelig. Ud af denne fremtryller det det ene klædningsstykke mere mærkværdigt end det andet. Garderoben er jeg'ets evige skabeevne, som forhindrer det i at være eller blive nøgen, som forhindrer det i altid at skulle gå omkring i gammeldags, udslidte eller dårligt siddende klæder. Skabeevnens frembringelser hører til jeg'ets tankearter og organismer. Ved at disse stadigt er under forvandling, derved at de stadigt skifter udseende, afslører de, at der foregår en kosmisk rejse, og at vi her står overfor en kosmisk rejsende. Gennem bevidstheden og organismerne, gennem deres stadigt skiftende skikkelse, gennem de anstrengelser det koster jeg'et at ledsage disse sine to ledsagere gennem uendeligheden bliver jeg'ets egen, i majestætisk ro hvilende eksistens, beriget med indhold og dramatik. Jeg'et er rejsefører for sine to budbringere, bevidstheden og organismerne. Det bestemmer målet for disse to rejsendes udflugt. Uden disse to budbringere var jeg'ets tilværelse uudsigeligt "intet"-sigende. På den anden side var ingen rejse overhovedet mulig uden jeg'et. Uden et jeg ikke et eneste rejsemål til budbringerne! Der fandtes heller ikke en eneste "levende sjæl" at rapportere noget til. Nej, uden det oplevende jeg eksisterede der hverken tanker eller organismer, alt ville være et "intet". Men, lykkeligvis, hersker der mellem jeg'et og dets to kosmiske budbringere, bevidstheden og organismerne, en absolut forståelse eller enighed. De er uadskillelige fra hinanden, og intet samarbejde hviler på et sikrere fundament end det, der sammenbinder jeg'et og skabeevnen med sine budbringere, bevidstheden og organismerne. Til usigelig lykke for alle tre.