Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

Som vi her har set, er disse i altfor høj grad følelsesbetonede væsener således ude af stand til at give en saglig bedømmelse af nævnte ny indstilling. Deres eget selv's rent personlige velvære, position og anseelse er endnu i en altfor høj grad knyttet til deres særlige religiøse sekts struktur og position, således at samme velvære for dem synes at stå og falde med nævnte sekts væren og ikke væren. Virkelig højintellektualitet er endnu ikke nogen afgørende faktor i disse væseners bedømmelsesevne. Enhver form for kritik fra sådanne væsener vil derfor næsten altid afspejle sig som en ren indignation imod udviklingen af religiøse institutioner og bevægelser, der kan være en faretruende krænkelse af deres egen personlige religiøse position, ganske uafhængig af, hvor intellektuelt berettiget og underbygget de nævnte institutioners og bevægelsers mentale og fysiske fundament så end måtte være. Det er en sådan kritik af mit åndsarbejde, vi udtrykker som "D. kritikken". Overalt, hvor et åndeligt arbejde bliver kritiseret eller angrebet ved hjælp af indignation, bagtalelse eller uintellektuelle, følelsesmæssige begrundelser eller en ren og skær personlig forfølgelse af anderledes tænkende væsener, vil det altså være denne uintellektuelle kritik, der gør sig gældende. Men når bagtalelsen ikke har nogen realistisk begrundelse i virkeligheden, og kritikken af vor åndelige indstilling kun er en uintellektuel, følelsesbetonet udløsning af et væsens indignation, vil den være ganske uden indflydelse overfor alt, hvad der virkelig er af sandhed. At gengælde sådanne væseners mentale forfølgelse med en ny indignation vil kun afsløre, at man selv er en udpræget "D. kritiker". Thi enhver form for indignation er en følelsesbetonet udløsning, der urokkelig afslører sit ophav som uintellektuelt.

Foruden de fire former for kritik, vi her har beskrevet, eksisterer der endnu en form for kritik. Denne stammer fra "E. kritikerne" eller væsener, der alle uden undtagelse er urokkelig trosbundne til religiøse sekter. Da dette at være trosbundet er det samme som at være suggereret ind i en eller anden mental tilstand, er sådanne væsener endnu ikke at betragte som frie væsener med hensyn til de tanker eller opfattelser, der hører ind under den side ved deres mentalitet, der er underkastet suggestionen. De kan derimod være udmærkede intelligensbetonede forskere, ja, kan endog være videnskabsmænd på mentale felter, der ligger udenfor den bundne side ved deres mentalitet. Da denne suggestion binder alle de tankecentre i samtlige væsener, igennem hvilke de opfatter religiøsitet, kan disse væsener slet ikke tænke eller opfatte i nogen som helst anden religiøs retning eller have nogen anden religiøs forestilling end den, der kan rummes indenfor suggestionens spærregrænse. Det vil således være ganske umuligt for disse væsener at sætte deres fornuft eller intelligens i en harmonisk forbindelse med den religiøse indstilling, som suggestionen tvinger dem til at have. En sådan brug af forstanden eller en sådan forbindelse er for dem helligbrøde, er blasfemi, ja, er ligefrem syndig. Guddommen er for dem "uudforskelig", ligesom "hans veje er uransagelige". Og de nævnte væsener er fuldstændig tilfredse med denne indstilling. De føler ikke på nogen som helst måde savnet af virkelig logisk begrundelse for deres tro. De holdes urokkeligt i denne af det samme urinstinkt som det, der fører trækfuglene frem og tilbage over land og hav, eller får den lille lige udrugede kylling til med det samme at lede eller skrabe efter et korn. Ligesom nævnte urinstinkt kan lede væsenet, såvel over land som hav, tusinder af mile, eller lede den lille kylling til kerner eller korn, kan det også føre det levende væsen frelst igennem den uintellektuelle sfære eller vinterzone i spiralen.

I en zone, hvor intelligensen endnu ligger latent, ville væsenerne være så temmelig uheldigt stillede, hvis ikke nævnte suggestion som et urinstinkt holdt dem urokkeligt bundne til den for dem engang foreskrevne vej gennem det mørke, der skiller spiralernes intellektuelle sfærer fra hinanden. I en sådan mental mørkezone, hvor væsenerne endnu ikke ad intellektuel vej kan klare sin kosmiske rejse, er det guddommeligt, at forsynet gennem suggestionen kan binde væsenerne til solide førere, der kan føre dem frelst gennem alle mentale skær, indtil de ved egen hjælp gennem udviklingen kan tage deres egen intellektualitet i brug og dermed frigjort kan fortsætte spiralrejsen ved egen fri viljeføring. Det er denne flokbevidsthed, instinkt- eller trostilstand, vi kender fra "Livets Bog" som "den guddommelige suggestion".

Da alle "E. kritikerne" er væsener, der endnu er underkastet denne suggestion, der netop viser sig som en umådelig stærk tro og en herpå baseret ligeså stærk tilslutning til en eller anden religiøs sekt eller bevægelse, uden at denne tro og tilslutning er baseret på noget højere intellektuelt grundlag, men derimod mere på instinkt, vil disse væsener således være ganske uimodtagelige for intellektuel bearbejdelse af denne deres indstilling. Den kan ikke rokkes ved noget som helst udover de drastiske lidelsesskæbner, der i særlig grad er primitivitetens eller de mentale mørkezoners kolorit. Disse bearbejder efterhånden følelsesevnen, der igen kaster refleks tilbage på instinktevnen, hvorved suggestionen rokkes i sin grundvold, og væsenets tro begynder at opløses i en række tvivl. Og det var jo en mere eller mindre fremskreden tilstand af denne opvågnen, der netop karakteriserede de andre former af de her i nærværende artikelserie omtalte kritikere af "Livets Bog". Medens disse var mere eller mindre modtagelige for intellektuel påvirkning, er "E. kritikerne" derimod væsener, der endnu ikke har nået den virkelige tvivlstilstand. De tror ganske uafhængig af nogen som helst intelligensmæssig begrundelse. Om det, de tror på, eller den religiøse indstilling, de har, er logisk eller ulogisk er ganske uden indflydelse på deres tro.

At disse væsener ikke kan forstå et værk som "Livets Bog" med den overvældende religiøse frihed og uafhængighed af tro, dogmer, fortidige profeter og hellige bøger, som den repræsenterer, er naturligvis en selvfølge. For sådanne væsener ville en acception af samme bog være det samme som et spring ud i en bundløs mental afgrund. De har jo ikke selve intellektualitetens stærke vinger til at bære sig eller holde sig oppe, således som alle de væsener har, til hvem nævnte værk er skrevet. At tro, at man kan omvende disse væsener til "Livets Bog", vil være en meget stor misforståelse, ligesom et forsøg herpå vil være et brud på kærlighedens love og således slet ikke være i kontakt med selve "Livets Bog"s forskrifter. De intellektuelle må dog være "ældre" i udviklingen end de uintellektuelle. Hvad er da i dette tilfælde mere i kontakt med livets kærlighedslove, end at de "ældre" må forstå de "yngre", de intellektuelle må forstå de uintellektuelle. Og med denne forståelse indtræder jo en fuldkommen tolerance.

At vi ikke kan vente en sådan tolerance fra de i troen endnu bundne væsener er naturligvis en selvfølge. De har jo endnu ikke mærket intellektualitetens guddommelighed eller kan fatte, hvor kollossalt dens vinger kan bære igennem verdensaltet. De kan derfor kun se, at alle, der ikke har deres stærke tro eller tillid til de overleverede autoriserede religiøse forskrifter og idealer, hjælpeløst styrter i dybe afgrunde, ja, er ligefrem "fortabte" eller på vej til "helvede". Med denne indstilling og fatteevne er det givet, at de kun kan betragte enhver, der afspejler noget af den fred, optimisme eller lykkelige tilstand, som "Livets Bog" urokkeligt giver sin intellektuelle læser, som frækt hykleri, hovmod og pral eller ligefrem gudsbespottelse. Det er jo umuligt for disse at fatte, at en virkelig fred og lykke skulle være tilgængelig udenom de særlige forskrifter og idealer, der for dem er hellige.

Den kritik over "Livets Bog", der kan komme fra disse væsener, vil altså ikke på nogen som helst måde være udtryk for intellektualitet, men derimod i særlig grad være udtryk for uintellektuelle instinkt- og følelsesmæssige, mentale udbrud, der på en eller anden måde vil dømme "Livets Bog" som et produkt af "mørke magter", og dens ophav og tilhængere, som væsener, der iler mod "en evig fortabelse". Det er dette syn på en intellektuel manifestation, vi her udtrykker som "E. kritikken".

Vi har hermed givet læserne et overblik over de særlige former for synspunkter, som forskellige væsener i kraft af deres særlige psyke eller mentale udviklingsstadium er nødsaget til at have overfor "Livets Bog", dens ophav og tilhængere. Ved hjælp af dette overblik skulle således alle "Livets Bog"s tilhængere være indforstået med, at disse fremmede synspunkter alle uden undtagelse er naturlige foreteelser, overfor hvilke enhver form for intolerance, indignation og vrede vil være udtryk for primitivitet. Man kan jo ikke med intolerance eller vrede flytte væsenerne fra et udviklingstrin til et andet. En bevidsthedsindstilling, man ikke har sansebegavelse til at have, kan ikke påføres ved fysiske eller mentale piskeslag. Med forståelsen af dette bliver enhver udøvelse af intolerance, vrede og indignation således det samme som en vandring der, hvor engle ikke tør træde. Og det var for at forskåne mine læsere for denne blinde vandring, at jeg har følt mig tilskyndet til at fremkomme med nærværende overblik over de fælder og faldgruber, som andres manglende forståelse af livets højeste problemer kan være for mine læseres ro og ligevægt.

At være tolerant er ikke det samme som at råbe hurra for alle mulige udskejelser og primitive tendenser, men er at "forstå" alle sådanne foreteelsers absolutte nødvendighed som trin i passagen fra primitivitet til fuldkommenhed. At forlange, at væsernerne ikke må befinde sig på disse trin, er at forlange, at væsenerne skal springe fra primitivitet til fuldkommenhed uden i kraft af erfaringer eller naturlig vækst. Og et sådant forlangende vil være ganske umuligt at opfylde for ethvert levende væsen. Et tolerant væsen vil derfor aldrig begynde at bearbejde et andet væsen med analyser, idealer og begreber, der mere eller mindre ligger udenfor dette andet væsens fatteevne, og undgår derved helt den mørke atmosfære, der ellers kan føre til vild intolerance, primitiv diskussion eller ligefrem skænderi og vold. Det fremkommer således ikke med sine egne meninger i tide og utide, men kun der, hvor det i kærlighed og sympati kan komme på en virkelig harmonisk mental bølgelængde med et andet væsen. Kun denne metode for udbredelse af den højeste form for mentalitet kan være i kontakt med kærlighedsloven. Og hvis væsenet alligevel kommer ud for at blive genstand for andres intolerance, ja, så vil den sande forståelse af disse andre væsener, som vi her har set, kun føre til, at de på en logisk og kærlig måde går til højre, når de andre går til venstre, eller går til venstre, når disse andre væsener går til højre.

At være genstand for andres intolerance er at være stillet overfor mentale slaver. Det er at være stedet overfor ufrie væsener, væsener der mere eller mindre endnu er fastnaglede til primitive bevidsthedssfærer.

Selv at have en hundrede procents forståelse af dette og dermed være besjælet af den heraf følgende fuldkomne tolerance er at være mentalt frigjort. Og kun den mentalt frigjorte kan leve i den lysglorie der udtrykkes i verdensgenløsningens evige sætning: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".