Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

De nævnte kritikere er således ikke blevet påpeget eller begrundet udfra deres forhold til "Livets Bog". Om de f.eks. synes, den er uklar eller dårligt skrevet, eller om de synes, den er genial eller godt skrevet har naturligvis været ganske ude af betragtning i fremkomsten af ovennævnte kritikarters analyse. Det bestemmende har udelukkende været deres indignation imod selve bogens analyse af den guddommelige verdensplan eller livets mening. Men at være imod "Livets Bog" uden at være imod den guddommelige verdensplan eller livets mening lader sig ikke gøre. Thi nævnte bog indeholder ikke et eneste afsnit, et eneste kapitel eller symbol, som ikke på en eller anden måde er et led i afsløringen af humaniteten eller kærligheden og dermed intellektualiteten som den højeste attråværdige moralbasis for det nuværende jordmenneskesamfunds fysiske og mentale fremtræden, og primitiviteten og dermed hadet som en for det samme samfund delvis udlevet og derfor nu tilsvarende mindre attråværdig moralbasis. Det er derfor ikke væsenernes forhold til "Livets Bog", men derimod væsenernes forhold til forståelsen af disse to kontrære poler, der udelukkende har dannet basis for analysen af de her skildrede former for kritikere. Væsenernes indignation over nævnte analyse kan derfor aldrig retmæssigt komme til at berøre dens ophav eller forfatteren til "Livets Bog", idet samme indignation således i realiteten umuligt kan eksistere uden at være identisk med en indignation imod selve den guddommelige verdensplan, være et oprør imod selve solens og lysets eksistens, baseret på en grad af manglende forståelse af den, igennem samme eksistens afslørede livets mening.

Nævnte analyse af kritikerne over "Livets Bog" er da heller ikke manifesteret som en udløsning af intolerance eller en hævnakt imod disse væsener fra ophavet til "Livets Bog", men er derimod udelukkende manifesteret for at opfylde nævnte ophavs absolutte ønske om at fjerne enhver mulighed for opståelsen af indignation eller intolerance imod nævnte kritikere fra venner og tilhængere af "Livets Bog", og inspirere dem til, i dette forhold såvel som i alle andre lignende forhold, at være besjælet af den gudesønlige bevidsthedsindstilling "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".

Kun denne holdning kan være enhver tilhænger af "Livets Bog" eller den guddommelige verdensplan værdig og give udtryk for den sande forståelse af selve livets mening. Thi tilhængere af "Livets Bog", der ikke har denne bevidsthedsindstilling, vil meget let komme til at vise den samme intolerance imod kritikerne af nævnte bog, som den disse kritikere føler imod samme værk, og ville derved komme til at fremtræde lidet flatterende. Deres fremtræden ville da afsløre, at de, omend ubevidst, på en måde også var overtrædere af de forskrifter, nævnte værk åbenbarer med hensyn til tolerance. Og deres handling ville da hverken være i "Livets Bog"s eller dens ophavs favør.

Med hensyn til de fem forskellige former for kritik af "Livets Bog" har vi nu kun tilbage at give et lille klart orienterende overblik. Nævnte former for kritik udgør altså fem forekommende forskellige væsenstypers særlige forhold til "Livets Bog", hvilket vil sige: til den foreteelse som nævnte bog giver udtryk for. Og da denne foreteelse er selve den eksisterende højeste moralbasis: intellektualiteten, der igen er det samme som humaniteten eller kærligheden, bliver nævnte fem former for kritik det samme som fem forskellige former for forhold til kærligheden. Det første sådant forhold er "A. kritikerne"s.

Som læserne vil erindre, udgøres nævnte kritikere af væsener, i hvem humanitet og kærlighed er altbeherskende faktorer. Og en oplysning om kærlighed og humanitet er for disse væsener derfor den allerhøjeste inspirationskilde. Disse væsener er derfor selvskrevne til at komme til at elske enhver bog, eller ethvert logisk udtryk for kærlighed, thi de ser i denne eller dette et intellektuelt forsvar for den mentale tilstand, de selv repræsenterer. Da denne tilstand er så fremtrædende hos disse væsener, at det er blevet til "C. viden" hos dem at "vende den højre kind til, når de bliver slået på den venstre", kan de aldrig i noget tilfælde blive ophav til indignation, ond kritik eller bebrejdelse. Thi dette, "at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", er jo det samme som at tage væsener og ting i ethvert givent øjeblik, som de netop er. De ved, at dette, at fordre noget som helst andet, er en overtrædelse af kærlighedens princip og bliver identisk med den gnist, der tænder indignationens og dermed hadets lue. En sådan fordring ville de aldrig nænne at lade få fodfæste i deres bevidsthed. Det er denne fordring, der, som vi nu skal se, i så høj grad får fodfæste i de efterfølgende kritikeres bevidsthed og der bliver skæbnesvanger. Thi den er netop det samme som "Tærskelens Vogtere".

Da "A. kritikken"s ophav i så høj grad er blottet for selviske begær, og det derfor er blevet til "C. viden" hos dem aldrig at vente sig noget andet af livet, end det, det giver dem, bliver de aldrig skuffede over nogen eller noget. De ved, at alt er livets eget korrekte gensvar på deres egen fortidige og nutidige gøren og laden. De er indstillede på at modtage alt, også det ubehagelige, som en guddommelig korrespondance, altså som en gave fra Gud. De ved i en overdådig udstrækning, at ingen i absolut forstand hverken kan gøre eller lide uret. De bliver derfor ikke indignerede på den eller det, igennem hvilket det ubehagelige kommer. De ved, at det ubehagelige er med til at frembringe visdommen, ligesom den stinkende mødding er med til at frembringe sædemarken eller brødkornet. De er af naturen så stærkt medbevidste i livets egen logik, at de kun kan se kærlighed i hvad eller hvem, de så end møder. Der, hvor andre føler "martyrium", begær efter "oprejsning" for "uret", de tror, der er begået imod dem, eller føler indignation imod den eller det, der er ubehageligt for deres fremtræden, ser disse væsener kun Guddommens åbenbaring eller evige tale, vejledning og førelse, og er kun lykkelige ved at være eet med denne guddommelige vilje.

Som man ser, er "A. kritikerne" således fødte til at være kærligheden sande disciple. Deres væsensnatur er kærlighed. Og de vil derfor som før nævnt kun se kærligheden i hvad eller hvem, de så end møder, og således naturligvis også, når de møder "Livets Bog". Således kun at se kærligheden i alt og alle er at se livets åbenbaring fra Guddommens eget udsigtspunkt. Det er dette syn, vi her må udtrykke som "A. kritikken".

Nævnte kritik vil således udgøre det samme overfor "Livets Bog" som det, nævnte bog udgør overfor universet. Dens indhold er nemlig selve verdensaltets "A. kritik" og udgør, som den udviklede læser ved, et universalt defensorat for alt, hvad der overhovedet kan forekomme i livet og tilværelsen, og følgelig også for sine egne modstandere. Enhver kritik, der ikke repræsenterer en sådan grad af intellektualitet, kan aldrig i noget som helst tilfælde være identisk med en absolut sand kritik, hvilket vil sige: en absolut sand analyse, af sit objekt. Dens fremtræden som "analyse" er derfor mere eller mindre kun en camouflage. Den er, som vi i det efterfølgende skal se, mere eller mindre maskeret indignation, intolerance, åndelig brutalitet eller vold, bagtalelse eller på anden måde forfølgelse. Den har ikke, som "A. kritikken", intellektualitetens og dermed kærlighedens strålende lysvæld i sin atmosfære. Dens glorie er sorte skyer, giftige dunstarter, der formørker alt mentalt lys.

Til ovennævnte formørkede lys hører "B. kritikken". Med hensyn til dens ophav ved vi allerede, at disse i deres daglige tilværelse ikke helt har "A. kritikerne"s fuldkomne humane praktiske væremåde. De har ganske vist i stor udstrækning teoretisk "A. kritikerne"s indstilling til visdommen eller den højeste sandhed, men de kan ikke ligesom disse omsætte denne visdom i ren praktisk væremåde. De har endnu i stor udstrækning selviske begær eller fordringer til deres medmennesker og livet. Og deres kritik af dette liv og disse medvæsener kan derfor heller ikke blive så ren og upartisk som "A. kritikerne"s. Den vil altid være præget af det ufri forhold, som de samme væsener befinder sig i overfor nævnte liv og medvæsener.

Da livet og medvæsenerne ikke altid opfylder "B. kritikeren"s selviske begær og attrå, blive hans kritik som regel identisk med en overdreven dadel af samme liv og medvæsener. En absolut fri, nøgtern og upartisk analyse af noget, der er ubehageligt for det selv eller befinder sig i dets selviske begærs disfavør, kan et sådant væsen af naturen ikke give. Skal det give en sådan analyse, kan det kun ske igennem en slags læggen bånd eller tvang på sig selv. Nævnte væsen må tvinge virkningerne af sin selviskhed i knæ, altså et besvær "A. kritikeren" er ganske blottet for. Vi bliver derfor også vidne til, at "B. kritikken" aldrig er ren i sin fremtræden. Den vil i de fleste tilfælde være præget af en ganske overdreven pessimisme, alt eftersom dens ophav ikke får opfyldt sine selviske begær eller fordringer. Dog må man her huske på, at "B. kritikeren" jo er et væsen, der har tilegnet sig en vis grad af intellektualitet og i kraft heraf ikke i særlig grad vil lade sin eventuelle indignation og skuffelse gå ud over selve åndsvidenskaben, men udøser den derimod over nævnte videnskabs ophav og dettes nærmeste medarbejdere. Og herpå ses det netop, at det ikke er selve åndsvidenskaben, men derimod at det er noget personligt hos nævnte ophav eller dettes hjælpere, der er kommen på tværs af opfyldelsen af "B. kritikeren"s selviske begær, fordringer eller ønsker, der ligger til grund for pessimismen og indignationen. Vi ser derfor også det særsyn, at "B. kritikken" kan indeholde den største lovprisning eller hyldest til åndsvidenskaben samtidigt med, at den er fuld af sortsyn m.h.t. dens ophav og dettes særlige hjælpere. Ja, vi finder i "B. kritikken" alle symptomer på, at dens ophav ligger under for "martyrfornemmelsen", ligger under for den samme illusion som den, der bringer alle andre væsener i krig med hverandre, nemlig forestillingen om, at man "lider uret", er blevet "skubbet ud i mørket", er blevet "svigtet" osv altså alle de symptomer, der ikke alene adskiller "B. kritikeren" fra "A. kritikeren", men også fuldstændigt afslører felter i førstnævntes bevidsthed, hvor åndsvidenskaben eller intellektualiteten endnu ikke er trængt ind. I disse felter er "B. kritikeren" endnu fyldt med vikingeånden, der ønsker hævn og straf over kontrære medvæsener, krav om "oprejsning" for "uret" man har lidt, og nedsabling af dem, man tror, der er skyld i ens genvordigheder eller ubehagelige skæbne osv. Ganske vist bruger "B. kritikeren", grundet på den grad af intellektualitet han har tilegnet sig, ikke de drastiske metoder i sin udløsning af indignation, som vikingen. I stedet for det skarpe sværd bruger den moderne "viking" nu en skarp tunge. Han lader her og der falde bemærkninger, der i ord, hentydninger og meget sigende minespil absolut ikke er tilsigtet at være i modpartens favør, men derimod mere eller mindre er baseret på at sætte tilhørernes fantasi i bevægelse langt ud over det tilladelige eller sandfærdige. Og med dette frie spillerum for fantasien bringer den primitive tilhører det formentlige meddelte og – ikke meddelte – videre, udsmykket og på intelligensmæssig måde gjort troværdigt og forlenet med sensationens allerbedste effekter, hvorved det kommer til at gøre lykke hos andre "B. kritikere" eller modstandere af denne bagtalelseskampagnes objekt. Det er et sådant fantasibillede, der her udtrykkes som "B. kritikken" Nævnte kritik er således ikke en i kærlighed affattet nøgtern analyse af dens objekt, men udgør derimod i realiteten en i form af en intelligensmæssig bagtalelseskunst ududløst indignation over skuffede eller bristede forhåbninger hos dens ophav.

Medens "A. kritikken" er en intellektuel udtrykt forståelse af alt og alle, ganske uafhængigt af personlige begær eller fordelagtige forventninger, og således giver udtryk for en hundrede procents kærlighed, vil "B. kritikken", ved sit indhold af bebrejdelser, krav om oprejsning for sit ophavs "martyrium" og den tilsigtede bagtalelsesmæssige tilsmudsning af modparten og dennes manifestationer, være identisk med et draget sværd. Og en sådan manifestation vil uværgerlig afsløre sit ophav som mindre intellektuel og dermed mere eller mindre uheldig for ethvert åndeligt discipelskab. Måtte Peter ikke netop stikke det "dragne sværd" i skeden, for at hans følgeskab med verdensgenløseren kunne fortsættes? – Og var det ikke med indstillingen eller ordene: Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre, Frelseren proklamerede eller åbnede verdensgenløsningen? – Og er det ikke ignoreringen af denne proklamation, der i dybeste forstand ligger til grund for begrebet "dåren vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde"? – Og er det ikke denne vandring, der førte "den fortabte søn" bort fra faderen til en zone, hvor han måtte "æde sammen med svinene"? – Og var det ikke dette stinkende "bordselskab", der flængede hans gudesønlige bevidsthed i "laser" og "pjalter"? – Og tror man ikke, det var disse "laser" og "pjalter", der åbnede hans bevidsthed for synet af den forkerte vej, han gik, og dermed affødte længslen efter at vende om og gå tilbage til Faderen?

"B. kritikken" er den sidste hindring for opnåelsen af foreningen med Faderen eller Guddommen. Der kommer således ingen til Faderen uden ved at udrense sin bevidsthed for "B. kritik". Den er, som her vist, udgørende de sidste rester af ufærdige naturer i væsenets bevidsthed og bliver derved synlig som identisk med "Tærskelens vogtere". I samme grad, som man opdager sin "B. kritik"s identitet med den fortabte søns "bordfællesskab" med svinene, hvilket i realiteten vil sige: hans anvendelse af de dyrisk, smudsige bevidsthedsmetoder og utilfredshed med livet eller det i faderens manifestationer, der ikke umiddelbart synes at være i hans favør, forfærdes man over denne sin "pjaltethed" eller mentale lazarontilstand. Og det før så dominerende selviske begær er svundet ind til fordel for ydmygheden, der nu kommer stærkt til orde i hans bevidsthed. Den før så fordringsfulde gudesøn gør nu slet ikke mere krav på dette sit ophøjede familieskab eller denne sin guddommelige værdighed, ligesom han heller ikke mere stiller krav om at spille den eller den fremtrædende eller store rolle i selve åndsvidenskabens eller visdommens tjeneste. Han nærer kun det beskedne ønske: kun at blive en af "sin faders daglejere". Og her begynder himlen at åbne sig for den "fortabte" gudesøn. Med opgivelsen af alle ønsker, krav og fordringer om gengældelse eller oprejsning for uret, han mener at have været genstand for, er tilbagetoget imod faderens herlighed begyndt. "Den fortabte søn" har fundet sig selv og er blevet eet med sin fader. "B. kritikeren" er blevet "A. kritiker". Og Guds lysende strålevæld er blevet en modstander fattigere, og menneskeheden en naturlig repræsentant for "en varig fred på jorden" rigere.

Som vi lige har set, er "B. kritikken" ikke så meget en kritik af selve åndsvidenskaben, som den er en udløsning af en indignation imod dennes særlige formående repræsentanter, af hvem "B. kritikken"s ophav mener at være miskendt og derfor af de samme væsener lukket ude fra den eller den særlige mission eller kaldelse i åndsvidenskabens tjeneste, som nævnte ophav mener at have krav på. En "B. kritiker" er altså et væsen, der ikke forstår, at ingen som helst væsener kan lukkes ude fra anden mission eller kaldelse end den, der udelukkende kun har rod i hans egen på ærgerrighed endnu eksisterende fantasi. Hvis Guddommen eller Forsynet ønsker at tildele et væsen en stor eller lille mission, hvilken magt skal da forhindre denne Guds vilje?

At blive indigneret over, at man ikke kommer til at spille den rolle i visdommen eller på anden måde ikke får den skæbne, man selv ønsker, er jo en blottelse af, at man endnu ikke selv forstår Guds veje. At gøre andre væsener ansvarlige for denne sin skæbne kan kun være kompromitterende for ens kvalifikationer i åndsvidenskab. Og det er netop i henhold hertil, at vi har følt det formålstjenligt her at dvæle så meget ved "B. kritikken". Det er jo denne kritik, der i særlig grad afslører sig som "Tærskelens vogtere", fordi dens ophav er vokset ud af både den religiøse trosopfattelse og den materialistiske gudsfornægtelsestilstand. De kan ikke frakendes mere eller mindre at være åndsforskere og vil derfor i mange tilfælde repræsentere en vis grad af intellektualitet. De er således på en måde udgørende den kreds eller skare af væsener, der er særligt i smeltediglen for at omformes til at blive fuldkomne aspiranter til den ny verdenskultur. Og som vi her har set, hindres de kun i at blive "A. kritikere" i kraft af de selviske naturer i deres eget væsen, de endnu ikke har overvundet og som er uforeneligt med verdensgenløsningens ånd, der er fundamentet for nævnte kulturs fødsel og eksistens på jorden.

Da denne ånds særlige struktur kun kan give sig udslag i den opfyldelse af kærlighedens store bud, der som en lysglorie fra Golgathas kors vibrerede ud over jorden, og som en guddommelig lydbølge fra Nazaræerens mund: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", åbnede verdensgenløsningen for jordens utalte millioner, har vi her en levende åbenbaring af den altgennemtrængende næstekærlighed, der lader det være saligt "hellere at give end at tage", endog når det gælder ens eget liv.

Når det er verdensgenløsningens lysende ånd og dermed fundamentet eller tærskelen til en absolut "varig fred", såvel i ens eget indre som i den ydre verden, er det givet, at ingen fundamentalt kan overskride denne tærskel eller være retmæssige vejvisere og tjenere for indgangen til dette mentale solskin, sålænge de endnu forgifter tilværelsen for sig selv og andre med selviske fordringer, anklager, bebrejdelser over eller indignation imod den næste, der så ubetinget fordres elsket, for at himlens porte kan åbne sig og fredens lysende tærskel overskrides af den mod Faderen stræbende gudesøn.

Medens "B. kritikken"s ophav er væsener, der er nået ud over trosstadiet såvel som benægtelsesstadiet overfor guddomsbegrebet eller åndsvidenskaben og derfor hører til det åndelige "hungerstadium" eller til dem, der i særlig grad besjæles af spørgsmålet, "hvad er sandhed", er "C. kritikken"s ophav, som tidligere berørt, derimod væsener, hvis hunger går i en helt anden retning. Da de er for intelligente til at tro på de overleverede religiøse dogmer og for lidt intelligente til at forbinde deres rent materielle fysiske oplevelser med højere religiøse foreteelser, fremtræder de som "materialister". Og vi har her for os væsener, der i særlig grad finder tilfredsstillelse i mål- og vægtfacitter. Og sålænge disse facitter er tilstrækkelige til at tilfredsstille deres mentale hunger, er det givet, at de kun kan tænke i mål og vægt. Hele deres interesse er derfor udelukkende baseret på ren materiel forskning. De beskæftiger sig som regel kun med rent fysiske fakta og bliver ekspert i disse fakta. Og det er i denne mentale zone, vi i dag finder den moderne videnskab. Og det er herfra, den har kastet sine mangfoldige for menneskeheden velsignelsesrige frugter ud over jorden. At den dermed har vakt respekt omkring sine ophav og gjort dem til højautoriteter i det rent materielle daglige liv er naturligvis en selvfølge. Ja, denne beundring er endog så fremragende, at man undertiden ligefrem tillægger dem ubegrænset autoritet, hvilket altså vil sige: tiltror de samme væsener kvalifikationer til bedømmelse af felter, hvor de i virkeligheden endnu slet ikke hører hjemme. Ophavene til en sådan beundring afslører sig dermed som udgørende en slags trostilhængere af disse væsener. Og det er ikke nogen lille del af jordmenneskeheden, der må skrives under denne konto. Hvis medlemmer af den moderne videnskab, hvilket vil sige: akademikere, doktorer og professorer, siger god for en ting, ja, så vil den blive accepteret af dens trostilhængere. Bliver den ikke accepteret af akademikere, vil den heller ikke blive accepteret af de nævnte tilhængere, ganske uafhængigt af om dette er berettiget eller ej.

Kan det da tænkes, at det ikke skulle være fuldt ud logisk af følge videnskabens acception eller ignorering af en ting? – Nej, det kan absolut ikke tænkes. At følge videnskaben er naturligvis det absolut eneste rigtige. Men derimod kan det tænkes, at videnskabens repræsentanter ikke altid i alle felter er hundrede procent i kontakt med videnskaben i deres bedømmelse af ting. Og der, hvor de ikke er det, kan det ikke være hverken logisk eller klogt at lade sig diktere af en sådan bedømmelse. At en professor i geologi pludselig bliver interesseret i spiritiske fænomener og begynder at udtale sig til stærk fordel for samme fænomener, betyder jo ikke, at hans udtalelser på disse felter er videnskab. Tværtimod, her er han jo begynder eller i heldigste tilfælde slet og ret kun en amatør, ja, måske kun udgørende en ren middelmådig fusker. Hans udtalelser her kan aldrig i noget tilfælde stabiliseres på hans autoritet som geolog. Men ikke desto mindre vil denne hans autoritet, samt hans professortitel, hos trostilhængerne eller en stor del af almenheden bane vej for hans ord, som om han også var ekspert i åndsfænomener. Og disse trostilhængere, der accepterer hans udtalelser om nævnte fænomener, accepterer altså en fuskers udtalelser. De accepterer en mands bedømmelse af en ting, overfor hvilken han i virkeligheden endnu kun er lærling, fordi samme "lærling" er ekspert og autoritet i noget, der slet ikke vedkommer åndsfænomenerne og absolut ikke kan give ham kvalifikationer i denne retning.

 

Kommmentar: I det trykte Kosmos var en af sætningerne fejlombrudt, og rettelsen, der er omtalt i det følgende nummer, er gennemført her i netudgaven.