Kosmos 1982/3 side 53
Max Käck
Kunst og livskunst
(Fortsat fra forrige nummer)
Udviklingen i det forrige århundrede
I løbet af 1800-tallet fik kunstneren en betydning som næsten begyndte at konkurrere med kirkens. Den individualistiske tænkning blev så stærk, at gudstroen begyndte at aftage. Kunstneren fik til og med mulighed for at træde ind som et alternativt objekt for menneskenes dyrkelse. Den frie, ubundne kunstner, det lidende og skabende geni blev genstand for beundring både fra sig selv og fra andre, som somme tider nærmede sig religiøse proportioner. Man begyndte nu også at få ideer om at forene kunstarterne, musik, maleri og scenekunst til et totalkunstværk.
Stræben efter at afbilde og skildre virkeligheden nåede på denne tid frem til et højdepunkt. Malere i den kunstretning, der kaldes "realisme", gik ud i menneskenes hverdagsliv og skildrede deres daglige beskæftigelse, deres arbejde og fornøjelser, helt usminket. "Impressionisterne" var mere interesserede i hvordan man oplevede verden. Man spurgte sig om oplevelsen ikke var mere afhængig af optiske fænomener end af de konkrete genstande. Man forsøgte at fange det subjektive sanseindtryk af farve og bevægelse i et flygtigt øjeblik. For "ekspressionisterne" blev farve og form et middel til at udtrykke den følelsesmæssige reaktion overfor motivet snarere end selve motivet. Dermed kan man sige at selve oplevelsen var blevet motivet i kunsten i stedet for den fysiske genstand.
Den moderne naturvidenskab og kunsten
I begyndelsen af 1900-tallet skete der en stor omvæltning indenfor naturvidenskabens område. Det verdensbillede, som man tidligere havde og som udgik fra Newton, betragtede universet som en stor maskine, som fulgte mekaniske love. Nu kom imidlertid Einstein og viste, at materien, tiden og rummet ikke havde de egenskaber, som man tidligere havde troet, og dermed skulle hele det naturvidenskabelige verdensbillede tages op til revision.
Indenfor kunsten skete parallelt med dette en ligeså stor revolution. Man kom i sin analyse af motivet frem til at føre alle former tilbage til geometriske strukturer. Den kunstform, som opstod, kaldtes "kubisme". Ligesom videnskaben havde vist, at tingene ikke er, hvad de ser ud til, viste kunstnerne også en ny skjult virkelighed i virkeligheden. Motiver afbildedes samtidigt ud fra flere forskellige perspektiver eller i flere stadier af bevægelse. Billederne mistede til sidst enhver lighed med motivet, de var nok i sig selv. Resultatet af denne udvikling ser vi i det abstrakte maleri. Man begyndte også at benytte sig af mere utraditionelle materialer i sine værker, så som stolesæder, cykelhjul, strygejern m.m. ligesom også collage. Kunstværket havde til sidst frigjort sig fra motivet, det udgjorde selv virkeligheden. Kunstneren frasagde sig dermed rollen som skildrer af skabelsen, og tog definitivt plads som nyskaber, han fratog Guddommen monopolet på at være ophav til virkeligheden.
Den nutidige kunsts dilemma
Samtidig med denne udvikling gjorde teknologien enorme fremskridt. Film og foto tog konkurrencen op med den afbildende kunst, nye materialer fremstilledes og man fik metoder til at opfange og oplagre lyd. Alle disse nye fremskridt tog kunsten snart i besiddelse. I slutningen af 40-erne begyndte man at lave musik ved hjælp af almindelige lyde inspillede i forskellige miljøer, man eksperimenterede indenfor alle kunstarter med nye kombinationer af materialer og udtryksmåder og med improvisation. I vore dage har man ganske enkelt opdaget at alt faktisk er kunstværker, men man har måske ikke altid forstået, at man med den kundskab også må omvurdere selve kunstnerens rolle. Hvis virkeligheden er kunstværket er der jo ingen enkelt, der kan tage æren af skabelsen, intet menneske kan jo have copyright på eller ophavsret til selve livet. Denne indstilning, at kunstværket ikke skal skildre noget, men at det er nok i sig selv, har også skabt en slags materialisme indenfor kunsten. Formålet er ikke længere at formidle en vis oplevelse, men hver og en kan opfatte værket helt subjektivt. Man savner ofte et overordnet mål eller en hensigt med skabelsen og kommer derfor let ud i spidsfindigheder og effektjag. Indestængte følelser og lidenskaber får også afløb i mange engagerede værker, ligesom kunsten også af og til anvendes som stimulerende stof eller virkelighedsflugt.
Kunsten emanciperes og forenes med det daglige liv
Med udviklingen af film, foto, TV, radio, trykkeri osv har kunstneriske produkter fået en vældig spredning. Hver og en har i sit hjem mængder af billeder, man kan når som helst lytte til sin yndlingsmusik, og man bliver hele tiden oversvømmet af indtryk fra massemedierne. Menneskenes hunger efter oplevelser og indtryk tilfredsstilles med mere og mere forfinede midler. Med al den sofistikerede elektronik og anden teknik, som findes til rådighed, har mennesket mere og mere fuldkomne midler til med alle sansers hjælp at skabe materielle udtryk for sine tanker. Ja, man kan næsten ane hvordan udviklingen peger frem mod den totale evne til at materialisere tanken på viljens bud, den form for skabelse, der hersker på det åndelige plan. Problemet for kunsten idag er altså som på så mange andre områder ikke så meget materialet og metoderne, men mere tanken bagved. Mennesket er godt på vej til at gøre sig jorden underdanig, det har vundet verden, men mistet sin sjæl.
Renæssancens kunstnere begyndte at søge sig nye motiver og tekniker, her en græstue af Albrecht Dürer
Livskraften i dyre- og menneskeriget og jordmenneskets forhold dertil
Hvad er det for en mægtig kraft, som får mennesket til at nedlægge så meget arbejde i at skabe kunst? Hvad er det, som får den ensomme kunstner til under store besvær og trods manglende forståelse fra omgivelserne at kæmpe for sit værk, selv om han må afstå fra alle materielle fordele?
Martinus fortæller, at der i dybet af alle levende væsener, i det inderste af vor natur, eksisterer en evig uudslukkelig kraft, begæret efter at opleve livet. Denne kraft giver sig forskellige udtryk på forskellige stadier i udviklingen. I dyreriget ligger denne kraft bagved selvopholdelsesdriften og retter hele væsenets interesse mod det, der kan være til fordel for det selv. Den kulminerende kontakt med et andet væsen sker i den fysiske forening i seksualakten, som også er knyttet til egoismens livsprincip gennem et ejendomsretsforhold. I det rigtige menneskerige ytrer begæret efter liv sig på en diametral modsat måde. Her råder altruismen eller næstekærlighedens livsprincip. Her er væsenets interesse og stræben helt rettet mod medvæsenernes vel, og målet er at være til den størst mulige glæde og velsignelse for alt levende. Dette er den mest fuldkomne væremåde, der kan tænkes, det er selve Guddommens væremåde. Den udviklingsproces som det jordiske menneske befinder sig i, fra dyr til menneske, indebærer altså en total forvandling af moralen eller måden at forholde sig til omgivelserne på. Jordmenneskene, som jo befinder sig et eller andet sted på vejen i denne udvikling, udtrykker sig selv som delvis hjemmehørende i dyreriget og delvis som aspiranter til det rigtige menneskerige. En kunstner som udelukkende skaber af trangen til og glæden ved at skabe, uden ønske om materielle fordele, anerkendelse, berømmelse eller lignende, han opfylder samme betingelser i sin skabelse som Guddommen. Han viser dermed et eksempel på et talent for oprettelsen af det rigtige menneskerige.
Et romantisk maleri med dramatik og patos af Delacroix
Symptomer på kunstens udviklingsstadium
Eftersom jordmennesket stadig har mange dyriske sider tilbage i bevidstheden, præges dets skabelse også fortsat af dette. Et eksempel på dette så vi tidligere i den kunst, der hylder krig, magt og ære. Et andet eksempel er lovprisningen af forelskelsesrusen. Forelskelsen er jo til alle tider blevet ophøjet til at være den allerhøjeste lykke i tilværelsen, men Martinus viser, at eftersom parringsdrift og forelskelse hører hjemme i dyreriget, arbejder man derigennem kun på at forblive i dyreriget. Kunstneren, som hylder forelskelsen, stimulerer altså en tendens som er modsat den, som får ham til at skabe kunst.
Kunstnerens åndelige evner eller moral bestemmer værkets kvalitet
For at kunsten skal komme i kontakt med livets sandheder, må der først gøres erfaringer. Kunstnerens udtryksregister begrænses jo af den indlevelsesevne han har, og denne evne kan kun erhverves gennem det daglige livs oplevelser af sorg og glæde, af lidelse og velbehag. Dertil kommer naturligvis de tekniske færdigheder. Gennem øvelse i mange inkarnationer har de største kunstnere fået så mange evner og erfaringer inden for et vist område, at de på dette område er kommet i nærheden af den absolutte sandhed eller den totale beherskelse af materien i det pågældende område. Det er disse, der fremstår som genier. Gennem den totale beherskelse af sin kunstart kan geniet komme i kontakt med den højeste sanseevne, intuitionen, på dette område. Ved hjælp af denne kraft kommer individet i forbindelse med det åndelige plan og kan derfra få geniale ideer til sin skabende virksomhed. Det er det, som man kalder "inspiration", og det er på denne måde, at de mest fuldkomne kunstværker er blevet til. Man kan måske her få en anelse om hvilken fantastisk tilværelsesform vi går imod, når man hører, at denne genialitet skal erhverves på alle livets områder.
Guds kunstværk og væsenets rolle
Da man på denne måde har opøvet et genialt talent, kan man sige, at man gør Guds vilje på dette område. Men der hvor man ikke gør Guds vilje, der er man i disharmoni med livet, og der får man efterhånden en sådan skæbne, at man lærer sig at komme i kontakt med livet igen. Ingen side i mentaliteten er færdig før end man gør Guds vilje, og når man gør Guds vilje på alle områder, da har man nået udviklingens mål, mennesket i Guds billede.
Det er denne skabelse af det fuldkomne menneske i Guds billede, der er livets største kunstværk, dette fuldkomne liv er produktet af hele udviklingen på det fysiske plan. Fremme ved dette mål behøver man ikke længere at anstrenge sig med at forme visse dele af den fysiske materie for at udtrykke sin tanke, for der er livet i sig selv blevet et kunstværk, der er gudesønnen blevet medskaber af Guddommens altomfattende værk.
Alt er liv og oplevelse og dermed kunst
Alt hvad der eksisterer i tilværelsen af skabte ting udgør en del af dette Guddommens kunstværk. Alt viser sig nemlig i et kosmisk perspektiv at være til glæde og velsignelse for de levende væsener. Men eftersom vi jordmennesker har mistet evnen til at opleve livet på denne måde, er det blevet kunstnerens opgave at finde og vise nogle enkelte lokaliteter, som vi er på bølgelængde med, og som derfor giver os inspiration og velbehag. På grund af vores manglende evne til at forstå livet er der imidlertid en stor del af livet som vi ikke oplever på denne måde, som ikke giver os en kunstnerisk oplevelse, men snarere som noget vi kalder ondt, forkert, grimt, unødvendigt osv. Men det at vi oplever tingene sådan, beror kun på vor egen lokale og partiske opfattelsesevne. Kunst er altså ikke et produkt, kunst er en måde at opleve livet på!
Sammenfatning og et blik fremad
Som vi kunne se i vort lille overblik over kunsthistorien, kan man udskille nogle hovedtræk i kunstens udvikling. I det første stadium var kunsten, dvs den del af væsenets manifestation der ikke direkte er en betingelse for selvopholdelsesdriften, helt i det dræbende princips tjeneste. Her anvendes de skabende evner til at forstærke og konsolidere den fysiske position. I det andet stadium anvendes kunsten helt i det religiøse livs tjeneste. Mennesket var her i en mystisk forening med verdensaltets ophav, og kunstens opgave blev at prise dette ophav, og gennem en følelsesmæssig suggestion at vedligeholde denne kontakt. Det tredje hovedtræk i udviklingen karakteriseres af menneskets stræben efter at opdage og udforske den konkrete omgivende virkelighed. Kunstneren vendte sig her bort fra Guddommen og begyndte mere og mere at stole på sine egne iagttagelser. Resultatet af denne indstilling ser vi idag blandt andet i form af lydkunst, happenings, socialrealisme, abstrakt kunst, konstruktivisme terapeutisk kunst m.m. Materialet for skabelsen er her direkte hentet ud af det virkelige liv eller også ud af den virkelighed, som kunstneren selv har skabt. I sin henrykkelse og glæde over opdagelsen af sine skabende evner kan kunstneren komme til at fejlvurdere betydningen af sine oplevelser og sin person og i mangel på gudskontakt ophøje sig selv til verdensaltets højeste skabende væsen. I samme grad som der i bevidstheden findes rester af dyriske tendenser kan skabelsen derfor få det formål at tilfredsstille ens egne behov.
Med kunstens forening med videnskaben kommer mennesket mere og mere i kontakt med livets sandheder. Og med den kosmiske kundskabs indtræden i udviklingen begynder en fjerde epoke i kunsthistorien. Med kosmisk viden får mennesket adgang til en absolut kundskab om livet og sin egen identitet som medskaber i Guddommens uendelige skaberværk. Kunstneren møder igen Guddommen, men nu bevidst og realistisk i sin egen verden, og kunsten må nu tjene skabelsen af tilværelsens højeste og mest fuldkomne livsoplevelseszoner.
Afslutning
Det moderne menneske lever i en disharmonisk tilstand, spaltet mellem to kontrære zoners idealer. Men gennem kunsten har det fået en mulighed for at tilfredsstille sin voksende livslængsel på en måde, som ikke medfører nogle ubehagelige konsekvenser. Den glimtvise oplevelse af den kulminerende lykke som dyrerigets kontakter mellem medvæsenerne kan tilbyde bliver gennem kunstens fuldendelse i livskunst til et stadigt nærvær af og vekselvirkning med Guddommen. Da mennesket forlod den instinktmæssige gudskontakt vandrede det ud for at opdage verden. Med videnskaben og kunsten i forening med kosmisk viden er det nu i færd med at genopdage Guddommen, realistisk og bevidst, i vekselvirkning med næsten. Dermed begynder det lys at stråle ind over jorden som skal forvandle den til en fuldkommen verden.
M.K.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige