Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

Nu er så kun tilbage spørgsmålet: Hvad er den negative og positive side af Guds vilje? –

Men for at få dette spørgsmål besvaret, må man følge udviklingen eller faserne i fuldbyrdelsen af den guddommelige verdensplan, der bevirker, at alt til slut bliver "såre godt". Og da ser man svaret i form af "spiralprincippet". Nævnte princip viser os, at viljen bag planen befordrer en nedadgående proces og en opadgående proces. Den nedadgående proces har vi gennem mit arbejde lært at kende som "indvikling" og den opadgående som "udvikling". Og det er udelukkende ved et tilpas sammenspil mellem disse to processer eller kontraster, at skabelse overhovedet kan finde sted og dermed de levende væseners oplevelse af livet. Men når disse to former for proces er betingelsen for oplevelse af livet, må disse være et urokkeligt udtryk for den guddommelige vilje. Denne viljes frembringelse af facittet, "Alt er såre godt", sker altså udelukkende kun igennem Guddommens villen individets oplevelse af den "nedadgående" og opadgående" proces. Men den kan ikke ville, at nævnte oplevelser skal ske samtidig, thi det er jo det samme som at ville det umulige. Det levende væsen, kan som før nævnt, ikke samtidig gå op og ned ad en trappe. Samtidig at ville det ene ligesåvel som det andet, kan jo kun gøre viljen til en ligevægt mellem to kontraster. Og en ligevægt er som bekendt det samme som "stilstand" eller umanifestation og bliver dermed yderligere synlig som et "intet". Guddommen kan derfor ikke ville, at individet skal opleve den "nedadgående" og opadgående" tilstand samtidig, men derimod udelukkende kun efter hinanden. I modsat fald måtte det udelukke en hvilken som helst form for oplevelse. I stedet for selve livsoplevelsen ville der kun eksistere et evigt "intet". Døden eller en total bevidstløshed måtte være den altbeherskende faktor der, hvor universet med sine sol- og stjernebyer og alt, hvad dertil hører, nu funkler og stråler livet ud.

I henhold til den guddommelige vilje kommer det levende væsen således til at befinde sig et eller andet sted enten i den "nedadgående" eller "opadgående" bevægelse i spiralkredsløbet, men ikke samtidig i dem begge.

Hvis væsenet befinder sig i spiralens "nedadgående bane" vil den guddommelige vilje overfor et sådant væsen urokkelig være dets "indvikling" eller "nedadgående" tilstand, hvilket igen, som læserne ved, er det samme som udviklingen hen imod kulminationen af "det dræbende princip" eller egenkærlighedsprincippet. Har væsenet derimod passeret kulminationen af "det dræbende princip" og således befinder sig i spiralens "opadgående" bane, hvilket vil sige i udviklingen hen imod kulminationen af humaniteten, næste- eller alkærlighedsprincippet, vil den guddommelige vilje, overfor et sådant væsen, urokkelig være denne dets "opadgående" tilstand. Men her er det, at det ejendommelige sker, at individet kan komme i konflikt med denne Guddommens vilje.

Individet eller det levende væsen fremtræder jo i "Guds billede efter hans lignelse", hvilket i realiteten vil sige, at det også har en vilje. Det eksisterer eller bygger sin oplevelse af livet op i kraft af, at der er noget, – det vil, og noget, – det ikke vil. Og denne individets vilje er således stedet overfor Guds vilje eller det, – Guddommen vil, og det – Guddommen ikke vil. Sålænge individet befinder sig i den "nedadgående" bane i kredsløbet, vil der ikke opstå nogen synderlig konflikt imellem Guds vilje og væsenets vilje, thi væsenet befinder sig netop i nævnte bane efter sit eget ønske eller begær. At udføre de manifestationer, der holder denne bane eksisterende, er altså udtryk for dets egen vilje og kan således kun være en glæde for det selv, samtidig med at det er den fulde efterkommelse eller opfyldelse af Guds vilje. Og denne del af spiralkredsløbet bliver da også at udtrykke som "paradiset". (Se endvidere min bog "Logik" side 138 og 139). Noget helt andet gør sig derimod gældende, når individet i kredsløbet har passeret kulminationen eller vendepunktet for den "nedadgående" bane og derved kommer til at befinde sig i den del af kredsløbet, hvor det ikke mere er den "nedadgående" bane eller tilstand, men derimod den "opadgående" bane, der er Guds vilje. Her opstår der en direkte konflikt mellem individets vilje og Guds vilje.

For at kunne få en fuld tilfredsstillelse eller mættelse af oplevelsen af "det dræbende princip" har individet gradvis måttet skabe sig et animalsk legeme, der indtil hundrede procent blev et tjenligt redskab for nævnte oplevelse. Ligesom dette legeme, grundet på den tunge fysiske materie af hvilken det består, kun gradvis kunne blive til eller bygget op med alle sine lokalorganer og tankecentre for udfoldelse af selviskheden eller "det dræbende princip", således kan det samme legeme kun gradvis omskabes og få udviklet nye lokalorganer eller tankecentre for manifestationen af uselviskheden eller alkærligheden, der jo udtrykker den "opadgående" banes tilstand i spiralen. Individet vil derfor endnu længe efter, at det har passeret kulminationspunktet for den "nedadgående" bane i kredsløbet, have lettest ved at manifestere dennes principper og foreteelser, fordi disse endnu i overvældende grad er "C. viden" eller vanefunktion hos det, medens centrene eller organerne for manifestationen af den "opadgående" banes principper og foreteelser endnu kun er i sin spæde vorden. I den "nedadgående" bane bliver, som før nævnt, denne banes principper identisk med det, – Guddommen vil, og den "opadgående" banes principper identisk med det, – Guddommen ikke vil. Men i den "opadgående" bane bliver denne banes principper naturligvis identisk med det, – Guddommen vil, og den "nedadgående" banes principper udgørende det, – Guddommen ikke vil. I modsat fald ville der jo ikke være nogen som helst mulighed for manifestation eller skabelse. Når individet, efter at have passeret den "nedadgående" banes kulminationsstadium og er rykket ind i den "opadgående" bane, men stadigt grundet på sin vanebevidsthed, i en vis udstrækning helst manifesterer den "nedadgående" banes principper eller bevidsthedsmetoder, bliver det til kendsgerning, at det her gør noget – Guddommen ikke vil.

Individet vil altså, i en vis udstrækning manifestere den "nedadgående" banes principper eller bevidsthedsmetoder i den "opadgående" banes domæne og kommer således i direkte konflikt med Guds vilje. Det bliver altså her synligt, at individet har en fri eller selvstændig vilje, det kan bringe i konflikt eller kontakt med Guds vilje. Men da Guddommen – ikke vil – manifestationen af den "nedadgående" banes tankemetoder i den "opadgående" banes domæne, vil resultatet af denne disharmoni imellem individets vilje og Guds vilje urokkelig blive lidelserne, smerterne, mørket eller alt, hvad der kommer ind under begrebet "helvede", thi væsenet går jo her imod selve universet. Det prøver faktisk på at flytte sol og måne. Men her opdager det, at den sten, det ikke kan løfte, må det lade ligge. Igennem helvede eller mørket kommet det til kundskab om, at der findes en vilje, der er langt stærkere end dets egen. Og at årsagen til dets misere udelukkende kun var den omstændighed, at det ville noget, som ophavet til denne stærkere vilje – ikke ville, og at nævnte ophav ikke ville det, fordi det i den "opadgående" bane var abnormt, førte til undergang og derfor var tåbeligt. Men når det levende væsen opdager, at dette faderlige motiv udelukkende danner grundlaget for Guddommens eller denne i universet forekommende stærkeste vilje eller viljeføring er det ikke så underligt at det vender sig mod det evige Forsyn og henrykt udbryder: "Fader ske ikke min, men din vilje".

Det er denne oplevelse af den guddommelige viljes tilstedeværelse i universet og dens alkærlige ophavs eksistens, der, til usigelig velsignelse for menneskeheden, har besjælet dens største førere. De har set, at Guds vilje er loven for tilværelse, loven for oplevelse. De har set, at ved at følge denne vilje bragte man ikke alene sin egen vilje i kontakt med loven for livets oplevelse og blev eet med Faderen, men man gjorde sig også fri af de hindringer for livets oplevelse, der tilsammen danner det, vi kalder "en ulykkelig skæbne" med dens lidelser og besværligheder, dens mørke mentalitet og sortsyn, dens befordring af tilsløringen af væsenets identitet som livets herre. De nævnte væsener har således set, at dette at give sin vilje ind under Guds vilje aldrig i noget tilfælde kan blive identisk med en slavemæssig underkastelse og overgivelse af sit eget liv, sin egen individualitet, men derimod udelukkende var vejen til herredømmet over de foreteelser, igennem hvilke adgangen til Guddommens eget syn, egen mentalitet og den hermed forbundne frigørelse fra dyreriget udelukkende kun kan gives. De samme væsener har dermed set, at bevidsthedsindstillingen "Fader, ske ikke min, men din vilje", således er hovedhjørnestenen i jordmenneskehedens frigørelse eller det, vi udtrykker som verdensgenløsningen. Nævnte bevidsthedsindstilling er således roden og stammen ud fra hvilken de evige sandheder eller facitter: "Dømmer ikke, thi med den dom I dømme, skulle I igen dømmes". – "Hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". – "Saligt er det at give, hellere end at tage". – "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", samt mange andre, danner grene.

Bevidsthedsindstillingen "Fader, ske ikke min, men din vilje", er således ikke noget ganske overflødigt, men fremtræder derimod i allerhøjeste grad som det absolut eneste fornødne for enhver ærlig sandhedssøger eller åndsforsker. At vandre i modsat retning tør væsenerne kun gøre i de felter, hvor de endnu ikke kender vejen, sandheden og livet.

Med hensyn til kritikerne af "Livets Bog" nåede vi frem til at omtale fire af de mest fremtrædende typer. Foruden disse typer findes der af kritikere egentlig kun væsener, der mere eller mindre er helt dogmatisk bundne i religiøse overleveringer og tillige er foreløbige urokkelige medlemmer af de her ind under henhørende religioner, sekter eller trossamfund. Da sådanne væsener er fuldt ud tilfredsstillet i den visdom eller religiøse næring, de får fra nævnte overleveringer, og højt elsker deres tro, og hvad dertil hører, ja, helt regner denne for at være det absolut "eneste saliggørende" og derfor må tro, at alle andres herfra afvigende tanker, tro og levemåde må være forkert, må være "hedensk", må være af "det onde", og disse væsener derved udgør aspiranter til "helvede", er det naturligvis givet, at sådanne væsener heller ikke ser med særligt velbehag eller blide blikke på "Livets Bog". Disse væsener kan umuligt være upartiske kritikere. De ser i nævnte bogs indhold, hvis de da overhovedet læser den, kun foreteelser, der for dem mere eller mindre forekommer at være "fanatisme", "gudsbespottelse" eller ligefrem "bedrageri". Deres, i dogmer fængslede, logiske sans holder dem ude af stand til at se noget som helst lys i nævnte kulturværk. At Guds veje skulle være uransagelige, *) dette at bruge sin egen hjerne og forstand i opklaringen af tilværelsesmysteriet og publicere denne opklaring, er for dem noget, der kun kan være "djævleværk" og dermed den absolutte vej til "evig fortabelse". Da sådanne væsener endnu slet ikke i nogen retning har evne til at basere denne deres opfattelse på realistiske, fysiske kendsgerninger, men udelukkende baserer deres beskyldninger eller påstande på overleverede dogmer, tro og forestillinger, vil deres eventuelle fjendskab imod "Livets Bog" kun udgøre det samme blinde fjendskab som det, der bragte verdensgenløseren på korset. Da disse væsener således i religiøs henseende er ganske immune overfor logik, vil ethvert logisk eller intellektuelt forsvar være ganske umuligt overfor dem. Og verdensgenløserens standpunkt: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", vil her være udtryk for den højeste forståelse. Disse væsener vil vi her kalde "E. kritikere".

Vi er hermed nået igennem de forskellige eksisterende hovedtyper af kritikere over "Livets Bog". Alt, hvad der kan fremstå af indvendinger eller kritik imod nævnte værk, vil således være at henføre under en eller anden af de her nævnte typer. Der vil således eksistere tilsvarende fem forskellige former for kritik, som vi her, efter deres ophav, henholdsvis vil betegne som "A. kritiken", "B. kritiken", "C. kritiken", "D. kritiken" og "E. kritiken".

Vi vil nu gå over til at dvæle lidt ved disse særlige former for kritik og se, hvad der kan være årsagen til deres fremkomst. Men forinden må vi dog endnu engang gøre ophold ved selve "Livets Bog", der er genstanden for nævnte kritikformer. Der er måske dem, der mener, at en sådan analysering, som den, der her finder sted, er uberettiget og anmasende. Og man vil måske netop hævde, at dette, at en forfatter således sætter folk på plads, alt eftersom de ikke forstår hans bog, er ukærligt eller selvisk. Ja, de vil måske endda hævde, at nævnte analysering er en form for intolerance, er en form for at stille folk i "gabestok", idet de vil mene, at forfatteren i en sådan situation ikke tolererer, at væsener har en anden mening om hans værk end den, han selv proklamerer. Og hvis en sådan foreteelse var almengældende, hvilket vil sige: fremkom hos alle forfattere og derfor gjaldt enhver udkommen bog, ville vi blive nødt til, i en masse tilfælde, at give ovennævnte væsener ret. Situationen ville være udtryk for en altdominerende intolerance og selvtilbedelse, ja, i værste tilfælde en forgudelse af sin egen og en forfølgelse af andres skabelse. Men en sådan karakter kan situationen aldrig i noget som helst tilfælde komme til at udtrykke, når det gælder "Livets Bog" og dens ophav. Her er der nemlig slet ikke tale om hverken "forfatteren" eller hans "bog". Disse to foreteelser er så uendelig underordnede i forhold til den realitet, der dækker sig under begrebet "Livets Bog", og som har været udgørende den målestok, efter hvilken de nævnte kritikformer kunne udmåles.

Hvis "Livets Bog" kun var en forfatters "formodning", "hypotese" eller digteriske "fantasibillede" af tilværelsesmysteriet, og han trods dette alligevel fastholdt sin berettigelse til, mentalt set, at sætte de andre på plads i forhold til deres indstilling til dette hans "fantasibillede", ville det i højeste grad være selvforgudelse eller tilbedelse af sin egen skabelse, der måtte sidde i højsædet i dette væsens mentalitet. Men "Livets Bog" er ikke en samling hypoteser eller formodninger om, hvorledes selve livslovene eller loven for tilværelse – kunne være, men fremtræder derimod som en realistisk påvisning af, hvorledes nævnte lov – som kendsgerning eksisterer. Det er dette dens indholds identitet som kendsgerning, der forandrer forholdet og ikke alene berettiger, men også ligefrem forpligter, dens ophav til manifestationen af den her fremførte analyse af dens kritikere og kritik. Overfor kendsgerningen må og skal alt kapitulere. Thi kendsgerningen er sandheden. Og sandheden er vejen til livet. At tilsløre kendsgerningen vil således være det samme som at spærre væsenernes vandring imod lyset. Det udviklede væsen kan derfor aldrig i noget tilfælde gå med til at spærre denne vej, men vil altid fjerne hindringerne, ligegyldigt hvad det så end derved måtte komme ud for af misforståelse, intolerance og rygtesmederi, rettet imod det selv af blinde og ufærdige væsener, der derved har fået deres egen lille selviske verden eller mentale position truet.

For at bevise, at "Livets Bog"s indhold ikke udgør en i kontakt med kendsgerningen eller virkeligheden eksisterende analyse af verdensaltet, må man bevise, at der ingen Gud er til, ingen udødelighed og dermed heller ingen evig tilværelse og intet liv efter døden. Yderligere må man bevise, at der ikke findes nogen logik i selve livet og naturen, ligesom man også må bevise, at al udvikling er fantasi og overtro. Alt står stille. Aber er aber og kan aldrig blive andet end aber. Tigere, løver, lam og duer vil aldrig kunne blive andet end de fremtoninger, de i dag udgør. Røvere, mordere eller andre forbrydere måtte evigt være primitivitetens repræsentanter, ligesom naturmennesket, pygmæen, buskmanden eller ildlænderen aldrig ville komme til at opleve intellektualitetens fremtrædende livsform. Man må således i overdådig fylde dokumentere, at livet udelukkende er uretfærdigt og ukærligt, er mørke og kaos og i al evighed måtte forblive i denne tilstand. Kan man bevise, at dette er livets sandhed, vil "Livets Bog" være et kulminerende usandhedens dokument. Og enhver tagen afstand fra denne, ja, enhver bekæmpelse af denne ville ligefrem være en pligt, være en naturnødvendighed, ligesom bekæmpelsen af en sygdom.

Men da ovennævnte bevisførelse i realiteten ville være det samme som at bevise, at solen ikke eksisterer, og at det levende væsen aldrig har været til, og dette udgør den diamentrale modsætning til det, "Livets Bog" udtrykker, vil enhver indignation eller tagen afstand fra samme bog således mere eller mindre udgøre en del af denne "bevisførelse". I samme grad, som man afviger fra at acceptere "Livets Bog", i samme grad udgør ens bevidsthed en tilslutning til ovennævnte abnorme bevisførelse, og i samme grad er man i realiteten, bevidst eller ubevidst, med til at benægte solens og det levende væsens eksistens. Man repræsenterer således en grad af modstand imod den kendsgerning, som livet og dets mening i virkeligheden er. Og det er ophavene til denne modstands særlige skala, vi her fremfører som de forskellige kritikere af "Livets Bog". Denne skala strækker sig altså fra den fuldkomne kontakt eller samklang til den diamentrale modsætning til eller direkte disharmoni med selve livets absolutte analyse. Denne skalas særligt fremtrædende trin udgøres altså af de forskellige kritikeres særlige indstilling til ovennævnte analyse eller livets mening, hvilket vil sige: er identisk med de tidligere nævnte fem forskellige former for kritik. Disse trin udgør altså, med undtagelse af "A. kritiken", et større eller mindre modsætningsforhold til den absolutte virkeligheds analyse.

(Fortsættes i næste nummer)
 

*) I Kosmos, juni 1941, er anvendt ordet "uransagelige". Af sætningens indhold fremgår, at der formentlig her menes det modsatte, altså "ransagelige".