Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1982/2 side 36
Helmer Fogedgaard
Kosmologi og samfund
 
Når man har sat sig ind i Martinus kosmiske analyser, konstaterer man i hvor høj grad vort samfund trænger til dem. Der begås en masse fejltagelser og laves nogle uheldige love, fordi man mangler kendskab til de dybere problemer i tilværelsen. Accepten af kosmologien er naturligvis også et udviklings-spørgsmål. Der er masser af områder, hvor Martinus analyser ville kunne afbøde fejltagelser, hvis de var almindeligt kendte og accepterede. I det følgende skal nævnes nogle aktuelle eksempler.
Lovliggørelsen af den såkaldte frie abort, der er simpelt fosterdrab, må karakteriseres som en meget alvorlig fejltagelse. Man kender ikke reinkarnationen og tror derfor, at fosteret er nyt liv under skabelse. Man aner ikke, at det er en gammel sjæl, der søger ny fysisk livsform. Afbrydelsen af denne proces giver naturligvis alvorlige karmiske følger. Ved undersøgelse af fostervandet kan man nu konstatere, om fosteret bliver et åndssvagt barn, og er det tilfældet, er man ivrig efter at afbryde svangerskabet. Man forstår ikke, at det åndssvage barn også skal have inkarnations-muligheder og nødvendigvis må dukke op i en eller anden familie.
Indenfor sindssygevæsenet begås der også store fejltagelser. Mange skizofrene er simpelthen besat af primitive jordbundne ånder. Det er diskarnerede mennesker, som på grund af manglende ånds indhold stadig føler sig draget mod det fysiske plan. Disse stakkels skizofrene, som ikke får lov til at beholde deres fysiske legeme for dem selv, bliver fyldt med giftig medicin, så de døser hen. Eller også bliver de udsat for skadelige elektrochok. Denne behandling kan dog tyde på, at psykiaterne har en anelse om, at der er noget, som skal jages ud!
Besættelser sker også i mange tilfælde, hvor der er tale om pludselige drab, og den tilsyneladende gerningsmand faktisk ikke aner, hvad der er sket. Her er det den forkerte, der bliver straffet, fordi myndighederne intet kender til de psykiske fænomener. På mange andre områder handles der forkert indenfor strafferetsplejen af ren og skær uvidenhed. Mange af dem, vi kalder forbrydere, er jo naturmennesker, som for første gang er inkarneret i et civiliseret samfund og derfor ikke kan leve op til de krævede normer. At de ofte behandles som en form for dressur gør jo ikke sagen bedre.
Noget af det mest banebrydende, Martinus har skabt, er analyserne om polforvandlingen. Rigtigheden i påstanden om den modsatte pols vækst hos menneskene konstateres oftere og oftere. Man kan bare nævne al den kønsrollesnak, som er opstået i de senere år. Vi ser kvinderne drive sport og lede store firmaer, mens mange mænd søger feminint arbejde og er gode til at passe børn. Den mandhaftige kvinde og den blide mand ses oftere end tidligere og viser, hvor mange forskellige polkonstellationer, der præger menneskeheden i dag. Martinus forudsigelser er gået i opfyldelse næsten før end ventet. Det gælder også ægteskabernes opløsning. Aldrig har der været så mange skilsmisser som i dag.
Et emne som ligbrænding og det forkerte i at anvende denne er meget vanskeligt at diskutere med folk i almindelighed. Man mangler forudsætningerne for at forstå de argumenter, der fremføres fra åndsvidenskabelig side. Martinus geniale analyser af mikrokosmos – som han er ene om – kendes jo kun af få endnu. Man forstår ikke det ukærlige i at brænde levende mikrovæsener. Man begriber heller ikke, at den langsomme nedbrydning af liget giver lavere livsformer mulighed for en midlertidig inkarnation, som er et nødvendigt led i naturens kredsløb. Den brutale nedbrydning af organisk stof til mineralstadiet gennem ild er en fejlhandling, som også får karmiske følger.
Også på ernæringens område har Martinus givet os gode råd, så mange af os betragter det som en selvfølge at leve vegatarisk og nyde godt af et bedre helbred. I forbindelse med de mange slagtninger i Danmark kan man føle ængstelse for de karmiske virkninger heraf for landet som helhed. Martinus afsløring af ernærings-problemerne viser også, hvor vigtigt det er at have kendskab til mikrolivet i vort legeme. Mange mennesker, som bestræber sig for at leve i overensstemmelse med næstekærlighedens love, overtræder disse i ren og skær uvidenhed, fordi de ikke aner, at de piner mikroindividerne ved at tilføre dem forkert føde.
En sag for sig er de mange såkaldte nydelsesmidler, som finder stadig større udbredelse. Her tænkes især på alkohol, tobak og specielt på de forskellige former for narkotika. Disse forskellige giftstoffer giver mikroindividerne en tilvænning, så de stadig råber efter mere. Det er dette, der er årsagen til, at afvænning er så vanskelig for den, der har disse mikrovæsener i sin krop. Det kan faktisk ikke ændres før disse mikroindivider dør, og man så sørger for gennem rigtig ernæring at få nogle højerestående til at inkarnere i stedet for. Stærkt misbrug af de nævnte nydelsesmidler kan skade talentkernerne, således at man er ude af stand til at opbygge et sundt legeme i næste inkarnation.
Der kunne nævnes mange andre områder, hvor der sker fejl i vort samfund, fordi man mangler viden om tilværelsens love, som det er kosmologiens opgave at afsløre. Martinus har foretrukket at "gå stille med dørene", og det er nok også klogt i en verden, hvor så mange endnu mangler forudsætningerne for at tilegne sig en højere viden. Materialismen dominerer stadig, og det vil tage sin tid at få dette ændret. Dog må man ikke se bort fra, at en masse mennesker kun er materialister, fordi de er for intelligensudviklede til at kunne acceptere de gængse religiøse dogmer. Når de engang opdager, at man også kan være religiøs på en intelligent måde, først og fremmest ved at studere Martinus kosmiske analyser, så vil materialismens tåger opløses til fordel for det klare sollys.
H.F.