Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den verden vi lever i er fyldt med skabte ting. Blandt den mængde af ting som mennesket er ophav til, er der en del, som vi plejer at kalde "kunst". Selv om alle kender til dette begreb, kan det være svært at få et klart billede af hvad kunst egentlig er, og hvilken rolle den spiller i udviklingen. Der findes kun få områder i det menneskelige liv, hvor meningerne er så delte og opfattelserne så subjektive. Vi skal i denne artikel se på hvordan man udfra Martinus kosmologi kan opfatte kunstbegrebet og hvilken rolle denne i vort daglige liv så vigtige foreteelse spiller.

For at det skal blive lettere at se emnet i en større sammenhæng, kan det være en fordel først helt kort at sammenfatte nogle punkter i verdensbilledet.

Væsenet lever på denne måde en lang række fysiske liv, hvor det i form af anlæg og begavelse tager erfaring og kundskab med sig fra liv til liv. For hvert liv forøges væsenets evner og bevidstheden udvikles således til stadighed. Det jordiske menneske befinder sig i sin udvikling i overgangen fra dyreriget til det rigtige menneskerige. Mens det rendyrkede dyr kun kan opleve rent fysisk påvirkning, begynder mennesket at få evnen til at opleve åndelige realiteter, dvs det begynder at kunne tænke. Denne evne er endnu i sin første vorden, men udviklingen går videre og slutresultatet bliver evnen til at opleve dagsbevidst på det åndelige plan ligeså realistisk som vi nu kan opleve det fysiske plan. Det er denne tilstand som er kosmisk bevidsthed, og det indebærer, at man har et totalt overblik over livet, at man kender livsmysteriets løsning, sin egen udødelighed og verdensaltets identitet som et altomfattende levende væsen, nemlig Guddommen. Mens dyrerigets moral er egoisme, eller dette med magt at styre, beherske og kontrollere omgivelserne i eget favør, er det rigtige menneskeriges moral altruisme eller næstekærlighed, eller dette at være til størst mulig nytte og glæde for alt som man kommer i berøring med. I modsætning til dyrerigets levevis som virker adskillende og isolerende på væsenerne, virker næstekærlighedens livsprincip forenende og sammenholdende. Når evnen til at elske sin næste er fuldt udviklet, dvs når man har kosmisk bevidsthed, da kulminerer kontakten med omgivelserne, og væsenet oplever, at det er et med alt.

Alle levende væsener er dele af eller organer i Guddommens organisme, og al skabelse er således det samme som Guddommens skabelse. Guds vilje er at alt skal være til glæde og velsignelse for levende væsener, og denne vilje kan man lokalt enten medarbejde eller modarbejde. Hvis man modarbejder den, får man modstand, og man oplever skæbnen som ulykkelig. Den mest fuldkomne og lykkeligste skæbne får man, hvis man handler i kontakt med Guds vilje.

At opleve livet er det samme som at kommunikere med andre levende væsener. Hvordan sker da denne kommunikation? Lad os tage sproget som et eksempel. Hvad er et ord? Et ord er dels fysisk materie, tryksværte, vibrationer i luften osv, men det er også noget mere. Det er jo nemlig et faktum, at ordet har en psykisk virkning, dvs en betydning. Dette ser man tydeligst, hvis man læser et sprog, som man ikke forstår. Så kan man kun registrere ordets fysiske side, bogstavernes størrelse, udseende, mængde osv, men ordets betydning, dets psykiske eller åndelige side går man glip af. Et ord er altså en åndelig kraft inkarneret i fysisk materie, og når vi kommunikerer, overfører vi denne åndelige kraft til hinanden. Det er det samme princip, der virker, hvadenten det drejer sig om sprog, talsystemet, tegnsprog, kropssprog m.m.. Kommunikationen finder sted på forskellige måder afhængig af hvilke sanser, der anvendes. Eftersom alt skabt er resultat af tanke og bevidsthed, udtrykker alle skabte ting såvel fra menneskets hånd som i naturen, den særlige tanke som tingen er et resultat af. Hele den fysiske verden kan altså sammenlignes med en stor bog, hvor blomster, træer, stene, fugle, skyer, planeter, atomer m.m. er ord og bogstaver. Alt i vore omgivelser taler til os, og udviklingen medfører, at vi får større og større evne til at forstå denne tale. Det er fraværet af denne evne, som opleves som "døden", og det er denne evne, når den er bragt frem til genistadiet, som forener væsenet med altet, med medvæsenerne og Guddommen.

Dyret i renkultur lever en paradisisk tilværelse, helt i kontakt med de love som gælder i dets udviklingszone. Disse love byder væsenet at "formere sig og opfylde jorden" og at "elske sig selv over alle ting". Det eneste som dyrets bevidsthed rummer er selvopholdelsesdriften og de detaljer som er forbundne med den, og det daglige liv for dyret former sig i overensstemmelse hermed som en stadig kamp for den fysiske tilværelse.

I og med at de første reflektioner opstår, oplever væsenet for første gang sig selv som et individ, adskilt fra omgivelserne. Væsenets evne til at tænke selvstændigt er begyndt at opstå, det er begyndt at erhverve sig egenskaber, som i en fjern fremtid vil få det til at blive hjemmehørende i det rigtige menneskerige.

Hvad er kunst? Kunst, siger Martinus er evnen til at inkarnere højintellektualitet i materien. Kunst er skabelsen af mennesket i Guds billede. Mange kunstnere har skabt deres værker på trods af omverdenens totale mangel på forståelse og måske til og med intolerance. At de trods denne modstand alligevel udfra indre udtryksbehov har manifesteret deres værker, og ubetinget har overladt dem til menneskeheden som helhed uden krav på eller udsigt til at få noget til gengæld, viser at kunsten i sin mest fuldkomne form er identisk med alkærlighed. For at kunne skabe må man også have både kendskab til og kundskab om den materie, man skaber i. Til dette formål har vi videnskaben. For at skabelsen kan blive fuldkommen må videnskaben og kunsten forenes. Videnskab som ikke er kunst, og kunst som ikke er videnskab er ufuldkomne manifestationer.

Menneskenes forestillinger om hvad der er sandheden om livet gennemgår en stadig udvikling fra primitive til mere udviklede opfattelser. Dette kan vi se afspejlet i religion og gudsdyrkelse. Fra tidligere at have dyrket dræbende og vrede guder, er opfattelsen af tilværelsens ophav blevet mere og mere human og dermed også de idealer, regler og love, som folket ledes af. På samme måde som opfattelsen af livets højeste sandhed på denne måde har udviklet sig, og vil fortsætte med at udvikle sig indtil mennesket kan sanse den absolutte sandhed om livet, på samme måde udvikles også menneskets konkrete oplevelse af livet. Denne udvikling kan vi se afspejlet i kunsten. Ligesom religionerne udgør forskellige grader af tilsløringer eller afblændninger af den absolutte sandhed, på samme måde udgør kunsten forskellige grader af afblændninger af den fuldkomne livsoplevelse, eller oplevelsen af Guddommen. Målet for udviklingen er det kosmisk bevidste, fuldkomne menneske, mennesket i Guds billede. For dette menneske eksisterer religion, videnskab, kunst osv ikke længere som adskilte foreteelser, men livet er i sig selv blevet til et kunstværk, en genial skabelse i farve, form, lyd og på alle andre måder, altsammen for at skænke sin næste det mest fuldkomne velbehag.

De første produkter af jordmenneskets begyndende evne til bevidst skabelse var helt i det dræbende princips tjeneste. Man afbildede byttet for at få magt over det, og man tror også, at billederne havde en vis funktion i magiske riter. Der findes meget tidlige eksempler på, at man skabte symboler for de idealer, som man havde, f.eks. frugtbarhed, styrke, mod osv. For at de forestillinger man havde om højere væsener skulle blive mere konkrete lavede man afbildninger af dem, som siden kunne anvendes i ritualer og ved tilbedelse. Man forsynede disse billeder med alle de egenskaber man betragtede som idealer, så som styrke, magt, mod, skønhed osv. Kunsthistorien helt op til vore dage opviser en mangfoldig flora af sådanne værker, hvor man i forskellige variationer viser heltedåd, overlegenhed og ære. Tidligt blev kunsten også taget i magthavernes tjeneste. Disse, der betragtedes som udsendte af guderne, kunne med udsmykning, musik og dans forhøje deres glans og herlighed, og imponere både ven og fjende.

I de første perioder af kunstens udvikling kan man altså ikke skelne mellem kunst og religion. Mennesket havde på dette stadium fortsat ikke noget behov for at skildre sine egne personlige oplevelser, al skabelse var helliget højere magter.

Menneskenes opfattelse af tilværelsen udvikles imidlertid stadigt, og deres gudsbillede blev mere og mere detaljeret og humant. Efter en lang udvikling udkrystalliseredes billedet af den almægtige, vise og kærlige Gud og af modparten, djævelen. Kunsten, bygningerne og ceremonierne som tidligere skulle indgyde menneskene mod og handlekraft, måtte nu tjene til at suggerere dem til at tro og have fortrøstning til livet, for at de skulle kunne udholde den daglige tilværelse. Kunstnerne som fremstillede den første kristne kunst stillede sig selv helt i baggrunden, og deres værk var håndværk, tilegnet Gud. Man havde en indre, følelsesmæssig forening med Gud, som ikke levnede plads for noget behov for at udforske den omgivende virkelighed.

Under renaissancen skete der imidlertid en vigtig kursændring i udviklingen. Tænkningen som tidligere (i middelalderen) helt var rettet mod at bekræfte de religiøse dogmer, begyndte nu mere og mere at frigøre sig. Man begyndte at erhverve sig kundskab ved at studere naturen, og ved at gøre eksperimenter. På denne måde blev der efterhånden gjort store opdagelser f.eks. af Kopernikus, Kepler og Galilei. Resultatet af denne udvikling ser vi idag i form af naturvidenskaben.