Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

De lægger derfor i deres væsen umådelig vægt på at indlemme den i deres tale- og skrivetalent, medens de, efter at den første begejstringens rus er vejret bort, mere og mere sløjer af med at praktisere den i deres væremåde. De kommer derved, uden egentligt at vide af det, mere og mere i konflikt med de store analyser eller evige faktas ånd og har tilsidst i deres bevidsthed kun tilbage disse foreteelsers nøgne bogstav. De opnåede aldrig, ved hjælp af åndsvidenskaben, den magt og berømmelse, de i al stilhed havde begæret. De kommer alle til at opdage, at virkelig åndelig magt og storhed udelukkende ligger i dette ene – ikke at begære den. At komme dertil i udviklingen er det samme som at have overvundet magten. Og kun den, der har overvundet magten, kan bruge den i kontakt med de højeste love. Kun et sådant væsen kan blive livets herre.

At Forsynet vælger sine virkelige støtter og fakkelbærere blandt disse væsener, og ikke blandt de væsener, der ligger under for magten eller er besat af magtbegæret, er naturligvis indlysende.

Forskellen mellem de her nævnte to slags væsener bliver da også iøjnefaldende. Medens "A. kritikerne" har god tid i enhver situation til at vente til "Forsynet kalder", har de andre væsener et stærkt hastværk. De er jo mere eller mindre hungrende efter oplevelsen af beundring. De kan ikke komme hurtigt nok frem. Denne "sult" nærer de førstnævnte væsener ikke. At de to slags væsener derfor i længden ikke kan arbejde sammen, bliver også her synligt som en selvfølge. De magthungrende væsener arbejder sig ud eller bort fra Forsynets virkelige "udvalgte". Den sindighed, uafhængighed og ro overfor proselytkapringen, disse sidstnævnte væsener udviser, er altfor sendrægtigt for de magthungrende væsener. De bliver derfor undertiden skuffet og begynder at arbejde på egen hånd. Og dermed har "Tærskelens Vogtere" sejret. De pågældende væsener er nu for alvor i deres egen ufærdige naturs vold. De dyrker nu helt deres egen vilje i stedet for Forsynets. De deler ikke mere de vises bevidsthedsindstilling: "Fader ske ikke min, men din vilje". Vi vil her kalde denne væsensgruppe for "B. kritikere".

Indenfor den serie af væsener, hvem intelligensen er i overvægt, findes der en gruppe væsener, hvis følelse i forhold til deres intelligens er endnu mindre end hos "B. kritikerne". Som følge heraf har de udelukkende kun interesse for det rent materialistiske. Fysisk vægt og mål er så at sige de eneste fakta, de kan behandle med deres intelligens. Men her kan de være meget fremragende, ja, have opnået en meget stor "videnskabelig" position. De kan være både doktorer eller professorer i den ene eller den anden form for de rent materielle tings udredning, men stadigt kun i – vægt og mål. Ting, der ikke fysisk kan vejes og måles har ikke deres interesse. At finde liv bag tingene er ikke deres speciale. At finde "livsytringsfacitter", således som det er åndsforskernes mission, er ikke disse væseners natur. Ja, de kan endog være mere eller mindre fremtrædende modstandere af åndsvidenskaben, vil slet ikke anerkende denne den virkelige højeste manifestation af kundskab, og af hvilken deres egen særlige videnskab umuligt kan være andet end en lille udløber eller afdeling. Åndsvidenskaben er i realiteten modervidenskaben til al videnskab, til al kundskab, til al intellektuel manifestation.

Men da denne den højeste visdom eller viden, af væsener uden kosmisk bevidsthed, kun er kontrollabel i dens mest primitive udløbere eller fag, og disse netop er identiske med den materielle videnskab eller det mentale område, der udgøres af mål- og vægtfacitter, er det disse fag, der er blevet de autoritative i jordzonen, medens de øvrige felter eller fag, hvilket vil sige, de rent åndelige eller sjælelige, de der kun kan kontrolleres igennem kosmisk bevidsthed, endnu kun er i sin første spæde, spirende tilstand.

Da den materialistiske del af den højeste videnskab således ligger jordmenneskehedens udviklingstrin nærmest, forstår majoriteten af samme menneskeheds individer bedst denne. At denne derfor bliver mere virkelig for disse væsener, end den kosmiske eller sjælelige del af nævnte videnskab, samtidigt med at dens særlige specielle repræsentanter bliver opfattet som højeste autoriteter i videnskabelig henseende, er naturligvis en selvfølge.

At disse "autoriteter" netop betyder en overordentlig stor velsignelse for samfundet kan ikke bestrides. Hele den store tekniske udvikling, der har givet menneskene så store gaver i form af boliger, klæder, befordringsmidler, maskiner, fabriksanlæg, hospitaler, skoler, universiteter, moderne kultur, hygiejne, komfort etc., skyldes disse væsener. At majoriteten af jordmenneskeheden ser op til repræsentanter for en begavelse, der har kunnet skænke menneskeheden disse vidunderlige ting, eller betragter deres mentalitet som højeste videnskab kan ikke forundre. Det ville i høj grad være mærkeligt eller ulogisk, hvis det ikke netop var således. Nævnte repræsentanter udgør jo den højeste sagkundskab i alle materielle foreteelser, jordmenneskeheden kender.

Men når man nu ved, at hele denne mål- og vægtvidenskab i virkeligheden kun er en udløber fra eller underafdeling af en stor og altomfattende modervidenskab, som rummer hele livsmysteriets sande løsning, og nævnte udløber eller underafdeling derfor ikke kan dække al kundskabstilfredsstillelse, vil man forstå, at dens repræsentanter ikke kan være autoriteter på nævnte moderenergis højereliggende felter, sålænge de endnu kun kan sanse rent materialistisk eller kun kan analysere i mål og vægt. Og deres eventuelle udtalelse om disse højereliggende felter er da også som regel en kraftig benægtelse af disses eksistens. Deres kontrære holdning bliver her ligeså uvidenskabelig, som deres holdning til de rent materielle mål- og vægtfacitter er virkelig videnskabelig eller logisk.

At disse væsener ikke er særlig forstående overfor et værk som "Livets Bog", bliver her ganske naturligt. Hele dens materiale er udtryk for analyser af ting, der ligger langt hinsides, hvad mål- og vægtfacitter kan afsløre og er således detaljer, der ikke udelukkende kan opleves med intelligensen, men derimod kun med "hjertet", hvilket vil sige, ved et harmonisk sammenspil imellem intelligens og følelse og den herved i bevidstheden skabte adgang for "intuitionen" eller livets femte grundenergi, der er det højeste lys eller "solskin", i hvilket noget kan ses, sanses eller opleves. Da dette harmoniske sammenspil mellem hjerte og intelligens ganske mangler i de nævnte intelligensvæseners bevidsthed, kan de kun betragte den kosmiske del af videnskaben, hvilket vil sige, de udenfor deres egen viden liggende felter, som overtro, fantasi eller naivitet.

At disse væsener ikke er kvalificerede til at forstå "Livets Bog" er naturligvis en selvfølge, ganske uafhængigt af, hvor stor en position de så end måtte have erhvervet sig i ren materielvidenskabelig henseende. Om de er magistre, doktorer eller professorer er ganske uden betydning i denne forbindelse. Og vi vil kalde disse væsener for "C. kritikere".

Medens "B. kritikerne" og "C. kritikerne" er intelligensbetonede, er der en anden serie af væsener, der er følelsesbetonede. De ypperste af disse væsener har efterhånden tilegnet sig så megen intelligens, at de ikke mere føler sig helt i kontakt med de gængse autoriserede dogmer, selv om denne deres intelligens dog er altfor svag i forhold til deres følelse. Denne uligevægt bevirker, at de stadigt har anlæg for at "tro", selv om denne "tro" naturligvis ikke kan fremkaldes af de almindelige autoriserede kirkelige prædikener. Disse væsener nærer derfor en slags hunger efter ny åndelig føde eller næring. De søger en højere og mere detaljeret forklaring på tilværelsen, end den de har fået i deres børnelærdom. Vi finder derfor i stor udstrækning disse væsener som medlemmer af de mere eller mindre fremtrædende moderne reformerte religiøse bevægelser, sekter eller samfund, vi kender under begrebet "teosofi", "antroposofi", "spiritisme" og lignende. Men samtidigt må jeg bemærke, at disse nævnte bevægelser naturligvis også rummer en hel del af de væsener, vi allerede har beskrevet, såvel "A. kritikere" som "B. kritikere". Men den type, vi her særligt skal dvæle ved, er altså en type, der er for intelligent til at tro på den religiøse børnelærdom, men for lidt intelligent til helt at kunne undvære "den guddommelige suggestion" eller mentale "gangstol", i hvilken Forsynet, i henhold til "Livets Bog", afstiver eller holder væsenerne, indtil de mentalt set, helt kan stå på egne ben. Disse væsener har altså endnu, grundet på deres uligevægt imellem intelligens og følelse, trang til at tro. Og denne deres trang kommer til udfoldelse igennem en særlig hengivenhed for, eller tilbedelse af, de store førere indenfor nævnte religiøse bevægelser. I en overordentlig stor udstrækning er det mere en tilbedelse af disse førere, end det er en nøgtern realistisk forståelse af disse bevægelsers udtryk for den virkelige eller absolutte sandhed, disse væsener er indhyllede i. Nævnte væsener er således endnu ikke helt frie eller uafhængige forskere. De er i virkeligheden kun væsener, der har fået "skiftet tro". De har fået reformeret grundlaget for deres tidligere "trosbasis". De har fået noget nyt at tro på. Og jo mere bevægelsen, de er kommet til at tilhøre, er stor eller verdensomspændende, desto større forekommer dens stiftere eller ledere dem at være, og desto mere kommer deres hengivenhed og ærbødighed for disse til at udgøre tilbedelse. Deres for stærke følelse i forhold til deres intelligens, lader dem endnu være for stærke partiske beundrere af besiddere af stor position og berømthed. Disse to nævnte realiteter er endnu i en lidt for stærk fremtrædende grad attråværdige idealer og genstand for hemmeligt begær i deres indre. De har endnu lidt af fortidens "heltedyrkelse" i deres kød og blod. Ja, nævnte "heltedyrkelse" kan endog i særlig grad for den her nævnte type blive det absolut eneste bærende indenfor bevægelser, hvis åndelige næring er totalt afhængig af "spiritistiske medier". Det kan ikke nægtes, at selv om der indenfor sådanne bevægelser, som før nævnt, findes både ædle og nøgterne væsener, så findes der i overordentlig stor udstrækning væsener, der får næret deres "heltedyrkelse" og "trosevne" i en sådan grad, at de midlertidigt så at sige helt har mistet deres selvstændighed eller individualitet. Foruden at de i ethvert spørgsmål først må have svar igennem mediet og således i tilsvarende grad har sat deres egen analyseringsevne og dermed deres intelligensfunktion i de pågældende felter ud af spillet, er de samtidigt berusede ved tanken om nærværelsen af de "store" bibelske personer: Kristus, Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, Paulus m.fl. samt berømte historiske personer: konger, fyrster, dronninger, genier eller andre kendte afdøde, der påberåbes at komme til stede i cirklen eller kredsen og igennem mediet taler til dens medlemmer. For at blive beruset eller betaget af dette må man være i besiddelse af et meget stort "trostalent", for her er sjældent noget holdepunkt for intelligensen. Den tilstedeværende må "tro" på mediet. Den nøgterne, intelligenshungrende eller vantroende får ikke nogen åndelig næring ved en sådan seance. Han går bort endnu mere hungrende, end da han kom. Men de, der mere hungrer efter at sole sig i "store væsener"s særlige bevågenhed, end de hungrer efter absolut klaring på livets virkelighed, får her en slags næring for deres begær. De føler sig glade og beærede ved at tilhøre en kreds, i hvilken så "store væsener" kommer til stede, ja, måske endog taler til vedkommende selv. At der er væsener, for hvem alt andet i deres bevidsthed må blegne ved siden af deres tro på, at de virkelig er genstand for nævnte oplevelse, kan man ikke benægte.

En anden næring for sådanne væseners ærgerrighed kan også tilflyde dem igennem et mediums mund. Det er beretningen om deres fortidige liv. Her ligger et helt eldorado af muligheder for smigring af forfængeligheden. Hvis et sådant berømmelseshungrende væsen får at vide fra en "stor afdød", at det i et tidligere liv har været "fyrste", "konge" eller på anden måde beundret matador, giver det det samme væsen åndelig næring for lang tid, netop fordi det ikke så meget var de store sandheders bekræftelse på livets absolutte mening, som det var en medvind for dets egen hemmelige forfængeligheds tilfredsstillelse, det søgte.

Et sådant væsens forsvar for den kreds eller cirkel, det er medlem af, bliver derfor mere baseret på størrelsen af den medvind, de mediumistiske meddelelser giver dets ubevidste forfængelighed, end den er baseret på de mediumistiske udtalelsers fremtræden i de evige og absolutte sandheders favør. At denne forfængelighed, grundet på individets følelsesbetonede bevidsthedstilstand, tilslører dets syn af den virkelige sandhed er her soleklart. At den samme forfængelighed derfor foreløbig er en hindring for væsenets opnåelse af det "kosmiske klarsyn" er ligeså selvfølgeligt. Og det befinder sig således her, ganske uden at vide det, stedet for "Tærskelens Vogtere". Men det er naturligvis ikke nogen "synd", at væsenet befinder sig i denne tilstand. Tværtimod, nævnte tilstand er jo ligeså naturlig eller selvfølgelig som det væsens tilstand, der har nået det "kosmiske klarsyn". Begge væseners bevidsthedstilstand er jo led i den samme kæde. De repræsenterer bare hver for sig et særligt specielt trin på selve udviklingsstigen. Og disse linier skrives da heller ikke for at bekæmpe mediumisme eller andre psykiske foreteelser, ligesålidt som de tilsigter at skade de her ind under hørende religiøse bevægelser. Men det kan ikke bestrides, at den her påviste jordmennesketype endnu i virkeligheden er "selvtilbeder" og umuligt kan være den retmæssige "kritiker" af den art religiøse analyser og foreteelser, der har opbyggelsen af en hundrede procents humanitet, uselviskhed eller næstekærlighed til formål.

Et sådan væsen er endnu ikke nået frem til fundamentet for den højeste livsoplevelse eller selve verdensgenløsningens urokkelige fundament, bevidsthedsindstillingen: "Fader ske ikke min, men din vilje". Og dette at være i kontakt og harmoni med alle livets foreteelser er for denne væsenstype såvel som for "B.-" og "C. kritikerne" noget, der endnu befinder sig i en fjern horisont forude. Vi vil kalde disse væsener for "D. kritikere".

Da der muligvis findes læsere, der ikke rigtig forstår, hvilken fundamental bevidsthedsindstilling det gamle ord: "Fader ske ikke min, men din vilje" giver udtryk for, og de derfor kan synes, at nævnte sætning ikke har nogen logisk rodfæstning i virkeligheden og derfor må være overflødig, har jeg følt mig tilskyndet til her, inden jeg går videre i analyseringen af kritiken over "Livets Bog", at give nogle orienterende bemærkninger angående forholdet mellem Guddommens vilje og det levende væsens eller gudesønnens vilje.

Når nogen kan falde for ovennævnte skepsis, kan det kun have sin rod i den omstændighed, at de ved, at slutfacittet i verdensaltet er "såre godt", og de derfor tror, at alle ting direkte må være udtryk for den guddommelige vilje, og følgelig må anse enhver opstilling af et modsætningsforhold til denne vilje, for på forhånd at være dømt til at mislykkes. Men et sådan ræsonnement kan ikke holde stand. Et fuldkomment slutfacit, som det ovenfor nævnte, kan ikke skabes eller eksistere uden at være en overvindelse af modsætningen. Hvis ikke der eksisterede en sådan modsætning i selve verdensaltet, kunne nævnte guddommelige facit aldrig nogen sinde blive til eller eksistere.

Det er rigtigt, at den guddommelige vilje fører alle foreteelser frem til det store kosmiske slutfacit, der udtrykker, at "Alt er såre godt", men dette facit er ikke blevet til på grundlag af, at Gud "ville alt", thi så ville dette facits manifestation være ganske udelukket. En vilje, der "vil alt", er ikke nogen vilje. Et væsen, der på en gang vil gå op og ned ad en trappe, er ganske blottet for vilje og således udenfor betingelser for at kunne skabe, ja, selve livets oplevelse ville med en sådan bevidsthedsindstilling være en total umulighed.

Når universets eller verdensaltets millionfoldige detaljer udløser sig i slutfacittet, "Alt er såre godt", så sker det – ikke i kraft af, at Guddommen "vil alt", – men derimod i kraft af, at der er noget, – Guddommen vil, og noget, – Guddommen ikke vil, – og hvorved al betingelse for manifestation af hans eget væsens åbenbaring, såvel som de levende væseners oplevelse af livet får betingelse for at eksistere. En vilje kan kun komme til udløsning i kraft af, at der samtidigt er noget, man ikke vil. For at man overhovedet kan manifestere vilje, er man nødsaget til – ikke at ville de ting, der er en hindring for de ting, man vil. En vilje kan således kun eksistere som en kombination eller forbindelse af en negativ og positiv tankeindstilling. For at have vilje, må der således ligeså godt være noget, man ikke vil, som der må være noget, man vil. Uden disse to foreteelser kan intet skabes eller manifesteres. Og hvis man overhovedet vil anerkende, at verdensaltet udtrykker en plan, må denne plan også udtrykke eller være identisk med vilje. Og da den er vilje, må den også være en egenskab ved et levende væsen, samtidigt med, at den må være en forbindelse af en negativ og positiv tankeindstilling. Da nævnte plans facit eller formål er at holde verdensaltet i en tilstand, der passer på betegnelsen, "Alt er såre godt", bliver det en kendsgerning, at den vilje, af hvilken dette facit er et resultat, må være indstillet på – at ville det, der kan opbygge dette facit, og – ikke at ville det, der kan nedbryde nævnte. Hvis ikke denne vilje er således, kan verdensaltet ikke udtrykke nogen logisk plan og følgelig heller ikke noget logisk slutresultat. Men det er jo det modsatte af, hvad der eksisterer som urokkelige fakta. Verdensaltet er den mest logiske plan, der findes, ja, er selve logikkens kulmination. Vi ser derfor også derigennem den guddommelige vilje fremtræde med sin negative og positive foreteelse akkurat som ethvert andet levende væsens vilje. Og det er netop i kraft heraf, at de levende væsener kan bygge skæbne, kan blive med eller imod disse to foreteelser i den guddommelige vilje. Ethvert levende væsen har jo også vilje, som igen består af en negativ og positiv foreteelse. Vender et sådant væsen nu sin negative viljeside imod Guddommens positive viljeside eller sin positive imod Guddommens negative, opstår disharmonien mellem gudesønnens og Guddommens vilje. Og konsekvenserne heraf er den ulykkelige skæbne, lidelserne eller alt, hvad der kommer ind under begrebet "helvede".

Vender det levende væsen eller gudesønnen derimod sin positive og negative viljeside henholdsvis imod Guddommens positive og negative viljeside, bliver gudesønnens vilje eet med Guddommens vilje, og gudesønnen bliver "Eet med Faderen". Og den fred, lykke eller salighed, som ene kan være modsætningen til "helvede", og som i gammelreligiøs terminologi betegnes som "paradiset", "himlen" eller "himmeriges rige" opstår.
 

(Fortsættes i næste nummer)