Kosmos 1982/1 side 17
"Naturen" har opfundet det kolde lys
I tider som vore, hvor energibesparelser er højt prioriterede, er det uhensigtsmæssigt, at de af tekniken skabte lyskilder omsætter størstedelen af den anvendte energi til varmestråling og kun en mindre del til udsendelse aflys. En glødelampe anvender eksempelvis kun 3-4% og et lysstofrør kun 10% af den tilførte energi til lys. Her som på de fleste andre områder står "naturens" teknik over menneskenes i effektivitetsgrad og afslører derved tilstedeværelsen af en større viden og intelligens end menneskenes. Naturens frembringelser bekræfter derved den suveræne viden og visdom, som Guddommen via spiralkredsløbets visdomsvæsener manifesterer i naturens organiske dannelser, se nærmere herom i Livets Bog II, stk. 642 eller Det evige Verdensbillede s. 119.
Denne "naturens" kapacitet til at producere lys viser sig i særlig grad i de kilometerdybe have, hvor solens lys ikke kan trænge ned, og hvor der ville være et bælgsort mørke for de fisk, som frister livet der, hvis der ikke netop blev skabt "kunstigt" lys. Livet på de store havdybder var et lukket område for mennesket, indtil dybthavsforskere i dette århundrede trængte derned i tykke dykkerkugler. Den amerikanske dybthavsforsker, William Beebe, skildrer en neddykning med dykkerkugle ved Bermudaøerne i 1930 på følgende måde:
"Jeg så ud i en hidtil uanet verden, hvor stjernebilleder uafladeligt dannedes og forsvandt igen. Ved 610 m talte jeg ikke mindre end 10 bleggule og lyseblå lys gennem det lille koøje. 15 meter længere nede så jeg igen et netværk af gnister, der efter mit skøn befandt sig indenfor 60 x 90 cm. Maske efter maske kunne jeg følge gennem mørket, uden dog at få mindste anelse om, hvad der frembragte dem.... Tredive m længere nede så min ledsager Barton to lys, der skiftevis blussede op og slukkedes. Formentlig tilhørte de en fisk, som kunne kontrollere dem vilkårligt".
Nogle dybthavsfisk ligner oplyste passagerdampere. Bathysphæra intacta f.eks. har langs sidelinjen tyve lyseblå "koøjne". Fra bov til hæk hænger to meterlange fiskesnører ned, hver med en rød og en blå lanterne som lokkemad. Den fisk, der frembyder dette fredelige og tillokkende skue, er et af dybthavets grådigste rovdyr, og dens skarpe tænder sønderriver alt, hvad der intetanende nærmer sig maddingen.
"Jeg så på et prægtigt 5 øre stort lys, der roligt kom hen imod mig, da det pludseligt uden varsel eksploderede, så jeg uvilkårligt trak hovedet tilbage fra vinduet. Et ukendt væsen var stødt imod glasset og glødede nu som fyrværkeri med hundrede lysende punkter, hvor der før kun var ét. Men i modsætning til fyrværkeri blev alle småstjernerne ved med at lyse, medens dyret krummede sig til siden, stødte fra og derefter forsvandt, uden at jeg havde kunnet se, hvad der frembragte denne sælsomme effekt. Det blev senere opklaret, at det drejede sig om en lysende dybthavsreje af slægten Acanthephyra. Den havde i øjeblikkets ophidselse udsendt en sand ildregn og hyldet modstanderen i et blændende og forvirrende lyshav".
Det er imidlertid ikke kun i havet, at levende væsener viser en medfødt evne til at lyse. Der er også insekter, som kan denne kunst. Om natten kan man i de blå bjerge på Jamaica betragte et ejendommeligt naturspil. Som tændt af en spøgelseshånd lyser pludseligt her og der "juletræer op i mørket. Går man nærmere, ser man til sin forbavselse palmer, hvis blomsterstande flimrer som sydende flammer. Hundreder og tusinder af ildfluer, små lysende biller, har indfundet sig der. Men i modsætning til sankt hansormen i Europa lyser disse dyr ikke hele tiden. De blinker vildt mellem hinanden ca. to gange i sekundet. For den natlige beskuer tager den samlede effekt sig ud som flakkende lygtemænd".
Disse fænomener interesserer videnskabsmænd og teknikere umådelig meget, fordi de repræsenterer en teknik, der er overlegen i forhold til deres egen. Indtil for nyligt regnede man med at insekternes energimæssige udnyttelsesgrad til lysfrembringelse "kun" var ca. 90%, men i 1961 kunne man bevise, at virkningsgraden er 100%, og det vil sige, at lyset er fuldstændig koldt. Man er derfor meget interesseret i at aflure "naturen" dens hemmelighed, og man er nået et stykke vej, uden at gåden dog er helt løst. Foreløbig ved man, at de pågældende billers kirtler producerer to kemiske forbindelser: luciferin og luciferase, som i forbindelse med ilt og magniumioner og under tilførsel af energi i form af stoffet adenosintrifosfat producerer lys.
Citaterne er fra "Dyrenes magiske sanseverden" af Vitus Droscher, Nyt nordisk Forlag 1968.
SvÅR.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige