Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1981/15 side 190
SIGGE WESTERLUND
LIVSKRAFT
 
For at få et mere indgående kendskab til et specielt område i tilværelsen f.eks. træthed, glæde, ægteskab, må vi samle viden tilegnet ved mange forskellige livserfaringer.
På samme måde synes alt det materiale at være skrevet, som Martinus har givet os. Ligesom man i livet kan samle materiale sammen fra forskellige erfaringer for at få indsigt i et specielt område, kan man også i Martinus litteratur samle materiale fra forskellige afsnit til at belyse et bestemt område.
Materialet til denne artikel om "Livskraft" er taget fra Livets Bog VI. del, stykkerne 2174-2186, 2196-2197, 2294-2296 samt fra Martinus bog nr. 23, Primitivitet og Overtro, kapitel 5.
Teksten er ofte meget nær Martinus egen, men da ændringer er foretaget for at tilpasse denne til artiklen, er citationstegn ikke anvendt.
Mange mennesker oplever i dag en stor mangel på livskraft. Man føler sig træt, man føler sig uretfærdig behandlet i det daglige liv, og man synes man er forfulgt af besværlige situationer. Dette beror ofte på, at mennesker baserer deres samvær på den fejlagtige opfattelse, at en eller flere af deres medmennesker har forårsaget disse besværligheder, ja, måske endog de kropslige lidelser og sygdomme, som man er kommet ud for. Man forstår ikke, eller har svært ved at se i det daglige liv, at man udelukkende selv er absolut første og eneste ophav til sin egen skæbne. Det er denne fejlagtige opfattelse af næsten, som er den dybeste årsag til "krigen" mand og mand imellem, og til at der opstår en mangel på livskraft. Man venter sig oftest, ja fordrer måske, at næsten skal optræde som man selv ønsker. Når det viser sig, at han eller hun ikke svarer til de forventninger, man har haft, bliver man bitter eller vred på modparten og repræsenterer dermed selv i større eller mindre grad "krigens" princip.
Men dette at have "krigeriske" tanker i sig, eller at lægge skylden på modparten, virker ødelæggende og nedbrydende på tænkeevnen og dermed på livskraften, fordi tankerne skal udgøre livskraften både for sjælen og kroppen. Ufreden mennesker imellem kan således ikke forekomme uden at virke nedbrydende på livskraften. Når man lægger skylden på modparten, skaber man altså ikke bare lidelser, sorger, melankoli og livslede for andre, men nedbryder desuden sin egen livskraft.
Men hvad er da livskraft? Ja, det er den kraft, som opstår ved reaktionen mellem den eksplosive tyngdeenergi og den afkølende og bindende følelsesenergi. Reaktionen af disse to modsatte kræfters forbindelse med hinanden resulterer i en spænding. Spænding er det samme som kraft. Det er ved hjælp af denne kraft, siger Martinus, at man kan bevæge arme og ben. Det er ved denne kraft organerne fungerer. Det er også ved den kraft, man kan tale, le og græde, ligesom man kan arbejde, skabe og manifestere.
Men kraft alene betyder ikke noget, hvis man ikke kan styre og lede den. Det er derfor de øvrige grundenergier: Instinkt, intelligens, intuition og hukommelse med deres tilhørende organer eksisterer. Ved hjælp af disse energier har man mulighed for, alt efter hvor udviklet man er, at beherske denne kraft, så at man kan forsøge på at få de oplevelser man ønsker. Instinkt, intelligens, intuition og hukommelse danner altså fundamentet for livsoplevelsen, for begær og vilje, medens tyngde og følelse danner den kraft, ved hvilken man kan udløse oplevelsen og manifestationen og tilfredsstille begæret.
Selv om man i almindelighed behersker denne indre organiske kraft, kan det dog somme tider hænde, at man mister kontrollen over den. Det sker, når følelsen, som skal have den sammentrækkende eller bindende magt over tyngdeenergien, pludselig på en eller anden måde svigter. Tyngdeenergien, hvis udvidende tendens udelukkende holdes i skak af følelsesenergien, bliver så i tilsvarende grad frigivet og får derved overtaget. Dette kan ske meget hurtigt, og der opstår da en eksplosion, af og til måske tillige en kædeeksplosion i det elektriske system, i psyken. Det viser sig i vore handlinger ved at eksplosionerne forplanter sig til viljesområdet. Man ønsker mere eller mindre at knuse eller slå i stykker, somme tider helt uafhængigt af hvilke ting eller væsener denne tendens så end kommer til at gå ud over. Ja, man vil i værste fald lemlæste eller myrde dem eller den, som er objektet for vreden. Dette eksplosive mentale udbrud kender vi under begrebet hidsighed.
Men menneskene har i dag nået et udviklingsniveau, hvor denne måde at reagere på ikke mere er rationel, Man opdager før eller senere, at man ikke kan løse problemerne ved denne reaktionsmåde. Man behøver mere eftertanke, kærlighed og forståelse for næsten og helheden, så man kan begynde at ændre reaktionsmåden, så at den bygger på omtanke, ømhed og kærlighed i stedet for hidsighed.
Men hvad er det da, der sker i kroppen, når man bliver hidsig, hvorfor taber man livskraften, når man bliver hidsig. Når man tænker, siger Martinus, går der en kraft fra Jegets overbevidsthed ind i underbevidsthedens natbevidsthed. Her bliver denne kraft formet som tankebilleder og forplanter sig dernæst videre til underbevidsthedens dagsbevidsthed. Her bliver tanken ført videre til begær eller vilje og afstedkommer manifestation eller skabelse i den fysiske verden. Men samtidig med at denne tankekraft vibrerer i den fysiske hjerne og nervesystemet, vibrerer den gennem den fysiske krops forskellige områder som blodet, muskulaturen, organerne, skelettet, kirtlerne etc og udgør her en fungerende kraft. Denne kraft udgør, som vi tidligere har set, livskraften. Men hvis man i tankerne f.eks. lægger skylden for en ubehagelig hændelse på udenforstående, bliver kraften svagere, livskraften bliver nedsat. Ja, den kan blive så svækket, at den ikke længere er en livskraft, men en dødskraft. Svækkelsens årsag er altså de tankearter man anvender.
 
En del tankearter kan være den rene gift, siger Martinus, og underminere livskraften, hvorved nerverne, blodet og de øvrige dele af den fysiske organisme undermineres. Disse kan nemlig kun eksistere ved hjælp af en permanent tilførsel af sund psykisk kraft. For det jordiske menneskes vedkommende er det dræbende princips tankearter, hadets, vredens og bitterhedens tankearter, giftige. De ødelægger ikke blot ophavets gode forhold til sine omgivelser og medvæsener, men ødelægger også den oprindelige immunitet mod sygdomme og svagheder i kroppen. Sygdom i kroppen, såvel som et ulykkeligt forhold til omgivelserne, har altså sin absolut første årsag her i bevidsthedsregionen i form af tanke.
Fejlagtig tankegang, og den heraf følgende fejlagtige viljeføring og skabelse, udgør således den absolut eneste og sande årsag til en ulykkelig skæbne, enten det giver sig udslag i krig med medvæsenerne eller det giver sig udslag i sygdomme i kroppen eller sindet. Enhver bliver på denne måde selv den inderste årsag til sin ulykke eller lidelse, til sin svækkede eller forgiftede livskraft og bliver således, når man anvender aggressive eller hadefulde tanker, martyrtanker etc, sin egen dødsfjende.
Men hvordan skal man så få sin tankekraft og dermed sin livskraft, fuldkommen? Ja, er ikke al depression, nedtrykthed og sorg i væsentlig grad grundet på manglende kærlighed, manglende forståelse for næstens opførsel enten den så er ond eller god?
Vejen til en sund livskraft og menneskelig lykke går altså udelukkende igennem dette at gøre tankekraften fri af al egoisme og den "overtro", at enhver er sig selv nærmest. Sandheden er jo den – at enhver er sin næste nærmest.
Det indebærer i virkeligheden, at man, med bønnen som hjælpemiddel, må søge at holde hinanden fri af nedtrykthed, sorg og bekymring, frygt og lidelse. Når tankekraften, og dermed livskraften, bliver til velsignelse for helheden, så når vor livskraft, og dermed vor lyst til at leve, ifølge Martinus, en sådan styrke og sådanne højder, at vi idag ikke engang kan forestille os dem.
SW