Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det menneskesyn, der ligger bag ved vores skoleopbygning i dag, er enten et materialistisk eller et dogmatisk kristent. I begge tilfælde er udgangspunktet dette, at et menneskes bevidsthed skabes ved fødslen. Alle er på denne måde nul-stillet og derfor ligestillede, individet har visse arveanlæg, og så er det i vid udstrækning overladt til omgivelsernes forgodtbefindende, hvilke evner og anlæg, der udvikles hos individet. At det ikke altid går så godt for individet, at det ikke får en lykkelig skæbne, gives der som regel en ydre forklaring på. Det er et sammentræf af tilfældige omstændigheder, siger man. Det er de ydre vilkår, der er ansvarlig for de ulykkelige skæbner, det er uretfærdigheden i verden. Der lægges ikke megen vægt på menneskets egen iboende mulighed for at øve indflydelse på sin egen skæbne.

Det moderne samfund er præget af "den stærkeres ret". Det gælder økonomisk, fysisk, uddannelsesmæssigt osv. Da skolen er en afspejling af samfundet udenfor, er der et stærkt pres på skolen og forældrene fra erhvervslivets side. Det er jungleloven, der er fremherskende. Det gælder om at være den stærkeste og den bedste. Der gives karakterer, og der sorteres fra. Som det er i øjeblikket, findes der undervisningsplaner for et bestemt klassetrin, for en bestemt aldersgruppe, og hvis man ikke kan "følge med", bliver man skilt ud fra gruppen og får specialundervisning. Man bliver diskvalificeret fra væddeløbet. Det kan være meget svært for et barn at blive stemplet som afviger, det viser mange undersøgelser over børns selvoplevelse og følelse af eget selvværd. I vores kultur er det at være læseretarderet eller "ordblind" et handicap, som kan være sværere at leve med end et fysisk handicap, fordi det kan forhindre en i at nå en attraktiv position. Der er ganske vist tanker fremme om integration og om at alle skal kunne trives og udvikle deres evner og anlæg. Disse nye tanker er ved at vinde frem, men der er mange vanskeligheder at overvinde i form af gamle traditioner og vanetænkning.

Der er altså to modsatrettede formål, der kæmper om magten i bestræbelserne for at skabe en moderne skole. Det ene formål er det vi også finder hos dyrene, nemlig det, at det gælder om at klare sig, at komme først, at passe på, at andre ikke får fordele osv. Det andet formål, er det mere "menneskelige". Her drejer det sig om at være venlig og hjælpsom, vise tolerance, at kunne samarbejde, at værdsætte alle færdighedsområder, ikke kun de rent boglige osv. Hvordan skal disse to modstridende opfattelser kunne skabe en harmonisk skole, hvor børn kan trives og udvikles? Vi ser da også, at skolen i dag er inde i en meget alvorlig krise.

Reinkarnationstanken giver helt nye perspektiver for opfattelsen af arv og miljø, for synet på menneskets muligheder og skæbne. Ifølge reinkarnationstanken har et menneske, før det nuværende fysiske liv, levet i talrige tidligere fysiske tilværelser som menneske og vil efter døden fødes igen i et nyt menneskelegeme efter en periode. Individets bevidsthed ophører ikke med at eksistere, når legemet dør, men fortsætter med at fungere som en uadskillelig del af individet. Evner og anlæg, der er opøvet i en tidligere inkarnation, kommer til udtryk som områder, der meget hurtigt tilegnes i den nuværende inkarnation, medens anlæg, der opøves for første gang i denne inkarnation, vil tage længere tid om at udvikles og vil ikke blive så fuldkomne. Det tager mange liv at udvikle en bestemt færdighed.

Hvilke konsekvenser vil reinkarnationstanken få for opbygningen af skolen? Ifølge dette menneskesyn er ethvert barn en personlighed, der igen udgør en ganske bestemt konstellation af evner og anlæg, og det står på et bestemt udviklingstrin, dvs at det i moralsk henseende har udviklet en særlig grad af kulturel og human forståelse for andre mennesker. Dette er igen afhængigt af, hvor mange inkarnationer individet har levet inden for den pågældende civilisation. Det vil altså sige, at man på et tidligt stadium i barnets liv må forsøge at finde frem til barnets personlighed og begavelse. Tilrettelæggelsen af undervisningen må nødvendigvis forme sig helt individuelt. Man må anbringe barnet i den undervisningsgruppe, hvor det netop får det passende udbytte af den pågældende unvervisning. På denne måde vil ethvert barn følge sin egen takt, og der vil ikke være givne normer, man skal have nået, når man er 10 år f.eks.. Dermed vil der ikke være en oplevelse af nederlag og afvigelse fra normen. Et barn, som f.eks. ikke i en tidligere inkarnation har lært at læse, eller som har ødelagt sine talentkerner herfor, vil jo være meget længere om at lære at læse i den nuværende inkarnation end et barn, som har lært at læse og udviklet dette anlæg til fuldkommenhed gennem flere inkarnationer. Hvis et barn er langsom til at lære at læse og skrive, er det måske god til andre ting, f.eks. til musik eller tegning, eller det har et behageligt og venligt væsen, som kan hjælpe det i dets skolesituation. Vi er her ved en anden side af barnets personlighed end den rent faglige indlæring, nemlig den sociale og følelsesmæssige. Vi ser her en meget stor forskel på børn med hensyn til at være social at tage hensyn til andre, at vise tolerance, at tilpasse sig nye situationer osv. Hvis et individ har haft store vanskeligheder med at omgås andre i en tidligere inkarnation, vil dette naturligvis også præge barnet i den nuværende inkarnation. Måske er den kultur, barnet fødes ind i, ny for det, og det har derfor svært ved at finde ud af reglerne. Det skal her kort bemærkes, at ifølge reinkarnationstanken repeterer et individ sine tidligere inkarnationer, i barndommen og ungdommen helt frem til 30-årsalderen. Det vil altså sige, at barnet i skolen gennemlever nogle tidligere primitive stadier, som det i voksen tilstand har passeret. Det kan være aggressivt, hævngerrigt, være dyrplager osv., som er en repetition af tidligere udviklingstrin, det gennemlever for at komme frem til det udviklingstrin, det havde, da det ophørte med sin sidste fysiske inkarnation. Det kan gøre det meget vanskeligt at have med børn at gøre. De voksne, forældre, pædagoger og andre, må forsøge at forstå barnets situation og prøve at hjælpe det, men også være klar over, at man ikke kan ændre radikalt på et barns adfærd. Det må gennemleve sine konflikter og de voksne må være kærlige, men bestemte over for barnet, når det f.eks. får et raserianfald over, at det ikke kan få sine ønsker opfyldt.
 

Det er vigtigt at holde sig for øje, at vi ikke kan øve nogen som helst indflydelse på et barns udviklingstrin gennem "opdragelse". Vi kan altså ikke gennem indøvelse af gode manerer og ydre dannelse ændre en personlighed, der i sin natur er primitiv og egoistisk. Det kan højst blive til en ved tvang opnået dressur af barnet, ligesom man dresserer dyr. Naturen vil uvægerligt gå over optugtelsen på et eller andet tidspunkt. Opdragelse, siger Martinus, kan kun blive en "kultivering af individernes mentalitet" inden for det pågældende udviklingstrin. "Ingen kan lægge en alen til sin vækst", og man må således ikke tro, at "opdragelse" kan gøre det af med uudlevede instinkter og derved løfte et menneske fra et udviklingstrin til et andet". (Citat fra "LOGIK", kap. 62). Hvis man har disse ord i tankerne, når man omgås børn, kan man spare sig selv for mange skuffelser, og man er bedre i stand til at hjælpe et barn ved ikke at stille urimelige krav til dets muligheder for at leve op til høje moralske mål. Et barn kan blive meget forkrampet og neurotisk, hvis det ikke tør give udtryk for sine egne ægte tanker og følelser, fordi de voksne normer ligger langt over barnets niveau. Ved at erkende barnets iboende muligheder kan vi tilrettelægge en opdragelse og undervisning, der er passende for barnet, specielt uddannede pædagoger kan varetage denne vanskelige opgave.

Forældreprincippet er noget meget væsentligt, når man har med børn at gøre. Det er ikke blot forældre, men alle voksne, som spiller en rolle i barnets liv, der har ansvaret for at være dets åndelige vejledere. Det er moderne, at børn har medbestemmelsesret, man taler om børnemagt osv. Det er heldigvis blevet en helt naturlig ting, at voksne respekterer barnet som et fuldgyldigt medlem af familien eller af den gruppe, det befinder sig i. Barnet skal kunne give udtryk for sine ønsker og behov, især når man ved, at der bag ved barnets ydre fremtoning gemmer sig et voksent menneske fra en tidligere inkarnation. Men forældrene eller de andre voksne må alligevel påtage sig ansvaret for at opdrage, dvs sætte grænser for barnets ønsker og begær, der hvor de er skadelige for andre og måske også for det selv. Forældrene er barnets skytsengle, som både skal beskytte det og sætte grænser for det. Naturligvis skal vi forsøge at skabe så harmoniske og gode forhold for børn som overhovedet muligt. Det er et stort ansvar, der hviler på alle forældre, at de gør, hvad der står i deres magt for at give børnene en tilværelse, der er så kærlig og harmonisk, at de kan få et idealbillede af det, de gerne selv vil være. Samtidig må barnet hjælpes og støttes, så det kan komme igennem dets forskellige udviklingsfaser og vanskeligheder, uden at det mister modet eller oplever, at det er afmægtigt over for den voksne. Det er en meget vanskelig kunst at være opdrager, og det stiller store krav til den voksnes følelser, intelligens og kreativitet. Det kan heldigvis også være meget givende at have med børn at gøre. Man får gode muligheder for at udvikle sin humoristiske sans, løse op for det kreative og legende i en selv. Som på alle andre områder, hvor tilværelsen giver problemer, er det også, når det gælder børneopdragelse, klogt, at anvende bønnen. Ens tanker kan i bøn koncentrere sig om barnets vanskeligheder, så det kan få hjælp ad åndelig vej, og man kan bede om hjælp til selv at få kraft og styrke til at tage tilværelsen med livsmod og godt humør.

Åndsvidenskaben giver os en viden om det levende væsens struktur, der gør det muligt for os at respektere og forstå det enkelte barns evner, talenter og udviklingstrin og indrette en "menneskelig" skole, hvor hele mennesket bliver tilgodeset. En skole, hvor det ikke drejer sig om "at hytte sit eget skind", men om at "enhver er sin næste nærmest". Skolen har til opgave at forberede barnet på livet og det samfund, det skal medvirke i, når det bliver voksen. Det samfund, der er på vej til at blive skabt, har helt andre mål for den enkeltes uddannelse end det er tilfældet i dag, hvor det gælder om at klare sig i kampen for tilværelsen. Martinus har beskrevet fremtidens målsætning for et individs uddannelse således: (Citat fra "Åndsvidenskabens nødvendighed" bog nr. 23). "Sand demokrati og kommunisme kan udelukkende kun være en statslig struktur, et politisk system, der garanterer individet dets fulde personlige frihed og alle frugter af dets talenter eller nyttige frembringelser. Det er et system, der beskytter individet imod ethvert tyranni og misbrug fra andre væseners side. Det er et system, hvis fornemste opgave er at finde ud af, hvilke talenter, der skjuler sig i enhver borger, der kommer til verden, for derigennem at kunne garantere samme borger den højeste udvikling eller uddannelse af de samme talenter, vidende at kun på denne måde bliver individet til den højeste gavn og glæde for sig selv og staten. Det er således et system, der er baseret på menneskelige evner og talenter i stedet for på penge og guld. Det er et system, der er baseret på den viden, at staten består af individer, og jo højere disse individers talenter og evner kan bringes op, desto større velsignelse for borgerne vil samme stats fremtræden blive."