Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tale til mindehøjtideligheden for MARTINUS, Søndag d.29.3.1981 i Tivolis koncertsal.

 

 

I en verden, der befinder sig i en forceret forvandling – i en verden hvor barneøjnenes en gang så trygge og tillidsfulde blikke var rettet mod himlen – mod den evige Fader, er udsynet mere og mere blevet skjult af et tiltagende skydække. Dette skydække er tvivlens og uroens spændingsfyldte mørke skyer.

Fra at have levet i en urokkelig tro og med et fast håb om en evig Faders bestandige nærværelse og kærligt styrende hånd har et tiltagende tvivlens skydække bredt sig over verden, og udsynet til himlen er for flere og flere skjult.

Et stadigt højere råb stiger mod himlen.

Kan der være en kærlig Gud, når verden ser ud som den gør?

Hvorfor er der så megen lidelse og tilsyneladende så megen uretfærdig lidelse? Hvad er meningen med livet?

Spørgsmålene og skyerne breder sig, sollyset får vanskeligere og vanskeligere ved at trænge igennem, og den evige Fader er ude af sigte. Livet former sig stadig mere og mere gråt og trist, og håbets flamme blafrer.

Det blev Martinus mission at give nyt liv til denne blafrende flamme, som brænder i flere og flere menneskers bryst efter at finde en dybere mening med livet.

Det blev Martinus mission at afdække Det Evige Verdensbilledes struktur i intellektualitetens og visdommens klare lys, den alvidende, almægtige Guddoms evige kærlighedslove. Det blev Martinus mission at ransage Guds veje.

Og denne ransagning blev til en lovsang, til en åbenbaring af den evige gudesøns aldrig ophørende korrespondance med Guddommen. En påvisning af en kulminerende kærlighed i forholdet mellem den evige Guddom og den lige så evige gudesøn.

Det blev til en lovsang over livet og de evige kærlighedslove, der garanterer opfyldelsen af gudesønnens dybeste og mest altomfattende ønske – livets evige oplevelse.

Det blev til en lovsang, hvor både hjerte og forstand stemmer i med de guddommelige ord: "Se alt er såre godt."

Og i de intellektualitetens og kærlighedens klare stråler, der udgår fra Martinus livsværk, finder vi ord, som kan sprede uroskyerne på vor mentale himmel.
 

Vort nye kosmiske mentale ligevægtspunkt vil finde sin balance i Martinus ord som f.eks.: "Ingen kan lide uret eller gøre uret", eller i forståelse af "det ubehagelige gode", i forståelse af reinkarnation, udvikling og karmaloven, i forståelse af at næstekærligheden eller alkærligheden eller dette at "elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv" er livets dybeste kilde, solenes sol – er den kraft, som leder den "fortabte søn" ud af sorgens, lidelsens og smertens zone ind i kærlighedens livgivende og sollyse sfærer.
 

Martinus har med sit livsværk banet en ny vej for den af tvivl og mismod plagede sandhedssøger. Sammen med den indviede, den kosmisk fødte, kan sandhedssøgeren nu bestige livets højeste udsigtspunkt og her, ud fra forstandens klare lys erfare, at alt – set ud fra evighedens synsvinkel – er såre godt.
 

Livet – Verdensaltet – Den Evige Guddom er kulminerende fuldkommenhed – er kærlighed.
 

Martinus har fuldført sin mission på det fysiske tilværelsesplan. Den fortabte søns vej tilbage til fædrenehjemmet ligger nu åben. Den evige Fader har gennem Martinus atter åbnet sine arme til velkomst og omfavnelse af sin tilbagevendte elskede søn.
 

Kære Martinus, du er nu atter hjemme i dit eget rige, dit virkelige hjem, lysets rige. Jeg glæder mig på dine vegne af hele mit hjerte. Dine ord lyser på min vej fremad, og i mit indre varmer og inspirerer mange kære minder.
 

Hvor har det været stimulerende at mærke den livslyst og inspiration, du var besjælet af.
 

Hvor har det været vidunderligt, under mit studium af de kosmiske analyser og i mit samvær med dig, at føle din kærlige omtanke og dybe forståelse, en så altoverstrålende oplevelse at møde et kærlighedsvæsen. Du var af hele din sjæl koncentreret om det ene ønske at tjene din næste på bedste måde. Jeg begynder så småt at forstå, at det er i denne beherskelse og kontrol af de sjælelige urkræfter, at nøglen til livstemplets allerhelligste er at finde.
 

Hvor betryggende at vide, at denne visdomskilde, denne altgennemtrængende kosmiske bevidsthed ikke kan åbnes uden på bekostning af selvtilbedelsens undergang og død.
 

Kære Martinus, vi fejrer i dag din missions fysiske afslutning. Du har forladt din fysiske krop, og du afleverer dit jordiske lån til jorden. Også i denne situation har du lært os at se med nye øjne. Vor næste er os meget nærmere end vi kunne drømme om. Du har åbnet vore øjne, så vi kan genkende og elske næsten også når denne i vort kosmiske perspektiv fremtræder for vore fysiske sanser som mikrokosmos – og for den sags skyld også som makrokosmos.
 

Din omtanke for og kærlighed til det levende fysiske univers, til de utallige levende væsener, som tjente dig og dermed skænkede dig en fysisk organisme, er blevet efterkommet. Alt, hvad det har været muligt at gøre, for at det levende univers, som du efterlod, skal gå over i kredsløbet i kontakt med kærlighedslovene, er blevet gjort. Du har her åbenbaret et nyt aspekt af det evige bud: "Elsk din næste som dig selv." Du har hermed på din specielle kærlige måde afleveret til jorden, hvad du har lånt af den. Du har leveret det tilbage, som var af denne verden. Men du har desuden efterladt noget, som ikke var af denne verden, noget som viser, at du var en gæst fra et andet rige, en højere verden, hvilket også indebærer, at du på en måde var en fremmed i denne verden.
 

Bag din jordiske maske, bag din fysiske organisme skjulte der sig en bevidsthed, en kærlighed, en visdom, som ikke var af denne verden. Det blev din mission at nedplante dit riges – kærlighedens riges højeste livskundskab i vor verden. Det blev din mission at vise, at dette at elske sin næste som sig selv er videnskab – er højintellektualitet, er al skønheds, al virkelig lykkes sande kilde.
 

Din mission er fuldbyrdet, du har befrugtet denne verden med dit riges livsvisdom. Kærlighedens rige vil ikke mere kun være en skøn utopi her på jorden. Inspirerede og styrkede af kraften i din tanke og varmen i dine følelser vil stadig flere og flere – efterhånden hele menneskeheden – finde vejen hjem til dig og dit rige.
 

Alkærlighedens sol er da blevet tændt i den jordiske menneskeheds bryst. Alt liv er forenet og sammensmeltet i kulminerende kærlighed og visdom.
 

Gud og gudesønnen er blevet eet, og vi er atter forenede med dig i paradiset.