Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Artiklen er udarbejdet i nært samarbejde med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

 

 

Med hans overgang til den åndelige verden er sagens "fosterperiode" afsluttet. Vi står dermed på tærskelen til en ny, mere udadvendt, epoke i sagens historie.

Fra bestyrelsens side vil vi, også med henblik på fremtidige interesserede, med denne artikel give et overblik over en række forhold, der er kædet sammen med Martinus bortgang og det dermed forbundne epokeskift i sagens historie. Indledningsvis vil vi belyse en række forhold, der har været betegnende for hans seneste leveår, specielt hans allersidste.

Martinus har altså måttet "låne" en organisme, og selv om han meget bevidst og omhyggeligt har passet på den, er den dog blevet udsat for et overmåde belastende slid. Egentlig følte han ikke alderdommens gener mærkbart, før han rundede de firs år. De sidste ti år måtte han indrette sig efter en række af alderdommens fysiske gener i stedse voksende omfang. Det første alderdomstegn, han mærkede, var, at hjertet begyndte at slå uregelmæssigt, hvilket nødvendiggjorde medicinsk behandling. Hørelsen blev gradvis nedsat. Denne gene lod sig delvis afhjælpe med høreapparat. I 1975 måtte han gennemgå en prostataoperation. Efterhånden blev hans gang mere og mere besværet, og de seneste år gik han kun korte strækninger og altid ved hjælp af stok. Og endelig siger det sig selv, at den enorme belastning af øjnene, som de mangfoldige arbejdstimer ved skrivemaskinen indebar, medførte en gradvis svækkelse af synet.

Sine voksende fysiske besværligheder tog han med et altid strålende og smittende humør. Han viste os også på dette område et uforglemmeligt forbillede på, hvorledes man bør tage uundgåelige smerter og vanskeligheder. Eksempelvis kunne han muntert leende sige: "Jeg har krykker ikke alene for benene, men også for mund, øjne og øren".

De senere år blev han hurtigere og hurtigere træt. Hans tidligere helt utrolige arbejdsevne aftog mere og mere, og det sidste års tid måtte han indskrænke sig til at arbejde med analyserne ganske få timer om dagen. Han forsøgte bestandigt at overvinde de fysiske hindringer, så han kunne fortsætte sit arbejde. Til sidst var hans syn så svækket, at han overvejede helt at holde op. Men det kunne han simpelthen ikke. Det var hans natur imod. Da han erfarede om eksistensen af moderne tekstbehandlingsudstyr, som viste ordene i forstørret udgave på en billedskærm, og dermed muliggjorde for ham at få fortsat skrivearbejdet endnu et stykke tid, tog han fat på ny.

På en måde følte han alderdommen som noget behageligt. "Det er dejligt at blive gammel", sagde han. Han tænkte her bl.a. på det forhold, at skellet mellem hans åndelige og fysiske væren blev mere og mere udvisket. Til sidst var han på sin måde "mæt af dage" og ville gerne overgå til det åndelige tilværelsesplan. "Jeg ønsker ikke at blive hundrede år. Jeg er mæt af alt andet end af at skrive. Kun arbejdet med analyserne giver mig liv", sagde han.

Han havde udarbejdet adskillige symboler og analyser, som han ikke nåede at beskrive helt færdigt. Og han fik fortsat impulser til mange nye specialanalyser, som han om muligt gerne ville have givet os yderligere. Han måtte dog erkende, at selv om han havde afsluttet sin egentlige mission med LIVETS BOG, og derudover havde overkompletteret den med talrige specialanalyser og symboler, var der fortsat "et helt bjerg" tilbage. De uafsluttede symbolbeskrivelser og de mulige, supplerende specialanalyser kan vi dog sagtens undvære. Der er nemlig med hans allerede offentliggjorte livsværk rigeligt med stof til at støtte os ved, helt frem til opnåelsen af vor egen kosmiske bevidsthed.

Martinus erindrede de utroligste ting, herunder mange detaljer fra barndommens skolegang og bibellæsning, samt morsomme anekdoter og rammende enkeltheder fra utallige, selvoplevede episoder. Karakteristisk for hans måde at fortælle dem på var, at de altid havde næsten samme formulering. Han lagde aldrig noget til og trak aldrig noget fra!

Vi må også her huske på, hvor fremmedartet en tilværelse, han har haft i vor verden, hvor han aldrig har kunnet være sammen med nogen, som var ham moralsk og mentalt jævnbyrdig. Han har altid været den ydende.

Et års tid før sin bortgang følte han sin fysiske organisme som værende så nedslidt og svækket, at han fandt det naturligt at give udtryk for, at han kun havde kort tid tilbage på det fysiske plan. I april 1980 udtalte han således, at han nok kun kom til at opleve højst een fødselsdag til. Og i perioden derefter gav han flere gange udtryk for, at han stod langt fremme i "køen foran dødens port". På medarbejdermøder maj og juni 1980 tilkendegav han klart, at han kun ville træde offentligt frem endnu to gange, nemlig ved sæsonindvielsen 1980 i Centeret på Klint, samt ved sin halvfemsårs fødselsdag. Ved begge disse lejligheder ville han tale om helheden ved at give et overblik over verdensbilledets vigtigste områder for nutidens mennesker. Han begrundede sin beslutning om kun at ville tale offentligt endnu to gange med, at han "ikke ville bæres til talerstolen". Så vi havde i medarbejdergrupperne fortsat forhåbninger til, at vi nok havde ham fysisk iblandt os endnu nogle år. Men vi har nu måttet erkende, at hans sidste offentlige fremtræden også blev hans sidste fødselsdag.

I sit foredrag gav han som forudsagt et overblik over verdensbilledet – en samling af helheden. Han talte så længe og udførligt om de for nutidens mennesker vigtigste sider af verdensbilledet, at vi her må indskrænke os til at nævne nogle ganske få passager i foredraget.

Med sin redegørelse for skæbnebølgernes venden tilbage til ophavet påviste han, at "ingen kan lide eller gøre uret". Derfor vil det nuværende samfunds straffe- og gengældelsessystemer ikke vedblivende bestå. Han gentog her de bibelske læresætninger, som han har sagt os så ofte, og det på en stedse mere og mere indtrængende måde: "Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, og gør godt imod dem, der hader jer, og bed for dem, som forfølger jer" (Matt. 5.44). Man skal tilgive "ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange" (Matt. 18.22), og man må ikke sætte sig op mod det onde (Matt. 5.39).

Om bøn sagde han, at vi bør bede og ikke blive trætte. Vi bør rette vor bevidsthed mod Gud. Det er den bedste form for meditation. Selv har han forbindelse med Gud hvert eneste øjeblik, og han beder på denne måde om at sige og gøre det rette iblandt os.

Om sine analyser udtalte han, at han nu havde arbejdet med dem dag ud og dag ind i tres år. "De er et defensorat for alle levende væsener. Intetsteds angriber jeg nogen eller noget".

Om sagen tilkendegav han, at den ikke må udøve pres på nogen. "Der er tid nok!" Sagen er ikke nogen ny religion. Man kan ikke melde sig hverken ind i eller ud af sagen. Den er fri som solen.

Han sluttede med at fortælle, at han også ville være med sin sag efter sin "død". "Jeg kan da meget bedre komme rundt på det åndelige plan", sagde han. Til allersidst takkede han tilhørerne for deres interesse for hans analyser.

Efter foredraget, som sluttede i en stærkt ophøjet stemning, hilste han udendørs i det strålende solskin, siddende i en stol og sprudlende af ånd og overdådigt godt humør, på mange af tilhørerne.

 

Gennem sin minutiøse interesse for og medvirken i udformningen af Instituttets nye love sikrede han sig, at disse blev udformet helt i overensstemmelse med hans tanker, og at der herigennem blev sikret den nødvendige kontinuitet i sagen efter hans bortgang. Han lagde i denne forbindelse afgørende vægt på, at de af ham udpegede bestyrelsesmedlemmer over en årrække fik bedst mulig anledning til indgående at sætte sig ind i og forstå hans måde at tænke og handle på. Bestyrelsen har dermed fået grundlag for fremover at tænke og handle i overensstemmelse med hans ønsker. Med indlemmelsen af Willy Kuijper og Rolf Elving i bestyrelsen sørgede han for, at der kom yngre og flere kræfter med i denne gruppes arbejde. Og med udpegningen af Grethe Brinkhård som sin efterfølger som bestyrelsens formand sørgede han for, at ansvaret for denne gerning var klart placeret efter hans bortgang.

Med udgangspunkt i en større pengegave til Instituttet er der nu åbnet mulighed for i Centeret på Klint at opføre en sektion med lejligheder til helårsbrug, en første begyndelse til den planlagte helårsskole i åndsvidenskab på stedet. At Martinus glædede sig meget over denne nye og vigtige fase i undervisningscenterets udvikling fremgår klart af hans takkebrev nytår 1979 (5), hvor han betegner helårsskolen som "den første skole på jorden for intellektualiseret kristendom og alkærlig verdenskultur".

I sine seneste leveår arbejdede han med en række oversigtsanalyser og nye analyser, som han i en periode påtænkte at udgive i en separat bog med titlen DET TREDIE TESTAMENTE. Senere påtænkte han at udgive disse analyser dels som prolog til LIVETS BOG, dels som symbolforklaringer i DET EVIGE VERDENSBILLEDE, bind V-VI. Men efterhånden kom det til at stå klart, at titlen DET TREDIE TESTAMENTE skulle forbeholdes og være hovedtitel for hans samlede forfatterskab.

I november-december 1980 tog han, bl.a. med baggrund i en tidligere henvendelse fra Borgens Forlag, det endelige skridt til, at DET TREDIE TESTAMENTE med undertitlen LIVETS BOG, og med symbolerne LYSET OG MØRKET på henholdsvis forside og bagside, kan begynde at udkomme på dette forlag. Sagen vil dermed for første gang træde fuldt offentligt frem.

Martinus mission var som allerede nævnt egentlig afsluttet med færdiggørelsen af LIVETS BOG. Hans øvrige forfatterskab må derfor betragtes som en slags "overkomplettering", der var en naturlig følge af, at han ikke kunne trives i vor verden uden til stadighed at være beskæftiget med at overdrage os nye analyser. Hans forfatterskab, der er identisk med "den helligånd" i renkultur, kunne derfor først bringes til afslutning med hans bortgang.

Martinus glædede sig overmåde stærkt til at få sine bøger ud på forlag, hvilket han bl.a. har givet udtryk for i sit takkebrev efter halvfemsårsdagen. (6)

Til sikring af sagens kontinuitet og fremtid har der i adskillige år været arbejdet stærkt på at fastlægge strukturen for samarbejde og medarbejderskab inden for sagens rammer. Dette arbejde har udviklet sig gradvist. På nuværende tidspunkt foreligger et stort antal båndoptagelser, der tjener som dokumentation af de talrige drøftelser herom, som bestyrelsen har ført med Martinus. Også i disse udredninger har han lagt stor vægt på at give sagens medarbejdere fornøden baggrund for fremover at kunne forestille sig, hvorledes han ville have tænkt og handlet i den pågældende situation. Det vil være et omfattende og langvarigt arbejde for bestyrelsen at færdigbearbejde nævnte materiale. Dette vigtige arbejde vil blive udført så snart som muligt. Når det er afsluttet, vil bestyrelsen udsende en redegørelse for sagens fremtidige struktur.

Da Mogens Møller, gennem de senere år sagens mest intensivt arbejdende foredragsholder, forlod den fysiske verden 22. marts 1980, udtalte Martinus: "Jeg har ikke tid til at dø nu!". Men det stod dog klart for ham, at han kun havde ret kort virketid tilbage i den fysiske verden. Han fandt derfor tiden moden til at trække de ideelle forhold for sagens struktur og for medarbejderskab op så skarpt og tydeligt, at ingen medarbejdere burde kunne misforstå det. Det var helt tydeligt, at han gjorde dette som led i overdragelsen af hans eget ansvar til den bestyrelse, han havde udset og undervist til at bære hovedansvaret for videreførelsen af hans sag. Ved talrige lejligheder det sidste år af hans fysiske levetid markerede han sine meget klare standpunkter om sagens fremtid. "I en fosterfase må man affinde sig med, at ikke alle forhold har kunnet være ideelle, men det kan vi ikke fremover", tilkendegav han gang på gang.

Hvad angår medarbejderskab på Instituttet og i Centeret på Klint betonede Martinus stærkere og stærkere, hvor vigtigt det er her at gå næstekærlighedens og forsynets veje og ikke sine egne veje – i uforstand eller utålmodighed. Der kan ikke blive tale om, at nogen kommer til at spille en fremtrædende rolle, får ambitioner tilfredsstillet, eller opnår en særlig form for glans eller værdighed gennem sit arbejde for sagen. Inden for den gælder som alle andre steder, at det i sidste ende alene er den enkeltes moral, den enkeltes "hjertets dannelse", det hele drejer sig om.

Martinus fremhævede også kraftigt betydningen og nødvendigheden af, at sagens nærmeste medarbejdere har sagen og analyserne som hovedinteresse, og ikke blot som en teoretisk præget interesse på linie med andre åndelige interesser.

Nævnes bør også, at Martinus allerede i 1979 med stor klarhed og konsekvens havde betonet vigtigheden af, at alle gaver til sagen gives uden medfølgende betingelser – uden bånd, der senere kunne komme til at virke snærende.

I forbindelse med udviklingen af undervisningsgruppens arbejdsområde og arbejdsformer har han gjort det meget klart, at der på Instituttet og i Centeret udelukkende skal undervises i hans analyser. Han har endvidere trukket retningslinier op for, hvornår der er tale om undervisning på Instituttets initiativ og på Instituttets vegne, og hvornår der er tale om undervisning på andre personers og andre gruppers vegne og initiativ, hvor sidstnævnte aktivitetsområde forventes at vokse og brede sig stærkt i de kommende år.

Til hans halvfemsårsdag havde en lille gruppe medarbejdere påtænkt udsendelsen af et festskrift i lighed med festskriftet til hans halvfjerdsårsdag. Selvom han på en måde var glad, fordi interessen for analyserne var så stor, at man ville hylde ham med et festskrift, måtte han alligevel sige klart nej til at modtage et sådant skrift. Han havde tænkt meget over konsekvenserne af et festskrift, bl.a. over de kriterier, som en redaktionsgruppe måtte lægge til grund for udvælgelse af forfattere og artikler, nemlig, at nogle forfattere blev udvalgt, og andre blev forbigået. Og han fandt heri så væsentlige og principielle mangler, at der måtte statueres det eksempel, der kunne hindre, at der senere blev lavet festskrifter for ham. Som udløbere af det annullerede festskrift er en del af artiklerne iøvrigt efterhånden blevet bragt i anden sammenhæng i KOSMOS.

Som en sidste ting fra hans sidste leveår kan nævnes, at Danmarks Radio til trods for hans mangeårige og betydningsfulde arbejde kun een gang har foretaget direkte optagelse af hans foredrag. Det er sket i form af fire små sammenhængende morgenforedrag, som blev optaget og udsendt i radioen efteråret 1980. I disse morgenforedrag koncentrerede han sig om nogle ganske få for jordmenneskenes situation væsentlige tankerækker.

Gennem de senere år arbejdede han som nævnt med nogle analyser, som han ikke nåede at færdiggøre. Disse uafsluttede arbejder er foreløbig anbragt i et brandsikkert rum på Instituttet. Gennemgangen af dem vil nok tage år. Kun de delarbejder, som kan færdigbearbejdes til en egnet udgivelsesform, vil kunne blive offentliggjort.

De næstfølgende tre døgn var kun Mischa Lim sammen med Martinus på hospitalet. Det var nødvendigt med smertestillende midler. Martinus var i perioder uklar eller sovende og i andre perioder helt klar. Han gav udtryk for, at benbruddet var sket, "fordi han ikke skulle skrive mere", samt for, at hans uafsluttede, specielle symbolbeskrivelser til LYSET og MØRKET ikke skulle anvendes i DET TREDIE TESTAMENTE. Han gav endvidere udtryk for, at han havde tiltro til, at han snart ville være tilbage på Instituttet igen.

Om natten mellem 7. og 8. marts klokken halv to udåndede han stille i sin hospitalsseng og var dermed befriet fra den fysiske organisme, der med tiden var blevet ham et mere og mere besværende, tyngende bånd. Han lå på det tidspunkt på en tosengs stue sammen med en anden patient. Under pleje af denne anden patient opdagede personalet, at Martinus pludselig var ophørt med sin vejrtrækning.

Han var dermed atter hjemme i det åndelige rige, hvorfra han kom. Hans bevidsthed er utvivlsomt overgået dertil helt uden om den såkaldte "forgård" således, som dette er anskueliggjort på symbolet: "Gennem dødens port IM (4). Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig den glæde, der har været til stede mellem ham og hans åndelige brødre, da de påny blev genforenede i den åndens ophøjede verden, der er deres fælles hjemsted – konstaterende, at hans mission var lykkedes, var fuldbragt! "Forsynet sender ikke en, for hvem det mislykkes", sagde han selv om dette emne.

For de, som kendte ham, burde det egentlig ikke komme som en overraskelse, at med hans halvfems år var tiden nu inde til at forlade vort tilværelsesplan. Alligevel blev alle, som var ham nær den allersidste tid, overraskede over, at det skulle ske netop da. Han havde ikke mindst selv bidraget til denne opfattelse gennem den optimisme og arbejdslyst, han trods sin svækkede fysik indtil det sidste var besjælet af. Mange havde nok forestillet sig og håbet på, at man kunne være ham nær de allersidste dage, og fra hans mund høre de sidste inspirerende udtalelser om hans sag og dens fremtid. Men – ret beset – dem havde han givet fra sig gennem årene i sine værker og i sine samtaler med medarbejderne. Når han deltog i medarbejdermøder, var han til det sidste overmåde livlig og talte altid levende og indtrængende om sit arbejde, sin mission og sagen, som det nu er alle interesseredes opgave at føre videre. Hans fysik var svækket, men hans ånd var lysende og tindrende til det sidste. For ham, som var "kommet for at tjene og ikke for at lade sig tjene", og for hvem det var "saligt hellere at give end at tage", var et liv uden bestandigt at virke til gavn for næsten ingen tænkelig mulighed. Han måtte og kunne derfor intet andet end til det sidste arbejde med det, der var hans livs altomfattende interesse, at give os de kosmiske analyser i alkærlighedens og det tjenende princips ånd.

I hans officielle testamente står der intet om hans bisættelse. Det gør der derimod i et andet skrift, der har testamenteform, og som vi her vil betegne som hans "bisættelsesdokument". Dette dokument er udarbejdet i tilknytning til en række bestyrelsesmøder juli-oktober 1971, hvor formen for hans bisættelse blev gennemdrøftet med ham i enkeltheder. I "bisættelsesdokumentet" står selvsagt, at han så vidt muligt ønsker at blive bisat i overensstemmelse med de tanker, der er nedfældet i hans bog BISÆTTELSE. Stillet over for ordlyden af dette ønske, denne indlysende selvfølgelighed, ser vi os bragt i en helt enestående situation, nemlig den, at han har efterladt sig en speciel og særdeles omfattende bog, der må betegnes som en væsentlig del af hans personlige testamente.

Endelig bør nævnes det særnummer af KOSMOS, der var helliget emnet bisættelse (3). Det blev udarbejdet i nært samråd med Martinus, og han tilsluttede sig helt eentydigt de deri anbefalede retningslinier.

Helt bortset fra ordlyden af hans personlige testamente kan man med god grund udtale, at alle jordmennesker er arvinger efter ham i den forstand, at hans samlede forfatterskab er en gave, som han har efterladt den samlede jordmenneskehed.

Af BISÆTTELSE fremgår med stor tydelighed, at det i første instans gælder om at undgå ligbrænding, som er en proces, der medfører en voldsom død for mikrolivet i liget. Derfor er almindelig jordbegravelse absolut at foretrække fremfor ligbrænding (2, kap. 172). Den almindelige jordbegravelsesform, der er identisk med en ret hurtig forrådnelsesproces, betegner Martinus som en primitiv og ukultiveret proces, der er naturens løsning på lavere tilværelsesplaner. Med vor nuværende viden er kontrolleret mumificering den mest ideelle behandlingsmetode. "Mumien er i realiteten det eneste absolut ægte og dermed naturligt lysende gravmæle over et levende væsens forhenværende jordiske tilværelse " (2,kap. 96). En sådan proces lader sig desværre ikke realisere for os på nuværende tidspunkt af udviklingen. Til trods for, at "ikke engang balsamering vil være tilladt" i fremtidssamfundet (2, kap. 198), har Martinus ved gentagne lejligheder tilkendegivet, at balsamering med formalin er det for tiden "mindste onde" og giver en høj grad af hensyntagen til mikrolivet i et lig. Og kan man ikke opnå det ideelle, må man vælge "det mindste onde" (2, kap. 186-7). Som en supplerende detalje må nævnes, at et lig naturligvis, når døden er absolut konstateret, bør føres til et køligt kapel (2, kap. 174).

Bestyrelsen kontaktede derefter begravelsesforretningen N. P. Rostrup, som er godt inde i sagens ønsker på bisættelsesområdet, og fremførte alle Martinus ønsker, specielt med hensyn til udførelse, kontrol og attestation af balsameringen. Straks ved arbejdstids begyndelse mandag morgen henvendte bestyrelsen sig til personalet på hospitalets patologiske afdeling, hvor man normalt foretager obduktioner, og hvor man efter ønske påtager sig at udføre balsamering. Bestyrelsen kunne her konstatere, at personalet var helt klar over og indforstået med, at obduktion ikke måtte foretages. Samtidig blev truffet de fornødne aftaler om udførelse og kontrol af balsameringen. Denne blev udført tirsdag den 10. marts om morgenen af vagtmesteren under opsyn af en læge og overvåget af Willy Kuijper og Mischa Lim, som begge samtidig fik lejlighed til at konstatere, at obduktion ikke var foretaget. Instituttet har desuden fået skriftlig attestation fra overlægen på, at balsamering er udført. Umiddelbart efter balsameringen blev Martinus legeme lagt i en zinkkiste, der straks blev tilloddet. Dagen efter blev zinkkisten indesluttet i et plastovertræk og anbragt i en meget enkelt og smukt udført egetræskiste. Kisten blev derpå anbragt i et kapelrum på Frederiksberg Hospital, indtil bisættelseshøjtideligheden skulle finde sted.

Efter bisættelseshøjtideligheden den 29. marts er kisten overført til et rum i Nordre Kapel på Vestre Kirkegård, hvor den skal henstå, indtil den finder sin endelige placering. Dette vil formentlig vare nogle år, og kirkegårdsmyndighederne er indforstået med, at kisten langtidshenstår i nævnte kapel, som altid er aflåst.

Det ovenfor gennemgåede forløb af begivenhederne efter Martinus bortgang er beskrevet i detaljer i Instituttets dokumentsamling. Vort indtryk af forløbet er, at det i alle henseender formede sig helt i overensstemmelse med hans ønsker. Det havde i alle faser forsynets medvind. Vi må derfor trygt kunne have tiltro til, at Martinus fra sit rent åndelige udsigtspunkt har oplevet sit efterladte legemes bisættelse som værende så meget i kontakt med kærlighedslovene, som samfundsforholdene i dag muliggør.

Nogle vil muligvis undre sig over, at Martinus har ønsket sit legeme bevaret for eftertiden i et mausoleum. Vi er overbeviste om, at eftertiden vil vide at påskønne hans ønsker på dette område, og at et sådant mausoleum vil udvikle sig til et sted med meget høj inspirationsværdi for menneskeheden.

Af helt afgørende betydning er, at Martinus er den første i jordmenneskehedens historie, som indgående har oplyst om det mikrokosmiske livs væsen og betydning (2, kap. 182), og i denne forbindelse også er den første, som klart har påpeget vigtigheden af, at mikrolivet i vore efterladte legemer bliver behandlet så kærligt som praktisk muligt. Set i dette perspektiv er det indlysende, at Martinus, som i eet og alt levede i samklang med sine analyser (1, stk. 19), også som en selvfølge måtte gøre dette med hensyn til mikrolivet i sit efterladte legeme. Menneskeheden har på dette hidtil upåagtede område i allerhøjeste grad behov for et opsigtsvækkende eksempel.

I ønsket om balsamering og mausoleum har der fra Martinus side ikke været iblandet det mindste stænk af forfængelighed og selvdyrkelse. Havde han haft sådanne egenskaber, havde han ikke levet hele sit liv så anonymt, beskedent og tilbagetrukkent, som tilfældet var. I virkeligheden har han for sin egen persons vedkommende ikke ønsket mere, end han ønsker for alle jordmennesker. At dette er overensstemmende med hans analyser, kan vi alle forvisse os om ved at studere BISÆTTELSE (specielt kap. 198, 201 og 204), hvorfra vi citerer:

Som nævnt har Martinus ikke villet have et mausoleum for sin egen persons skyld. Han har alene villet foregå os med eksemplets magt. Han har tilmed tydeligt givet udtryk for, at han ikke ønsker sit minde hædret ved statuer, relieffer eller nogen anden form for prangende eftermæle. Af de forslag til mausoleum, som er forelagt ham, har han foretrukket en model af en enkel bygning indeholdende en gennemsigtig pyramide, hvori kisten er anbragt. Hans valg af denne udformning har sin baggrund i hans fornemmelse af en historisk og kulturel sammenhæng mellem fortidens pyramidekulturer og den åbenbaring af kosmiske sandheder, som det har været hans mission at bringe menneskeheden.

Det viste sig hurtigt, at koncertsalen i Tivoli måtte foretrækkes blandt de foreliggende, mulige og egnede lokaler. Denne koncertsal havde en passende størrelse, alle nødvendige tekniske faciliteter og en ønskværdig atmosfære af kvalitet, værdighed samt festlige og lyse undertoner. Blandt de mulige tidspunkter talte alle praktiske forhold for valg af 29. marts.
 

"Dødsannoncen" fik i overensstemmelse med "bisættelsesdokumentet" følgende udseende:

Tilrettelæggelsen af det kunstneriske program skete med henblik på at opnå den højst mulige kunstneriske kvalitet.

I sit "bisættelsesdokument" har Martinus ønsket en epilog læst op ved højtideligheden. Her faldt valget hurtigt på det allerførste, Martinus skrev, da han efter at have oplevet den store fødsel begyndte at nedskrive sine tanker. Det er afsnittet "Gudesønnen eet med sin Fader", som Martinus har anbragt som efterskrift i sidste bind af LIVETS BOG. Intet ville egne sig bedre til oplæsning ved højtideligheden end denne Martinus egen smukke taksigelse til og lovprisning af Guddommen.

Med så kort varsel kunne det forventes at være vanskeligt at få de rette kunstnere til at medvirke. Stor var derfor vor glæde, da det viste sig, at de anbefalede kunstnere var villige til og i stand til at medvirke på den fastlagte dato. Skuespillerinde Ellen Malberg, der er kendt som en eminent oplæser, lovede at oplæse epilogen. Michala Petri trioen gav tilsagn om at spille musik, som i sit indhold genspejlede den lyse og ophøjede stemning, som vi ønskede skulle herske. Og endelig lovede kgl. operasanger Per Johansen at være forsanger til de salmer, Martinus havde ønsket skulle synges.

For en ordens skyld skal tilføjes, at også aktiviteterne omkring planlægningen af bisættelseshøjtideligheden er beskrevet i detaljer i Instituttets dokumentsamling.

 

Musik ved

     Michala Petri Trioen

     Fløjte, Michala Petri

     Cembalo, Hanne Petri

     Cello, David Petri

Salmesang

     Forsanger, kgl. operasanger Per Johansen

     Flygel, Hanne Petri

Oplæsning ved

     skuespillerinde Ellen Malberg

Det trykte program for bisættelseshøjtideligheden havde det på foregående side viste indhold.

Michala Petri trioens fremførelse af musikken, specielt Michala Petris lyse og fremragende fløjtekunst, virkede så overvældende og smukt på tilhørerne, at de efter de enkelte musiknumre ikke formåede at tilbageholde deres begejstring, men valgte at tilkendegive deres glæde og betagelse ved at bryde ud i varme ovationer, som Michala Petri diskret tog imod.

Det lyse indhold i de tre salmer kom helt til udtryk i de tilstedeværendes sang under forsangerens smukke ledelse.

De to taler havde titlerne "Vi skal ikke sørge" og "En gæst fra en højere verden". De blev holdt af henholdsvis Ib Schleicher og Rolf Elving, og vil ikke blive kommenteret på dette sted, da de er gengivet i deres fulde ordlyd andetsteds i nærværende særnummer.

Højdepunktet i højtideligheden var Martinus selv. I kraft af Ellen Malbergs oplæsning af efterskriften "Gudesønnen eet med sin Fader" blev han på en måde selv hovedtaleren. Med disse Martinus egne ord kunne vi med ham rette vor bevidsthed mod livets kilde i taknemmelighed over den gave, menneskeheden gennem de kosmiske analyser har modtaget. Et eksemplar af "Efterskriften" var til formålet indbundet i hvidt bind med stjernesymbolet i guld på forsiden (se foto næste side). Disse sider i LIVETS BOG er særdeles vanskelige at læse op. Ellen Malberg havde arbejdet intenst med opgaven i forvejen og fremsagde teksten på så fuldendt vis, at Martinus utvivlsomt ville have udtrykt sin uforbeholdne glæde, hvis han havde været fysisk til stede.

Man kan på en måde sige, at bisættelseshøjtideligheden for Martinus var en forstørret model af, hvad der fremover vil være det ideelle. Og til dette at gøre det ideelt hører, at højtideligheden "former sig som en stille, lykkelig lovprisning og takkefest i den "afdødes" navn, rettet mod ophavet for uforgængeligheden eller alt livets evige væren". (2, kap. 161)

Det væsentligste billede af højtideligheden er og bliver, at den har givet udtryk for den dybe taknemmelighed, som alle sagens venner og interesserede nærer over for vor højtelskede, åndelige læremester Martinus – hans mission, gerning og væsen. Det var en tak til livet med særlig adresse til det menneske, som har vist os, at døden ikke eksisterer. En tak til det menneske, som i sine analyser har vist os vejen frem til en sand, harmonisk tilværelse med andel i Guddommens primære bevidsthed. En tak til det menneske, som har vist os det evige livspanorama, hvor al ting i sandhed er såre godt.

Martinus har ofte tilkendegivet, at hans arbejde først må og vil blive almindelig kendt, når han er overgået til det åndelige plan. Det er han nu. En skabelsesepoke er dermed afsluttet, og en ny er samtidig påbegyndt. Tiden er nu forestående, hvor det skal åbenbares for menneskeheden, at den har haft en såre usædvanlig gæst, en budbringer fra de højere åndelige verdener, en verdensgenløser, på besøg. Vi er alle Forsynet dybt taknemmelige for, at dette sendebud påtog sig den mission at låne en organisme, der er "af denne verden", for at åbenbare for os det, som "ikke er af denne verden", "talsmanden den hellige ånd".