Kosmos 1981/11 side 126
Rolf Elving
MARTINUS CENTER
– før og nu
Igen er en undervisningsperiode sluttet. I dag hedder området, hvor denne undervisning foregår, Martinus Center. For ikke længe siden hed det samme område Kosmos Ferieby. Denne forandring ligger stadig tidsmæssigt så nær, at mange af gammel vane siger forkert. Det er imidlertid ikke blot navnet, der er forandret. De bærende kræfter, pionererne i skabelsen af denne oase, dette "drivhus" for en ny kultur, har forladt det fysiske tilværelsesplan og nye kræfter skal føre arbejdet videre.
I en artikel i KOSMOS fra 1950 er en virkelig ildsjæl i skabelsen af Martinus Center – Erik Gerner Larsson – standset op og har reflekteret over den daværende situation i Kosmos Ferieby. Personlig fandt jeg det meget interessant nu 31 år efter – med historiens facit i hånden – at læse Gerners artikel. Jeg tror, at artiklen vil være værdifuld at læse både for nye og gamle interesserede i sagen, og den genoptrykkes derfor her i KOSMOS som udgangspunkt for nogle reflektioner angående Martinus Center før og nu. Artiklen kalder Gerner "Til Eftertanke", og den er dateret 20. juli 1950.
TIL EFTERTANKE v/Erik Gerner Larsson: Klint, den 20. juli.
Jeg oplever i øjeblikket en af den slags aftener, man hele vinteren drømmer om. Ikke en vind rører sig, og luften føles som eet stort kærtegn af hud og nerver. Det aftagende sollys spiller henover blomsterengen og forgylder hvert eneste lille strå. Ved stranden kommer bølgerne rullende i lange, blide dønninger, der ligesom ånder ud i det sekund, de når strandkanten, og oppe i det let disede blå hænger lærkerne og jubler deres livsglæde ud med en energi, der synes uudtømmelig.
Jeg har netop gået mig en lang tur gennem feriebyens forskellige afdelinger, lyttet til glade gæsters lovprisninger over stedets skønhed og særlige atmosfære, betragtet den meget store skare af børn i alle aldre, der tumler sig overalt på feriebyens åbne, grønne pladser og beundret et af de nye huse, der netop er under opførelse. Overalt har jeg været vidne til noget, der ikke alene er godt i sig selv, men som også gav sindet stof til eftertanke.
Drømme, der gik i opfyldelse
Det er i år sytten år siden, vi første gang satte spaden i jorden heroppe. Sytten år eller sytten enheder, som hver for sig er som gyldne led i en kæde, hvis sidste led vi forhåbentlig aldrig skal skue. De af os, der endnu erindrer den første sommer heroppe, vil vide, at det, alle andre i dag ser på denne plet, er selve materialiseringen af det, der engang udgjorde kernen i alle de ønsker eller drømme, der da inspirerede os. Vi må dengang have været i kontakt med meget stærke åndelige kræfter, at vi overhovedet havde mod til at gå i gang med en opgave, som mange allerede da fandt umulig. Vi gjorde det imidlertid. I os brændte en idealisme, der simpelthen tvang os redskaberne i hånden. Når jeg i dag tænker tilbage på den første hytte, vi byggede på den nyerhvervede grund, kan jeg ikke lade være med at smile. Dens grundflade var 1,5-2 meter og dens højde ca. 1 meter. Den var uden vinduer, og dens dør ikke højere, end at vi måtte krybe på alle fire ind i den. Men så lille den end var og så fyldt med ørentviste, den også var, så blev den dog rammen om alle de samtaler og alle de planer, der idag er fuldbyrdede.
Hvor der er vilje –
Et gammelt ord siger, at "hvor der er vilje, er der vej!" Og vi ville dette, ville det med hver en fiber i vor sjæl. Vi havde alle dengang en endnu levende erindring om den første verdenskrigs rædsler og det åndelige dødvande, der fulgte, og vi havde i mødet med Martinus tanker fundet netop det, der bragte mening i alt det, vi indtil da havde oplevet. Vi følte, at denne for os nye opdagelse af livslovene måtte sætte anden frugt end blot en gold teoretiseren. Vi måtte have et sted, hvor vi kunne mødes, udveksle tanker og i særdeleshed være noget for hinanden. Men vi følte også, at det, vi ville skabe, måtte være noget "helt nyt". Vi var "oprørere" mod alle gamle tanker, og inspireret af Martinus verdensbillede var vi dristige nok til at gå ad helt nye, uprøvede stier.
Jeg ved, at mange tror, at det har været "en dans på roser" at bygge denne ferieby op. Det har det også – men roserne har ikke været uden endog til tider usædvanlig spidse torne! Men den vilje, af hvilken de første huse heroppe blev et resultat, lammedes ikke af de vanskeligheder, der venter enhver fysisk skabelse. Vi har fået adskillige drøje knubs undervejs, men hver gang har vi "sundet os" og påny fundet vej frem. Modgangen skærpede her, som det ofte er tilfældet, viljen. Synspunkterne blev revideret, og det der så ud som en uovervindelig hindring, endte hver gang med at blive en ny, frugtbar inspiration.
Et fuldbyrdet kredsløb
Går man idag feriebyen igennem, vil man ikke kunne undgå at se, at den nu udtrykker en fuldbyrdet skabelse. Overalt vil man nu blive vidne til den fysiske afrunding, der fortæller, at et mål er nået. At vi, der har fået lov til at følge denne fuldbyrdelse i alle dens detaljer inderligt glædes derover, må ikke forbavse nogen. Tusinder af små begivenheder, som allerede er lukket og skjult "fortid" for den, der nu for første gang betræder denne plads, væver sig ind i vor erindringsverden og skænker os glæder, som helt er reserveret os. Men disse glæder ejer noget ejendommeligt ved sig. Så lykkelige vi end er ved, at denne skabelse endelig er lykkedes for os, så ved vi dog, at det vi ser omkring os, kun udgør et afsluttet kredsløb, der i sig selv måtte danne fundamentet for det endnu større kredsløb, der allerede i denne skabelses første år inspirerede os, Vi ville nok skabe en usædvanlig ferieby, men vi ville mere end det, vi ville skabe en helt ny skole for ånd og kultur.
Et nyt kredsløb toner frem
To store kosmosflag vajer nu i vinden heroppe og over tohundrede mennesker nyder dagligt ferielivets glæder på denne skønne plet. At dette i sig selv er lidt af en bedrift, indrømmes åbent fra alle sider, men dette mål er ikke nok i sig selv. Det er sandt, at vi ville dette, men vi ville mere end det. I de mellemliggende år er Martinus arbejde vokset fra at være en spæd plante, der måtte beskyttes, til at blive en omfattende åndelig institution, hvis "grene" rækker længere og længere. Det studiekredsarbejde over Martinus livsværk "Livets Bog", der udgjorde forudsætningen for feriebyens tilblivelse, er idag så omfattende og så dynamisk, at det kun vil være udtryk for manglende kendskab til det, hvis man tænker sig, at det udtrykker andet end en mikroskopisk indledning til noget, der er ifærd med at blive til.
Vi havde for nogle få dage siden (fredag d. 14 og lørdag d. 15 ds.) den store glæde at have besøg af Mr. Paul Brunton, forfatteren til bl.a. "Bag Indiens lukkede Døre". Besøget, der fandt sted i sagens centrum i København, var kommet istand på grund af Mr. Bruntons eget ønske om at møde Martinus og gav således rig anledning til at se feriebyen i et nyt perspektiv. Kun få år til, og vi vil da opleve, at denne plet i endnu højere grad end tilfældet kan være idag, vil blive et samlingssted eller kongresområde for åndsvidenskabeligt interesserede fra alle lande. Da jeg i "Korrespondanceafdelingen" har givet udtryk for Mr. Bruntons glæde over mødet med Martinus og hans verdensbillede, skal jeg her nøjes med at give udtryk for, at dette møde ikke kan undgå at få visse konsekvenser i fremtiden. Det store kursus i Martinus åndsvidenskab, som vi er ifærd med at udarbejde, følges jo op med en engelsk oversættelse, og den tid er nu ikke fjern, hvor denne oversættelse vil være en realitet. Mr. Brunton lovede at være os behjælpelig med dets tilrettelæggelse og udgivelse i engelsktalende lande, men begge parter var enige om, at det først skulle foreligge færdigt på dansk, før den næste etape blev indledet.
Vore første mål
At vi er istand til at se, at denne plet med årene vil få en mere og mere international karakter, hindrer os dog ikke i at koncentrere os om opgaver, vi føler må løses først. Til disse hører en gennemgående ændring eller udskiftning af det publikum, som i øjeblikket befolker feriebyen. At det er dejligt at se hvert eneste rum befolket med glade mennesker, er naturligvis en selvfølge, men undersøger man forholdet lidt nærmere, vil man se, at der stadigt er altfor mange "fremmede" heroppe, altfor mange mennesker, hvis indre åndelige tilstand befinder sig for langt borte fra de idealer, for hvilke denne plads skal være et levende udtryk.
Ingen i denne sag kender bedre end jeg årsagen til dette. Den er ganske enkelt af økonomisk natur. "Livets Bog" giver udtryk for, og livet selv bekræfter, at mange udviklede mennesker, netop på basis af deres fremskredne åndelige udvikling, befinder sig på samfundets økonomiske skyggeside. Personligt kender jeg så mange, der gerne vil herop, men som ikke har råd dertil, at dette antal omtrent kunne belægge hver eneste plads her. Jeg har tilbragt mange, mange timer med at finde en løsning på dette problem, men evner det ikke. Opbygningen af feriebyen har lagt en tung økonomisk byrde på os, men ikke tungere end vi nu kan se os ud af den. På den anden side er der også en stor udvikling i dette. Kampene i disse år har lært mig mere om livet og menneskene end noget andet, jeg har oplevet, og jeg er idag fuld af tillid til, at også den her berørte vanskelighed vil være løst i en overskuelig fremtid.
Hvad kan vi gøre?
Jeg kan tænke mig, at en og anden nu spørger: "Hvad kan vi – eller jeg – gøre i denne forbindelse?" – og jeg vil gerne give et svar som, omend det ikke er nyt, så dog rummer en betydningsfuld sandhed, nemlig dette: vær med i vor åndelige kamp! Vær med til at sprede kendskabet til Martinus arbejde, vær med til at få oplaget på sagens blad KOSMOS til at stige. Vil vi, kan vi fordoble antallet af interesserede på en relativ kort tid, og det vil omgående betyde en så effektiv prisnedsættelse heroppe, at enhver kan få råd til at komme her. Som det er nu, kan vi udmærket godt fortsætte, men det må ikke fortsætte sådan. Et sommerophold her på få eller mange dage bør udgøre et selvfølgeligt led i ethvert åndsvidenskabeligt interesseret menneskes udvikling. Vi har virkelig gjort alt, hvad der står i vor magt for at skabe en plads, hvor høje idealer kan afløse de lunkne, der idag behersker livet. Vi har skabt de mest fuldkomne rammer for de midler, der er betroet os, ja vi har gang på gang dristet os til eksperimenter, der økonomisk var risikable, blot for at komme vore idealer så nær som muligt. Men vi må videre, selvom den vej, vi så udmærket ser foran os, både er stenet og stejl. Vi er lykkelige over, at feriebyen er blevet så skøn og beundret, som tilfældet er, men denne lykke er ikke for os nogen "sovepude". Den ild, der brændte i os, da denne lille by blev grundlagt, er ikke blevet mindre med årene, blot mere behersket. Viljen til at nå de høje mål, vi allerede dengang anede, er stadigt den samme, blot mere hærdet. Trofaste venner af denne sags høje og rene tanker har for denne skabelses skyld villigt båret tunge byrder, givet afkald og gjort det med glæde. Vi skylder disse mennesker, der med de midler, forsynet gav dem til rådighed, enten det nu var penge eller egne kræfter, som de ofrede for at se dette gro frem, at holde vort åndelige lys klart brændende. Kosmos ferieby er idag meget, meget skøn, det vil De kunne få bekræftet ved at spørge hver eneste af dens glade beboere, – men den dag, den er fyldt med lutter åndsvidenskabeligt interesserede, der her, både ved deres egen kærlige væremåde og ved deres hunger efter ny åndelig viden søger at udstråle den atmosfære, Martinus selv står som en af hundreder, elsket repræsentant for, – den dag vil denne lille, skønne plet være det "Lys på Bjerget", der ikke kan "skjules"! Dette mål var vor ledestjerne igennem alle svundne års vanskeligheder, og det vil det også være i den fremtid, vi nu går i møde, og som – det føler vist hver eneste, der virkelig er trængt ind i Martinus verdensbillede – rummer så mange strålende og inspirerende overraskelser.
EGL
Der er gået enogtredive år siden Gerner skrev denne artikel. Han kunne da se sytten år tilbage i tiden og erindre sig "da vi første gang satte spaden i jorden". Han tænkte tilbage på den tid, da Kosmos Ferieby endnu kun var en drøm eller tanke. Ønsker og begær, som fødes i vor mentalitet, men som endnu ikke er blevet til virkelighed og dermed heller ikke er tilfredsstillede, kalder vi ofte drømme. De lever i vort indre og skaber der en spænding, en længsel, som vi af og til oplever som uro. Når denne længsel får mulighed for at forbinde sig med de rette ydre betingelser, udløses en kraft, og en skabelsesproces tager sin begyndelse. I året 1950, sytten år efter at arbejdet med feriebyens skabelse er påbegyndt, skuer Gerner tilbage i tiden og konstaterer – sammen med en mangfoldighed af venner i hvis indre den samme drøm var født – at drømmen er gået i opfyldelse. Han har netop gået en tur gennem feriebyen og er blevet gennemstrømmet af den dybe tilfredsstillelse som rettelig tilkommer den, som har vovet at tro på sine drømme og desuden formået at realisere dem. Nu sidder han hensunken i sit indre og lader indtrykkene fra fortiden blande sig med oplevelser i nutiden, og nye drømme fødes i hans indre. Nye mål viser sig i horisonten. Som den åndelige forsker Gerner var, konstaterer han: "Et kredsløb er fuldbyrdet, men et nyt toner frem". Uimodståeligt går livets evige strøm videre. Og han kan ikke modstå fristelsen til at begynde at spekulere over næste kredsløb.
I dag er det 48 år siden skabelsen af Martinus Center tog sin begyndelse. Sagens åndelige fødsel falder naturligvis sammen med Martinus kosmiske indvielse tolv år tidligere. Gerner kunne således på det tidspunkt, han skrev sin artikel, overskue rundt regnet en trediedel af feriebyens nuværende levetid. Han konstaterer med glæde og tilfredshed, at skabelsen af de ydre rammer, husene, pavillonerne, foredragssalen m.m. er realiseret. Han konstaterede ganske rigtigt, at et kredsløb var fuldbyrdet. I dag, enogtredive år senere, har feriebyen, eller som vi nu kalder det: Martinus Center, stort set samme fysiske udseende som dengang. Træerne er blevet større og flere, vegetationen i det hele taget frodigere, men ellers nikker vi stort set genkendende til billedet af feriebyen årgang 1950. Og vi forstår, at en særdeles dynamisk periode havde nået sin kulmination, en periode hvor taknemmeligheden og glæden over mødet med analyserne i særlig høj grad omsattes i fysisk arbejde, i selve skabelsen af de materielle forudsætninger som eksisterer den dag idag. Det er specielt interessant idag – med facit i hånden – at læse Gerners spekulationer i forbindelse med det, han – i god kosmologisk ånd – kalder for "det nye kredsløb". Gerner var sikker på, at det han indtil da havde oplevet i mødet med Martinus kosmiske verdensbillede "blot er en mikroskopisk indledning til noget stort". Det er let at identificere sig med Gerner i den situation, han her befinder sig i. Han retter sit blik fremad. Han ved at dette arbejde er fremtiden. Det har løst alle hans egne problemer og givet ham en mening med livet, hvor alt tidligere mundede ud i uretfærdigheder, meningsløshed og kaos. Tiden er antagelig inde til, at mange flere er modne for den samme løsning. At dette håb fik stærk næring ved Paul Bruntons tre måneder lange besøg på Instituttet er forståeligt. Paul Brunton var en verdensberømt forfatter. Hvis han blev interesseret i Martinus arbejde ville porten til den store verden være åben. Før Martinus litteratur er blevet oversat til og udgivet på et verdenssprog er hans tanker endnu ikke rigtig inkarneret i denne verden. Litteraturen er i overvejende grad en lukket verden, så længe den ikke er blevet iklædt den sproglige klædedragt, som majoriteten af jordens folk taler og læser. Nu ser Gerner muligheden for at arbejdet skulle kunne introduceres i den engelsktalende del af verden af en verdensberømt kapacitet, Paul Brunton.
Men – som vi ved – var det ikke meningen, at dette skulle ske netop da. Paul Brunton mødte Martinus, et møde som han værdsatte. Gennem mange samtaler med Martinus samlede han materiale, optegnelser og notater. Men de kom ikke til anvendelse. Martinus har senere fortalt, at Poul Brunton mistede alt det materiale, han havde samlet. Om det blev stjålet eller om det bortkom på anden måde, skal jeg lade være usagt, men tilbage står i hvert fald det faktum, at det blev væk. Det var altså ikke meningen, at Martinus på dette tidspunkt eller på denne måde skulle blive kendt i verden. I dag er det helt klart, at Martinus ikke skulle introduceres i verden gennem en anden kendt forfatter eller gennem nogen af sine elever. Han introducerer sig selv gennem sit samlede værk – "Det Tredje Testamente". Men hvem kunne forudse dette for enogtredive år siden?
I dag brænder samme længsel i mange menneskers bryst, som den gang i Gerners, om at Martinus litteratur skal komme ud på engelsk. Et stort arbejde er allerede gjort for at realisere dette ønske, men tilbage står endnu en del hindringer at overvinde. Men vi nærmer os nu målet. I denne forbindelse husker jeg en dansk talemåde, som siger, at: "blot man har tålmodighed, kan man blive konge af Sverige". Det er sandelig en kunst at være i kontakt med Guds plan, og en hjørnesten i denne kunstart er evnen til at kunne vente, dette at lade enhver ting komme til sin tid. Uden dette talent er vi prædestinerede til at møde skuffelser. Med disse tanker i erindring nærmer vi os nu den tid, som Gerner håbede stod for døren allerede i 1950. I dag prioriteres opgaven med at få udgivet Martinus arbejde på engelsk højt. Det er det næste virkelig store skridt på vejen mod det mål at gøre Martinus arbejde tilgængeligt og dermed kendt i verden.
Det er tankevækkende, at Gerner skriver at studiekreds arbejdet udgjorde forudsætningen for feriebyens tilblivelse. Ja, han taler om "et dynamisk og omfattende studiekredsarbejde". Betydningen af studiekredsarbejdet har forfatteren af disse linier i høj grad haft den lykke at få lov at opleve. Det er i de små grupper, hvor alle er aktive og arbejder med stoffet, at den virkelige forståelse dvs en dybere indtrængen i analyserne i særlig grad finder sted. Dette skal dog ikke forstås sådan, at denne metode er den eneste saliggørende. I de mindre grupper lærer man desuden andre interesserede at kende og får derigennem nye venner. Hvilken anden faktor end vore venner kan få en mere afgørende betydning for vor udvikling? Ved at deltage i studiekredsarbejdet får man venner, man kan dele sin interesse med. Derved opstår der gode muligheder for at komme til at opleve kosmologiens idealer som noget levende og personligt, som fungerer i kød og blod og ikke blot som et imaginært fænomen, således som mange kan opleve det, når de går alene omkring med deres tanker og følelser i omgivelser, hvor der ikke findes nogen åndelige interesser. Gennem studiekredsarbejdet tilgodeses også en regelmæssig tilførsel af åndelig næring, hvad der er forudsætningen for åndelig vækst. Det er derfor et meget vigtigt arbejde, der gøres på specielle områder i de forskellige studiekredse. Det er også meget ønskeligt, at mange flere af dem der er nået frem til at blive fortrolige med Martinus tanker, meddeler deres viden til nye interesserede. Det er igennem dette regelmæssige arbejde som medfører regelmæssige personlige kontakter, at indlæringen får virkelige vækstbetingelser. Det er dette, der gør studiekredsarbejdet "dynamisk" og sluttelig "omfattende", for at citere Gerner.
Noget, hvorover yngre læsere sikkert vil undre sig og hæve øjenbrynene, er Gerners kommentar til, at der fandtes alt for mange "fremmede" i feriebyen. Feriebyen besøgtes af mennesker, som ikke var tilstrækkeligt interesserede i analyserne. Gerner oplyser os om, at forholdene dengang var sådan, at mange virkelig åndeligt interesserede mennesker ganske enkelt ikke havde råd til at holde ferie i Klint. Der kom derfor gæster, som var mere interesserede i ferie end i studier. Gerner påpeger en vej ud af dette problem – som er ligeså aktuelt nu som dengang – nemlig gennem at hjælpe med til at øge antallet af abonnenter på KOSMOS. Det er naturligvis også målsætningen idag at gøre opholdet i Klint så billigt, at økonomien ikke skal udgøre nogen afgørende hindring for en virkelig interesseret i at besøge Centeret. Målet var klart, feriebyen skulle fyldes med virkelig åndsvidenskabeligt interesserede mennesker, for at dette sted fuldt ud skulle blive til det, den var bestemt til at være, "et lys på bjerget", som ikke kan skjules.
Vi skriver nu 1981. Det er otte år siden Gerner forlod det fysiske tilværelsesplan. Og i løbet af de sidste to år er også Martinus og Mogens Møller gået over til de åndelige verdener. Vi har netop oplevet den første sæson i Klint uden Martinus personlige nærværelse her på det fysiske plan. Mon ikke vi her kan tilslutte os Gerners konklusion: "Et kredsløb er fuldbyrdet"? Med Martinus overgang til det åndelige tilværelsesplan er skabelsen af litteraturen, dvs den nye verdenskulturs åndelige forudsætning, fuldbyrdet. Det er derfor glædeligt og helt konsekvent, at arbejdet i Martinus Center koncentreres omkring studiet af litteraturen.
En vandring gennem Martinus Center år 1981 viser, at det Gerner oplevede som en brist, nemlig at husene var befolket med mennesker, som ikke i tilstrækkeligt omfang var interesseret i analyserne, er et passeret stadium. Aldrig før har der været en sådan studieaktivitet som der er i dag. Når vejret tillader det, ser vi studiegrupper siddende i fri luft rundt om i hele centeret. Og i huse og lejligheder studeres tidligt og silde, man læser og forbereder sig til næste dags studiekreds.
Vi ser altså her et nyt kredsløb tone frem. Det kan jo være fristende at spekulere på, hvad dette nye kredsløb vil resultere i. Men eksemplet maner til forsigtighed. Mange tendenser kan dog skimtes. Studiet af litteraturen kommer til at udgøre en hjørnesten i det kommende undervisningsarbejde. Studiemetoder baserede på deltagernes aktivitet og vekselvirkning i grupper må udvikles og forbedres. En gradueret og differentieret studieplan må ligeledes udarbejdes og forbedres. Opgaven er kort og godt at udforme undervisningen, sådan at den på en inspirerende og formålstjenlig måde genspejler alt det, der indholdes i "Det Tredje Testamente". Dette udgør fremtidens hovedformål.
Vi befinder os i virkeligheden i dag ved indledningen til et lignende dynamisk tidsafsnit, som Gerner så tilbage på i 1950. Da var det feriebyens fysiske skabelse, som skulle realiseres. Nu er det opbygningen af de åndelige funktioner og samtidigt hermed en hensigtsmæssig tilpasning af Centerets fysiske udformning, der er målet.
En sæson er netop afsluttet. Den har indeholdt mange tendenser, som peger fremad. Det er klart, at kapaciteter som Martinus, Mogens og Gerner ikke kan erstattes som individer. Men Martinus har hele tiden forberedt denne situation. Det er litteraturen, det drejer sig om, – det er den der skal være i fokus for vor interesse. I forhold til den indtager alle vi, som arbejder med den, en og samme rolle – elevens. Det er vigtigt at have dette i erindring. Om man holder foredrag eller leder en studiegruppe, er vi alle elever i forhold til den verden, vi møder i analyserne. Vi må komme bort fra at sætte mennesker op på piedestaler. Det er skadeligt både for den, der bliver udsat for det, såvel som for den, der udløser det. Her kan studiearbejdet have en stor opgave at udfylde. I modsætning til foredragsformen bliver undervisningen ikke her en solopræstation, som netop kan stimulere til persontilbedelse. Her igennem kan der opstå en meget mere afslappet og friere samtaleform eller tone mellem alle, og en meget mere levende åndelig atmosfære bliver resultatet. Jeg synes, at der var mange tegn, som tyder på en udvikling i denne positive retning, i den sommer der er gået.
Sæsonen, der gik, indeholdt mange positive elementer. Centerets blotte eksistens, synes jeg, er et mirakel, et monument over, hvad der kan skabes af god vilje og indbyrdes kærlighed. År efter år stiller mennesker sig til rådighed og ofrer – eller rettere sagt – giver deres fritid og skabeevne til denne idé, for derigennem at gøre det muligt for andre mennesker at komme til dette sted og der møde livets højeste analyser, det evige verdensbillede. Martinus Centers eksistens vidner om tilstedeværelsen af den ånd, som vi ønsker skal vokse og blive fremtidens kultur, – en kultur som netop er en gavekultur.
Vi ser at Centeret er under forvandling. Alt skabt er under forvandling. Gamle former afløses af nye, nyt liv strømmer til og sætter sit individuelle præg på helheden. I nogle menneskers sind skaber de uophørlige forandringer, forårsaget af den evige skabelsesproces, en vemodets skygge ved mindet om det, der engang var, men som ikke længere er, andet end er refleks i det dyrebareste af alle skatkamre vi bærer med os – nemlig erindringen.
En vandring langs stranden og vi ser det samme skuespil, som Gerner beskrev og som han har haft så mangen lejlighed til at glæde sig over: "Bølgerne som kommer rullende i lange blide dønninger, der ligesom ånder ud i det sekund, de når strandkanten". I husene møder vi nogle velkendte beboere, som har været med siden starten og som også trivedes i de første hytter, der blev bygget på denne jord, nemlig ørentvistene! – En hel del detaljer er stadig de samme.
Men iøvrigt er Martinus Center på vej ind i en dynamisk periode præget af udvikling og forvandling. Målet er klart, en helårsskole, en international helårsskole, hvortil interesserede skal kunne komme og få en kvalificeret undervisning i Martinus kosmologi. – "Og vejen dertil"? Ja, den er sikkert – i lighed med den vej, som hidtil er tilbagelagt – kantet med stene. Men hvorfor ikke her slutte sig til Gerner, hvor han citerer det gamle mundheld, som siger: "Hvor der er en vilje, er der også en Vej".
RE
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige