Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Til Belysning af den Opløsningstilstand, som præger de aandelige Forestillingskrese, der ikke længere er i Stand til at virke livgivende og inspirerende, forekommer efterfølgende lille Artikel fra "Politiken" af 13. ds. mig værdifuld. Enhver studerende af Tilværelsens højeste Problemer vil netop i denne Tid igennem Pressen have rig Lejlighed til at iagttage, hvorledes den nævnte Opløsningsproces, der nødvendigvis maa gaa forud for en ny Erkendelses Fødsel, nu er saa fremskreden, at Begæret efter en ny Viden, paa disse for Bevidsthedslivet saa vigtige Omraader, begynder at tage Form, – noget enhver Dyrker af Martinus Arbejde kun kan betragte med Interesse.
 

Den unge kendte Præst, Pastor Poul Olesen fra Sønder Omme, en Søn af den afdøde Ribe-Biskop, har paa et Præstekonvent i Horsens holdt en Tale, der uden Tvivl vil vække Opsigt ogsaa uden for kirkelige Krese.

Pastor Olesen rettede i sin Tale et haardt Angreb paa de kirkelige Retninger, som han beskyldte for Snæversyn og kirkepolitisk Magtsyge.

– Skønnest ser man de kirkelige Retninger udfolde sig ved Bispevalget, udtalte han blandt andet, naar Tyrene føres i Ringen, inden Fløjtyren kaares. Af Indre Mission faar man bedst Indtryk, naar man læser et af deres mange Jubilæumsskrifter, der er forfattet af dem selv til Opbyggelse, men ogsaa glæder andre paa samme Maade som "Klods Hans" i sin Tid gjorde. Noget aandeligt Udtryk har Indre Mission ikke. Evangeliet har de forladt, og tilbage er kun Religionen og Moralen. Den Frihed, Indre Mission krævede for sig selv, da den var en ung Bevægelse paa Vej opad, vil den i Dag ikke yde andre kirkelige Retninger.

Og Pastor Olesen fortsatte det skarpe Angreb med at sige:

– Indre Mission er i Dag en Oldingebevægelse og har samme Fejl som alle andre Bevægelser, der er blevet gamle: de bliver absolute og utaalsomme over for anderledes tænkende og glemmer, at de kun er Tjenere i Kirken. Fra en folkelig Proletarbevægelse er Indre Mission blevet en Bevægelse for Manufakturhandlere, borgerlig, snobbet, umættelig i sit Magtbegær. Fra Indre Missions Prædikestole hører man nu kun lidt daarlig Psykologi, som selv Sigurd Næsgaard vilde skamme sig over. Hvad Indre Mission vil som folkelig Bevægelse, ved jeg ikke. Den har i hvert Fald ingen Betydning som aandelig Fører. Vedtages der noget paa Rigsdagen af Betydning for vort Folks aandelige Liv, møder Indre Mission op med Adresser og Deputationer. Hr. Flovmand ved jo altid bagefter, hvad han burde have sagt tidligere.

Om Grundtvigianismen hed det, at dens Forkyndelse havde tabt sin Kraft. Den er sunket ned til at være en Amøbe, der blot tager Form efter Omgivelserne. Til Slut sagde Pastor Olesen:

 

– Kirken har intet at sige Tiden. Den er ikke længere den faste Klippe i Tidens Brænding. Den bare er der og snakker med, men man hører ikke efter den. Kirken har i Dag kun to Muligheder: Bekendelse til nye Moder eller Reformation. De to, halvtredje kirkelige Retninger, vi har herhjemme, har for længe siden udspillet deres Roller. Vi venter nu kun af dem, at de gør deres Pligt at dø.