Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Forsidebilledet: Ved Indiens største stålværk, Tata Stålværk, i Jamshedpur (Bihar) er ansat 30.000 arbejdere, deraf flere tusinde kvinder. (Foto venligst udlånt af FN's informationskontor.)

 

Det arbejde, som disse tusinder af indiske kvinder udfører, er overordentlig strengt og tilsvarende hårdt arbejder millioner af kvinder og mænd verden over og opfylder dermed skabelsesberetningens ord: "I dit ansigts sved skal du æde dit brød". Denne situation er et bestemt trin i udviklingsspiralen og fælder ikke det egentlig dyrerige, idet dyrene ikke arbejder i deres ansigts sved. For dem gælder Jesu ord: "Ser til himmelens fugle, de så ikke og høste ikke og sanke ikke i lade, og eders himmelske fader føder dem" (Math. 6.26). Dyr finder instinktivt den rette føde og bygger deres enkle bo ligeledes pr. instinkt. Først på det tidspunkt, hvor væsenet begynder at anvende den gryende intelligens og instinktet tilsvarende degenererer forlader det de egentlige dyriske principper og erstatter efterhånden nogle af disse med menneskelige egenskaber og møder her de meget hårde livsbetingelser, som gælder i vor zone. Når de er begyndt at "æde af kundskabens træ på godt og ondt" uddrives de af "paradiset", som er det rene dyrerige, og dermed bliver "jorden forbandet".

Det nu meget primitive jordiske menneske søger i kampen mod naturens elementer at forbedre sin situation ved simple redskaber i sten, træ og senere metaller og tilvirker også primitive våben. Senere "opfindes" hjulet, og det medfører skabelse af de første vogne og enkle maskiner, som kan lette mennesket nogle af de tunge byrder. Men mennesket har stadig sved på panden og har det årtusinder eller årmillioner fremover.

Forbedrede maskiner fritager efterhånden mennesket for mere og mere af det groveste arbejde og de tungeste byrder. Og tager vi så et langt spring i udviklingen frem til idag, til teknikkens tidsalder, hvor automationen præger udviklingen, ser vi at den ene maskine fremstiller den anden, at robotter styrer maskiner, og at maskiner udfører arbejde hundreder eller tusinder af gange så hurtigt som mennesker og endog mere præcist, og alt dette bevirker at vi får megen fritid, samtidigt med at vi ved fabrikationen af en utrolig mængde forbrugsgoder får en forbedret levefod. Al den nye fremragende teknik er blevet et værktøj i den "dyriske" kamp om værdierne og er i virkeligheden med til overalt hvor den trænger frem med til at skabe et nyt problem eller et nyt "onde", nemlig arbejdsløsheden. Og når arbejdsløsheden er blevet et problem i hele den vestlige verden, hvor millioner af mennesker er afskediget, skyldes det jo udelukkende, at den fritid, der er opnået ved maskinernes hjælp ikke er blevet ligeligt fordelt på alle mennesker, men at nogle fortsat må arbejde på fuld tid, medens andre får permanent "fritid" og dermed bliver "arbejdsløse" og i mange tilfælde også indtægtsløse.

Arbejdsløsheden skyldes således den almindelige selviskhed eller en perverteret selvopholdelsesdrift – (for denne form for selvbevarelse er helt unødvendig i vor del af verden) – og selviskheden er ikke blot på arbejdsgiverens side, hvor han erstatter dyrt håndarbejde med billige maskintimer, men forekommer i lige så høj grad hos arbejderen, der ikke ønsker at dele arbejdet med andre og ikke ønsker en generel nedsættelse af arbejdstiden, så flere kan få andel i arbejdet og den dermed følgende indtjening. Nogen særlig dybtgående behandling af emnet er der ikke mulighed for her, men i virkeligheden skal man ønske den fuldkomne teknik velkommen, idet vi lettes for tungt, snavset, trivielt, monotont og farligt arbejde, og hvis vi stiller tingene lidt på spidsen må vi sige, at arbejdsløsheden faktisk er udviklingens mål, forstået på den måde, at den avancerede teknik efterhånden skal fritage mennesker fra praktisk taget alt fysisk arbejde, således at vi kun får nogle ganske få timers arbejde ugentligt hovedsageligt ved kontrol af maskiner og produktionens forløb. Den derved indvundne fritid skal så fordeles ligeligt, så alle får tid til at uddanne sig til kunstnere og alle former for kulturel aktivitet som litteratur, skuespil, maleri, åndsvidenskab osv og at sådan aktivitet vil blive alle menneskers hovedbeskæftigelse og ikke som nu nogle ganske få menneskers levevej og privilegium.

Martinus har i Livets Bog I, kap. 4 analyseret hele denne situation og skriver i stk. 109 følgende: "For at den samlede jordmenneskehed verden over kan eksistere, må den hver dag præstere en vis sum af arbejde. Ved hjælp af en maskine kan dette arbejde forkortes med ligeså mange menneskers arbejde, som denne er bygget til at erstatte. Hvis en maskine f.eks. erstatter eet hundrede jordmennesker, vil dette altså betyde, at disse hundrede individer bliver til rådighed for den øvrige jordmenneskehed, hvis samlede arbejdstid derved kan gøre disse hundrede jordmenneskers daglige arbejdstimer kortere. Da der over hele verden bliver anvendt maskiner i millionvis, og der stadig opfindes nye, er dette ensbetydende med, at den samlede jordmenneskeheds eksistensbetingelse er forkortet med millioner og atter millioner af jordmenneskers arbejdstimer og stadig forkortes endnu mere. Jordmenneskeheden har altså på basis af maskinerne fået et overordentligt fond af "fritid", som stadig er under vækst. Dette vil igen sige det samme som, at dens daglige arbejdsdag ikke alene kan forkortes, men at der også foruden den ugentlige "hviledag" kan blive flere "fridage" for hvert enkelt jordmenneske. Men da lediggængeri ikke er i harmoni med loven for tilværelse, vil det stadig gennem verden lyde: "I seks dage skal du arbejde, men på den syvende dag skal du holde hviledag". Dette vil altså sige, at det overskud af "fridage", der bliver for individerne, retmæssig ikke kan anvendes til lediggang. Men da der jo ikke er noget materielt arbejde på disse dage, må arbejdet blive af åndelig natur. Dette vil igen sige, at disse fri-materielle dage vil blive studiedage for individerne. Den kommende verdensøvrighed vil således oprette skoler og læreanstalter, hvor jordmenneskene på disse dage lovbefalet må studere kunst, videnskab, sprog, samfundsøkonomi, håndværk osv og således gratis blive uddannet i de særlige fag og felter, der af de enkelte individer selv måtte blive udpeget som værende i harmoni med deres særlige lyst, interesser og anlæg og derved komme i kontakt med loven for tilværelse, blive højnet til modtageligheden af "den kommende store fødsel". Således vil loven for tilværelse komme til at ske fyldest i den kommende verdensadministration. Men i vore dage, da denne administration slet ikke findes, er forholdene ganske naturligt nødsaget til at være det modsatte. Og med hensyn til maskinerne bliver vi ganske vist nok vidne til deres opfindelse og vidne til deres anvendelse, og vi bliver også vidne til den "fritid", de skaffer jordmenneskene; men her begynder modsætningen. Vi bliver nemlig vidne til, at denne "frihed" ligefrem udgør en underminerende "kræftsygdom" for selve jordmenneskeheden, idet den er identisk med det i den daglige tilværelse nu indtil trivialitet omtalte lediggængeri, som udtrykkes under begrebet "arbejdsløshed", der nu i stor stil breder sig i alle verdensdele. Da arbejdsløshed her betyder det samme som "subsistensløshed", bliver vi i vore dage vidne til, at maskinerne skaber subsistensløshed og går imod den guddommelige verdensplan, der, som vi lige har set, går ud på at lade maskinerne skabe en befrielse fra noget af det materielle tryk, der i form af groft fysisk arbejde endnu klæber ved jordmenneskehedens eksistens, ved hvilken befrielse de altså skal lette jordmenneskene adgangen til åndens eller den guddommelige videns regioner. Når vi skal finde årsagen til dette forhold, at maskinerne således endnu ikke er bragt frem til at fuldbyrde deres harmoni med verdensplanen, må vi atter tilbage til de omstændigheder, der endnu betinger, at retten ikke er forenet med magten, og at jordmenneskeheden eller dens samfundsøkonomi endnu udgør en kolos, der troner frem i kraft af dette, "enhver er sig selv nærmest", koncentreret i form af "privatinteressen", og således ikke i tilstrækkelig grad har fået udviklet det "blod" i sig, der i form af "fællesinteressen" skal binde den sammen til et forenet rettens legeme i renkultur."