Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Når man igennem en vis tid har tilegnet sig åndsvidenskabens tanker og ideer eller Martinus kosmiske analyser, kan man opleve at der ligesom opstår en slags tomrum, hvor man har følelsen af at man ikke rigtigt kommer videre. Og spørgsmålet er så, hvad man skal gøre, for at komme videre, fordi Martinus analyserer, som han selv udtrykker det, høj intellektuelle eller højpsykiske, hvilket kan være vanskeligt at få "bragt ned" så vi kan tilegne os dem på en sådan måde at vi er istand til at fungere ud fra dem, idet verden som vi oplever den, fungerer ud fra et lavpsykisk perspektivforhold. Og selv når vi indser, at den eneste måde hvorpå vi kan komme videre, det er ved at ændre os selv, så er spørgsmålet: hvordan?

Så længe vi er tilfredse med måden hvorpå vi er og vi måske endog forsvarer den, så forhindrer vi vores egen videre udvikling, for det er først når vi indser og ønsker at ændre os, at der virkeligt sker noget. Heraf ser vi, som i mange andre situationer, at vi selv er vores største begrænsning, hvorfor det er nødvendigt at vi forsøger at sætte os ud over den del af os som danner og udgør vort gamle Jeg, som vi har for vane at opleve ud fra. Og for at kunne sætte sig ud over ens gamle Jeg, må vi nødvendigvis først lære dette at kende, hvilket vil sige at vi må arbejde på selverkendelse (1). Som vejledning i dette arbejde er Martinus analyser en uvurderlig hjælp, idet de på forskellig måde påviser de verdener eller virkeligheder som vi oplever i og ud fra, og som vi kender som den fysiske verden, følelsesverdenen, tankeverdenen, osv (2), hvilket leder os over i at vi ud over at have et fysisk legeme også har tanker og følelser. Men kender vi vore tanker og følelser? Hvorfor tænker og føler vi sådan som vi gør? – kan vi spørge os selv. I denne forbindelse må vi huske på, at så længe vi hele tiden har vor bevidsthed rettet imod denne verdens timelige gøremål, hindrer vi os selv i at blive bevidst i vore tanker og følelser. Så det første vi må gøre er, at orientere og koncentrere vor bevidsthed om vore tanker og følelser og prøve at analysere dem.

Gør vi dette, kan vi se, at vores bevidsthed kan være bundet af og fanget i vores følelser, idet de kan holde vore tanker og bevidsthed fanget på en sådan måde, at de hele tiden kredser omkring den begivenhed som forårsager følelsen. Og samtidig hermed vil vi se og opleve igennem den pågældende følelse, der således kommer til at ændre og fordreje vor virkelighedsopfattelse, så der bliver tale om en illusion. Så man kan sige, at der er tale om en filtrering, hvor der bliver adderet eller subtraheret forskellige følelser, afhængig af hvilken følelse vi oplever igennem og ud fra. Vi kan se på nogle eksempler: Føler vi stor sympati for en person, vil vi også opleve denne person som værende positiv, idet vi vil være meget tolerante og forstående overfor vedkommende, hvorved vi lettere accepterer ting og handlinger, som vi hos andre mennesker måske ville fordømme eller ikke bryde os om. Men fordi vi har de pågældende kærlige følelser til vedkommende, så vil vi se og opleve personen igennem virkningerne af de pågældende følelser, hvoraf vi kan se at følelser virker og kan betegnes som filtre. Og herved oplever vi et filtreret følelsesbillede, der forårsager at vor oplevelse af virkeligheden ikke bliver virkeligheden, men et billede eller illusion bestående af de følelses- og tankebilleder som vi ser og oplever igennem. (3).

Nu kan man måske sige, at det ikke betyder så meget så længe vores oplevelse af virkeligheden bliver fordrejet af positive følelses-filtre – værre er det, når vi oplever igennem og ud fra negative følelser, fordi de negative følelser hører til blandt de største vogtere på vejen til selverkendelse. Nogle vogtere er større end andre, og atter andre er direkte vildledende, hvilket gælder for de negative følelser som vi føler os i vor gode ret til at have; det er de følelser der, som Martinus viser, kan rubriceres under "hellig vrede" og "retfærdig harme" (4).

For føler vi os i vor gode ret til at have og udøve negative følelser og handlinger, så har vi allerede fundet et forsvar for dem, hvorved vi automatisk filtrerer vor oplevelse, som da kommer til at afvige fra virkeligheden. Men ligemeget hvilken negativ følelse eller tanke vi oplever verden igennem, så vil dette tankeklima forårsage, at det vi oplever i vor bevidsthed bliver et fordrejet og filtreret billede, svarende til de følelser og tanker som vi oplever igennem. Er vi f.eks mistroiske overfor en person, så kan selv de uskyldigste og naturligste handlinger virke underlige og bekræftende på den mistro vi har, hvilket igen forstærker den filtervirkning som vi oplever igennem, hvorved vi selv forårsager den illusion som vi oplever verden igennem.

Som følge af at vi oplever verden som en illusion når vi ser den igennem vores følelses-filtre, kan man måske forledes til at tro, at det er følelserne der forårsager illusionen og det onde, men det såkaldte onde opstår i denne forbindelse ved, at vi ikke er vore følelser bevidst. For så længe vi ikke er vore følelser bevidst, ved vi ikke, hvad det er som forårsager og skaber dem, og så længe vi ikke ved, hvad det er som skaber dem, vil vi være underlagt dem. Så det første stykke henad vejen imod selverkendelse består i, at blive sine følelser bevidst.

Som nævnt kan vor tanke og bevidsthed og dermed vor intelligens fanges af følelser, men på den anden side kan vi ved hjælp af tanken, tænke over og "se på" vore følelser, fordi intelligensen eller intelligensenergien er, som Martinus viser i sine analyser, neutral i sig selv. Dvs, ønsker vi at blive vore følelser bevidst, da må vi bruge tanken som redskab til at undersøge følelserne med. Og for at der overhovedet sker noget i den retning, må vi bruge vor vilje til at det sker, på samme måde som vi må bruge vor vilje når og dersom vi ønsker en bestemt hændelse skal finde sted i den fysiske verden.

Men når vi skal bruge tanken som redskab, så er vi jo nødt til også at blive vore tanker bevidst. Eller sagt med andre ord, så må vi lære at få styr på tanken, så den ikke flyr hid og did – for betragter vi tanken, kan vi se, at den let springer både i tid og i rum! Lynhurtigt kan vore tanker skifte, fra det som er nu, til det som var i fortiden, og til det som måske vil komme i fremtiden, og tilbage igen, til det som er bag ved, og til det som er foran, osv. Når vi f.eks kører med bus eller tog eller er i andre situationer hvor tiden falder os lang, da vil vi være tilbøjelige til i tankerne at bevæge os helt andre steder hen, og ofte er vi end ikke bevidst at vi gør det. På vej hjem fra arbejde kan vi sidde og tænke på det ene og det andet angående ting og begivenheder derhjemme, som kan ske, som skal ske, eller som eventuelt kunne være sket, idet vi oftest ikke er disse tanker særlig bevidst. Spørger vi en person, som sidder i sådanne tanker: "Hvad tænker du på?", vil man som regel få svaret "ikke noget", fordi, i det øjeblik vedkommende retter sin bevidsthed tilbage imod den fysiske verden, forsvinder tankerne hurtigere end duggen for morgensolen. Så for at blive vore tanker bevidste, må vi koncentrere os om de tanker som angår det vi oplever i nu'et, hvorfor vi må koncentrere os om at leve i nu'et.

Da det er i nuet vi er bevidste, må vi, for at vi kan blive vore tanker bevidste, leve i nuet, hvorfor vi må have vor opmærksomhed på og ved det vi beskæftiger os med, ved at vi bevidst tvinger vor bevidsthed til at være koncentreret derom. For er vi ikke koncentreret om een ting, da er vi jo nødsaget til at have vor opmærksomhed delt imellem to eller flere ting. Ja, når vi ser nærmere derpå opdager vi, at vi kan have meget vanskeligt ved kun at gøre een ting, idet vi ofte automatisk foretrækker at gøre to eller flere ting samtidig. F.eks er det ikke ualmindeligt at vi kan se mennesker både spise og læse på een og samme tid. Men ikke nok med det; nogle mennesker finder endog behag ved samtidig at høre radio og føre samtale, hvorved de kommer til at dele koncentrationen imellem tre eller fire forskellige ting. Men når vi deler koncentrationen imellem flere forskellige ting, må graden eller dybden af koncentrationen nødvendigvis blive reduceret i tilsvarende grad, hvorved også vor bevidsthed om den enkelte oplevelse bliver tilsvarende reduceret. Og heraf kan vi se, at så længe vi finder behag ved at fylde vor bevidsthed med flere forskellige impulser på een og samme tid, da kan vi ikke blive vore tanker bevidst, hvoraf det ses, at for at lære at styre vore tanker, er det nødvendigt at vi kan koncentrere os om een ting ad gangen, hvilket vi gør bedst ved, bevidst at søge at undlade at gøre mere end een ting ad gangen.

Når der er noget som interesserer os, da samler og koncentrerer vi automatisk bevidstheden og tankerne om det pågældende, og når vi skal lære noget nyt, er det ligefrem nødvendigt at vi koncentrerer os derom, og dette forhold gælder naturligvis også med hensyn til kendskabet til vore egne tanker og følelser. Vi må således skaffe os A-viden angående vore tanker og følelser, for det er kun igennem og ved hjælp af viden og erfaringer, at vi bliver istand til bevidst at handle derefter. Og når vi så har samlet en så stor mængde viden og erfaring, at vi handler bevidst derefter, idet vi sætter vor vilje ind på at det sker, da er vi nået til det stadie som Martinus betegner som B-viden (5). Og ved gentagen repetition, idet vi bevidst arbejder dermed, vil vi på flere og flere punkter gå fra A-viden til B-viden, idet vi bevidst og viljemæssigt handler ud fra den viden vi har om vore tanker og følelser. Så vi ser, at det første vi må gøre er, at skaffe os viden om vore tanker og følelser, og vi er jo selv den, som er nærmest ved kilden til vore tanker og følelser. Ja, vi er så nær ved at vi befinder os midt i vore egne tanke- og følelsesklimaer, hvorfor det kan være vanskeligt at se og erkende hvilke farver de har. Vi oplever således ved og igennem vore tanker og følelser, som derved kommer til at virke som filtre, på samme måde som vi oplever igennem filtre eller "farvede briller", når vi betragter fænomenerne i den fysiske verden (6).

Vi ved fra den fysiske verden, at det er nødvendigt med en vis orden, for at vi kan eksistere og trives i den, thi var alt rod og uorden da ville vi ikke eller kun vanskeligt kunne handle ud fra den. Og dersom der ikke er orden i vor verden, da må vi, for at kunne fungere i den og udrette noget, først rydde op. For så længe vi ikke ved hvor tingene er og hvad det er for nogle ting vi har, da er det ikke muligt for os at gøre noget bevidst eller viljebestemt. Dette gælder i den fysiske verden, men det gælder også i tanke- og følelsesverdenen. Så derfor må vi, før vi kan fungere bevidst i følelses- og tankeverdenen, først begynde at "rydde op" i vore følelser og tanker.

Når vi rydder op i den fysiske verden, tager vi bevidst stilling til og foretager en bevidst vurdering af de ting vi skal rydde op iblandt. Og selv om vi befinder os et sted som vi kender godt, og også kender de ting som findes der, så vil det ikke være muligt for os at rydde op eller finde rundt, så længe der er mørke i rummet. Vi er nødt til at have lys for at kunne orientere os, men hvordan finder vi eller skaber vi lyset i vor følelses- og tankeverden? Ja, for at finde "derind" må vi, som vi har set, først rydde op hvilket vil sige, at vi bevidst må se på de tanker og følelser som vi oplever, da de er nærmest lyset fra vor bevidsthed, eller sagt med andre ord, så må vi se på og vurdere de tanker og følelser som vi lever i og ud fra.

Men for at kunne vurdere noget, må man have noget at vurdere ud fra, ligesom lyset kun erkendes på baggrund af mørket, og her er vi så "heldige" at vi af Gud eller Forsynet har fået givet livsmysteriets løsning i form af Martinus kosmiske analyser, hvor der på logisk måde bliver vist, det store facit: "Alt er såre godt" (7). Og den "baggrund" vi får for vores vurdering bliver således kærligheden, som vi da i form af alkærlige tanker og følelser bevidst må søge at tilegne os mere og mere, for kun derved kan vi bevidst se sandheden bag vore tanker og følelser. Vi er blevet givet de fuldkomne tanker og følelser der, som også Jesus sagde: "Du skal elske din Gud over alle ting, og din næste som dig selv" (8), må danne baggrunden for det mentale billede som vi søger at handle ud fra. Og med disse tanker i "baghovedet" kan vi altid se og vurdere hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Som vi har set, må vi først rydde op i vore tanker og følelser før vi kan blive bevidste i vore tanke- og følelseslegemer. Og samtidig med at vi rydder op, vil lyset fra vor bevidsthed trænge længere og længere ind i disse åndelige verdener, og da vi véd hvilket lys der danner baggrunden og således findes derinde, kan vi trygt rydde op, når vi handler på baggrund af næstekærligheden, der giver sig til kende i mange forskellige grader og former: sympati, tolerance, hjælpsomhed, forståelse, osv.

For at vi kan lære vore tanker og dermed os selv at kende, er det nødvendigt at vi også kan styre og standse tanken, på samme måde som vi også må standse en hest før vi kan bruge den til at føre os derhen hvor vi vil, for indtil vi får den standset og kontrol over den, vil den føre os dertil hvor den selv vil. Og et første led i at få kontrol over sine tanker, er, at vi bliver bevidste i vor skelneevne imellem det som er væsentligt og det der er uvæsentligt. Fordi så længe vi tænker og taler "plidder-pladder", vil vi udfylde vor bevidsthed dermed, og så længe vi vedbliver med dette, vil vi virke som mental støjsender for os selv (og for andre). Derfor må vi bevidst se på og vurdere vore ord og tanker. Er de væsentlige eller uvæsentlige? kan vi spørge os selv. Og vi ser da, at svaret er relativt, idet det afhænger af det udsigtspunkt eller perspektivforhold som vi ser og oplever ud fra (9). F.eks kan vi, når vi ser og oplever ud fra det materialistisk bundne menneskes perspektivforhold, føle os som eet med den timelige materie som danner vor fysiske krop, føle os som dødelige væsener der er underlagt døden, og hvor vi ser og oplever ud fra et enkelt jordliv, der kommer til at udgøre hele vor oplevelsesramme, eller vi kan, som Martinus viser os, bevidstgøre os ud fra vort Jegs udødelighed, hvor vi ser os selv som evige og skabende væsener (10), der via karmaloven er vores egen skæbnes ophav (11). Og, at vi vil opleve den samme ting forskelligt, alt efter hvilket af disse perspektivforhold vi ser og oplever ud fra, er selvfølgeligt, og viser os at det er nødvendigt at vi får kendskab til os selv, på en sådan måde at vi bliver bevidste om, hvad det er for et perspektivforhold vi oplever ud fra.

For kun på denne måde kan vi ændre vores nuværende perspektivforhold til et mere fuldkomment og alkærligt, hvor smukke og harmoniske tankeklimaer er færdigudviklet som C-viden og dermed automatfunktion (12), så vores bevidsthed kan frigøres og rettes imod andre ting og gøremål.

Men selv om dette mål ligger forude på vores vej gennem livet, kan vi allerede nu prøve og øve os i at tilegne os de gode og kærlige tanker. Og for at arbejdet ikke skal forekomme alt for uoverskueligt kan vi sætte os del-mål, hvilket f.eks kan være: altid kun at gøre een ting ad gangen; være bevidst omkring at beskæftige sin tanke og tale med væsentlige ting, osv. At vi i begyndelsen kun delvist kan leve op til disse ting, må ikke foranledige os til at give op; som børn måtte vi også kravle en tid før vi lærte at gå.