Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Martinus analyser, hans kosmiske kemi, ja, hele det endelig og fuldkomne verdensbillede, er det ikke muligt at tilegne sig pludseligt eller på et kort åremål, – det er en livslang proces, og ikke blot det – det er et studium, der kommer til at strække sig over flere liv. Og dermed bliver vore liv her i den fysiske verden undervisning og kun undervisning. Det er "kosmisk kemi" med demonstrationer.

Skønt vi lever i en ragnaroks-periode går udviklingen – for den enkelte såvel som for samfundet – meget langsomt, også selvom nogle kan føle det som om det går alt for stærkt, måske fordi de selv befinder sig i en tilstand af midlertidig forceret udvikling. Livsoplevelserne strømmer til tider ind på os i et sådant mål, at vi ikke rigtig når at "fordøje" eller forarbejde den ene oplevelse, før den næste rammer ind i vort oplevelsesfelt, og derved påvirker vor sindsstemning som behag eller ubehag. De behagelige indslag modtager vi med taknemlighed (nogle modtager dem som en selvfølgelighed), medens det, der skaber ubehag for os, straks kan være vanskeligere at kapere eller anskue positivt. Det er i virkeligheden her den allervigtigste og samtidig den allersværeste opgave ligger for det moderne menneske, deri at lære at se al oplevelse, behagelig såvel som ubehagelig, som belæring, som en positiv eller kærlig håndsrækning fra Forsynet.

En samtale, som jeg havde med Martinus nogle få uger, før han forlod os, omhandlede netop disse problemer. Han sagde blandt andet: "Det drejer sig hele tiden om at forstå, at man får sit eget tilbage, – og når man får sit eget tilbage og man ikke er tilfreds med det, – ja, så må man lave det bedre. Ja, – sådan er det – lige ud ad landevejen", sagde Martinus med en lille latter. Han sammenlignede vor livsoplevelse med vejrliget og de klimaændringer vi kommer ud for, og viste hvordan man mod det ubehagelige mentale klima kan anvende en "paraply" som man kan det mod regnvejr. Denne "paraply", man kan beskytte sig med, er det at "man ikke skal regne med, hvad de andre siger, men skal på en måde være ligeglad".

At andre er krakilske og siger grimme ting, det skal man jo tage let på, fordi det er ikke noget, der har med virkeligheden at gøre. Over for den mindre "regn" kan man altså have en "paraply" (dvs en vis ligegladhed), men overfor de større ting, – da er det bare med "at bekæmpe det". Og for Martinus betyder "at bekæmpe det" selvfølgelig ikke at man skal forsvare sig, for så siger han videre: "Hvis der er en, der hader en, så må man jo bare tænke godt på ham eller hende. Man kan godt sende sine kærlige tanker ud, selvom de andre sender onde tanker mod en, og det er det man bliver rask af. Men det er de onde tanker man sender ud, der skader. Kristus siger det jo sådan: "ikke det, som går ind i munden gør mennesket urent, men det som går ud af munden, dette gør mennesket urent" (Math. 15,11-20). Det er derfor den måde, man tager tingene på, – det er den affekt andre kan sætte en i, – den affekt de kan indgive en, – der svækker legemet, – der angriber kroppen, – der angriber hjernen, – der angriber humøret. Og så er det jo klart, at hvis det ikke bliver bekæmpet, – hvis man derimod bliver nedtrykt og tror man er en martyr, så er der ingen lægedom for det. Man skal bare være ligeglad, og jo mere man kan hæve sig op over ubehagelighederne, jo mere rask bliver kroppen", sagde Martinus.

Når Martinus her siger, at man blot skal være ligeglad, mener han naturligvis ikke, at man skal behandle sine medmennesker eller andre levende væsener med ligegyldighed eller have en afvisende holdning, men derimod at man skal værdsætte og elske det levende bag udtryksformen, og at ens gudsdyrkelse sluttelig skal blive dette at "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv". Og alle ting betyder her vor næstes ord, handlinger og væremåde overfor os. Vi skal se bort fra disse ydre ting og altså være ligeglade hermed og elske mennesket bag handlingerne helt uafhængigt af om disse afføder behag eller ubehag hos os. Herom skriver Martinus klart i Livets Bog III stk. 703/4: "Vi vil således aldrig i noget som helst tilfælde kunne se Guddommen uden igennem "næsten" og aldrig opleve "næsten" uden at være stedet overfor Guddommen. "Næsten" er vore egne mikrovæsener, "næsten" er det væsen, i hvis organisme vi selv oplever dagens lys, "næsten" er det væsen, der forfølger og hader os, såvel som det er det væsen, der elsker og beundrer os. "Næsten" er et hvilket som helst væsen, der måtte komme indenfor vort sanseområdes rækkevidde. Ved at elske denne "næste" over alle ting, elsker vi Guddommen over alle ting. (704) Disse ting, vi således skal elske vor næste over, er alle foreteelser, der kommer ind under begrebet "skabte ting". Det bliver derved synligt, at det er det levende væsen bag manifestationerne, der skal ekskes over manifestationerne. Disse kommer altså i sidste række. Det, et levende væsen kan skabe, skal således ikke være det førende i vor kærlighed til næsten, thi så er det disse skabte ting, vi elsker mere end næsten. Næsten skal jo elskes over tingene. Hvis tingene er bestemmende for vor kærlighed til næsten, vil kun de store genier og fremragende kunstnere, der kan skabe eller frembringe vidunderlige ting i kulminerende intellektualitet, blive elsket, medens den mindre begavede eller det væsen, der kun har en lille spæd og fattig skabeevne, vil blive fuldstændig ignoreret af os. At elske sin næste ganske uafhængig af tingene, uafhængig af hans udseende og frembringelser, er at sætte denne næste over tingene, det er at "elske Gud over alle ting". Og det er denne form for sympati eller stille kærlighed, der udgør dette at dyrke Gud i "ånd of sandhed"." (citat slut)

Vi skal med andre ord ikke lade os anfægte af andres adfærd, ikke hænge os i de enkelte ubehagelige handlinger, der overgår os fra vore medmenneskers side, for disse handlinger er jo blot enkelte bogstaver i livets eller Guds tale til os. Bagved disse enkelte bogstaver, der tilsammen danner ord og sætninger, ligger der en hensigt, og det er denne hensigt, meningen bag bogstavformen, der, når vi udvikler os til det, kan opleves som en daglig korrespondance med Gud.

Martinus siger i Livets Bog III, stk. 753: "I livsmysteriets løsning mødte vi således den virkelig levende sande Guddom og dennes særlige bevidsthedsudfoldelse overfor os samt vor egen tilbagereflektion på denne udfoldelse. Vi oplevede, at vort liv var en personlig korrespondance med Guddommen. Ja, vi fik lagt grunden eller fundamentet til, at denne vor korrespondance med Guddommen eller det, vi kalder vor skæbne, kan begynde at blive en levende bevidst samtale med denne vor evige Fader og hele vor tilværelse dermed blive et bevidst personligt samvær med ham, kan blive en levende gensidig tankeudveksling, der er ligeså personlig og levende som den, der finder sted mellem en almindelig fysisk fader og søn. Ja, vi fik åbnet adgangen til at leve personligt sammen med Guddommen på en måde, som vi ellers kun plejer at leve sammen med vor næste. Guddommen blev endog synlig i kød og blod, idet vi opdagede, at han netop var denne vor næste, og at hans røst, hans tale til os, hans kærlighed, opdragelse og undervisning såvel som underholdning udelukkende kun kan manifesteres igennem denne næste.... Vor næstes sanser er de absolut eneste igennem hvilke Guddommen overhovedet kan sanse eller fornemme vor eksistens, ønsker og længsler. Det, vi gør imod vor næste, gør vi som før nævnt imod Guddommen. Og det, vi gør imod Guddommen, kan han ikke undgå at svare os på", (citat slut)

Andres behagelige og måske især de ubehagelige udsagn og handlinger er sådanne svar, der beliver vor tankevirksomhed, – der gør bevidstheden reaktionsdygtig og selektiv, giver den næring og vækst. Og det er derfor også rigtigt, når Jesus refererer til Mosebogen og siger: "Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår igennem Guds mund" (Math. 4.4).

Anskuet på denne måde, er alle påvirkninger, af hvad art de så end er, behagelige såvel som ubehagelige, de mest glædelige og inspirerende og de ondeste eller mest pinagtige, med til at danne bevidsthed, ja, skaber i sidste instans alvidenhed. Alle de mørke og lidelsesfyldte erfaringer vil danne den nødvendige baggrund for oplevelsen af lyset, glæden, lykken og harmonien i tilværelsen og medføre, at vi engang i fremtiden bliver "eet med Gud", og det vil sige, at vi har en sådan alsidig viden og praktisk væremåde, at vi behersker alle bevidsthedsenergierne, således at vi som automatfunktion udelukkende skaber harmoni i og omkring os. Men før vi kommer så langt må vi opøve et talent for tilgivelse og om nødvendigheden heraf forklarede Martinus også en del i den førnævnte samtale. Han sagde bl.a. at Jesus jo ikke havde givet egentlige påbud i lighed med Moselovens ti bud, og når han f.eks havde udtalt om tilgivelsens nødvendighed og udstrækning og sagt: "Jeg siger dig, ikke indtil syv gange daglig, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange", – så var det fordi han havde fået stillet et spørgsmål herom, men – sagde Martinus: "Han sagde også: "Elsker eders fjender, velsigner dem, der forbander eder, gøre godt mod dem, der hader og forfølger eder", – se, det er jo vejen til sundhed, og det er ikke bare vejen til sundhed, men det er vejen til kosmisk bevidsthed. Hele tiden er det faktisk om at undskylde de andre. Hvis man hele tiden arbejder med at undskylde, så bliver man i kontakt med Gud, – så er man i kontakt med livet. Ja, man kan måske nok sige, at det undskylder ikke og afbøder ikke virkningerne, men det er også livet, der skal sørge for det. – Når man får en karma tilbage, så skal man ikke sørge for at give karmaen tilbage til dem, som bragte en karmaen, – så er vi jo lige vidt. Man skal næsten være glad for at man har fået karmaen tilbage", – sagde Martinus.

Vi skal altså lære at tilgive og det vil sige, undlade at reagere negativt på andres ufærdige sider, og vi må søge at være glade og taknemmelige for at få vor karma tilbage, for den giver føde eller næring for sjælen eller bevidstheden. Og dermed får den femte tankekoncentration i bønnen "Fader Vor" en ekstra dimension, idet dens ordlyd: "Giv os idag vort daglige brød" ikke blot kommer til at omfatte alt det, som hører med til at opretholde vor fysiske organisme og skabelsen af rent fysisk velvære, men at vi tillige denne dag må få åndelig næring i form af de oplevelser, den medgang eller modgang, der giver nyt liv til vort sind, – en sådan mental berigelse, som gør at vi trives rent sjæleligt og på den måde kommer nærmere til vort ideal eller foreløbige mål: at blive alkærlige, – at blive et menneskeligt eller rigtigt menneske.