Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der tales i dag meget om den miljøforurening, vi forårsager i vore fysiske omgivelser. Og det er godt det samme. I mange år forurenede vi blot uden at tænke dybere over det og uden at tale om det. Vi forurener stadig, men forureningen har nu nået et niveau, hvor de fleste er klar over, at det ikke kan fortsætte på denne måde, og hvor mange derfor er begyndt at tænke i andre baner for i det mindste at begrænse forureningen, mens andre igen er gået mere aktivt ind i bekæmpelsen af det om-sig-gribende sløseri.

Da der således fra mange sider gøres opmærksom på denne form for forurening og dens skadelige virkninger, er det ikke den, der skal behandles her, men derimod en endnu næsten ukendt (eller i hvert fald stort set upåagtet) form for forurening af en ikke-fysisk art hidrørende fra det enkelte tænkende menneskes ukontrollerede tankeverden – en forurening som involverer såvel det enkelte individs indre fysiske og psykiske strukturer som dets omgivende atmosfære. Denne form for forurening er efter alt at dømme meget udbredt, og da den ikke på nogen måde kan betragtes som værende mindre farlig (mindre skadelig) end de forureningsformer, man længe har vist betydelig interesse, kan det blive af overordnet betydning at begynde at beskæftige sig med såvel dens bekæmpelse som med dens forebyggelse.

Men da man ikke kan forvente at opnå væsentlige resultater i nogen form for forureningsbekæmpelse, medmindre man forud har foretaget en undersøgelse af, hvilken form for forurening man står overfor, vil det være nødvendigt, også hvor der er tale om forurening, opstået i vor tankeverden, at begynde at skaffe sig viden om, hvad det egentlig er, der her er tale om. Hvorfor nogle tankeklimaer er så harmoniske, at ingen vil kunne betegne dem som forurenende, mens andre er så uharmoniske, at de virker stærkt forurenende (omend forureningen er umiddelbart umålelig). Det er nødvendigt at skaffe sig viden om, hvad vore tanker består af, hvilke stoffer de er opbyggede af, og hvorfor administrationen af dem er så vanskelig. Først da kan man begynde at forstå, hvorledes forureningen opstår, og hvor alvorlig den er. Og dernæst kan man så begynde at overveje, hvad der eventuelt kan gøres for at forebygge og bekæmpe den.

To hele bind – mere end 900 sider – af Martinus hovedværk Livets Bog er afsat til emnet: Kosmisk Kemi. Martinus definerer begrebet "kosmisk kemi" som læren om de overfysiske stoffers reaktion. Det er læren om de fysisk usynlige materiers eller stoffers særlige egenskaber og reaktionsevne – de stoffer som bl.a. danner vore sjælekræfter og som vi gør brug af i hele vor mentale udfoldelse, i hele vort tankeliv. Martinus påpeger, at disse stoffer – de kosmiske kemikalier – i virkeligheden er identiske med de fysiske stoffer, men blot forekommer i en så lidet fortættet form, at de helt unddrager sig fysisk sansning og derfor bliver uhåndgribelige.

Den "kosmiske kemi" omfatter, foruden beskrivelse af de enkelte stoffers specifikke egenskaber og mange eksempler på resultater af forskellige blandinger, også anvisninger på, hvorledes man lærer sig at administrere stofferne, lærer at kombinere dem på den rette måde, for at et bestemt resultat kan fremstå. Imidlertid kan de love, disse kosmisk kemiske processer er underlagt, ikke nærmere behandles i en kort artikel, hvorfor der må henvises til Livets Bog med hensyn til et nærmere studie.

Der forskes intensivt i de kendte forureningsformers mulige årsager til mange sygdomme, bl.a. kræftsygdomme. Men i diskussionen omkring miljøbetingede kræftsygdomme er der vistnok blandt forskerne enighed om, at der trods megen forskning og betydelig viden stadig er mange ubesvarede spørgsmål med hensyn til mekanismen bag de forskellige kræftformers opståen. Og man kan ikke lade være med at tænke på, at det kan være fordi, der eksisterer en forureningsfaktor af enorme dimensioner, som man endnu ikke har erkendt, men som er skjult tilstede i større eller mindre grad, udøvende sin egen skadelige virkning, alene eller sideløbende med de mere kendte kræftfremkaldende og kræftfremmende faktorer, og hvis sygdomsfremkaldende "mekanisme" kan vise sig at være af en særegen natur på grund af forureningens specielle natur. Måske vil man også en dag komme frem til, at alle kræftsygdomme er "miljøbetingede", hvis man indregner i miljøet de interne forhold, som den enkeltes tankeklimaer tilvejebringer, og som endnu er ganske uudforskede. Indtil da forekommer det interessant, at der i diskussionen omkring årsager til kræftsygdomme fra forskerside fremsættes tanker om, at måske spiller både livsstil og personlige vaner undertiden en større rolle for en sygdoms opståen, end selve arbejdsmiljøet, og tanker om, at nogle individer måske er mere følsomme overfor både kræftfremkaldende og kræftfremmende faktorer end andre. Det er interessant fordi netop de individuelle forskelle i følsomhed forekommer umiddelbart indlysende på basis af Martinus kosmiske analyser. Og når forskerne allerede en tid har været på sporet af disse forhold uden at kunne klarlægge den egentlige årsag til, hvorfor det måske forholder sig således, er det blot et af mange eksempler på, hvor påtrængende det synes at være, at naturvidenskaben får inddraget et åndsvidenskabeligt aspekt i sin forskning.

Martinus analyserer bl.a., hvorledes "negative" tanker kan virke overordentlig forurenende og derfor også sygdomsfremkaldende hos den, der producerer eller skaber tankerne, idet vore tanker opmagnetiserer vort blod og således når rundt til samtlige mikroindivider i vor organisme. Graden af vore tankers disharmoni, dels i forholdet til universets alkærlige grundtone, dels i forholdet til den "grundtone", som behersker vor egen fysiske organisme, og som har noget at gøre med mikroindividernes udviklingstrin i denne organisme, vil være en afgørende faktor for, hvor store skader der voldes i organismen – hvor alvorlige sygdomme, der eventuelt opstår. Depressive tanker over en længere periode, bekymringer, vredesudbrud, tanker fremkaldt af dybtgående skuffelser og lignende, nævnes af Martinus som eksempler på tankeklimaer, der bl.a. kan fremkalde kræftsygdomme.

Det er helt klart, når man ser sig omkring, at mange mennesker betjener sig af overordentlig grove tankeklimaer. Deres ord og handlinger afslører dette. Og man kan da undre sig over, at det måske ikke i første række synes at være sådanne mennesker, der bliver ramt af kræftsygdomme, men oftere måske mere følsomme og mere stilfærdige mennesker.

Men hensyn til specielt visse tankeklimaers sygdomsfremkaldende virkning i organismen, er det ud fra Martinus kosmologi også klart, at der må eksistere en individuel følsomhed overfor den påvirkning, tankerne forårsager.

Mennesker med en meget robust tankeverden vil ofte også have en generel ret så robust levevis gennem f.eks. ernæring ved døde dyrekroppe, suppleret med indtagelse af megen alkohol og "nydelse" af store mængder tobak (og måske medicin), forstærket i sin virkning gennem manglende påpasselighed med (eller manglende mulighed for) søvn og hvile. En fysisk organisme, der er underlagt sådanne livsbetingelser, vil altid være en eftertragtet verden for mikrovæsener af en tilsvarende robust og lidet fintfølende art – for mikrovæsener på et udviklingstrin og med et bevidsthedsniveau, som svarer nogenlunde til makrovæsenets. Og de mikrovæsener, der ønsker at inkarnere i en sådan krop, fordi de der kan opnå ideelle livsoplevelsesmuligheder, kan naturligvis ikke antages at være specielt følsomme overfor de barske tankeklimaer, som deres makrovæsens bevidsthed eventuelt mere eller mindre permanent måtte være gennemsyret af. Man kan tværtimod sige, at der eksisterer en form for indbyrdes balance mellem et sådant menneskes fysiske organismes robusthed og samme væsens robuste tankeklimaer.

Anderledes forholder det sig med de mikroindivider, som i kraft af loven for tiltrækning har "valgt" deres livsoplevelse i en menneskelig organisme opretholdt på basis af en langt mere forfinet og mindre tilfældig levevis – hos et menneske, som bl.a. er ophørt med animalsk ernæring, som ikke fylder sig med skadelige drikke, som ikke ryger, og som i det hele taget bestræber sig på hensynsfuldhed både i forholdet til de mikroindivider, hvis velbefindende og sundhed er en betingelse for dets egen sundhed og velbefindende, og i forholdet til omgivelserne iøvrigt. Mikroindivider inkarneret i en sådan organisme, dannende dens organer, celler og endnu mindre enheder, må ud fra Martinus analyser antages at være endog meget lidt modstandsdygtige overfor påvirkninger (livsoplevelser), som er af en langt grovere karakter, end hvad de tilstræbte ved inkarnationen. Der er også her tale om en indbyrdes harmoni mellem makrovæsenets og mikrovæsenernes sarthed – en harmoni, som ikke ubetinget tåler at blive brudt, hverken på en voldsom og pludselig måde (som ved vredesudbrud) eller på en mindre voldsom, men mere langvarig måde (som ved længerevarende bekymringer og depressive mentale tilstande), uden at det kan medføre store forstyrrelser i den fysiske organisme, forstyrrelser der kan vise sig som sygdomme – herunder også kræftsygdomme.

Ganske vist vil et menneske med ovennævnte levevis normalt også betjene sig af "fredelige" tankeklimaer af en overvejende positiv art. Og dog kan det være vanskeligt helt at beskytte mikrovæsenerne i organismen mod ubehagelige virkninger forårsaget af tankeklimaer. Den verden, vi lever i her og nu, er ikke just for de sarte. Vi udsættes dagligt – hvis vi tager del i livet – for konfrontationer med alle mulige og umulige situationer, som vi er tvunget til at tage stilling til efter bedste evne. Specielt vil en del mennesker af den sidstnævnte type ofte have en veludviklet retfærdighedssans, som kan være årsag til, at de må tage ret kraftig afstand fra mange af dagligdagens foreteelser, ligesom det ofte vil være humant indstillede, følelsesdominerede mennesker, som kan blive både dybtgående bekymrede og måske ligefrem depressive over den almindelige udvikling i verden i dag – og specielt over det ocean af mangeartede lidelser, som det altid vil være muligt for den opmærksomme at iagttage – hvis de ikke har haft mulighed for at få denne udvikling belyst i en større sammenhæng på en for dem tilfredsstillende og beroligende måde.

Der er derfor god grund til at advare de mennesker, hvis organisme opretholdes af højtudviklede og forfinede mikrovæsener, mod at reagere alt for voldsomt på denne verdens tilsyneladende uretfærdigheder og andre ulykkelige forhold, idet de i højere grad end andre løber en risiko for, at de tankeklimaer, som støtter de eventuelt voldsomme reaktioner, vil virke tilsvarende voldsomt forgiftende på de sarte mikrovæsener og skade disse på en måde, som gør udvikling af en alvorlig sygdom mulig. Selv om disse tankeklimaer – hvis man forestiller sig, at der kunne foretages en mere nøjagtig måling af dem – måske ikke er nær så "grove" som de tankeklimaer, der til stadighed gennemsyrer det mere robuste menneske, kan den skadevirkning, de forvolder i organismen, blive stor, fordi der er tale om en langt højere grad af følsomhed overfor påvirkningen, og fordi der reelt er tale om en større forskydning i det indre balanceforhold.
 

Advarsel alene er dog ikke til megen hjælp, hvis der ikke samtidig kan anvises konstruktive forslag til, hvordan man kan lære at undgå de mest uhensigtsmæssige reaktioner på denne verdens fortrædeligheder, idet det naturligvis ikke er meningen, man hverken skal undlade at tage del i livet som helhed eller undlade at rette sin opmærksomhed mod den udvikling, som foregår. Men det vil nu, takket være det omfattende materiale Martinus overlader os som arv, være indenfor rækkevidde for en del mennesker at begynde at studere Guds plan med både vor klode og dens mange væsener – og analyserne over de forstadier til den færdige plan, som vi befinder os i netop nu – og gennem sådanne studier nå frem til en ændret forståelse af de nuværende kaotiske forhold og et nyt syn på "uretfærdighederne" og lidelserne, så man kan klare at konfronteres med disse ting uden hverken at føle trang til at "eksplodere" i "retfærdig harme" eller at blive så deprimeret, at man dør af det. Under arbejdet med disse studier kan der i bedste fald finde en sådan "intellektualisering" af den dominerende følelse sted, at den enkelte efterhånden vil føle sig langt bedre rustet til at bringe sin egen lille hjælp ind i forholdene uden samtidig at blive skadet under arbejdet med at bringe denne hjælp.

Som nævnt i indledningen involverer vore tanker ikke blot vore indre fysiske og psykiske strukturer, men også vor omgivende atmosfære. Og for den, som f.eks. mener, at klimaet på hans eller hendes arbejdsplads ikke er så godt, som det måske burde være, kan der derfor være god mening i at begynde at interessere sig for de love, der gælder for de overfysiske stoffers indbyrdes reaktion. Man kan nemlig på en meget stilfærdig måde skaffe sig en ikke ringe indflydelse på sin arbejdsplads – på det mentale klima i sine daglige omgivelser – ved bevidst at gå ind i en bekæmpelse af sine egne negative tanker i retning af f.eks. misundelse, nag, bitterhed, irritation, følelse af at blive ignoreret eller af at blive "udnyttet" osv – tankeklimaer, vi alle kender alt for godt. Studiet af Martinus Kosmiske Kemi kan blive inspirationskilde og igangsætter af det arbejde, som det er at begynde at bekæmpe ukrudtet i sin egen tankeverden. Egentlig ved vi alle meget vel, at verden faktisk ikke bliver bedre, sålænge vi går og tænker, at når de andre er sure og utilfredse, kan man lige så godt selv være det samme. Derimod fornemmes der uanede perspektiver i de opdagelser, man kan gøre ved at forsøge – ikke i et tilfældigt anfald af godt humør, men som noget hele ens bevidsthed koncentrerer sig om – at vende den negative stemning og utilfredsheden i en mere positiv retning. Ofte vil det ved en bevidst indsats lykkes i et omfang, man ikke havde drømt om. Men det er vigtigt at være udholdende – og at være ærlig i sit ønske om at ville opnå noget positivt for helheden, idet der er tale om et arbejde, som ikke alene kræver et vist kendskab til nogle stoffers indbyrdes reaktion, men som også kræver en konstant støtte "oppefra", som man kun kan opnå gennem bøn. (Og man opnår ingen direkte støtte ad den vej til projekter med grumsede motiver). I virkeligheden er der tale om et "kreativt" arbejde indenfor livskunstens område. Også den seriøst arbejdende kunstner, som arbejder med mere fortættede og derfor fysisk synlige stoffer, må være udholdende, hvis han eller hun ønsker at skabe noget, som i sin udformning kan være til glæde for andre. Også dér kræves både udholdenhed og inspiration.

Da livskunstneren imidlertid arbejder med materialer, som er usynlige for vort fysiske øje, vil resultaterne af hans kreativitet heller ikke blive synlige i almindelig forstand. Og dog vil sikkert ingen bestride, at de mennesker, vi møder på vor vej, som synes gennemstrømmede af positive, harmoniske og kærlige tanker og af ønsket om at lette vejen for andre, er ganske særligt værdifulde i de omgivelser, de færdes i – uanset hvor uhåndgribelige deres skaberværker så end er. Og derfor er livskunstneren, det kreative menneske som bruger de overfysiske stoffer i sit skaberværk, så betydningsfuld, selv om hans "arbejder" ikke vil være at finde på eksklusive kunstudstillinger, og selv om hans navn aldrig vil figurere på nogen liste over kunstnere værdige til at oppebære kunstnerstøtte.

Der er et stykke vej (en afstand i tid) fra den dag, man indskriver sig til undervisning på et kunstakademi med henblik på at udvikle sine kunstneriske talenter i en bestemt retning, og frem til den dag, man har nået det højst mulige niveau i udfoldelse indenfor samme område. Det nås næppe indenfor en enkelt inkarnation (hvorfor det ser ud, som om det er så få, der når frem til dette høje niveau i udfoldelse). Og der vil ligeledes være et stykke vej fra den dag, man i sit eget "værksted" for første gang begynder at arbejde på en mere bevidst måde med de energier, man skaber sine tanker af, og frem til den dag, man behersker disse energier til fuldkommenhed. Der vil være inkarnationer mellem den første dag og den sidste. Og man vil møde skuffelser undervejs (som andre kunstnere, der heller ikke har nået genistadiet, vil møde dem, når tingene ikke tager form, når inspirationen ikke er til stede) – dage, hvor tingene ikke lykkes, fordi man ikke er dygtig nok. Fordi man endnu ikke har gjort tilstrækkelig mange erfaringer eller øvet sig tilstrækkelig meget, så det er blevet til automatfunktion at blande energierne på den rigtige måde, for at et bestemt resultat kan fremstå. Den bevidsthedskoncentration, som skulle støtte os i at gøre "det gode vi vil", er måske lidt svækket for en stund, og vi oplever, at automatfunktioner baseret på vore gamle talentkerner straks træder til og får os til at gøre "det onde vi ikke vil".

På sådanne dage kan man miste modet, fordi man føler, det vil tage uoverskuelig lang tid at blive en suveræn "kosmisk kemiker". Og det er ganske rigtigt, at det i bogstavelig forstand vil tage "uoverskuelig" lang tid, fordi det i hvert fald vil tage mere end en enkelt inkarnation, og fordi vi ikke på vort nuværende udviklingstrin er i stand til at skue ud over mere end blot en enkelt inkarnation. Og netop derfor er det så overordentlig vigtigt, at det enkelte jordmenneske snart kan blive forsvarligt undervist i det lovkompleks, som reinkarnationsprincippet er en del af. Kun gennem en forståelse af, at det nytter noget at fortsætte træningen, at blive ved med igen og igen at rejse sig, hver gang man er "snublet", kan den enkelte blive udholdende nok og finde trøst til at overvinde de gentagne nederlag og skuffelser, som alle, der begynder at lære noget nyt, vil opleve. Det nytter noget, fordi de erfaringer, der gøres undervejs, kan bringes med til næste inkarnation. I kraft af "talentkerneprincippet" (som kun kan studeres i Livets Bog), kan de opnåede resultater ifølge Martinus overføres fra inkarnation til inkarnation. En slags støtte for en teori om, at man ikke begynder på bar bund ved hver ny inkarnation, vil mange kunne finde ved uhildet at iagttage, hvorledes de forskellige jordmennesker synes at befinde sig på vidt forskellige niveauer i deres kunstneriske udfoldelse indenfor det område, vi her taler om.

Men selv på begynderstadiet kan der opnås resultater, der kan blive mærkbare i vor dagligdag. Der er god mening bag miljølovens mange bestemmelser såvel som bag etableringen af arbejdspladsernes lovbefalede sikkerhedsudvalg. Men rent faktisk er det muligt, at skaffe sig større indflydelse på klimaet og "sikkerheden" på sin arbejdsplads (i positiv retning) ved at begynde at arbejde alvorligt med sin egen tankeverden end ved at bestræbe sig på at blive indvalgt i arbejdspladsens sikkerhedsudvalg. Det, man i daglig tale kalder atmosfæren eller klimaet (det ikke-fysiske klima) på en arbejdsplads, må ud fra Martinus kosmologi betragtes som et produkt af alle de tilstedeværende tankeklimaer på godt og ondt. Den enkelte skaber sine tanker ud af et til rådighed stående materiale, og det bliver derfor individets kendskab til de materialer, tankerne skabes af, og dets evne til at håndtere dem, der bliver afgørende for, hvad der skabes.

Martinus ønsker at vise os, at det er muligt at begynde at bearbejde denne evne, muligt at koble bevidsthed og vilje ind på dette arbejde, og tilbyder os samtidig en teoretisk undervisning som en af forudsætningerne for dette "udviklingsprojekt". Den "kosmiske kemi" indeholder, som tidligere nævnt, foruden en beskrivelse af stoffernes specifikke egenskaber og mange eksempler på resultater af forskellige blandinger, også anvisninger på, hvordan man når frem til engang at blive en suveræn "kosmisk kemiker".
 

Mange har grædt bitre tårer i personlig erkendelse af den magtesløshed, der rummes i Paulus ord: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg." Som suveræne kosmiske kemikere vil hver og en af os en dag opleve at få så megen "magt over tingene" at: det gode, vi vil, det gør vi bare – og det onde, vi ikke vil, det gør vi ikke – ud fra den "enkle" forklaring, at vi gennem træningen med at gøre "det gode" har styrket vore talentkerner for dette og samtidig bragt vore talentkerner for det modsatte til degeneration, så der ikke længere udløses nogen automatfunktion fra disse.