Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Livets Bog II stk. 542 beskriver Martinus den blåtoning, vi ude i naturen kan opleve når vi ser ud mod den fjerne horisont. Han viser den forskel, der er på nærhorisontens farver og detaljer og den ændring der viser sig i fjernhorisonten, hvis detaljer i realiteten ikke afviger fra nærhorisontens detaljer og farvepragt. Den blåfarvning, der finder sted skyldes det kilometertykke luftlag, der er imellem iagttageren og objekterne i fjernhorisonten, og at vi således ligesom ser denne horisont gennem "blå briller". Derefter skriver han: "At fjernhorisonten er "blånende" er således en illusion. Den er, som vi har set, i realiteten slet ikke "blånende", men kan have helt andre farver, når man ser den på nært hold. Den "blånende" horisont er således et "relativt" syn. Det "blånende" har ikke noget med fjernhorisontens detaljer at gøre. Det er derimod kun udgørende en reaktion i vor egen oplevelse eller sansning af nævnte horisont. Det er et mellemværende imellem observatøren og hans observationsbetingelser og kan aldrig i noget tilfælde være en analyse af selve objektet. Men dette gælder ikke alene fjernhorisontens blå farve, det gælder også alle dens øvrige detaljer eller forøvrigt alt, hvad vi, med undtagelse af kosmiske oplevelser, i den daglige tilværelse sanser. De oplevelser eller analyser, vi der kommer til, vil akkurat på samme måde som horisontens "blå" farve være et mellemværende imellem os selv og vore oplevelsesbetingelser. Alle fysiske analyser, vi kommer til, er kun udtryk for disse oplevelsesbetingelser. Disse betingelser vil på en eller anden måde være "farvede briller", vi ser igennem. Den analyser, vi giver tingen, er i virkeligheden ikke tingens sande analyse, men kun "farven" på de "briller" (sansebetingelser), vi har til rådighed.

At det forholder sig således, bekræfter sig indtil urokkelig kendsgerning igennem mange ganske almindelige ting. Står vi ved en bred og lige vej, ser vi denne vej blive smallere og smallere for tilsidst ude i fjernhorisonten at ende i en spids. At dette billede ikke er den sande analyse af vejen, der normalt er ligeså bred i fjernhorisonten som i nærhorisonten, ved vel alle og enhver. Den er altså noget andet end det, den ser ud til at være. Dens horisontale formindskelse er ren og skær illusion. Den har ikke noget med virkeligheden at gøre. Vort "syn" af vejen er således ikke vejens virkelige analyse, men vejen set igennem vore "farvede briller", hvilket vil sige fysiske sansebetingelser. Den horisontale formindskelse er således på en måde en tilsløring af vejens sande fysiske analyse. Men ligesom vejen tilsyneladende bliver smallere i det fjerne, bliver alle detaljer i fjernhorisonten fremtrædende i en hel anden målestok end den oprindelige. Huse, gårde, træer, mennesker og dyr bliver "mikroskopiske" i forhold til detaljerne i nærhorisonten. Og hvis man fjerner sig fra nærhorisonten, får også dens detaljer mere og mere udseende af at være mikroskopiske, alt eftersom den bliver til fjernhorisont. Alle detaljer i den fysiske sansehorisont fremtræder således, som vi her har set, både i farver og i en målestok, der ikke er tingenes virkelige analyse, men derimod kun udgør en forholds analyse til detaljerne i nærhorisonten. Tingenes farve og størrelse i vor fysiske sansehorisont er i virkeligheden kun et spørgsmål om afstand, hvilket igen vil sige det løbende rum fra beskuerens stade til objektet. Dette rum bliver bestemmende for detaljernes reaktion på vort sansesæt, medens beskuerens stade bliver den afgørende målestok for oplevelsens fysiske analyse. Nævnte stade bliver centrum i horisontområdet. Og enhver form for fysisk oplevelse bliver således i virkeligheden kun en oplevelse af tingenes forhold til dette centrum eller vort stade. I forhold til dette bliver al oplevelse beregnet og analyseret. Dette gælder også vor oplevelse af alt, hvad der kommer ind under begrebet "bevægelse". Da alle hastigheder er udregnet i forhold til dette vort centrum, bliver dette at udtrykke som vort fysiske "faste punkt". Men da dette "faste punkt" blandt andet udgøres af jordkloden, og denne bevæger sig med en kolossal hastighed frem i rummet, bliver vor oplevelse af det "faste punkt" ligeledes illusorisk. Vort "faste punkt" er kun udgørende en bevægelses forhold til en anden bevægelse. Hvad nytter det, at vi med flyvemaskine bevæger os med 200 kilometers fart i timen imod vest, når jordkloden med en fart, der er endnu langt hurtigere, bevæger sig imod øst. Vi rejser da slet ikke imod vest, men bliver i virkeligheden med stærk fart ført imod øst. Da jorden udgør et brudstykke af endnu større systemer, der hver især fører jorden frem i så mange forskellige retninger, at alle verdenhjørner er repræsenterede, vil vor bevægelse med flyvemaskinen være en hundrede procents illusion. De mange bevægelsesretninger, vi blev ført i, ophævede ganske hverandre. Vi kom, kosmisk set, ikke en eneste millimeter frem i rummet.

Som vi her har set, har der ikke været noget som helst af det, der er tilgængeligt for fysisk sansning, eller af det, menneskene i almindelighed opfatter som realistisk, der i absolut forstand er virkeligt. Størrelse, farve, bevægelse, alt var i sin for sanserne direkte tilgængelige fremtræden illusorisk, idet det ved en nærmere analyse ganske opløste sig i dette ene "et noget som er". Denne analyse er den eneste, der ikke er foranderlig. Den er den eneste, der ikke er afhængig af, hvorfra man ser eller skuer. Overalt vil denne analyse stå som evig fundamentalt urokkelig. Den er verdensaltets urokkelige fundament eller grundanalyse."