Ældre Kosmos og Kontaktbreve

V, stk. 1730 – 1732

 

"... ... – Hvorfor blomstrer ikke verdensfreden indenfor den jordmenneskelige sfære? – Menneskeheden er forlængst nået frem til at beherske elementerne. Den har gjort millioner af naturens hestekræfter til sin tjener. Den behøver ikke i noget tilfælde at gøre det strenge arbejde selv. Den kan med maskiner flytte bjerge, klipper og floder og fabrikere nyttegenstande i millionvis. Maskinerne befrier mere og mere menneskene fra den nedarvede "forbandelse": "I dit ansigts sved skal du æde dit brød". Den menneskelige hånd bliver mere og mere forfinet. Den behøver kun at trykke på knapper, så frembringer maskinerne kraft, lys, varme og kulde alt efter ønske. Vældige befordringsmidler fører mennesket hen over havene, over skyerne og under vandet. Ja, det kan endog i visse tilfælde befordre sig om kap med lyden fra sted til sted. Når menneskeheden således i sig har evne til at gøre sig kræfterne underdanige og beherske elementerne, hvorfor bliver dens mentale tilstand, den almene lykketilstand, da ikke en kulmination i frodighed, sundhed og glæde? – Der er jo ingen mangel på hverken evne eller kraft til at få materien til at lystre viljen.

Når menneskeheden således kan få materien til at lystre viljen, bliver det til kendsgerning, at det er menneskets vilje, det er galt med. Det er viljen til at gøre det rigtige, hvilket vil sige til at opfylde de betingelser, der kræves, for at verdensfreden kan blive en frodig mental blomstring i menneskehedens psyke, der må rettes op. Og vi er så her tilbage igen ved de sympatiske anlæg i selve det enkelte individ. Viljen dikteres og føres jo af de sympatiske anlæg, der igen er det samme som "den højeste ild" og har sit sæde i og udløses af individets seksuelle organstruktur. Hvordan vi så end vender og drejer vort søgelys, kommer vi ikke uden om studiet af denne organstruktur. Menneskehedens frelse eller fred er således ikke blot et spørgsmål om teknik og kraft, hvilke foreteelser den allerede har indtil overdådighed, men den er også i allerhøjeste grad et spørgsmål om nævnte seksuelle, organiske struktur, der som nævnt er sædet for "den højeste ild" eller det levende væsens mentale varmekilde. Det er her forskningen eller studiet af væsenets mentale temperatur kan iværksættes. Det er således også her synligt som kendsgerning, at det ikke er mål og vægt, fysiske materiekundskaber eller materialistisk viden, men derimod åndskundskaber eller viden om den mentale varmes inderste kilde og årsag, der er det højeste og eneste fornødne for menneskeheden i dens nuværende situation.

Når det således drejer sig om at få udviklet den mentale varmekilde i individet, hvad kan vi da bedre gøre end dette foreløbig at stille os ind på det menneske, der så åbenlyst er kommet så langt foran den jordiske menneskehed i udvikling, at det blev udset af forsynet til at være åbenbaringen af den mentale varmes kulmination for den samme menneskehed? – I kraft af det, vi allerede har påpeget, er det en urokkelig kendsgerning, at kærligheden er det eneste, der kan råde bod på menneskehedens misere eller den ufred og lidelse, den i dag sukker og stønner under. Det er således en kendsgerning, at vi i det mindste har en beskrivelse af et væsen, hvis væremåde ganske vist forargede dens samtid indtil en sådan grad, at den bragte sit ophav på korset, men den viste sig efterhånden at være i en sådan kontakt med udviklingen og virkeligheden, at den blev udødelig i den menneskelige historie og igennem snart to årtusinder er båret af millioner af menneskers taknemlige hyldest og lovprisning. Ingen konge eller kejser har nogen sinde tilnærmelsesvis ved sin væremåde alene kunnet erobre en sådan skare af trofaste tilhængere igennem et så langt tidsrum og ud over sin fysiske død. At dette væsen, der blev født under de mest primitive og fattige forhold og under de omstændigheder, der igennem århundreder har stemplet andre nyfødte som "uægte børn", ligesom han i sit ansigts sved måtte arbejde som andre håndværkere, alene med sin væremåde har kunnet skabe sig en sådan position, gør det til kendsgerning, at denne hans særlige væremåde var noget, der var af umådelig betydning indenfor jordmenneskeheden, ja, var et lys, der ikke kunne skjules, var et lys, der ikke kunne slukkes. Og da denne væremåde var en kulminerende sympati, tilgivelse og forståelse af næsten og således var absolut kærlighed, blev det alene dermed dokumenteret, at "næstekærligheden" er den højeste faktor i det levende væsens psyke og må derfor absolut i samme grad være det højeste og mest nødvendige objekt for den menneskelige forskning. Som en bekræftelse herpå kan det yderligere tilføjes, at alle de andre store vise i verden jo på samme måde udgør de væsener, der har fået flest tilhængere. Aldrig nogen sinde har en moderne diktator fået et så omfattende og tusindårigt rige af generationer af trofaste tilhængere som humanitetens og næstekærlighedens største repræsentanter eller verdensgenløserne."