Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål: Jesus sagde, at ingen har større kærlighed end den, som ofrer sit liv for at redde sin næste. Dette synes at være en meget ædel væremåde, men i en sådan situation er det jo ikke blot sin egen organisme, man lader gå til grunde, men også alle sine mikrovæseners organismer. Hvorledes forklarer kosmologien dette tilsyneladende modsætningsforhold mellem den ædle handling overfor sin mellemkosmiske næste og ofringen af sine mikrokosmiske næste?

Svar: Det kan ikke undgås, at mennesket i en del situationer må vælge mellem et ubehag for sin egen organisme og dens mikrovæsener, og en god gerning i forhold til dets medvæsener i mellemkosmos f.eks. andre mennesker. Hvis man udelukkende bestræbte sig på at behage sit legeme, ville man fremtræde som en egoist, der i lighed med den herskende overklasse gennem alle tider har plejet sin egen behagelighed på bekostning af, at det store flertal har levet i nød og trældom. Efterhånden som retfærdighedssansen og medfølelsen med andre mennesker voksede, ændrede denne holdning sig, og mennesket blev modent til at forstå Kristi kærlighedsbud: "du skal elske din næste som dig selv." At elske et andet menneske som sig selv betyder i praksis, at man gerne vil løfte byrder fra dets skuldre og selv bære dem eller påtager sig en lidelsesfyldt skæbne, hvis det kan gavne medmenneskers udvikling. Det gjorde Kristus netop selv ved at blive født på jorden og udsætte sig for hån og spot og tilsidst frivilligt gennemgå en smertefuld død på korset. Denne skæbne medførte naturligvis lidelser for mikrovæsenerne i hans organisme, men ligesom det er saligere at give end at tage, således udløses der ved den selvopofrende handling et væld af positive og udviklingsbefordrende kræfter fra det væsen, som ofrer sig, der breder sig som ringe i vandet og danner forbillede i større og større kredse. Dette princip udtrykker Jesus i Joh. 12.24 med ordene: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det megen frugt". Og vi har netop set, hvorledes Jesu egen død har båret megen frugt, idet talrige kristne idealister op gennem historien inspireret af Kristus har ofret deres liv, hvad enten det var deres fysiske legeme gennem en martyrdød eller det var ved en flittig, uegennyttig og selvopofrende livsform til glæde for fattige og syge mennesker. Om betydningen af Jesu personlige opofrelse for menneskeheden skriver Martinus bl.a. "Han var det fuldkomne eksempel på det indviede væsen, der er ét med mig (Guddommen). Den korsfæstelse, han gennemgik, var naturligvis et helvede for hans fysiske organisme. Da organismen var en bolig for myriader af levende væsener, celler, molekyler, atomer osv var den i sig selv et univers eller verdensalt. Dens undergang var således en verdenskatastrofe for dens mikrovæsener. Men hvis Jesus og andre i verdensgenløsningens tjeneste ikke havde åbenbaret den virkelige næstekærlighedens mentalitet, men havde sat deres organisme højere end menneskehedens frelse, ville menneskeheden endnu i umådelige tider blive ved med at tortere, dræbe og myrde hverandre. Det måtte dokumenteres, at en sådan næstekærlighed, i kraft af hvilken væsenet kan give sit liv for at redde andre fra mørke og lidelse, ikke er blot og bar fantasi, men derimod en levende virkelighed og udgør det foreløbige højeste mål for det uindviede menneskes udvikling. Som følge af, at menneskehedens kosmiske førere ikke har været bange for at ofre sundhed, liv og førlighed på dens frelse, bliver den, med disse hellige førere som eksempel eller forbillede, ført bort fra det dræbende og lidelsesbefordrende princip, hvorved millioner og atter millioner af organismer derved efterhånden bliver befriet for mørkets og dødens gru. Ved at verdensgenløseren gav sit liv i menneskehedens tjeneste, opstod der en katastrofe og undergang for hans organisme. Dette var således på en måde et onde. Men hvis verdensgenløseren ikke havde ofret sig for menneskehedens frelse og var blevet i sit eget rige eller på det tilværelsesplan, hvor han hørte hjemme, og de andre store åndelige førere heller ikke havde ofret sig, ville menneskeheden ikke ved noget eksempels magt eller ved nogen forkyndelse være blevet befrugtet med humanistisk viden eller væremåde...." (Livets Bog VI, stk. 2124). Se iøvrigt Livets Bog VI, stk. 2117-2126, hvor Martinus indgående behandler dette emne.