Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Indtryk og refleksioner fra en ekskursion til stranden ud for MARTINUS CENTER sommeren 1980.

Jeg står på stranden nede ved havet, netop der hvor planterne har fået fodfæste. Den ensformige, grå himmel lyser pludselig op, solen begynder at spille på vældige skymastodonter. Vinden frisker op, jager liv i buske og træer, urter og sand. Havet ruller uophørligt, luften er fyldt med varme, lys, lyd og bevægelse. Alt ånder liv. Men bevægelsen findes ikke blot rundt omkring – hele mit indre er et hav af bevægelse. Hjertets slag, blodets pulseren, musklernes bevidste og ubevidste spil, alt det jeg oplever er bevægelse, energi – omsætninger, som har deres årsag i kræfter, der afslører vilje, begær og bevidsthed. Hele bevægelsesoceanet bliver en tumleplads for levende væsener. Men hvor i alt dette foranderlige finder vi uforanderligheden, det faste og bestående? Luften og havet er blot bevægelse i bevægelse, ligeså planteriget og dyreriget med disses hårfine logiske samspil, alt her ånder jo liv – fødes, forældes og toner bort. Men klipperne, stenene, hele det tilsyneladende stabile og forblivende mineralrige – det udgør vort faste punkt? Sjællands Odde, som blev dannet for måske titusind år siden, da vældige ismasser stod og stangede mod havet, hele denne landspore med dens bløde, grønne bakker og dale, med dens boliger for myriader af levende væsener, den er vel statisk, urørlig og stille? Jeg tager en kalksten i hånden. En sten, som blev dannet i et fortidigt hav, fem hundrede millioner år tilbage i tiden. Mine øjne får øje på en grovkrystallet granit, som for milliarder af år siden langsomt stivnede dybt nede i jorden. Udgør disse sten ikke uforanderligheden?

For vore tid- og rumbundne sanser kan det nok synes sådan ved første øjekast. Men selv om Sjællands Odde ligger der årtusind efter årtusind og stenene er næsten uforandrede gennem årmillioner, ved vi, at midt i det tilsyneladende urørlige foregår der forvitring, nedbrydning af mineralverdenen, processer som påviser tilstandsforandringer. Bevægelser i tiden som gør, at mineralerne har alder, de "fødes" og forvitrer og forandres og "dør", overgår til andre kombinationer. Det, der opbygger stenene og jorden gennemgår kredsløb, optræder i forskellige tilstande. Hele det vældige "urørlige" mineralrige afslører en bevægelse i tiden, forandringer, som vi vel kan kalde for bevægelser i et psykisk rum. Hver partikel gennemgår kredsløb. Et kultveiltemolekyle, som netop er blevet affald fra en af mine cellers arbejde, befordres via blodet til lungerne og derfra ud i luften. Her får molekylet måske til opgave at være fortætningskerne for vandmolekyler, så der dannes en vanddråbe. Kultveiltemolekylet får derigennem muligheder for at fungere i større kredsløb, bidrager til den hydrologiske cyclus, vandets omsætning i naturen, tager del i jordklodens "blodomløb". Molekylet kan i næste øjeblik blive opfanget af en eller anden havorganisme, forene sig med atomer og molekyler, blive "organ" i større enheder og danne kalkskal, som så efterhånden bliver aflejret på havets bund og bliver ophav til fremtidige kalksten. Kredsløbet er ingenlunde slut hermed. Før eller senere forvitrer kalkstenen, opløses således at kultveiltemolekylet påny bliver "frit" til at opleve ny luft, nye have og planter og dyr.

Her kan man måske indvende, at livsoplevelsen for et kultveiltemolekyle, som har været bundet i en kalksten i millioner af år, måske nok er temmelig begrænset. Der kan dog ikke være tale om det samme levende væsen, som har været inkarneret i det samme kultveiltemolekyle hele tiden. Vi må nok snarere betragte molekylet som en energikombination, som kan benyttes af flere forskellige levende væsener til inkarnation i fysisk materie. Tidsbegrebet er helt forskelligt for levende væsener på atom- og molekylespiralstadiet i sammenligning med vort mellemkosmos. Det som tager millionvis af år hos os kan måske foregå på få sekunder i mikrokosmos. Det er ligesom om jeg betragtede en skov højt oppe fra – århundrede efter århundrede. Skoven ligger der hele tiden set fra min synsvinkel og jeg kan regne ud, men ikke skelne, at den består af enkelte træer. Hvad jeg ikke kan se fra min observationsplads højt deroppe er at de enkelte træer hele tiden skiftes ud, erstattes af nye individer, som gennemgår et kredsløb i skoven, fra befrugtning, udvikles via frø til forplantningsdygtige træer med deres evne til at danne pollen, som igen muliggør ny befrugtning osv.

Mineralverdenen udgør således ikke vort faste punkt, lige så lidt som jordkloden eller solsystemet eller mælkevejen gør det. Alt er her bevægelse inden i bevægelse. Jeg vil undersøge en strandnellike lidt nærmere. Hvorfor står den lige netop her, i overgangszonen mellem land og hav? Hvordan kan den tåle saltet, som gør det umuligt for de fleste andre blomster at vokse i strandkanten? Da jeg vil plukke blomsten, tøver jeg. Jeg bryder mig ikke om at dræbe. Blomsten føler måske smerte, når man plukker den? Baxtereffekter og Kirlianundersøgelser farer lynhurtigt gennem bevidstheden. Tænk hvis planten kunne føle ubehag eller direkte smerte, ikke bare, når den selv bliver sønderrevet, men også når andet levende i dens nærhed udsættes for lidelse? Men min frygt er overdrevet. Martinus viser klart, at planten ganske vist kan registrere et ubehag, men har ikke nogen fysisk dagbevidst smerteoplevelse. Planten har kun anelsesbevidsthed. Den er dagsbevidst på det psykiske plan, og dens oplevelser i den fysiske verden indskrænker sig altså til anelser af behag og ubehag. Den oplever måske smerte som vi gør i drømme, når vi udsættes for lidelse. Vi aner den i vores drømmetilstand, men vi lider ikke fysisk men af den.

Endvidere indser vi ved hjælp af Martinus analyser, at planterne længes efter og er i færd med mere og mere at indvikle sig i fysisk materie, og at det bl.a. er gennem voldsomme anelsesoplevelser at den efterhånden udvikler sanseorganer, som muliggør dagsbevidsthed på det fysiske plan. På trods af viden herom kan jeg ikke få mig selv til at plukke strandnelliken – den udgør et glimt af salighedsriget midt i vor ragnaroktilværelse. Strandnellikens modstandskraft over for salt er allerede blevet undersøgt af så mange, og logiske forklaringer er blevet udarbejdet, at det er fuldkommen unødvendigt, at jeg skal sønderrive den – selv om planten måske "har behov" for det til sin fortsatte indvikling.

Vinden tager mere og mere til og bølgerne tårner sig højere og højere op på deres vej mod stranden og tilintetgørelsen. Disse forunderlige bølger som vokser op, vandrer og dør – uden at de findes i virkeligheden. Hele bølgebjergets bevægelse er blot en illusion forårsaget af vandmolekylernes tilstandsforandringer fra hvile til bevægelse. Der finder ikke nogen vandtransport sted i forbindelse med bølgebevægelsen. Det er kun vandmolekylernes mere eller mindre cirkulære baner, forårsaget af forskellige kræfter, som "skaber" bølgen. Vandmolekylerne forbliver i deres baner, men på grund af at kraften (vinden) bevæger sig frem over havet, bliver myriader af vandmolekyler tvunget nedad, hvilket vi oplever som bølgedalen. Der hvor kraften er i minimum forårsager de opadgående vandmolekyler bølgetoppen. Det er altså ikke vandet, som bevæger sig fremad i bølgen men denne viser blot kraftens vandring. Når vi som her ved havet iagttager dette vældige energiocean eller ocean af stof eller bevægelse og dets hensigtsmæssighed, hvor finder jeg da igangsætteren, skaberen eller Guddommen? Ja, vi ved, at intet kan bevæge sig selv uden det levende. Al igangsættelse sker udelukkende ved levende væsener, og her ved havet bliver vi altså vidne til organfunktioner hos det levende væsen, der hedder jordkloden, noget der kan sammenlignes med vort åndedræt og blodcirkulation. Vi har fordampning af havvand, som bliver til skyformationer, der afgiver regn over fastlandet, som efter at have forfrisket plantelivet, igen via søer, bække og åer løber ud i havet for igen at indgå i nye kredsløb. Vi har altså et levende væsen, som igen lever i et levende væsen solsystemet, som en del af mælkevejsystemet osv. Alt er liv indeni liv, et levende univers. Igangsætteren eller X1 findes eller gennemtrænger alt stof og findes i alle tomrum mellem kloder såvel som i atomet som en navnløs, men alligevel eksisterende skaber, og alt stof gennemtrænges af en ligeså navnløs skabeevne (X2) som giver form, farve størrelse osv. til alt stof eller materie (X3). Foretager vi en analyse af materien finder vi nemlig, at denne til syvende og sidst består af netop "tomrum". Hvis vi ser op på nattens stjernehimmel, opdager vi at denne for størstepartens vedkommende består af tomrum, blot nogle milliontedel procent af den del, der kan iagttages, er galakser, stjerner, planeter, måner, kometer eller sorte huller. Det samme billede møder os i mikrokosmos, dvs atomernes og molekylernes væsentlige "indhold" er tomrum. Dette viser sig også at være tilfældet, når vi "går ind i atomkernen". Tomrum inden i tomrum. At vi oplever faste, flydende og luftformige stoffer beror kun på, at vi har udviklet "fysiske" sanseorganer til at opleve fysisk materie. Tomrummet kan imidlertid ikke være et absolut intet – vi oplever jo noget i dette, som vi kan betegne som "noget, som er", X1. X1, hvis "urbegær" og skabeevne iøvrigt (X2) igangsætter reaktioner i energioceanet i form af en bedøvende mangfoldighed af livsytringer (X3). Hele bevægelsesoceanet er således uden faste punkter. Alt skabt er bevægelse inden i bevægelse i al uendelighed. Men en bevægelse kan ikke opleve en anden bevægelse. Det oplevende, bevægelsens og det begrænsedes kontrast, må da udgøres af stilheden, evigheden og uendeligheden, dvs det levende væsen selv. Der har jeg mit faste punkt. I mit skabende og oplevende "Jeg".

Så forunderligt at stå midt i dette uendelige, evige som en integreret del og få lov at opleve den nordiske sommerdags intensive liv. Fra mit faste punkt, mit "tomrum" ser jeg evigheden binde sig til skyernes bevægelser, fornemmer uendelighedens fremtoning i bølgen, aner længsel efter livsoplevelse i hvert vindstød, føler kærligheden, glæden i alt som er til. Og alligevel oplever jeg kun den del af energioceanet, som kan sanses med de fysiske sanser. Længselen vokser sig langsom stærkere efter mere dagsbevidst at kunne opleve det som så bævende anes. Måske føler blomsten den samme stærke længsel efter den fysiske oplevelse, som jeg har efter den psykiske eller åndelige eller elektromagnetiske verden. En stille glæde strømmer gennem mig, Hvor kærlighedsfuldt hænger ikke alt i verdensaltet samme, hvor gennemsyres ikke alt af længsel, længsel som skal opfyldes, mættes, skabe ny længsel, ny søgen, ny livsoplevelse?

Om jeg stod på stranden til det yderste hav, ville min længsel føre mig, hvorhen jeg ville, ville jeg være på vej til eller midt i min længsels opfyldelse. Midt i Gud.