Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Julen er et vidunderligt symbol, der når vi kan tyde dets inderste og virkelige mening fortæller os om menneskets sande identitet og vejen frem fra det, vi for det nærværende er – til det, vi i kraft af udviklingen engang i fremtiden skal blive.

Vi taler om at vi fejrer Jesus fødsel, når vi fejrer jul. Men hvem var Jesus af Nazaret? Ja, det har der været sagt og skrevet meget om. Een ting kan man dog ikke komme udenom, hvad man end vil sige om Jesus, og det er at Jesus var et menneske, som havde en hel anden livsstil og væremåde end den, der var og er den dominerende blandt jordmennesker. Jesus var helt anderledes, og når vi fejrer Jesus fødsel og dermed hans liv og inkarnation på kloden, må vi også fejre hans væremåde. Hvad var da Jesus væremåde? Det kan vi finde frem til ved at læse om hans liv og færden, og vi vil da se at hans væremåde i eet og alt var en afstandtagen fra drabets princip og dermed en indtil hundrede procent manifestation af kærlighedens kræfter. Jul er således en fest til ære for den uselviske kærligheds indpas i jordklodens sfære og i jordmenneskehedens sind og væren. Jul, det er det øjeblik, da de humane kræfter, som er mindre eller mere udviklede i det jordiske menneske, bliver i stand til at neutralisere drabsprincippet i samme væsens bevidsthed og fremtræden. Det vil altså sige, at det er jul hver eneste gang mennesket evner at tilgive og at vise medmenneskelig forståelse, og når den sejrende følelse i vort sind, er følelsen af at vor næstes lykke og glæde ved livet er af lige så stor betydning for os som vor egen lykke – også selv når denne næstes manifestation og opførsel pirrer de dyriske kræfter i vor bevidsthed, og vi føler trang til at give udtryk for den intolerance, der i Witus tegning af det jordiske menneskes to sind omtales som: Selviskhed, vrede, magtsyge, uærlighed, besiddertrang, dømmesyge, smålighed, skinsyge, hensynsløshed, stridbarhed, begærlighed, nationalisme, øje for øje og tand for tand. Denne fra dyreriget nedarvede trang til at udøve vold i enhver situation, der for os ikke synes at tjene vore interesser, indebærer i virkeligheden forskellige grader af drab, der indvirker på vore omgivelser og på forskellig vis og med forskellig intensitet, fratager vore medmennesker deres psykiske og fysiske førlighed og livsglæde.

Vil man intelligensmæssigt analysere det dræbende princip, kan man næppe gøre det bedre end ved at studere Martinus Kosmologi, idet Martinus jo netop giver os en total afsløring af drabsprincippets natur, dets udfoldelse og dets aftagen til fordel for kærlighedens princip og natur osv. Med den viden man derigennem kan opnå, vil man have en god ballast, når man i hverdagen står i vanskelige situationer, og der er her tale om en ballast, som en meget stor del af menneskeheden i dag savner og har brug for. Overalt på kloden er angstfyldte bankende menneskehjerter, der med stigende gru iagttager den politiske udvikling, og vi kan ikke længere lukke øjnene for, at verden står i stadig større og større fare for snart at skulle opleve den 3. verdenskrig; samtidig med at der udvikles og er udviklet våben i en sådan mængde og med en sådan ødelæggelseskapacitet, at konsekvenserne af en eventuel brug heraf ikke kan undgå at involvere hele kloden, og meget nemt ville kunne resultere i et totalt kollektivt selvmord. Flere forskere bl.a. svenskeren Frank Barnaby vurderer jordklodens samlede atomvåbenlagre til at være over 60.000 atombomber med en samlet eksplosionskraft svarende til en million Hiroshima-bomber. Dertil kommer neutronbomberne, de bakteriologiske våben og øvrige former for oprustning – og stadig udvikles der dagligt flere våben. Man må sandelig sige at energierne for det dræbende princip i vor tid er så dominerende og fremherskende, at julens budskab om fred på jorden og i menneskene en velbehagelighed, må synes at være et uopnåeligt skønt eventyr; men dette er trods mørkets og det dræbende princips kulmination ifølge Martinus, ikke tilfældet. Menneskeheden skal ikke begå kollektivt selvmord, og Juleevangeliet er ikke et eventyr, men derimod en symbolsk beretning om jordmenneskets bevidsthedstilstand og den udvikling, det må gennemleve for at kunne blive det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse eller det kosmisk bevidste menneske i hvem julens fred og velbehagelighed er en absolut realitet. Efterhånden som menneskene kommer til forståelse af Juleevangeliets virkelige betydning, vil den knugende angst for total udslettelse eller masse-invalidering, som i vor tid behersker mange sind aftage samtidig med at nedrustningen og neutraliseringen af alle energikombinationer, der tjener det dræbende princip, tilsvarende vil tiltage.

Juleevangeliets begivenheder finder symbolsk endnu den dag i dag sted såvel i vor ydre verdens kampe som i hvert enkelt menneskes indre verden; idet hver eneste begivenhed i evangeliet beskriver de mentale kræfter der brydes i jordmenneskets bevidsthed. Akkurat som der findes krige og jordskælv ude i verden, oplever mennesket også i dets indre verden mentale krige og jordskælv; men midt i mørkets kulmination fødes Jesusbarnet og vokser sig langsomt stort og stærkt for slutteligt at fremstå som den fuldt udviklede Kristus eller Gudesøn. Herodeskræfterne vil gøre alt som står i deres magt for at dræbe denne voksende kærlighedsbevidsthed, for den er jo ensbetydende med de mørke kræfters undergang. Det kulminerende mørke vi oplever på jorden i dag er Herodeskræfternes voldsomme kamp for at vinde en sejr, som disse kræfter fra forsynets side er bestemt til at tabe, idet universets grundtone er kærlighed, og det således vil være umuligt for Herodeskræfterne at kunne vinde en endelig sejr. Disse mørkets kræfter har kun begrænset magt og bruges i virkeligheden i lysets tjeneste, idet de jo netop hjælper jordmennesket at skelne mellem lys og mørke. Jesusbarnet, som er kærligheden og uselviskheden i os, vil vokse i kraft af vore lidelseserfaringer og vil som voksen Kristusbevidst have en hundrede procent viden om mørket og dets mission. Denne viden, som vi erfarer og oplever i det tætte mørke, der i vor tid har sænket sig over kloden, er nødvendig for at blive skabt i Guds billede efter hans lignelse eller at "blive som Gud til at kende godt og ondt" (Første Mosesbog 3.5). At spise af kundskabens træ er altså også at opleve dette mørke med dets ubarmhjertelige krige, hvor de der endnu har fanatisme og mordlyst i deres sind får stillet tørsten, og en ny hunger kan vokse frem. Hungeren efter fred, lys og salighed. Den hunger, der vil få mennesket til at søge mørkets neutralisering, og hvor dette ikke er muligt, vil få det til at søge flugt i erkendelsen af, at krig ikke kan afskaffes med krig. I kraft af de 3 store verdensreligioner, som i Juleevangeliet symbolsk skildres som de 3 vise mænd eller hellige konger, kan jordmennesket flygte fra dyrerigets mørke kræfter ved at koncentrere sin bevidsthed på disse lysets budskaber, der alle i deres essens er budskabet om næstekærlighed, tilgivelse og fred. Gennem ca. 2000 år har troen på den lære, der gennem ophavene til Kristendommen, Islam og Buddhismen blev givet menneskeheden hjulpet menneskene i kampen mod mørket. Vil man yderligere uddybe dette emne, bør man læse Martinus bog: Juleevangeliet.

Uden det store overblik, som Kosmologien giver over menneskehedens udvikling, vil det være vanskeligt for menneskene at finde mening i den galskab, der i vore tider hjemsøger kloden. Når man tænker på at halvdelen af samtlige forskere og ingeniører på hele kloden arbejder for militæret og på al den energi – tid og arbejdskraft, der sættes ind for at holde disse destruktive kræfter i hævd, samtidig med at der klages over, at vi har og får energikriser; tror man så ikke at alle disse energier kunne bruges til bedre og menneskeligere formål? Intet menneske på denne klode behøvede at sulte eller fryse eller på anden måde lige nød. En brøkdel af de enorme midler, der bliver brugt til militærets destruktive kræfter, kunne have skabt nye boliger og betryggende livsvilkår for samtlige jordskælvsramte områder, ligesom der ville være energi og ressource nok til at brødføde hele den lidende menneskehed. Alle de energier, der bliver brugt i drabsprincippets tjeneste – i selvmordets tjeneste – fordi det er en universel lov, at hver den der ombringer ved sværd skal omkomme ved sværd, må således betegnes som spild af energi, selvom der naturligvis ikke, set i det store udviklingsperspektiv, kan finde noget spild sted.

Det kærlighedens lys, der blev tændt for menneskeheden ved Jesus inkarnation på jorden, er et lys, der endnu efter 2000 år stadig brænder overalt på kloden, selvom det de fleste steder er en meget blafrende flamme, der stråler mest og roligst netop i julen; så er det et lys, der er kommet for at blive og for at vokse sig stærkere og stærkere, ikke i kraft af at være frembrusende eller påtrængende og ikke for at ville påtvinge menneskeheden en tro og en opfattelse eller en livsstil, som denne endnu ikke er modnet til, men netop for ved sin ikke-vold metode at vise menneskene den eneste fredens vej som eksisterer, og som vi alle endeligt vil føres frem ad, fordi denne vej er selve livets og sandhedens vej, medens drabenergiernes vej i eet og alt er dyrkelsen af, og troen på døden.