Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

... ... ... Da pengene jo endnu i stor stil regerer verden og adgangen til alle livsfornødne goder, såvel til de, der skal opmuntre sindet, som til de, der skal nære legemet, må et menneske, der så at sige ingen adgang har til penge, jo komme til at opfatte livet, moral og tilværelse ganske anderledes end dem, der netop har disse indtil overflod. I et sådant menneske eksisterer jo ganske samme længsler og drømme som i andre mennesker. Men hvordan skal det opnå at få disse opfyldt? –

Der eksisterer ganske vist i nogle lande "socialhjælp", men denne strækker næppe nok til til husly og føde. Og livet kræver mere. Det unge blod, det energifyldte menneske kan ikke leve for blot at sove og spise.

Men da et liv ud over denne grænse koster mere, end hvad "socialhjælp" kan byde på, og arbejde ikke kan opnås, er den naturlige eller juridisk anerkendte vej til et sådant liv for den subsistensløse jo ganske spærret. Men hvordan skal et sådant menneske, der en kold vinterdag eventuelt må gå i pjalter og bundløse sko samtidig med, at det bliver vidne til, at der findes andre mennesker, som ejer værdier til flere millioner kroner, mennesker i hvis garderobe der måske findes klædninger i snesevis og ligeså mange par sko, forstå, at det er syndigt fra denne garderobe at tage et par sko til sine forfrosne og våde fødder, efter at det forgæves hos nævnte garderobes ejermand har anmodet om hjælp i sin uheldige situation? – Hvorledes skal man forlange, at dette menneske skal forstå det syvende bud "Du skal ikke stjæle"? –

Er man ikke i et sådant niveau nødsaget til at være i en stadig aktivitet og opfindsomhed for at finde udveje til at komme til penge?

Da alle lovmæssigt anerkendte veje er spærrede, må denne opfindsomhed jo gå ud på at finde metoder til at omgå lovene. Denne omgåelse er ikke altid lige vellykket, og de situationer, et sådant menneske da kommer i, bliver i henhold til deres juridiske mangelfuldhed stemplet som "forbryderiske". Det fattige menneske er blevet en "forbryder" eller "forbryderske", mister sine borgerlige rettigheder for yderligere efter udstået straf hovedsageligt igen at være henvist til kun på "ulovlig" måde at kunne ernære sig, idet fængselsopholdet jo er det samme som et sort stempel i dets papirer, en advarsel til alle de arbejdsgivere, det eventuelt måtte henvende sig til. Hvorledes skal et menneske, der først er kommen ud på et sådant skråplan, komme til at "elske" samfundet? –

At der findes individer, der ved solderi, laster og dovenskab er kommen i den samme situation, er kommen på det samme skråplan, gør jo ikke sagen bedre. Fra et kammeratskab fra dette niveau kommer jo ikke særlig inspiration eller opmuntring til at anvende princippet "at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre"; og navnlig ikke overfor et sanfund, der således "slår" sine egne individer ved at skabe uheldige situationer og skråplaner, hvorigennem det i stedmoderlig ubarmhjertighed kommer til at udelukke mange af sine børn fra civilisationens og kulturens virkelige moralske goder, holder dem bundne i en underverden af forbrydelse, nedværdigelse og håbløshed.

Hvad lærer børn, født i dette plan, om Gud? – Hvad forstår de ved moral, ærlighed og religiøsitet? –

Intet under at de mest mærkværdige og modstridende forestillinger om, hvad der virkelig er sandt, moralsk eller berettiget, opstår. Det store livsproblem "Hvad er sandhed" er stadig mystik. Men hvorledes skulle også de opvoksende generationer, der er fødte i ovennævnte modstridende tankeklimaer, have evne til at forstå eller komme til det rigtige svar på dette universale verdensspørgsmål? – Hvorledes skal de tro på næstekærlighed, sandhed og retfærdighed, når alt omkring dem i så stor stil synes at være uretfærdighed, brutalitet og tilfældigheder? – Hvorledes skal verdensaltets store generalfacit, "Alt er såre godt", blive sandsynligt, troværdigt eller acceptabelt i dette milieu? –