Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1980/12 side 154
Foto af Martinus
Tage Buch
MARTINUS 90-ÅRSDAG
– en milepæl
 
Den 11. august i år fyldte Martinus 90 år. De fleste mennesker vil i den alder forlængst være gået over til det åndelige plan, og de, der endelig når denne alder eller mere, har oftest meget tidligere ophørt med at arbejde, medens Martinus endnu har et arbejde at udføre. 90-årsdagen fejredes lørdag den 9. august i Falkonercentret i København med deltagelse af ca. 1200 venner af Martinus og hans sag. Det blev en storslået fest i en dejlig varm atmosfære, hvor kærligheden til Martinus og hans sag markeredes på en sådan måde, at man virkelig kan tale om en milepæl i sagens historie, også fordi Martinus med denne sin sidste tale til sin vennekreds afsluttede et 60-årigt afsnit i sit liv som taler og foredragsholder, idet han ikke har til hensigt at træde frem offentligt mere. I den ydre smukke ramme for festligheden som kongressalen udgjorde skabtes der hurtigt en glad og virkelig hyggelig stemning, og Ib Schleicher, som annoncerede talerne og i et gemytligt oplæg forklarede programmet for aftenen, indledte selv med en tale og udtrykte sin tak til Martinus. Han understregede også, at de pengegaver, der om lidt ville blive overrakt til Martinus, ligesom alle tidligere år udelukkende ville blive anvendt til sagens drift og ikke til personligt brug.
Så fulgte overrækkelse af næsten kr. 200.000 fra Danmark, Sverige og Holland, men der er tillige indgået beløb fra flere andre lande. Herefter holdt en halv snes talere korte taler, hvor de hver især formulerede en tak til Martinus og det forsyn, som havde ladet dem møde Martinus og hans verdensbillede. Der var talere fra Sverige, Norge, Island, England, Holland og Danmark, og man fik allerede her fornemmelsen af den internationalisme, der i fremtiden vil komme til at præge Martinus Institut og Center, idet der iblandt festens deltagere var gæster fra U.S.A., Syd Afrika, Italien, Tyskland og de ovennævnte lande. Talerne skal ikke gengives her, men festdeltagerne var tydeligvis enige med talerne i den betydning, som Martinus tankeverden havde og ville få i fremtiden for den enkelte og helheden, hvad det kraftige bifald viste.
Programmet var stramt med afmålte taletider og det hele styredes præcist, sådan at Martinus besteg podiet til den aftalte tid, hvor han siddende holdt en hel times tale om det logiske, kosmiske verdensbillede, som det var blevet hans opgave at bringe menneskeheden til vejledning for dem gennem det kommende ragnarok og frem til en ny verdenskultur, hvor grundtonen ville være alkærligheden. Han understregede stærkt dette, at hans arbejde aldrig ville blive en sekt eller en religion, men at det i sig selv er en videnskab. Man kan således ikke indmeldes eller udmeldes og altså heller ikke udelukkes eller ekskluderes. Alle mennesker kan frit studere disse tanker, og man kan selv danne studiekredse eller holde foredrag om disse tanker, men kun et meget begrænset antal vil kunne blive lærere eller deltage i administrationen af denne sag. Martinus berørte også problemet om atomkraft og forklarede det fejlagtige i at bryde ind i jordklodens livskraftområde, hvis kræfter menneskeheden var afskåret fra at kunne beherske.
Martinus selv følte sig meget inspireret af det store antal mennesker, der var mødt op og ved at se den vældige grokraft disse tanker allerede har, når 1200 viste deres forståelse og begejstring for analyserne, og man tager i betragtning, at der ikke hidtil har været gjort ret meget for at gøre dem kendt, men at de næsten udelukkende har været befordret ved "ven-til-ven-metoden".
Når Martinus bøger først i løbet af efteråret leveres til forlæggeren, har det mange årsager. Dels har Martinus haft flere sygdomsperioder med operationer, – dels kræver det svære stof og nye analyser meget arbejde samtidigt med at, Martinus daglige arbejdsindsats må nedsættes til de naturlige grænser, hans alder sætter, og dels – hvad der er ligeså vigtigt – føler Martinus først nu de impulser, at tingene skal endelig afsluttes og udgives på et bogforlag. Martinus handler således ikke som vi selv er tilbøjelige til, nemlig at søge tingene presset igennem efter vor egen vilje, men han gør det kun, når han gennem sine impulser, sin klare forståelse af handlingernes karakter og rette tidspunkt for udførelse, indser at det er Guds vilje. Han har givet færdigskrivningen af værkerne den tid, de naturligt måtte have, og vil snart sætte det sidste punktum. Alt det meget stof, han foruden denne afslutning har skrevet, vil komme i symbolbogens sidste to bind.
Martinus er selvfølgelig klar over den overordentlig skelsættende betydning hans værker får for menneskeheden, men alligevel ser han med en vis spænding hen til den virkning og den modtagelse, som udgivelsen af værkerne får, når de foreligger i boghandelen åbne for anmeldernes kritik. Han er klar over, at millioner er modtagelige for disse tanker nu, og at den øvrige menneskehed efterhånden vil modnes til denne modtagelse gennem de voldsomme ydre og indre konflikter og omvæltninger, der i de nærmeste århundreder vil forekomme på jorden.
I sin tale rettede Martinus også en tak til alle deltagerne for trofasthed og hjælp gennem årene, og vi ved, at Martinus gerne ser, at vi – også uden hans tilstedeværelse – alligevel fortsætter med at mødes på fødselsdagen og samles for at tale om disse tanker og blive informeret om sagens anliggender, således at vi også fremtidigt kan støtte denne sag. Det er jo ikke Martinus sag alene, men derimod vor egen. Vi hjælper os selv med at opbygge den verden, vi ønsker at leve i, den kultur, der er "en ny himmel og ny jord i hvilken retfærdighed bor". Jo, fødselsdagsfesten blev en milepæl i Martinus sags historie.
tb