Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At bestige Mount Everest, krydse Atlanten i ballon, slå sin egen rekord i langrend, eller hvad man ellers kan finde på at pusle med, ja, – det er naturligvis altsammen udfordringer, som er med til at fortælle én, hvad man er værd, og hvad man kan klare. Og dog er sådanne bedrifter blot symboler på den farefulde og krævende, langsommelige og seje indsats, der fordres af hvert enkelt levende væsen, lige fra den mest primitive lille plantekim og frem gennem udviklingsrækken til det jordiske menneske. Det er jo selve kampen for at overleve, det drejer sig om, og netop på dét felt er mennesket så velforsynet med godt grej, at det forlængst har distanceret sine medvæsener. Martinus kosmologi er også en slags grej, noget nyt grej, der hviler på andre principper end de tilvante. Nå ja, nu har man kendt til dette grej i mange år, faktisk i flere tusind – , men Martinus har påvist hidtil oversete finesser og tilføjet en del hist og her. Resultatet er blevet, at dette nye grej ser ud til at passe perfekt til den "kosmiske ekspedition", som det jordiske menneske i øjeblikket, er ved at begive sig ud på. Dette bliver så meget mere tydeligt, eftersom det gamle grej ligefrem ser ud til at lægge hindringer i vejen på vor færd. Ja, – nu kaldte jeg Martinus kosmologi for nyt grej, men i virkeligheden er det en byggevejledning eller øvelsesvejledning i fremstilling af nyt grej. Selve råmaterialet er nemlig tilstede i form af det gamle grej, og dvs vor veludviklede hjerne, vore erfaringer og følelser eller kort sagt: vore tanker. Ligesom de anatomiske detaljer går igen fra menneske til menneske, omend med en individuel variation, således kan man også tale om en generel tankestruktur præget af individuelle variationer. Den gamle selvopholdelses-drift og alle de tankearter, der grupperer sig omkring den, er menneskets arv fra dyreriget, og den udgør naturligvis en let genkendelig tankestruktur. Og den ny tankestruktur er da heller ikke nyere end, at de fleste mennesker også har lagt mærke til den. Vi lever nemlig i en tidsalder, hvor nyt og gammelt grej bruges side om side. Withus tegning viser helt konkret, hvad det er vi taler om. Læg mærke til, hvor smukt de to tankearter er struktureret ud i "tankesæt", der svarer til hinanden. Man vil også opdage, at nyt og gammelt grej ikke kan bruges samtidigt, da de modvirker eller ophæver hinanden. Når moderne mennesker, samfund, stater eller nationer ofte synes at befinde sig i en mærkelig rådvild, vægelsindet og reduceret-handledygtig nul-tilstand, skyldes det en slags sindets oscillation, en resultatløs vibreren mellem to modsatrettede tankestrukturer. Tegningen viser også, hvad Martinus mener, når han taler om det primitive dyriske – og det intellektuelle humane tankeklima. Han siger ligefrem, at vi mennesker er en slags overgangsvæsener eller "sfinkser", dvs halvt dyr og halvt "rigtige mennesker", idet han forudser, at vor nuværende kendte serie af riger, altså mineralriget, planteriget og dyreriget, vil efterfølges af et fremtidsrige, som han kalder "det rigtige menneskerige". Her vil det ny tankeklima være så godt indøvet og fungere så perfekt, at mennesket som "rigtigt menneske" vil have genfundet sin selvsikkerhed fra dyreriget, men altså nu på grundlag af en diamentralt modsat væremåde.

I Selma Lagerlöfs roman om Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige findes et sagn fra Härjedalen. En handelsmand kører med sin slæde over isen på Ljusnan og ulvene fra Sonfjeldet er efter ham. Da han hører dem tude og ser, hvor mange, der er, taber han hovedet, pisker på hesten og tænker slet ikke på, at han kunne øge farten ved at kaste bøtter, spande og kar ned af læsset. Han befinder sig midt i den øde natur, og der er flere mil til den nærmeste gård. Mens han nu sidder der, stiv af skræk, ser han til sin forfærdelse en gammel kone komme imod sig. Han indser straks, at kører han forbi hende, vil hun gå lige i gabet på de vilde dyr, og mens de sønderriver hende, vil han kunne slippe bort. "Det stod altsammen klart for ham, i det øjeblik han så den gamle. Og ikke nok med det, men han fik også tid til at tænke på, hvordan det ville være for ham bagefter, om han ville fortryde, at han ikke havde hjulpet den gamle, eller om nogen ville få at vide, at han havde mødt hende og ikke hjulpet hende." I det samme sætter ulvene i en vild tuden, og det giver et sæt i hesten, så slæden farer forbi konen. "Nu var han sikker på at slippe væk og prøvede på at være glad. Men i stedet gav det sig til at svide og gnave i brystet på ham. Han havde aldrig før gjort noget uhæderligt, og nu syntes han, hele hans liv var ødelagt. 'Nej, det må gå som det kan,' sagde han og holdt hesten an, 'jeg kan ikke lade hende blive alene med gråbenene.' Kun med stort besvær fik han hesten vendt, men det gik da, og snart havde han indhentet den gamle kone! 'Skynd dig at krybe op i slæden!' sagde han barsk, for han var vred på sig selv, fordi han ikke havde kunnet overlade den gamle til hendes skæbne. 'Hvad skal du rende om her på isen for, din gamle heks!' sagde han. 'Nu sætter Svarte og jeg nok livet til for din skyld... Svarte har allerede gået fem mil i dag, så han bliver jo snart træt, og læsset er ikke blevet lettere, siden du er kommet op på det.' Slædemederne skurede mod isen, så det hvinede, men alligevel kunne han høre ulvene hvæse, og han var klar over, at nu havde gråbenene indhentet ham. 'Nu er det ude med os!' sagde han. 'Det var ikke til megen glæde hverken for dig eller mig, at jeg prøvede at frelse dig...'" Konen giver ham nu det råd at kaste tønder og baljer af læsset, og manden indser, at det er et fornuftigt råd, og undrer sig over, at han ikke har tænkt på det før. "'Hjælper det ikke, så kan du nok forstå, jeg frivilligt kaster mig for ulvene,' sagde den gamle, 'så du kan slippe væk.' Da hun sagde det, var manden netop i færd med at skubbe et stort, tungt bryggekar ned fra slæden. Bedst som han arbejdede på det, holdt han inde, som om han ikke kunne bestemme sig til at kaste karret ud. Men i virkeligheden var hans tanker optaget af noget helt andet. 'Det kan da ikke være nødvendigt, at hest og mand, som er sunde og stærke, skal lade ulvene æde en gammel kone for deres skyld,' tænkte han. 'Der må være en anden udvej. Ja, det må der. Det gale er bare, at jeg ikke kan finde den.'" Men pludselig slår det ned i ham. "Det var pænt af dig, at du frivilligt ville kaste dig for ulvene, siger han til konen. Så beder han hende om roligt at blive siddende på slæden, og køre til den nærmeste gård efter hjælp. Derefter kaster han det store bryggekar ud, springer selv bagefter og kryber ind under det. Ulvene prøver at vælte karret, men det er for tungt. "Manden ... vidste, han var i sikkerhed, og han lå og lo ad ulvene. Men snart blev han alvorlig. 'Kommer jeg nogen sinde mere i nød,' sagde han, 'så skal jeg tænke på dette bryggekar. Jeg skal tænke på, at jeg ikke behøver at gøre mig selv fortræd og heller ikke andre. Der er altid en tredie udvej; det gælder bare at finde den.'"

Man spørger Jesus, om det er rigtigt at betale skat. Der er to muligheder for svar: ja eller nej. Siger han ja, er han en forræder, der støtter romerriget; siger han nej, kan man melde ham til øvrigheden. Jesus beder spørgeren om en denar, dvs en romersk sølvmønt, og får den straks i hånden. Selv om landet var under administration af romerriget og som følge deraf måtte tåle en fremmed magts tilstedeværelse, var denne dog ikke uden fordel for de forretnings-bevidste indvånere. Møntfoden var ikke ensartet som i vore dage, og når en jøde kan trække en romersk mønt op af lommen, så kan den kun være kommet derned på én måde nemlig gennem handel med romerriget. Jesus spørger da om, hvem billedet på, mønten forestiller. Det kan han selvfølgelig godt selv se, men meningen er, at den tilspurgte højt og tydeligt over for tilhørerskaren skal bekræfte sin afhængigheds tilhørsforhold. Og svaret falder naturligvis uden betænkningstid, som det må falde "Det er kejseren." Først på dette tidspunkt fornemmer manden sandsynligvis, at han har mistet point, måske uden helt at kunne gøre sig årsagssammenhængen klar, men inderst inde føler han, at Jesu næste replik er udtømmende, i hvert fald for hans, spørgerens vedkommende, når den lakonisk lyder: "Så giv kejseren, hvad kejserens er!" Og Jesus, som tænker i store cirkler, afslutter med at bringe svaret op på det højst tænkelige analoge plan: "Og giv Gud, hvad Guds er!"

En sådan spontan reaktion, grundet på forudfattede meninger, fører altså til, at man snupper maddingen uden at se krogen. Men hvad nu, hvis man ingen meninger har? Ja, så kan man komme i tvivl. Er det ene nu rigtigt eller er det andet mon bedre? Hvad skal jeg vælge? Man fikseres igen af garneringen, overser indmaden, og kan nu gøre ét af to:

Resultatet bliver i begge tilfælde det samme: man bider på krogen!

Når man forestiller sig situationen med Jesus over for den lyttende forsamling, kan man roligt gå ud fra, at der ikke har været nogen tøven eller overvejelser for eller imod. Replikkerne er faldet i normalt tempo. Hvad er det da, som får Jesus til straks at slå ned på den løsning, som med få ord, formidler en slags balance i situationen? Der siges ikke et eneste uvenligt ord, og spørgsmålet besvares uden forbehold af nogen art. Ja, er det netop ikke en udviklet sans for at opdage en manglende balance i den mentale atmosfære og en evne til helt klart at se, hvori denne brist består? Med Jesu svar i hånden kan vi godt se sammenhængen. Spørgeren er med sit snedige spørgsmål selv så optaget af sine bagtanker og rænker, at han ikke formår at gennemskue sig selv. Det er nemlig ikke uden grund, at netop han må stille netop dette spørgsmål. Mens hans opmærksomhed er bundet af hans listige hensigter "graver han den grav, han selv falder i."

Nu brugte jeg vendingen: dårlig samvittighed, og det er klart, at dårlig samvittighed må være nøje forbundet med en tro på, at noget kan være godt, og noget andet kan være ondt. Det behøver imidlertid ikke at være en indoktrineret tro. Mange moderne voksne mennesker lader sig ikke pådutte noget, når det drejer sig om moral, men har alligevel en udviklet fornemmelse af, hvad der, sagt på en anden måde, vil være hensigtsmæssigt, og hvad der vil være u-hensigtsmæssigt. Så kan man jo begynde at diskutere, om dét, som er hensigtsmæssigt for én selv, også er hensigtsmæssigt for andre, og vil her måske kunne påvise en uoverensstemmelse. Nu begynder usikkerheden at brede sig. Skal man pleje sine egne interesser, eller skal man pleje sin næstes interesser. Tja, – hvad skal man gøre, hvad skal man sige? Man befinder sig i den før omtalte "oscillations-tilstand", en sindets penduleren mellem nyt og gammelt grej. I denne krisesituation er det, at Martinus kosmologi viser sandhedssøgeren vejen til en dybere forståelse, således at han eller hun, på basis af egne erfaringer, vil være i stand til at overskue sine personlige problemer, og løse dem på en måde, der vil være tilfredsstillende for både følelse og intelligens. På Withus tegning er uselviskhed placeret sammen med en række tankearter, som de fleste nok vil erklære sig for tilhængere af. Noget tyder altså på, at det vil være mest praktisk at optræne et uselvisk væsen. I sagnet fra Härjedalen var det mandens angst, der lammede ham og fik ham til at søge tryghed i en tankestruktur, som han forlængst havde udlevet, gamle primitive reflekser, der lukkede af for hans fulde evne til at overskue problemet og finde den sande løsning. Læg også mærke til den gamle kones ro og hendes uselviske tilbud om at kaste sig for ulvene! Det var i virkeligheden hendes væremåde, der fik manden til at "svinge over" og finde "den tredie udvej". I historien med Jesus sluttede vi med at tale lidt om skyldfølelse, som fører til usikkerhed og angst, der igen kan meddele sig til omgivelserne som fordomme, hovmod, irritation og vrede. At handle ulogisk på selv det mindste lille område, er for åndsforskeren en torn i sindet, der får ham til at føle, at han også står i fare for at handle ulogisk på alle mulige andre områder. Igen er vi tilbage i problemet med at sanere handlinger og censurere tanker. Altså: God fornøjelse!