Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1980/8 side 86
Tage Buch
Bønnen – en kraftkilde
 
Talentet for at bede degenererende
Det blev sagt om Moses, at han "talte med Gud som mand taler med sin næste", og det er nok en tilstand, som er uforståelig for det moderne menneske. Men ifølge Martinus er det uundgåeligt, at alle mennesker uden undtagelse, med den kosmiske bevidstheds vækst i væsenerne, sluttelig vil opnå denne nære tilknytning til Gud og den fuldstændige forståelse af Guds væsen og en intim forbindelse med ham.
Men bøn til Gud betragter mange nutidsmennesker ofte som "udsprunget af den rene overtro". En fransk opinionsundersøgelse viste fornylig, at 49% af befolkningen aldrig brugte bønnen, medens 51% bad mere eller mindre regelmæssigt. Kun 15% bad hver dag, og resten fra tid til anden. 65% af de bedende var kvinder. Måske foreligger der ikke nogen tilsvarende undersøgelse for Skandinavien, men umiddelbart har man heller ikke indtryk af, at bøn er anvendt mere her, snarere tværtimod, for her har kirke og religion endnu ringere tilslutning. Den instinktivt eller trosmæssige indstilling til det guddommelige, og dermed talentet for kontakt hermed gennem bøn, er stærkt degenererende. Bøn er således en af mange helt upåagtet kraftkilde, som ellers, rigtigt anvendt, ville kunne gøre livet til en daglig rig og strålende oplevelse med åndelig modning og menneskelig forædling til følge.
Men sådan ser det moderne materialistiske menneske ikke på bøn. Videnskaben har også næsten udelukkende beskæftiget sig med fysisk målelige og vejelige materier og er kun nået til den åndelige verdens grænseland f.eks. i den teoretiske fysik. Og da videnskaben i årtier har været vejledende for mennesker, måske især de som har mistet interessen for det trosreligiøse, er disse følgelig blevet materialistiske. Jord, huse, maskiner af alle slags er blevet målet og ikke midlet for den enkelte. Og i den seneste tid afspejler jagten på pengemidler, værdipapirer og ædle metaller sig i de høje rentesatser og guldprisernes himmelflugt. "Dansen om guldkalven" har aldrig været mere udbredt end i disse år. Og da man ikke kan dyrke Gud og Mammon på samme tid, er de åndelige sider ved væsenerne og ved verdensaltet helt trådt i baggrunden.
Genopdagelse af bønnens kraft
Med Martinus kosmiske analyser lærer vi påny at se bønnen som en kraftkilde, som vi i tidligere inkarnationer har benyttet os af på trosmæssig basis, men som vi nu kan opleve som dagklar viden. Og dog har sikkert mange mennesker, der kender disse analyser, svært ved at benytte sig af bønnens princip og metode. Og det er kun naturligt, at evner og talenter, der så lang tid har været sat ud af kraft, ikke straks kan belives og fungere fuldkomment igen, men må have ny opøvelse og træning.
Mennesker kan føle det akavet sådan at bede "ud i den tomme luft". De føler ikke nogen Guds nærhed i denne tilsyneladende brutale verden med ulykker og krige. De ser ikke verdensaltet som Guds organisme og oplever heller ikke virkningen af den ånd, der leder og styrer alle naturens funktioner som Guds bevidsthed. Nogen kan have det som den lille dreng, der midt i sin bøn holder en pause og spørger op mod loftet: "Hører du mig?". De har ikke indtryk af om de bliver hørt eller bønhørt.
Imidlertid er luften ikke så "tom", som den antages at være. Ved århundredeskiftet havde man kun ringe viden om de stråler, bølger og vibrationer, som man nu har stor indsigt i, og som dagligt benyttes ved radio, TV, radar, røntgen osv, ligesom man har kunnet måle "kosmiske strålinger". Også ved encelografi (måling af hjernens elektriske impulser) kan man konstatere menneskelig bevidsthedsaktivitet. Forskningen vil formentlig bringe endnu flere resultater af målinger af bølger og vibrationer både i mikro-, mellem- og makrokosmos, som udtryk for en universel bevidsthed.
Hvordan kommer vi i forbindelse med Gud?
Der er altså bevidsthed bag verdensaltet, og alle eksisterende levende væsener giver – hver på sin vis – udtryk for denne bevidsthed og repræsenterer derved redskaber eller organer både i den fysisk synlige verden eller på det usynlige eller åndelige plan, den usynlige del af væsenerne og naturen. At der virkelig er bevidsthed i det usynlige eller "tomme" rum, viser Martinus klart i sin bog "Bønnens Mysterium", hvor han i kap. 9 skriver, "at ethvert levende væsens sanseevne må fremtræde i to afsnit, nemlig et synligt og et usynligt" "At dette usynlige afsnit ikke er noget "intet", afslører sig hurtigt som kendsgerning for væsenet. Det ser nemlig, at alt synligt udgår fra dette usynlige afsnit og indgår atter igen i dette afsnit. Hvis dette afsnit derfor var det samme som et "intet", måtte alt det synlige: "væsener" og "ting", jo komme af "intet", hvilket jo er totalt umuligt. "Intet" kan aldrig blive til "noget", ligesom "noget" aldrig kan blive til "intet". Når der til kommer, at den synlige del udelukkende viser sig som virkninger af den usynlige del, bliver den usynlige del således identisk med "noget", der åbenbarer sig igennem den synlige del. Men derved bliver verdensaltets analyser jo identisk med det levende væsens analyse, der også urokkeligt udtrykker et "usynligt noget", der åbenbarer sig gennem et "synligt noget"." (citat slut)
Verdensaltet eller Guddommen har altså redskaber eller organer på alle niveauer, synlige såvel som usynlige, som hver på sit niveau repræsenterer Guds bevidsthed, og mennesket kan altså både fra de fysiske og de åndelige væsener få hjælp og vejledning i de situationer, hvor det ikke selv ved egen anstrengelse kan klare sin situation, når det indstiller sig på Gud og udtrykker sin bøn. Men iøvrigt er det jo ikke sådan, at den der ikke beder, ingen hjælp får. Guddommen har forbindelse – gennem vort evige jeg – med ethvert levende væsen, som alle er hans redskaber, og alle får, selvom man ikke beder, hjælp og vejledning eller trøst og opmuntring, og således er intet væsen udenfor Guds varetægt, men alle bliver hjulpet fremad. Og dog er det en fordel dette at bede, hvilket vil sige selv at fremstille sine tanker så klart og beskrive sin situation, sådan at hjælperne – enten de er fysiske eller diskarnerede – kan se, hvordan eller om hjælpen skal ydes. Hvis ikke man beder, skal disse hjælpere ud af ens situation aflæse, at man trænger til hjælp (på samme måde som man kan se, at den visne blomst trænger til vand) og hvorfor så ikke selv forklare sin situation og få hjælpen i tide?
Bøn ændrer ikke Guddommens vilje, men vor
Vi kan bede om hvad som helst, helbred, økonomi, familieliv, arbejdsforhold, for verdensfred osv, men bønhørelsen består ikke deri, at vi med vor bøn kan forandre Guds vilje og opnå afvigelse fra de evige love, men derimod kun i de bedre muligheder, vi får, for at ændre vor egen tanke, vilje og handlemåde. Hvis vi beder om at blive raske i tilfælde af sygdom, bliver vi kun virkeligt og endeligt helbredte ved opfyldelsen af de betingelser, som vor organisme kræver for at genvinde sundheden. Vi kan midlertidigt få lindring eller ophævelse af symptomer ved kemiske midler, men det er ikke helbredelse, og vi kunne måske få vor sygdom udskudt ved bøn til senere lejlighed, om det passede i vor skæbne, men vi skal ved sygdommen få viden om, hvad galt vi gjorde, og rette det, før vi kan blive helt raske. Men bøn kan give styrke til at udholde eller være mentalt upåvirket af lidelsen. – Eller hvis vi beder "ske din vilje som i himmelen således også på jorden", ja, så influerer det ikke på Guds viljeføring, men betyder, at vi indstiller os på at ændre vor egen viljeføring i kontakt med Guds vilje, dvs naturens love og betingelser. Hvis det var sådan, at Guds vilje, verdensaltets love, kunne ændres efter vore private små ønsker og forhåbninger, ville verdensaltet være ustabilt, og ingen ville således kunne få tillid til en Guddom, hvis reaktioner på bønner var tilfældige eller modstridende. Ja, verdensaltet ville slet ikke kunne eksistere. Guds vilje – naturens love – er stabile og urokkelige. Og vore bønner må derfor især angå en udvidet forståelse af og indsigt i naturens love eller Guds væsen og om mod til at gå videre, men derimod ikke om at vi kan undgå vore besværligheder, eller at Gud skulle lade "nåde gå for ret", når vi overtræder livets klare spilleregler.
Vi er ikke alene
Når vi studerer Martinus symbol "Livsenhedsprincippet" og forklaringen dertil, kan man få en klar forståelse og vidunderlig fornemmelse af den organiske forbindelse, der eksisterer mellem alle levende væsener, og hvorledes hvert enkelt væsen lever i en nær kontakt med hinanden og med Gud, og dermed at "i Ham lever, røres og er vi". Vi er derfor ikke alene i verden. Ved hjælp af det elektriske felt, som vor bevidsthed udgør, tiltrækkes eller frastødes vi af bestemte miljøer, og derved kommer vi netop til at leve i de omgivelser, der fuldstændigt er tilpasset vor egen natur og bevidsthed. Netop her er vi bedst på bølgelængde med Guds bevidsthed. Her kan vi, enten vi så beder eller ej, få den allerbedste uddannelse i livets skole, den nødvendige hårde erfaringsdannelse, den bedste vejledning, hjælp, støtte og underholdning.
Vi lever i Guds organisme, som vore egne organer, celler og andre mikrovæsener "lever, røres og er" i vor egen perfekt opbyggede organisme, som vi dog til tider mishandler. Og ligesom vi bliver opmærksomme på vore cellers nødråb, som er smerterne vi føler, således opleves også vort velbefindende eller vore vanskeligheder og ulykker hos den "Fader", som er os nærmere end noget andet væsen, idet vi netop er forbundne med Ham gennem vor egen evighedsstruktur, vort jeg og skabeevne. Vi kan altså undlade at bede til Gud i en eller anden selvtilstrækkelig isolerthed fra denne Fader, eller vi kan begynde at skabe den nære tilknytning og daglige korrespondance med Gud, udtrykke vor glæde og taknemmelighed for alt, hvad vi modtager, og stille vore spørgsmål, søge styrke, bede om, at vi må finde de rette løsninger på vore problemer, og ikke mindst tillige bede for de mennesker, som er placeret i vor nærhed, vor næste, at også disse må blive hjulpet.
Endnu er de fleste af os novicer i henseende til bøn, men i de kommende århundreder vil vi gennem lidelseserfaringer vinde indsigt og vokse i moral eller kærlighedsudfoldelse og derfor også nå dertil, at vi som Moses kan "tale med Gud som mand taler med sin næste".
Moses kunne kun gennemføre sin vanskelige mission, ledelsen af sit folk den lange vej gennem ørkenen, ved at øse af den kraftkilde, bønnen, der står til ethvert menneskes rådighed, og som vil være en uundværlig hjælp for os i det, som kan føles som hverdagens ørkenvandring frem til den livsoplevelsens kulmination, det er at blive født til den kosmiske bevidsthed, som giver adgang til et permanent samliv med Guddommen.
tb