Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Siden Henrik Ibsens skuespil "Et Dukkehjem" blev opført første gang for over hundrede år siden, har mange stillet spørgsmålet: Hvor gik Nora hen, da hun gik ud? Spørgsmålet er søgt besvaret på flere måder, men der hersker stadig usikkerhed med hensyn til svarenes gyldighed. Med kendskab til Martinus omfattende analyser af den seksuelle polforvandling hos det jordiske menneske vil vi vove at sige, at Nora, både da hun gik ind i sit ægteskab, og da hun brød ud af det, befandt sig på den vej, der fører frem mod dette at blive til et rigtigt menneske, og at de oplevelser, hendes ægteskab bragte hende, var nødvendige erfaringer for den videre befordring frem ad denne vej. Og vi vil gå så vidt som til at sige, at alle hendes medsøstre vandrer ad samme vej, omend de på et givet tidspunkt passerer forskellige milepæle på denne vej, som foruden at være ganske lang også byder på forhindringer både her og der.

Kvinderne ved de første milepæle går endnu med forsigtige skridt og kaster lange og længselsfulde blikke tilbage til det, de er ved at forlade – det gammelkendte, som giver dem tryghed, og som de endnu ikke helt er parate til at give afkald på, skønt trangen til at søge nye veje har meldt sig. Andre er meget længere fremme ad vejen og kaster længselsfuldt blikket endnu længere frem, hvor solen synes at bryde gennem skyerne et sted og kaste sit gyldne lys på den nye vej. Atter andre kvinder står ved milepælene midtvejs, ofte rådvilde og bange, enkelte tillige agressive. Der er det specielle ved den vej, de alle vandrer ad, at man ikke kan vende om og gå tilbage. Bortset fra at man undervejs kan komme mere eller mindre på afveje, kan man kun gå fremad. Og kvinderne på midten er netop nået så langt, at de helt har mistet af syne den tryghed, der lå i det kendte, de forlod. Og samtidig er de endnu ikke nået langt nok frem ad den nye vej til at kunne se, hvor den egentlig fører hen – om der nu også forude er noget, som er bedre, end det de forlod. Om der eventuelt findes en ny slags tryghed der. De har troet det og håbet det. Men de er ikke sikre. Derfor er de kvinder, som befinder sig ved de midterste milepæle, i en noget vanskeligere situation end både de, der befinder sig ved de første, og de, der nærmer sig de sidste. I denne midterste gruppe finder vi blandt andre de kvinder, som i dag gør sig stærkt gældende i kampen for kvindernes frigørelse. De føler, de er på vej mod noget nyt (hvad de virkelig også er), men de ved alligevel ikke rigtig, hvor de er på vej hen. De bryder ud af deres ægteskaber for at "realisere sig selv", som det så smukt hedder. Og målet synes at hellige midlet. De er ved at være trætte af at være slaver i et ægteskab og forsøger undertiden nidkært at ruske op i "sløve" medsøstre, som endnu ikke synes at være mætte af denne slavetilværelse og den form for tryghed, den giver dem – og som derfor kun tager små, forsigtige skridt ud på den nye vej mod det ukendte mål.

Egentlig burde de kvinder, som er længst fremme på vejen, kalde på de rådvilde i den midterste gruppe. Råbe til dem, at solen skinner varmt og trygt et sted der længere fremme! Men problemet er, at de på midten er vanskelige at råbe op. Mange af dem råber selv så meget, at de ikke kan høre andre. Og det er der ikke rigtig noget at gøre ved. Der er en del uro og ballade der midtvejs. Man skælder meget ud på mændene, som så længe har behandlet kvinderne dårligt – meget længere, end kvinderne i virkeligheden kan huske tilbage (ligesom de heller ikke kan huske, at der var engang, de selv syntes, det var en del af naturens orden at lade sig behandle sådan). Og man skælder ud på samfundet, som gør forskel på mænd og kvinder til mændenes fordel. Og fordi man har fået øjnene op for disse "uretfærdigheder", kan man næsten ikke holde ud at se på, at der stadig er en del kvinder, der hver især i al fredsommelighed sætter mad på bordet for en mand flere gange om dagen og til og med vasker både skjorter og sokker for ham!

I virkeligheden er alle disse kvinder ved at prøve på at blive "mennesker", som Henrik Ibsen lader Nora udtrykke det i "Et Dukkehjem". Og ifølge Martinus bør ingen lade sig forurolige af, at kvinderne synes at befinde sig på vidt forskellige stadier i denne udvikling, idet ethvert stadium har sin egen berettigelse som et trin i udviklingen. Det er lige så naturligt for den ene at befinde sig vel i rollen som hustru og mor og hjemmets midtpunkt, som det er for en anden at begynde at gøre sig fri af denne rolle og for en tredie at trives vel med livsopgaver, der ligger helt udenfor det traditionelle familiemønster. Der er tale om forskellige stadier i en udvikling, der styres af universelle love, vi ingen indflydelse har på, men som vi har langt større mulighed for at leve i et harmonisk forhold til, hvis vi kender dem, end hvis vi er uvidende om, hvad der er årsag til de ændringer i de traditionelle kønsrollemønstre, som vi ikke længere kan lukke øjnene for, og som den enkelte oplever i sig selv.

Hvis de yderliggående kvindesagsforkæmpere kendte til Martinus analyser af blot to enkelte, men meget væsentlige, styrende principper: reinkarnationsprincippet og polprincippet, ville de kunne unde sig selv en velfortjent hvil mellem opråbene på barrikaderne. Og da analyserne af disse love og principper er åbenbarede for os netop for at give os en nødvendig forståelse af, hvad der foregår i os og omkring os, vil vi formentlig komme til at opleve, at den igangværende kvindefrigørelseskamp vil stilne af i samme takt, som kendskabet til Martinus analyser vil blive udbredt blandt de kæmpende kvinder. Med kendskab til reinkarnationsprincippet vil de kæmpende blive klar over, at de har mere tid på sig, end de tror. Der kan nemt blive tale om panikagtig handlemåde, hvis man føler, man skal nå noget meget vigtigt, og man samtidig har den opfattelse, at man kun har dette ene liv at nå det i. Og kendskabet til polprincippet vil helt enkelt få kvinderne til at forstå, at den udvikling, der foregår med jordmenneskene i kraft af dette princip, ikke behøver særlig megen håndsrækning og slet ikke på den måde, denne håndsrækning hidtil er ydet.

Det er en almindelig opfattelse, at vi allerede er rigtige mennesker. Men ifølge Martinus er vi kun højtudviklede dyr, som først engang i fremtiden vil blive "rigtige mennesker" (i Guds billede efter hans lignelse). I den udvikling vi gennemgår, fra at være dyr i renkultur til at blive mennesker i renkultur, befinder vi os netop nu som det, Martinus kalder "en såret flygtning mellem to riger" – som halvt dyr og halvt menneske – genialt symboliseret i Sfinx-skulpturerne i det gamle Egypten. Vi har udviklet os så langt, at vi ikke føler os hjemmehørende hos de egentlige dyr eller ganske på bølgelængde med deres livsbetingelser. Men vi har endnu ikke udviklet os langt nok til at være hjemmehørende i det rige, der i udviklingsspiralen følger efter "dyreriget". Vi er endnu ikke i moral og levevis modne til at gå ind i den anderledes forfinede livsudfoldelse, som er det normale i dette rige, idet vi vel må erkende, at vi stort set "æder og drikker og formerer os på tigerens og svinets maner", som Martinus udtrykker det i stk. 361 Livets Bog II.

Der er nedlagt en god del såkaldt videnskabeligt arbejde i både at klarlægge forskelle og i at analysere fælles træk mellem de højerestående dyr og det jordiske menneske. Blandt forskellene kan regnes det fænomen, at mænd og kvinder på mange områder nu er i færd med helt at bytte roller – noget man ikke ser hos de højerestående dyr. Men ingen kan rigtig klarlægge den inderste årsag til disse ændrede forhold, som forvirrer så mange og derfor nok er et studium værd. Allerede længe har kvinderne i kraft af højere uddannelse ønsket at trænge sig frem i stillinger, der tidligere var forbeholdt mænd. Og nu begynder mange unge mænd at vise betydelig interesse for uddannelser, der kvalificerer dem til at beskæftige sig med børnepasning, sygepleje og lignende, og viser samtidig i mange tilfælde stor aversion mod at gøre militærtjeneste, hvilket var næsten utænkeligt for blot få årtier siden.

Det er ved at være overordentlig påtrængende at kunne få svar på, hvad der er den egentlige drivkraft bag disse fænomener – svar på, hvad der sker med os, i os og omkring os netop nu i disse år – og hvor denne udvikling eventuelt vil føre os hen. Mange mennesker af begge køn, som i dag falder lidt udenfor det, man traditionelt i vor kulturkreds har betegnet som det normale for eksempel med hensyn til interesser, kønsroller og seksuel adfærd, føler sig mere eller mindre usikre på, om det er dem selv eller "de andre", der er "unormale". En sådan usikkerhed kan kaste mørke skygger over den enkeltes livsoplevelse og kan hos nogle blive til en psykisk belastning af et sådant omfang, at det kan føre til psykisk sygdom. Imidlertid siger et gammelt ord, at "når nøden er størst, er hjælpen nærmest!". Og Martinus har da også i sin kosmologi lagt meget stor vægt på at forklare os om de forandringer, der foregår i jordmenneskenes seksuelle polstruktur, mens udviklingen fra dyr til menneske står på. Der er tale om forandringer, som strækker sig over en meget lang epoke (over en meget lang række af inkarnationer), men som tager særlig fart – og derfor bliver særlig mærkbar – i den sidste periode, jordmenneskene tilbagelægger i dyreriget, hvilket vil sige der, hvor vi i udviklingen befinder os nu. Da forandringerne i den seksuelle polstruktur – polforvandlingsprocessen – imidlertid ikke forløber ganske ens for alle mennesker, og disse heller ikke står på samme trin i udviklingen samtidig, ser vi som resultat de mange forskellige former for adfærd. Men med et uddybet teoretisk kendskab til denne forvandlingsproces, som det nu er muligt at skaffe sig gennem studiet af Martinus analyser, vil enhver kunne opnå at få forståelse af og for både andres og egen adfærd.

Martinus taler i sine analyser af polprincippet om en dobbeltpolet og en enpolet tilstand hos de levende væsener. Ved den dobbeltpolede tilstand forstås en tilstand i den seksuelle polstruktur, hvor der er tale om en absolut ligevægt eller en fuldkommen balance mellem et væsens to seksuelle poler – den feminine og den maskuline. Og overalt hvor en sådan ligevægt forekommer, taler man ikke om han- eller hunvæsener, men om dobbeltpolede væsener (eller i slutstadiet om rigtige mennesker i modsætning til mænd og kvinder). Ved den enpolede tilstand forstås derimod en tilstand i den seksuelle polstruktur, hvor der er tale om en uligevægt eller manglende balance mellem væsenets feminine og maskuline pol således, at den ene pol er den absolut fremherskende, mens den anden pol er mere eller mindre latent. Og hvor en sådan uligevægt gør sig gældende, fremtræder væsenerne enten som hanvæsener eller som hunvæsener, alt efter om det er den maskuline eller den feminine pol, der er den fremherskende.

Den enpolede tilstand er altså ikke en tilstand, hvor det levende væsen kun besidder den ene seksuelle pol, der er den fremherskende, men en tilstand, hvor den modsatte pol er latent, hvilket ifølge Martinus vil sige, at den på et tidspunkt i væsenets udvikling er blevet tilbageholdt i sin vækst til fordel for den anden pol, som på denne måde er blevet bestemmende for væsenets køn. Disse meget specielle forhold i udviklingen tager normalt sin begyndelse ved overgangen fra planteriget til dyreriget med det guddommelige sigte at give væsenerne i dyreriget mulighed for oplevelser af en ganske anden art, end det er muligt for dem at skaffe sig som dobbeltpolede væsener, oplevelser, som er nødvendige for væsenernes videre befordring frem gennem udviklingsspiralen. Ser man på en hel udviklingsspiral, som Martinus fremstiller den, med dens 6 forskellige riger eller livsoplevelsesafsnit, vil man se, at det faktisk kun er i det afsnit, der betegnes som "dyreriget", der er tale om en virkelig enpolet tilstand med væsener, der fremtræder i to forskellige køn, enten som handyr eller som hundyr – som mænd eller som kvinder.

Det seksuelle princip benævnes også af Martinus som "den højeste ild", der igen danner grundlag for absolut al skabelse og al livsoplevelse. Og da denne højeste ild kun kan komme til udfoldelse gennem det enkelte levende væsens specielle polstruktur – det indbyrdes forhold mellem væsenets to seksuelle poler – kan man her begynde at fornemme, at denne udfoldelse må være mest primitiv (mest ensidig) der, hvor der er den dårligste indbyrdes ligevægt mellem de to poler, og mest strålende der, hvor det indbyrdes forhold mellem polerne er mest fuldkomment. Disse forhold analyserer Martinus meget indgående i "Livets Bog", hvor det gøres klart for os, at den såkaldte "højeste ild" netop brænder med sin allersvageste flamme hos væsenerne i dyreriget, hvor den hovedsagelig kommer til udfoldelse i parringsaktens kulmination. Og da det, der af Martinus benævnes som væsenernes "sympatiske anlæg", og væsenernes seksuelle polstruktur er nøje forbundet med hinanden og normalt følges ad i udviklingen, vil det tillige forholde sig således, at jo mere enpolet et væsen er, jo mere begrænset er samme væsens "sympatiske anlæg". Og da væsenets sympatiske anlæg er identisk med dets evne til at udfolde næstekærlighed, ser man klart, hvorfor forholdene i dyreriget og i den verden, vi for tiden tilhører, er så lidt prægede af næstekærlighed, som tilfældet er.

Men går vi tilbage til spørgsmålet om, hvad der er drivkraften bag de fænomener, der afslører sig i de ændrede kønsrollemønstre, må svaret blive, at det er "den højeste ild". Og da den højeste ild som nævnt udfolder sig gennem væsenernes seksuelle polstruktur, er det altså det indbyrdes forhold mellem det enkelte menneskes to seksuelle poler, der bliver afgørende for dets adfærd – for dets interesseområde, dets skabende evne og dets evne til at udfolde næstekærlighed.

Hvis et menneskes hele interesse koncentrerer sig snævert om ægteskab og familieliv, omsorg for ægtefælle og børn, må det ifølge Martinus ses som udtryk for, at samme menneskes livsoplevelse hovedsagelig befordres af dets ordinære pol (for manden den maskuline og for kvinden den feminine). Går man længere tilbage i dyreriget, vil man netop se interessen for magen og afkommet som dominerende al livsudfoldelse. Og Martinus understreger da også, at man skal længere tilbage i dyreriget end der, hvor vi befinder os nu, for at finde enpolede væsener i "renkultur". Hos jordmenneskene er den modsatte pol i færd med at udvikle sig hen imod en ligevægtstilstand med den ordinære pol. Og det er denne den modsatte pols udvikling i hvert enkelt jordmenneske, der giver sig udslag i blandt andet de ændringer i de kendte kønsrollemønstre, vi er vidne til i vor egen tid, og som vi netop ikke ser nogen antydning af hos dyrene, fordi den modsatte pol hos disse stadig er helt latent.

Gennem udviklingen af den feminine pol hos manden begynder han at begære andre livsoplevelser end dem, han gennem en lang epoke har kunnet skaffe sig alene i kraft af sin maskuline pol. Han vil ikke længere nøjes med de oplevelser, det giver ham at kæmpe mod kønsfælle om en partner, sikre sig afkom og så iøvrigt bruge al sin kraft på at skaffe føde til og beskytte dette afkom og partneren. Han føler i kraft af sin voksende feminine pol trang til at udfolde sig skabende udover dette snævre område. Og da hans "sympatiske anlæg" som nævnt udvikles i takt med udviklingen af den modsatte pol, kan han heller ikke længere nøjes med de menneskelige kontakter, hans snævre familiekreds kan tilbyde ham, omend denne stadig spiller en meget stor rolle for ham. Det har da også længe været betragtet som en naturlig ting, at se mænd udfolde sig mere og mere skabende indenfor deres såkaldte daglige arbejde, gennem hvilket de samtidig skaffer dagligt brød og økonomisk tryghed for familien. Man ser det som noget naturligt (og beundringsværdigt), at mange mænd tilbringer mere tid på arbejdspladsen – i kontakt med mange andre mennesker – end det er absolut nødvendigt for at tjene føden til familien. "Overarbejde" for mænd er en accepteret ting, skønt det ikke er ukendt, at det undertiden skal tilsløre en svækket interesse for at tilbringe al fritid sammen med familien.

Gennem udviklingen af den maskuline pol hos kvinden begynder hun på nøjagtig samme måde at begære andre livsoplevelser end dem, hun hidtil har kunnet opnå i kraft af sin feminine pol alene. Hun vil ikke længere nøjes med de oplevelser, det giver hende at være en enkelt mands partner, at stå til rådighed for ham seksuelt og på anden vis, at føde børn og tage sig af disse mod til gengæld – sammen med børnene – at blive underholdt og "beskyttet" af manden. Også kvinden føler i kraft af sin voksende modsatte pol trang til at begynde at udfolde sig udenfor hjemmets fire vægge på forskellig måde. Og da også hendes sympatiske anlæg vokser i takt med den modsatte pol, er det heller ikke længere tilfredsstillende for hende kun at lade disse anlæg komme til udfoldelse i relation til børn og ægtefælle.

Disse forhold er Martinus forklaring på, at de to køn i mange tilfælde ikke længere "har nok i hinanden" – bortset fra en forelskelsesperiode – og på, hvorfor det ofte volder så store problemer at leve i bundne parforhold i dag. Martinus taler netop om "de ulykkelige ægteskabers zone" i det område, hvor udviklingen af jordmenneskenes modsatte pol er i fuld gang. De interesser, som dirigeres af den voksende modsatte pol, gør de enkelte individer mere eller mindre uegnede til ægteskab, idet de nævnte interesser kun kan udfoldes på bekostning af interessen for ægtefællen. De ulykkelige ægteskabers zone danner ifølge Martinus en overgang til en anden zone, hvor ægteskabet vil være afløst af andre former for samliv. Martinus forklarer, hvorledes det enkelte menneskes sympatiske anlæg i forbindelse med den modsatte pols vækst efterhånden vil udvikles til en grad, som vil gøre det til noget nær en umulighed for den enkelte at forpligte sig til "kun" at lade sin sympati udfolde sig indenfor sin egen snævre familiekreds.

Det indledende billede af kvinderne på vejen er naturligvis kun et halvt billede. Parallelt med den vej kvinderne følger under polforvandlingsprocessen løber en tilsvarende vej, ad hvilken mændene vandrer mod det samme mål: at blive rigtige mennesker. Også for mændene sker der mange forandringer undervejs, skønt der endnu ikke er råbt så højt om disse forandringer. Også mange mænd føler sig i dag usikre og rådvilde. Nogle føler sig specielt utrygge ved kvindernes højrøstede gøren opmærksom på egne rettigheder – en utryghed som Henrik Ibsen formulerede meget klart og koncist der, hvor han i det tidligere nævnte skuespil lader Noras ægtemand, Helmer, sige: "Du ængster mig, Nora. Og jeg forstår dig ikke." Andre undrer sig i deres stille sind over, at de egentlig slet ikke føler trang til at kæmpe for at bevare visse rettigheder. De mænd, som er langt fremme i polforvandlingsprocessen, med betydelig udvikling af den feminine pol, føler sig i direkte disharmoni med rollen som den aggressive erobrer. Og de samme mænd lider ofte en del under at føle sig forpligtede til at undlade at give udtryk for nye følelser og behov, som netop opstår hos dem på grund af udviklingen af den modsatte pol, fordi disse nye følelser og behov ikke stemmer overens med de forventninger den traditionelle mandsrolle stiller til dem.

Vi har længe hørt umådelig meget om kvindernes situation. Og der er visse ting, der tyder på at vi nu i den nærmeste fremtid vil komme til at høre en hel del om mændenes situation. Det er ved at være påtrængende nødvendigt for mændene, at der bliver talt mere åbent om deres situation. Kvindernes styrke, i deres forandrede situation, har blandt andet ligget i, at de har kunnet meddele sig til hverandre. De har kunnet tale åbent med hinanden om deres fælles problemer. Mændenes svaghed i dag ligger i, at de lukker sig inde i sig selv af angst for at tabe ansigt og blive latterliggjorte, hvis de åbent står frem og erkender, at de ikke længere ønsker at leve op til den traditionelle mandsrolle. At de ikke længere vil finde sig i, kun at blive vurderet på muskelkraft og potens og på evne til at tjene penge. At også de ønsker at være mennesker – ikke blot mænd!

Der spores allerede nu revner i isen omkring mændenes situation. De første bøger om "den nye mand" er allerede skrevet, og man kan gætte på, at en strøm af bøger om dette tabu-emne vil følge efter. Og mens disse bøger skrives, er der desuden håb om, at Martinus analyser af jordmenneskenes seksuelle polforvandling – som jo allerede er nedskrevet – vil nå ud til flere og flere. Først gennem kendskabet til disse klare analyser vil mange mænd få rakt den hjælpende hånd, man fornemmer, de har så hårdt brug for i en tid, hvor mange af dem undrende oplever, at kvinderne begynder at trække hånden til sig i en slags beruselse over pludselig at have muligheder for at kunne klare sig selv.

At kvinderne gennem årtusinder har oplevet umenneskelige lidelser er hævet over enhver diskussion, ligesom vi kan konstatere, at de fremdeles i mange lande er underkastede umenneskelige forhold – ikke mindst på grund af manden. Kvinderne i den vestlige verden er imidlertid på en del områder nået igennem nogle af de værste lidelser, og man kan godt føle en slags forståelse for, at de nu, med deres allerede indvundne rettigheder, samler sig om helt at gøre sig fri af al undertrykkelse og ydmygelse. Men drejer det sig om at nå frem til at blive "mennesker" (og det er dybest set det, hele "kvindeoprøret" drejer sig om), er det vel en omvej at gå, at anvende "umenneskelige" midler for at nå målet. Ikke alle initiativer i kampen for kvindernes frigørelse er lige sympatiske, og en del af initiativerne afslører ringe grad af visdom (og næstekærlighed) bag initiativtagerne. Dog forekommer der også mere humane indslag i kvindekampen – indslag som ikke leder nogen på afveje og som afslører større erfaring og forståelse end de mere militante kvinders opråb til medsøstre om for enhver pris at bekæmpe mændene og forlade dem for at finde deres egen identitet. Den enkelte kvindes polforvandlingsproces fremmes ikke på en positiv måde gennem opildnelse til hævn og kamp med alle midler. Og det kan ikke udelukkes, at sådanne opfordringer kan lede enkelte på afveje, ligesom de vil kunne forårsage unødig uro og tvivl i sindet hos de kvinder, som i fuld harmoni med deres egen personlige udvikling varetager alle de krævende gøremål, der ligger i et hjem med børn, uden af den grund at føle sig hverken udnyttet eller misbrugt.

Det er klart, at der eksisterer mange parforhold, som er så disharmoniske, at det vil være "det mindst onde" at lade dem opløse. Men når dette er sagt, må det understreges, at der ikke nogetsteds i Martinus kosmologi kan findes holdepunkter for den tankegang, at man skulle kunne befordre sin egen udvikling i en positiv retning ved at svigte sine daglige forpligtelser blot for at få tid til at give sig i kast med mere "spændende" opgaver – hverken de forpligtelser, der normalt følger med et ægteskab eller forpligtelser af anden art, som livet har pålagt en.

"Kvindesagen" bliver derfor farlig (ødelæggende) i samme grad, som den anføres af kvinder, der selv er ofre for om ikke direkte afsporing så dog grænsetilfælde til afsporing. Og man kan derfor anlægge det synspunkt, at kvindefrigørelseskampen behøver en drejning i en helt ny retning for at kunne blive til en virkelig langsigtet hjælp for kvinderne. Og med langsigtet hjælp menes her en hjælp, som kan være medvirkende til at skabe de bedst mulige betingelser for en harmonisk udvikling ikke blot her og nu, men også i de nærmest følgende inkarnationer.

Det er ved at være på høje tid, at de kvinder, der er mest rådvilde og mest i disharmoni med deres eget aktuelle udviklingstrin, bringes til at forstå deres egen situation i relation til polforvandlingens love. Der er i virkeligheden generelt ingen grund for kvinden til at bekæmpe manden, blot fordi hun føler sig ufri. Det er hendes egne begær, der volder problemerne. Sålænge urgamle begær som ønsket om at leve i ægteskab og ønsket om at føde børn ikke er udlevede, vil de vedblive at trække kvinden ind i situationer, der kan opleves som "ufrihed", fordi de i et vist omfang hindrer hende i samtidig at tilfredsstille andre begær af nyere dato. Kvinderne må lære at forstå, at i en "overgangsperiode" – fra at være dyr til at blive menneske, fra at være enpolet til at blive dobbeltpolet – er det naturligt, at endnu ikke udlevede begær fra dyreriget kræver at blive tilgodeset på lige fod med de nye begær, der skyldes den stærkt voksende maskuline pol.

Når de kvinder, der føler sig mest splittede, bliver fortrolige med disse forhold, vil det kunne hjælpe dem til at skabe en vis balance i deres tilværelse. Det vil sætte dem i stand til at analysere de begær, der ligger til grund for deres egne forskellige og ofte modsat rettede interesser. Og i bedste fald vil en sådan analyse kunne bruges i en "langsigtet planlægning", hvis man samtidig er fortrolig med tanken om reinkarnationsloven og loven for årsag og virkning og derfor ved, at man i sin næste inkarnation dels vil møde de ting igen, som man ikke fik gjort færdig i denne (også de mindre spændende ting, som det kan være fristende at "løbe fra"), dels vil få nye muligheder for at tage de ting op, man allerede nu føler sig så stærkt draget imod, men som der måske ikke er tid til, eller som man bliver bremset i af anden grund. Og nået til en sådan erkendelse vil ingen kvinde være i tvivl om, at opgaven med at "realisere sig selv" forlængst er påbegyndt. Ingen vil have problemer med at finde "sin egen identitet", og det vil stå lysende klart for enhver, at den eneste frihed, der findes, er frihed fra dyrerigets urgamle begær!

Det fremskredne jordmenneske – både manden og kvinden – står overfor en helt ny tid. De skal nu tilbagelægge det sidste stykke vej ud af dyreriget, frem mod den forjættede verden forude – den verden Jesus talte om, da han sagde: "Mit rige er ikke af denne verden", og som Martinus kalder "det rigtige menneskerige". Og det vil være godt for dem, om de også på dette sidste stykke af vejen af og til vil kunne holde hinanden i hånden, glemmende gammelt nag og betragtende hinanden som ligeværdige skabninger, der stadig har behov for hinanden, men hvor manden ikke længere hersker over kvinden – og hvor kvinden heller ikke hersker over manden.

De to køns oplevelser gennem den sidste fase af polforvandlingsprocessen kan på en del områder blive ret forskellige. Men deres mål er det samme: at blive mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Og fremme ved dette mål vil de engang igen kunne forenes i stor harmoni, hvilket kan være en trøst i tider, hvor det kan knibe med harmonien i parforhold. Dog vil den nye harmoni ikke udfolde sig i "parforhold", ligesom den heller ikke vil være baseret på forelskelse – men på alkærlighed. Da vil mænd ikke længere være mænd, og kvinder vil ikke længere være kvinder. De vil alle være mennesker. De vil, gennem udlevelsen af alle dyrerigets begær og det ocean af oplevelser (og lidelser) passagen gennem dette rige har bragt dem, hver især have udviklet den modsatte pol så vidt, at de igen er blevet dobbeltpolede væsener. Og kun dobbeltpolede væsener kan, ifølge Martinus, skabe en verden, hvor alkærligheden hersker, hvor egoismen ikke kan eksistere – og "hvor man ikke tager til ægte".

Men endnu er der et godt stykke vej at vandre, før dette mål er nået – selv for de fremskredne jordmennesker. Og er man på rejse i ukendt område, ved enhver, at en rejsehåndbog kan være til uvurderlig hjælp. Man kan ved at slå op i den spare både tid og fejltagelser. Martinus analyser af jordmenneskenes seksuelle polforvandling er intet mindre end en sådan guide for det ukendte land forude. Og for de mennesker, som "midt på rejsen" står med en ubehagelig fornemmelse af helt at have mistet orienteringen, vil disse analyser kunne opleves som en åbenbaring – som det lys, der kan lede den enkelte videre i mørket og forhindre, at han eller hun ledes på afveje. Ved hjælp af denne guide vil mænd og kvinder på det sidste stykke af vejen blive i stand til at forstå både sig selv og hinanden og andre af eget køn, ligesom det vil stå klart for dem, hvor vejen fører hen. Og i kraft af denne forståelse vil de blive i stand til at hjælpe og støtte hinanden på det sidste stykke frem – i stedet for at bekæmpe hinanden. Men forståelse er nøgleordet – forståelse og kærlighed.