Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Udtrykket "at gå i sig selv" er en ejendommelig vending i det danske sprog, men betyder omtrent: igen at komme i kontakt med sig selv efter at have handlet i modstrid med sit højere selv, og i Martinus version ville det være dette at vende tilbage til sin normale "mentale aksehældning" efter at have divergeret fra den. Disse korrektioner af vor aksehældning, som beskrevet i Martinus bog "Bønnens Mysterium", er noget vi alle har brug for med jævnlige mellemrum. Nogle mennesker er flexible og ejer evnen til at justere næsten dagligt og indrette sig, således at de undgår de store udsving eller katastrofale tilbageslag, som andre til tider må "høste", fordi de ikke i tide kunne eller ville indse, at de var på fejl kurs, – at de var i færd med at handle i strid med deres egne inderste ønsker eller deres højeste idealer. Når vi søger sandheden, og når vi ivrigt studerer Martinus kosmiske analyser, må vi også være klare over, at vi ikke samtidig kan slæbe alle vore ufærdige sider med os. De sider hos os selv, som vi ikke ser eller som vi lægger et tågeslør over i håb om at få dem smuglet med på vor vandring mod en lysere tilværelse, vil uundgåeligt blive afsløret.

Mennesker, som ikke for øjeblikket har noget specielt ønske om at komme til en sand erkendelse af tilværelsen og deres egen situation, kan ofte leve et ubekymret liv i længere perioder og uden at støde voldsomt på, og bliver først ved senere lejlighed konfronteret med deres egne ufærdige sider.

Men søger man sandheden, må man også blive bevidst i, at den ikke blot viser sig som en teoretisk forståelse, en indsigt i livslove og principper, men at den tillige hurtigt vil medføre konfrontation mellem egen ufuldkommenhed og verdensaltets fuldkommenhed. Man kan ikke i årevis søge sandhed og vente, at den ufuldkommenhed, som er skjult for en selv, men som er let at iagttage for andre, ikke skal fremtvinge en situation, så man kommer til sandhedserkendelse. Det er den træge eller ikke-flexible holdning, denne fastholden ved egne falske forestillinger, der bibringer mennesker kollisioner, ulykker og konflikter af enhver art. Men konflikter og ulykker er ikke virkelig katastrofale i kosmisk belysning. De er blot påvisninger af, at der er noget galt, og vi må derfor alle i sådanne situationer søge tilbage til den virkelige årsag, der medførte det utilsigtede resultat. Vi søger ofte først årsagen hos "de andre", men med de kosmiske analyser i hånden bliver vi hurtigt klare over, at ingen anden end os selv kan være den virkelige årsag. Og det gør unægtelig vor søgen lettere, når den er begrænset til vore egne tanker og handlinger.

Sådanne bønner lyder i virkeligheden omtrent sådan: "Kære Gud, ske din vilje – men på mine betingelser". Vi kan til tider leve længe i vore selvskabte martyrier, og der er faktisk mennesker, der kan leve et helt liv og betragte hele tilværelsen som en personlig fornærmelse. Selvmedlidenheden, fornærmelsen, martyrfornemmelsen, det er den ene vej vi kan gå.

Den anden vej er den, som "den fortabte søn" i Jesu lignelse gik. Han "gik i sig selv", han erkendte sine fejl, han ville vende tilbage til sin fader og gøre godt hvad han havde forbrudt. Han ville vende hjem selv om det bare skulle blive som en af faderens daglejere. Og han kom hjem og han sagde: "Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig, jeg er ikke længere værd at kaldes din søn". Men faderen tog ham til sit hjerte og festede for ham. Han kunne være blevet ude i sølet, men han vendte hjem til faderen, han "gik i sig selv", og han gjorde ikke som "den rige yngling", der måtte sælge alt, hvis han ville følge Jesus. Der står "han gik bedrøvet bort", da han ikke kunne give slip på det, der ville forhindre ham i at følge Jesus, "thi han havde meget gods". Jesus gik ikke efter den bedrøvede unge mand og klappede ham på skulderen og sagde, at om han blot gav lidt af sit gods bort, så kunne han nok følge ham alligevel. Lovene og principperne er urokkelige, og det var derfor ikke Jesus, der blev den bedrøvede part.

Den anden vej er altså den at "gå i sig selv", at erkende sine fejl og gå tilbage til sit oprindelige udgangspunkt og så starte på ret vej. Der er ingen af os, der – når vi kommer i den situation – bryder os om sådanne nedture, men de er nødvendige og nyttige, og giver os efterhånden en større ydmyghed og en mere fintmærkende fornemmelse for, hvad der er "guds vilje", når vi står i valg-situationer. Ingen af dem, der er medarbejdere indenfor Martinus sag har undgået dette at støde hårdt på en eller flere gange. Det er ikke alene teori, men i høj grad en praktisk skoling at deltage i dette arbejde. Vi kan tage en sådan nedtur fornærmeligt eller som et nederlag, men vi kan også tage det, som det virkelig er, en kærlig håndsrækning til at komme over de forskellige hurdler af ufuldkommenhed, som enhver af os medfører i vor bevidsthed og skæbneelement. Vil vi slippe ufuldkommenhederne eller holder vi krampagtigt fast på dem? Livet er i virkeligheden så strengt – men det vil reelt sige retfærdigt og dermed kærligt – at vi enten må slippe og ændre vore ufærdige sider og opdyrke nye og positive talenter, eller modtage hårde påvirkninger, som bliver des hårdere jo mere vi klynger os til sådanne "mentale oldsager" i vor bevidsthed.

Vi er alle "fortabte sønner", der er på vej tilbage til faderen, og vi må ikke lade os slå ud af midlertidige tilbageslag. Vi må hver dag og hele tiden "gå i os selv" på denne lange rejse mod "fædrenehjemmet", som er den forjættede "nye himmel og nye jord, hvor retfærdighed bor", et rigtigt menneskerige.