Kosmos 1980/6 side 62
Helmer Fogedgaard
Stoffets tilstandsformer
Det primære i tilværelsen er det guddommelige liv, der rører sig i alt og alle. Dette betyder, at stoffet eller materien er noget rent sekundært, idet eksistensen heraf helt og fuldt er betinget af det iboende eller inkarnerede liv. Alligevel spiller materien eller X 3 i dens forskellige former en enorm rolle for vor livsoplevelse, og der er derfor grund til at se nærmere på de tilstande, den optræder i.
Materiens mest kendte tilstandsformer er de faste, flydende og luftformige. Den 4. tilstandsform, som kaldes den stråleformige eller åndelige, er kun delvis kendt af naturvidenskaben, nemlig i den udstrækning den stråleformige materie lader sig måle og registrere. Videnskaben har således i større og større grad kunnet udnytte elektricitet, radiobølger, røntgen, radar osv., medens alt hvad der går over i det umålelige ikke anerkendes. Den stråleformige eller åndelige tilstandsform har altså en "materieside", som lader sig måle og beherske og udnytte rent praktisk, men den har også den umålelige eller åndelige side, der udgør den bevidsthedsmæssige, tankemæssige eller "livssiden". Hele den stråleformige tilstandsform udgør den livskraft, der gennemstrømmer og beliver eller skaber alle materieformer, og videnskaben er i denne henseende som en, der nok delvis kender alfabetets bogstaver, men endnu ikke formår at læse ord og sætninger og altså opfatte meninger eller "livets tale". Naturvidenskaben ser altså død materie, hvor åndsforskeren oplever liv og bevidsthed.
I Livets Bog stk. 591 skriver Martinus om stoffets tilstandsformer: "Jeget i forbindelse med sit 'skæbneelement' og de her stationerede 'talentkerner' udgør således en regerende eller herskende faktor midt i materiens ocean. Dets manifestation og bevidsthedsliv beror udelukkende på dets evne til at beherske og udnytte materiens 'faste', 'flydende', 'luftformige' og 'stråleformige' tilstand. Denne udnyttelse kan igen fremtræde i to faser. Den kan være 'fuldkommen' og 'ufuldkommen'. Jeget må nemlig beherske den ene energitilstand med den anden. Det må sætte en 'fortættende' energi op imod en 'fordampende', når det vil skabe 'fasthed' eller 'materialisation', medens det modsatte er tilfældet, når det vil skabe opløsning eller 'dematerialisation'. Da må det sætte en 'fordampende' energi op imod en 'fortættende'. Og dette er i virkeligheden det generalprincip, på hvilket al manifestation beror, ligefra individets sprængning af klipper, sten og granitblokke til dets allerinderste sjælelige følelse af hengivenhed, trofasthed eller kærlighed, eller når det går den modsatte vej. ligefra dets skabelse af vældige komplekser af beton eller cement till dets voldsomme udløsning af hidsighedsanfald. Disse eksempler taler her sit tydelige sprog."
Martinus viser altså her, at alle manifestationer i virkeligheden kun er tæthedsgrader i materien, og den er igen afhængig af temperaturen (stk. 1637). Vi kender det som smeltning og fordampning, der er det modsatte af materialisation, nemlig dematerialisation. Den modsatte proces med afkøling kaldes materialisation. Naturvidenskaben taler om ændringer i molekylbevægelsernes hastighed, men det er i realiteten det samme.
Når disse forhold har interesse for studerende af Martinus kosmologi, skyldes det bl.a., at mange psykiske fænomener kun lader sig forklare gennem den nævnte viden. Her tænkes f.eks. på, at vi på et højere udviklingstrin skal opleve, at reinkarnations-princippet ophører og erstattes af noget nyt, hvorved fødsel og død ikke mere forekommer. Forskellige steder i "Livets Bog", f.eks. stk. 1936 og 1969, fortæller Martinus, hvordan vi gennem materialisation bliver i stand til med vor vilje- og tankekraft at skabe vort fysiske legeme efter behov. Da Jesus viste sig for sine disciple efter sin fysiske død, må det være et sådant fænomen, der er sket.
Allerede nu eksperimenteres der i parapsykologiske laboratorier med det nye princip. Man har forlængst fået diskarnerede mennesker til at materialisere sig helt eller delvist, men det foregår endnu med stort besvær, og der kræves særligt udrustede medier hertil. Det er bl.a. lykkedes at få afstøbninger af materialiserede hænder i smeltet parafin. Hænderne holdes i parafinen, indtil denne er størknet, hvorefter der er sket en dematerialisation, og en støbeform er efterladt. Havde det været svindel, ville støbeformen være brudt i stykker ved hændernes fjernelse.
Det er interessant at lægge mærke til, at ved begyndende materialisationer, f.eks. ved særlige spøgerier, opstår der altid en kuldevirkning. Når åndelig eller stråleformig materie skal gøres synlig for de fysiske sanser, må der ske en fortætning af stoffet, og det er i realiteten det samme som en nedfrysning, også kaldet materialisation. Man kan også sige, at der sker en nedsættelse af stoffets vibrationstilstand, hvorved vore fysiske sanser lader sig påvirke. Ved den modsatte proces, som er dematerialisation, sættes vibrationstallet i vejret, og når vore sanser ikke mere kan følge med, kalder vi tilstanden åndelig. Den tilsyneladende skarpe grænse mellem det fysiske og det åndelige er en illusion og kun afhængig af de forhåndenværende sansers funktionsområde.
Materialisations-fænomenet vil i fremtiden komme til at spille en meget større rolle, end man tænker på i øjeblikket. Stort set er det endnu kun kendt indenfor parapsykologien, hvor der f.eks. forekommer apporter og direkte stemmer. Ved apport-fænomener kan genstande langvejs fra pludselig dale ned foran de tilstedeværende. Tingene må have været dematerialiseret, hvor de i stråleformig tilstand kan gå gennem mure og lukkede døre, og derpå er de materialiseret tilbage til den oprindelige tilstand. Ved de direkte stemmer, som lyder lige ud af luften, er der tale om materialiserede strubehoveder og stemmebånd.
Når Uri Geller var i stand til at bøje metaller blot ved at føle på dem, skyldes det uden tvivl, at han var i besiddelse af en psykisk kraft, der fik metallet til at begynde at dematerialisere. Mange mærkværdige forklaringer blev fremsat af materialistisk indstillede forskere, som desværre mangler kendskab til psykiske kræfters indvirkning på materien. Lidt mere alsidig viden ville ellers vise, at naturvidenskab og højere okkultisme ligger lige i forlængelse af hinanden. Hvor naturvidenskaben stopper, fortsætter kosmologien med stoffets 4. tilstandsform, og en grænse mellem dem eksisterer ikke i virkeligheden.
I vor tid hører vi meget om UFO'erne, og mange har svært ved at tage dem højtideligt. I virkeligheden eksisterer de dog sikkert og har måske til hensigt at holde kontrol med, at vi ikke laver for mange dumheder på denne klode, som ikke må ødelægges i en atomkrig. Hvis de kommer fra højere udviklede kloder, er der ikke noget mærkeligt i, at de kan bevæge sig så hurtigt og omgående gøre sig usynlige. Uden tvivl kommer de hertil i åndelig tilstand, og derefter materialiserer de sig. Derefter kan de hurtigt foretage en nødvendig dematerialisation.
I forbindelse med UFO'erne optræder et mærkeligt fænomen, der kaldes englehår. Det er nogle klæbrige strimler, som falder ned fra himlen og det interessante ved dem er, at de ikke lader sig analysere. De forsvinder sporløst fra lukkede glas og må formodentlig bestå af stråleformigt stof, der har været materialiseret og nu er gået tilbage til sin oprindelige tilstand. Alligevel kan man i aviserne læse tåbelige forklaringer om, at der er tale om edderkoppespind, som jo udmærket kan analyseres.
Man griber sig ofte i ønsket om, at udogmatiske videnskabsmænd ville studere de mange geniale tanker i "Livets Bog". Meget ville være anderledes og bedre, hvis Martinus blev kendt og akcepteret i indflydelsesrige kredse. Det vil naturligvis ske engang, men når man som jeg har studeret disse idéer siden 1935 og stadig ser besynderlige såkaldte videnskabelige teorier om livets opståen, så kan man jo nok blive en smule utålmodig. Lykkelige os, som fik lov til at møde Martinus i denne inkarnation!
HF
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige