Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Titlen vil sikkert umiddelbart vække forestillinger om et festmåltid i dets to faser, først sulten og begæret efter at smage på alle de lækkerier som måltidet måtte frembyde, og siden mættelsen når dette er overstået, og begæret er tilfredsstillet. Som jeg selv, og formentlig andre vil have erfaring for, kan man endog fylde sig i en sådan grad, at kroppen vil protestere imod det kvantum, man måtte have indtaget. Denne proces er noget ethvert menneske kender til, ja alle levende væsener overhovedet kender til "sult- og mættelse" både i fysisk forstand, og mentalt set. Man kan sagtens tale om mental "mættelse" f.eks. i forbindelse med en bestemt rutine, som man har været bundet til i lang tid, ligesom man kan være "mæt" af en bestemt slags musik o. a.

Ved et nærmere studium, vil det vise sig, at "sult- og mættelse" er et kosmisk princip, hvis tilstedeværelse i ethvert levende væsen, sikrer livets udviklingsrytme fra primitivitet til fuldkommenhed, og fra fuldkommenhed til primitivitet. Nogle vil nok føle det temmelig ulogisk og som et udslag af "kosmisk diktatur", at vi, efter at vi engang i fremtiden har nået vort mål, fuldkommenhed, hvilket er identisk med alkærlighed, almægtighed og alvisdom, på et eller andet tidspunkt skal være primitive igen. Her må man blot erindre, at vi ikke er dikteret noget af andre end os selv, og ingen bliver jaget ud af "Edens have" uden selv at ønske det. Hvornår vi forlader et stadium til fordel for et andet, afgøres i høj grad af os selv, afhængig af hvor "sulten" eller "mæt" man er af forskellige former for oplevelser. Man kan rent symbolsk sige, at "sult- og mættelse" er som plat og krone på samme mønt, forstået på den måde, at "sult" altid vil afføde eller føre til "mættelse", ligesom "mættelse" altid vil afføde sult, og således sikre en evig fornyelse af livsoplevelsen.

Hvis man skal se dette kosmiske "sult- og mættelsesprincip" i et større perspektiv, så er dette princip, der udspringer af "urbegæret", den kraftkilde, som det levende væsen anvender i sin passage af et spiralkredsløbs seks grundafsnit, hvilke Martinus benævner som: Planteriget – Dyreriget – Det rigtige menneskerige – Visdomsriget – Den guddommelige verden og Salighedsriget, hvis sidste dels ydre er identisk med Mineralriget. Af disse seks tilværelsesplaner er kun planteriget og dyreriget zoner, hvor man kan opleve forskellige grader af ubehag eller lidelser. Det skal dog pointeres, at plantevæsenet "kun" aner sine "smerter" som ubehag, på en ganske udefineret måde, medens det egentlige dyrerige er rigt på smertelige oplevelser af en langt mere nuanceret karakter, igennem de forskellige dyrs kamp for livet. Dog må det siges, at det mest ubehagelige eller smertelige udviklingsforløb foregår i den sidste del af dyreriget, hvor det jordiske menneske udviklingsmæssigt befinder sig i øjeblikket. Det kan måske umiddelbart lyde lidt mærkeligt, men det oplevelsesstadium, som det jordiske menneske i øjeblikket befinder sig på, har for årtusinder siden, været målet for alle det jordiske menneskes længsler. Det skal lige indskydes at vi dengang naturligvis ikke var "jordmennesker", men levede i den zone som Martinus kalder "salighedsriget" og var "salighedsvæsener". I denne oplevelseszone har det levende væsen helt trukket sig tilbage fra den "ydre" verden, og lever udelukkende i sin egen "indre" verden, der er fyldt med erindringer fra tidligere tilværelseszoner i "spiralkredsløbet". Genoplevelsen af disse erindringsoplevelser fylder "salighedsvæsenet" med en sådan glæde og salighed, at dets tankeenergier er til glæde og velsignelse for andre levende væsener, bl.a. igennem den foreteelse vi kender som "solens lys og varme".

Selv efter denne ganske korte beskrivelse af det levende væsens tilværelse i "salighedsriget" kan vi se, at denne tilværelse danner en skærende kontrast til de oplevelser, dette væsen kommer til at opleve i den del af "dyreriget", som vi i øjeblikket befinder os i. Nu må man ikke tænke sig at "salighedsvæsener" er ét og "jordmennesker" er noget andet, for det er de samme levende væsener, der har forladt deres overjordiske "salighedsrige" til fordel for vort fysiske "dyrerige". Man vil sikkert have svært ved at forestille sig, at vi har forladt dette lykke og lysocean til fordel for vor grove fysiske, krigshærgede verden, præget af alle mulige tænkelige former for lidelser. Her kan man godt få den tanke, at det må have været et diktat eller under tvang, men her må man huske på det kosmiske "sult- og mættelsesprincip", som liggende bag enhver bevægelse, enhver tanke, ethvert begær, som det levende væsen måtte føle trang til at tilfredsstille. For at få det korrekte indtryk, og dermed den korrekte analyse, af de omstændigheder, der ligger bag det levende væsens "frivillige" vekslen mellem primitivitet og fuldkommenhed, må man i nær forbindelse med "sult- og mættelsesprincippet" ligeledes iagttage "kontrastprincippet".

Dette kosmiske princip er, som alle de andre fundamentale kosmiske principper, en 100% nødvendighed for al oplevelse overhovedet. Manglede blot eet af de kosmiske principper, ville tilværelsen ikke i sig selv danne en helhed "hvor alt går op", men derimod være en total umulighed. Hvad ville livet være uden kontraster, uden dag og nat, uden sorg og glæde, uden godt og ondt, uden kærlighed og had osv. "Kontrastprincippets" rent fysiske fremtoning kender alle mennesker, for hvad er den fysiske verden uden et væld af kontrasters møde med hinanden. Disse kontraster kalder vi "tingenes forskellighed", og det er kun i kraft af denne forskellighed at vi kan skelne tingene fra hinanden. Hvis vi på en hvid baggrund skal opleve noget, så skal dette afvige fra den hvide baggrund og f.eks. være grønt, rødt eller en anden farve der ikke er hvid. Ligeledes gælder det for selve livsoplevelsen som helhed; sorg kan kun opleves på baggrund af glæde, sundhed på baggrund af sygdom og rigdom på baggrund af fattigdom. I forbindelse med "sult- og mættelsesprincippet" er "kontrastprincippet" den faktor, der afføder længslen efter en modsætning til den "mættelse", man oplever. Hvis ikke der var mulighed for denne kontrastdannelse, ville det levende væsen være dømt til et evigt "helvede", uden mulighed for at forny sin livsoplevelse, uden mulighed for at få tilfredsstillet sin "sult".

"Kontrastprincippets" tilstedeværelse afføder således, at intet væsen, efter at være "mæt" af en bestemt form for livsoplevelse, er bundet til at skulle blive ved med at søge i "samme retning", men vil uundgåeligt søge efter tilfredsstillelse af sin "sult" i en til "mættelsen" svarende kontrast. Hvis vi tager udgangspunkt i den form for skabelse og oplevelse som en stor del af menneskeheden i vor tid er virkelig "mæt" af, nemlig krigsførelse, sygdom, sult, fattigdom, egoisme, fjendtlighed og andre former for lidelser, så vil kontrasten til dette udgøre, fred, sundhed og føde til alle, velfærd til alle, venlighed, hjælpsomhed og fælles bestræbelser for en på humanitet baseret verdensorganisation. Her viser genialiteten sig i det kosmiske "kontrastprincip", for i lige så høj grad som man "mættes" af f.eks. dyrerigets traditioner, lidelser, drab, fjendtlighed osv, i lige så høj grad vil mentale forestillinger om modsætningen dannes i vor bevidsthed og således udgøre målet for vor stræben eller "sult". Ingen "fortabelse" vil således være mulig, alle levende væsener vil på et eller andet tidspunkt opleve "mættelsen" af "spiralkredsløbets" vinterzone, og uundgåeligt føle trang til at omdanne sin bevidsthed således at den vil være tjenlig for skabelsen af et "rigtigt menneskerige".

Vi har nu set hvorledes den tiltagende "mættelse" af den fysiske verdens dyrerige, har affødt længslen efter en kontrast til denne "mørkets zone", men det vil ligeledes være klart, at der til grund for vor nuværende eksistens i denne zone, må have eksisteret en "lysets zone", som vi har forladt på grund af vor daværende "mættelse". Denne zone er som tidligere nævnt "hukommelseszonen" eller "salighedsriget", hvor det levende væsen lever i total hvile, forstået på den måde, at det ikke skaber noget i den "ydre" verden, men udelukkende lever i sin egen "indre" verden. Som tidligere nævnt, kan det måske lyde nærkeligt, at det levende væsen, eller "salighedsvæsenet", har villet forlade sin "lysverden" til fordel for den grove fysiske verden, men således er det heller ikke. Man skal i denne forbindelse huske på at "mættelse" altid vil udgøre en større eller mindre grad af "mørke" afhængig af "mættelsens" stadium, ligesom "sult" altid vil udgøre et tilsvarende "lys".

Med den efterhånden meget fremskredne "mættelse" af "salighedsrigets" oplevelser, vil samme zones lys begynde at falme for de levende væseners sanser, og i samme grad vil længslen efter kontrasten, som jo er den fysiske verden, få denne verden til at se lysende og attråværdig ud. Det levende væsen vil således opleve sin evige tilværelse som en ligeså evig vandring mod lyset. At man måske alligevel vil synes, at vi er offer for "et bedrag", når vi begynder vor vandring mod den fysiske verden, som jo "virkelig" er en "mørk" verden, skyldes nok den faktor at vi har "glemt" vor fortid som vikinger, korstogsriddere o. lign. På disse stadier er det absolut ikke en "mørk" zone, for på dette tidspunkt var "mættelsen" af "lysverdenerne" stadig så stærk, at drab, krig, manddomsmod, had o.m.a. dannede behagelige kontraster, som, hvor mærkeligt det end kan lyde i vore ører nu, var målet for vore længsler. Tidligere, som plantevæsener, var ubehaget af en mere forfinet karakter. Plantevæsenets oplevelse af ubehag, indskrænkede sig til årstidernes forskellige påvirkninger, tørke kulde, oversvømmelser o. lign., men disse oplevelser dannede alligevel grelle kontraster til den lysverden som plantevæsenet stadig var dagsbevidst i, nemlig salighedsriget. For planten har der altså ikke været tale om ubehag, men om behag i forhold til den "mættelse" som den oplevede i sin dagsbevidsthed som "salighedsvæsen".

Igennem vor passage af planteriget og den største del af dyreriget, har vi tilegnet os væld af erfaringer. Disse erfaringer gælder i stor udstrækning på det materielle område, takket være videnskaben, men vi har også oplevet en "indvielse i mørket" hvilket er identisk med de af uvidenhed affødte sammenstød med de kosmiske livslove. I dyreriget er vi i den grad "lukket ude" fra de højere verdener, og det bevirker at vi ikke har nogen viden om de åndelige loves funktioner, hvilket der dog rådes bod på, idet vi igennem praktisk oplevelse af vore handlingers virkninger, efterhånden skal blive "vidende" om disse loves funktioner. Sammenstødende med de virkninger, vi selv er årsag til, og som har struktur efter dyrerigets livsbetingelser "det dræbende princip", har efterhånden "mættet" os i en sådan grad, at vi ikke mere længes imod en fortsættelse af disse tilstande, men "sulter", ja ligefrem hungrer efter en kontrast. Denne længsel vil efterhånden gøre os modtagelige for et nyt moralsk grundlag, der vil udgøre kontrasten til drab, lidelse, had, selviskhed, udnyttertrang, begærlighed osv, og det kan udelukkende være en væremåde, der er baseret på næstekærlighed, det rette tjenersind, gavmildhed, tilgivelse og en levemåde, der i eet og alt er baseret på universets grundtone, kærlighed.

Det er klart, at al den teori vil få nogle mennesker til at sige: "Det er meget godt med al den teori, men hvad kan man bruge den til"? Det er ikke alene naturligt, men også ønskeligt, at man har lyst til at bringe de kosmiske analyser ind i sit hverdagsliv, og dermed overskride det teoretiske stadium. Hensigten er faktisk også, at disse analyser skal danne et nyt moralsk grundlag for vor væremåde i vor omgang med hinanden og derigennem begynde at "bygge" en ny verden op. Når det gælder "sult- og mættelsesprincippet", er det i allerhøjeste grad en viden, der "kan bruges til noget".

Hvis vi tager en parallel fra den fysiske verden, så kan vi forestille os at vi tilbereder et måltid, som vi efter indtagelsen vil føle os utilpasse over. Det mest naturlige vil være at spørge sig selv: "Mon jeg har spist noget jeg ikke kunne tåle?". Ved gennemgangen af måltidets sammensætning finder man så eventuelt ud af, at man ikke kan tåle de stærke krydderier, som man så almindeligvis vil søge at undgå i sine fremtidige måltider. På samme måde gælder det med vort daglige liv, som er præget af behagelige som ubehagelige oplevelser, her vil det ligeledes være naturligt at spørge sig selv, hvad man gør "forkert", siden man oplever nogle af virkningerne som ubehagelige. I kraft af "årsag- og virkningsprincippet", vil enhver handling usvigeligt sikkert vende tilbage til sit ophav, præsenteret for os igennem et medvæsen. Skaber man glæde og kærlighed omkring sig, vil man opleve tilsvarende glæde og kærlighed fra andre mennesker, skaber man derimod fjendtlighed, mistro og andre former for ubehag omkring sig, ja, så vil man naturligvis ligeledes opleve dette igennem sine medvæsener. Dette vil således symbolsk være "de stærke krydderier i vor mad" eller det ubehag i vor skæbne, som vi gerne vil prøve at undgå i fremtiden. Vi må altså kultivere vor væremåde og vore behov på en måde, så de bliver i overensstemmelse med en væremåde, vi ikke vil være kede af at skulle gense hos vore medmennesker, praktiseret overfor os selv. Jordmennesket er et overgangsvæsen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige, og man må derfor skaffe sig et indblik i, på hvilke måder man handler ud fra dyrerigets traditioner, selviskhed og "det dræbende princip", og på hvilke måder man er begyndt at tilegne sig mere menneskelige kvaliteter, hjælpsomhed, venlighed og kærlighed.

Det er klart at det vil være et anstrengende arbejde at "sanere" sin mentalitet på denne måde, for man vil ikke kunne undgå at opleve momentvise "tilbagefald". Dette skal man dog tage helt roligt og prøve endnu engang, for det er indlysende at talenter, der har været i fuld udfoldelse i årtusinder, nemlig de dyriske, selviske talenter eller vaner, ikke længere behøver viljesimpulser for at udløses. Disse udløses som ren automatik uden om den vågne dagsbevidsthed og vil derfor være de nye menneskelige talenter, man er ved at optræne, overlegne i en vis tid. Udviklingsmæssigt bevæger vi os fra ét trin til et andet, og vi er i øjeblikket ved at bestige et trin, der i livsgrundlag er diamentralt modsat fra det, vi er ved at forlade; og vi kan derfor opleve, at vi "skrider" ned igen en gang imellem. Men for hver eneste gang vi prøver at forcere "forhindringerne" til "menneskerigets" trin og oplever disse "tilbagefald", vil vi blive beriget med erfaringer, der gør os bedre rustet til at foretage endnu et forsøg, hvilket tilsidst vil bringe os til vort mål, at leve i fuld kontakt med livslovene og dermed repræsentere "et rigtigt menneske".

Mange mennesker vil måske nok vige tilbage for at se i øjnene, at vor vej går gennem en lang række af smertelige oplevelser og erfaringer, som ganske vist afbrydes af mange lyse epoker ind imellem. Guddommen lægger ikke større vanskeligheder eller byrder på den enkelte, end man har mulighed for at bære. Vi må dog erkende at vi endnu er langt fra vort mål, at blive alvise, alkærlige og almægtige, eller "dyret" omskabt til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Uden at have en detaljeret erfaringskæde af mørke såvel som af lyse oplevelser, som følgen af ukorrekte såvel som korrekte tanker og handlinger, kan vi ikke komme i besiddelse af den viden, som er forudsætningen for visdommen, medfølelsen, hjælpsomheden og kærligheden. Martinus har sagt det så kort som det overhovedet kan siges: "Visdom, er viden om mørket".