Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Opgave Nr. 8.

Paavis ved Eksempler det guddommelige Skabeprincips' rytmiske Udløsning indenfor de Omraader af Tilværelsen, hvor det jordiske Menneske dels er og dels er ved at blive bevidst.
 

H. 26.

I Indledningen til "Livets Bog" skildrer Martinus en mægtig Realitet i Tilværelsen, som han giver Navnet "Det guddommelige Skabeprincip". Et Princip, der delvis er hævet over Energi, og derfor maa blive = X – i sin højeste Natur.

"Det guddommelige Skabeprincip", eller som det omtales i det gamle Testamente "Guds Aand, der svævede over Vandene", virker bag alt, og det er disse Virkninger, vi kan iagttage. Det findes over hele Verdensaltet, saavel i Makrokosmos som i Mikrokosmos – alt, som er til, alt Liv, al Bevidsthed, alle Foreteelser er til paa Grundlag af "Det guddommelige Skabeprincip"s livgivende Evne.

Oplevelse kommer i Stand gennem Sansning, og Sansning betinges igen af Energiernes forskelligartede Virkninger; men Energiernes samlede Virkninger fremtræder jo ikke som Kaos, men som noget i høj Grad planmæssigt, som det vi kalder Udvikling – og Martinus viser os da videre, hvordan vi for at kunne forstaa, hvorledes Energivekselvirkning foregaar, maa se "Det guddommelige Skabeprincip" udfolde sig i sin Helhed. En saadan Helhed har vi i en Udviklingsspiral, hvor alle evige Love og Principper i deres Udfoldelse er indbyrdes afbalanceret; – her bliver vi nu indviet i, at. "Det guddommelige Skabeprincip" afslører sig med to modsatte Tendenser, der holder hinanden i Ligevægt: En mørk Udstraaling i første Halvdel og en lys Udstraaling i sidste Halvdel af Spiralen.

Disse to modsatte Tendenser er et Fundament for al Sansning, idet al Kontrastvirkning i Tilværelsen stammer herfra, og det er ogsaa det, der bevirker, at Skabeprincippets Udløsning opfattes som rytmisk. Ethvert levende Væsen skaber uafbrudt – Martinus siger: "Jeg'et trættes aldrig, og der gives intet Tidsrum, hvor dets Skabeevne ikke er virksom" – men denne Skabeevne holder sig selv i harmonisk Ligevægt igennem sine to modsatte Tendenser; men da en saadan Ligevægtstilstand ikke kan være nogen Oplevelse, bliver det levende Væsens Bevidsthed ligesom tilsløret for denne Ligevægt, hvorved Skabeprincippets Udløsning kommer rytmisk til Syne, og skaber alle de Forestillinger om Tid og Rum og alt andet, der giver Livet Kolorit. Disse Rytmer, som fremkommer ved, at en Form for Aktivitet afløses af – ikke Stilstand – men en anden Form for Aktivitet, er det, at vi kan iagttage, og en dyb Erkendelse faar vi kun ved at rette vor Iagttagelse ind paa de Felter af Verdensaltet, hvor vor Sansebegavelse er stærkest – ind paa vort eget Liv, paa vor Menneskeheds Historie, paa den Natur, der omgiver os.

Rytmerne fra "Det guddommelige Skabeprincip" sætter os i Stand til at skabe; men er vi nu lige energiske uafbrudt? Nej, vort Liv viser paa dette Omraade en fortsat Bølgebevægelse. Til visse Tider er vi stærkt optaget af at føre vore Ideer frem – synlige og haandgribelige. Efter en saadan Kraftanstrængelse faar vi en kortere eller længere Periode, hvor vi ligesom tærer paa Resultatet og samler Kræfter til noget nyt. Det enkelte Menneskes Skabelse foregaar rytmisk.

Ser vi tilbage paa Menneskehedens Historie, ja, saa er Historien en Fortælling om nogle af de største Skabeimpulser, som Menneskene er i Berøring med, nemlig dem, der ligger bag al Kulturdannelse. Vi hører om Kulturer, der fødtes – kulminerede, for derefter langsomt at dø bort; vi hører om Perioder, hvor Menneskene var besjælet af en ubændig Trang til at føre Udviklingen frem, for saa at afløses af Tider, hvor intet skete, hvor Traditionerne var de afgørende Faktorer for, hvorledes Livet skulde leves. Eksempler paa energiske Tidsperioder kender vi under Navne, som den græske Storhedstid, Romerrigets Glansperiode, Renæssancen, de store Opdagelsers Tid, vort eget Aarhundrede. Eksempler paa det modsatte har vi i de Perioder, hvor det græske og romerske Rige forfaldt, Middelalderen, og i vort Aarhundrede behøver vi blot at kaste et Blik paa Kina, for at se et Folk, som i høj Grad lever paa det fra Fædrene nedarvede.

Retter vi vort Blik ind paa det religiøse Omraade, ses det i meget store Træk, overordentligt tydeligt, at det religiøse Princip kommer rytmisk til Syne. Menneskeheden paa vor Jord er i Dag i Berøring med ikke mindre end tre af disse Impulser, som staar bag Verdensreligionerne og paavirker Massernes Bevidsthedsliv, det er de Impulser, der ligger til Grund for Naturfolkenes Religiøsitet, de store Verdensreligioner samt alle deres Afskygninger, og endelig "Den ny Verdensimpuls", som nu fødes paa Jorden og kommer til Syne paa Felter, hvor Følelse og Intelligens samarbejder.

Disse Impulsers Virkninger er af forskelligt Format; men Studiet af dem vil sluttelig vise en Ensartethed i Hensigt, men en Uendelighed i Maaden at manifestere denne Hensigt paa – en Detailvirkning saa varierende, at en Form aldrig gentager sig. Og disse store Impulser, der hver for sig er at betragte som et afsluttet Hele, er betinget af og vokset ud af noget foregaaende og bliver "Moderskødet" for noget nyt.

Rytmerne fra "Det guddommelige Skabeprincip" kommer ogsaa til Syne i vor Klodes Udviklingshistorie, ligesom i Menneskehedens Historie. Navne som Jordens Urtid – Oldtid – Kulperiode – Jura – Kridt – Tertiær og Istid er alle Betegnelser for særprægede Tidsperioder, som viser en rytmisk Skabelsesproces. Indenfor de enkelte Landomraader, ser vi det samme gentage sig i mindre Maalestok. Vi ser Lande hæve og sænke sig, Jordomvæltninger og Vulkanudbrud paa bestemte Steder med visse Mellemrum, og gaar vi til Mikrokosmos til Stoffet, hvoraf Landene er opbygget, ser vi ogsaa dette undergivet periodiske Forandringer, blot er Forvandlingerne her saa smaa, og Tidsperioden mellem hver Rytme saa kort, at vi nødes til at bruge særlige Instrumenter for at sanse dem.

I selve det Liv, der udfolder sig paa vor Klode, mærker vi Rytmerne i Oplevelsen af Aarstidernes Skiften – Klimaets Forskelligartethed – Plante- og Dyreverdenens Udfoldelses- og Dvaleperiode. Ja, man kan blive ved ligesom at trække det ene ud af det andet fra det største til det mindste, og stadigvæk vil man faa den samme Hensigt, men i en ny Iklædning.

Vi ser, at hver Gang, en Impuls udlader sig, hvorved Energierne mødes, bliver Resultatet af denne livgivende Kraft en Nyskabelse. Der fødes noget nyt – Skabeprincippet er det befrugtende Element i Verdensaltet, og "Frugterne", enten det nu er Mælkevejssystemer eller Tanker eller fremtræder i andre Former, er det alt det, vi oplever – altsaa selve Fornemmelsen af at være til, at være i en Udvikling; men denne Udvikling maa i vor evige Tilværelse have en Indvikling som Forudsætning, og det er jo netop det, Skabeprincippets to modsatte Tendenser er Udtryk for. Indviklingen er det samme som Bevidsthedens Tilsløring; men dette er ikke noget som en eller anden sidder og foretager, men maa være en evig Naturlov, der Virker, for at Oplevelse kan komme i Stand. Denne Tilsløring, der altsaa bliver identisk med Oplevelse, fremstaar lovmæssigt som et Resultat af to Energiers Vekselvirkning, og det maa være Beherskelsen af denne Naturlov, altsaa en fuldt udviklet Evne til at beherske Energiudslag, der betinger, at Væsener paa et højere Bevidsthedstrin er Herrer over Tid og Rum – som gør Evigheden til Nuet, og som gør enhver Form for Sansning mulig.

Et Billede paa, at Nyskabelse foregaar rytmisk ved to Impulsers uafbrudte Virkninger, har vi i vor egen Oplevelse af Dag og Nat. Vi har her de to Faktorer: en jævn Lyskildes Møde med Jordens Rotation, der for ethvert Punkt, som er med i denne Rotation, og som kan fornemme Solens Udstraaling som Lys, maa give en rytmisk Oplevelse af Lys og Mørke – eller omvendt – f. Eks. en Elektromotor: her har vi et uforanderligt Magnetfelts Møde med et rytmisk foranderligt Magnetfelt, hvilket resulterer i jævn Rotation.

Men ligegyldigt, hvilket Felt vi retter vor Iagttagelse ind paa, paa alle Omraader i det største som i det mindste, til alle Tider, ser vi "Det guddommelige Skabeprincip" udfolde sig.

Da det er den Realitet, som er Skaber af Tilværelsens Illusioner, af Tid og Rum, kan det ikke være begrænset af nogen Ting, som hører ind under disse Begreber. Det vil derfor være det, der ved, at vi tager Lære af vor ufuldkomne Skabelse, til sidst fører os frem til at kunne beherske Energierne, til at kunne skabe fuldkomment, til at kunne udløse Genialitet. Og Vejen hertil viser Martinus os og forklarer, at en saadan Beherskelse, en saadan Evne kun kan opnaas ved at være i Besiddelse af en Ansvarsbevidsthed, der udelukker Fejltrin af enhver Art. Fuldt bevidst at beherske Energierne er fuldt bevidst at skabe Liv – det er Højdepunktet for al Udvikling, og dette Højdepunkt naas kun gennem dette ene – at udvikle sin Kærlighedsevne – at ofre sig for andre.
 

H. 27.

"En Ulykke kommer sjælden alene" siger et gammelt Ord. "Det var en sand Tycho Brahes Dag", hører man saa ofte sagt. Eller, "I Dag har det da været en overstrømmende dejlig Dag". Disse og lignende Billeder giver i sig selv et glimrende Bevis paa Skabeprincippets Rytme. Men hvorledes opstaar disse Rytmer, hvad bevirker denne Bølgegang? Vi prøver at tage Udgangspunktet i os selv.

Man vaagner en Morgen – træt og uoplagt, man er morgensur, gnaven og urimelig. Man gør sig noget uvillig i Stand til Dagens Gerning, man gaar og nusser, Tiden løber, Sporvognen eller S-Toget kører for Næsen af een, og netop i Dag skulde man have været noget tidligere paa Benene end ellers. Det var dog ogsaa ærgerligt. Man overvejer – Nej – du maa hellere tage en Bil. Vejret er surt, den ene Bil rutscher forbi een efter den anden. Endelig lykkes det. Morgenhilsenen paa Kontoret er af samme sure Skuffe. Man isoleres, grundet paa samme Surhed. Arbejdet gaar trægt, man kan ikke faa Fingre og Hjerne til at fungere. Grundet paa denne Træghed opstaar Misforstaaelser med Omgivelserne, man har mistet Føringen af sig selv, de mindre gode Stemninger tager Fart, og inden man i Grunden ved rigtig af det, drøner Misforstaaelsens Frugter ned over een i Form af, at Arbejdet blev forkert, man maatte skrive det hele om. Tiden blev knappere og knappere, Sveden begyndte at springe frem. Alt blev krampagtigt og ikke til at have med at gøre. Et Blækhus vælter – stor Opstandelse. Alt begynder at gaa een paa Nerverne. Det er som hele Tilværelsen er forhekset. Hvorfor Pokker er Omgivelserne ogsaa saa utaalelige i Dag? Efter endt "Gerning" kommer man hjem, træt og med Nerverne paa Bristepunktet. En ituslaaet Krukke, et andet Nervesystem, der ligeledes er paa Stylter, grundet paa Afkommets Urimelighed, møder een. En ubehagelig Tidende om et Familiemedlem sætter Kronen paa Værket. Jo – det har været en rigtig "hyggelig" Dag.

Vi tager nu Modsætningen, den dejlige Dag. Man vaagner om Morgenen med en mægtig Appetit paa Livet. Søvnen har været god og tilstrækkelig. Det strømmer af Energi gennem hele Kroppen. Paaklædningen gaar let og muntert. Der er netop et særlig interessant Arbejde paa Kontoret, som man ligefrem glæder sig til. Man har god Tid, og se – det er mærkværdigt saa alle Stopsignaler ligesom aner eens Komme, for de giver stadig – grønt – Lys. Hvor er alle Omgivelserne søde i Dag, det virker varmende og livgivende, man befinder sig ret i sit Es. Arbejdet gaar, som det var smurt. Ved Fyraften har man faaet rubbet godt af sig, og Aftenen ender i et Samvær med et Menneske, som er i Kontakt med det, der dybest rører sig i een. Naar man lukker sine Øjne i Taknemlighed og Fred, føler man sig tilfreds med endt Dagværk.

Hvis vi nu forsøger at følge de Tankerækker, der uvilkaarligt følger af disse to Eksempler, ser vi let, at de er af diametral modsat Natur. Den ene er hemmende, træg og mat, efterladende sig en absolut kedelig, uheldssvanger tilbagekommende Bølge, hvorimod den anden er lys, munter, initiativbringende og skabelsesbefordrende, der efterlader en tilbagekommende Bølge af samme Art. Læg ligeledes Mærke til Omgivelserne, der lig et Spejl, kaster alt tilbage paa samme Maade, som det blev udsendt. Men her er jo netop Sagens Kerne. Vi arbejder selv under Rytmens Lov, vi skaber selv hver Dag godt og ondt mellem hinanden. Vi er som Radioapparater, der den ene Dag er indstillet paa den mørke Station, og se, nu strømmer mørk Energi gennem hele Antennen og drøner ud gennem Højttaleren, den anden Dag er det den lyse Station, der ruller gennem hele Apparatet. Netop fordi vi saaledes skaber og er indstillet paa mørkt eller lyst, kommer en Ulykke sjælden alene, men – hvad de fleste forøvrigt glemmer eller helt overser, det gør en Glæde heller ikke, den kommer ogsaa med Følge.

Se f. Eks. ud over Verden i Dag. Se hvor Fredstanker og dermed forbundne Ideer søger at holde Liv i Folkeforbundet etc. Se Modsætningen, Kaprustningen, hvor den æder sig frem, for Tiden i et forrygende Tempo, grundet paa en stadig stigende Utryghedsfornemmelse. Her viser sig atter to Tankerækker af diametralt modsat Karakter. En skønne Dag vender disse Bølger atter tilbage gennem Apparatet, og da forstaar vi maaske, hvorfor Hadet slaar ud i en alt fortærende Brandbombeild, kvælende Gasos og en øredøvende, alt knusende Kanontorden, da ser vi Rytmen forstærket op af de mange samstemmende Kræfter, men bagefter kommer den modsatte Bølge og sætter ind. Apparatet er stillet om, og nye Energier passerer gennem Rummet.

Alt er jo Tankeenergi, som ustandseligt arbejder, snart i det Lyses og snart i det Mørkes Tjeneste. Der, hvor der findes Gennemgangsmulighed, slaar den ned. Afsenderne – os selv – arbejder eller skaber ikke lige stærkt hele Tiden. Som vi har set foregaar Skabelsen snart stærkt koncentreret, snart mere mat og undertiden næsten slet ikke. Men her er jo Rytmens Ophav. Men det er jo ikke os alene, der skaber i Rytmer. Jordens Tanker om Krig og Fred virker jo paa os i store Bølger. Jordens Aandedræt med Regn og Tørke, dens Gang i Solsystemet med Dag og Nat, Sommer og Vinter, Varme og Kulde er jo ogsaa rytmiske Processer af dens Arbejdsmetode, og saaledes kan man blive ved. Vi maa stadig huske paa, at Livet er som en kinesisk Æske, alt er Organer i Organer, hvor alt virker i noget, der er større end det selv, og hvor hele Universet virker i det største af alt – Gud.
 

D. 7.

Hvis et almindeligt Menneske – f. Eks. et Menneske, der ikke kender Martinus Lære – saa Opg. Nr. 8, vilde dens Ordlyd sikkert faa vedkommendes Ansigt til at ligne et Spørgsmaalstegn. "Det guddommelige Skabeprincips rytmiske Udløsning". Hvad mon det er for noget? For det gælder her, som paa saa mange andre Omraader, at der er et Skel mellem de Mennesker, der kender og de, der ikke kender Martinus Lære, og hvad de sidste angaar, saa er de sig ikke bevidst i saa mange Felter, eller har det Lys over Tilværelsen, som vi, der stadig drikker af det Livsens Vand, som Martinus i sin Kærlighed rækker os.

Ved Forstaaelsen af hvad det her drejer sig om, kunde jeg tænke mig, at Tankerne – fælles for begge Grupper – straks vilde fæstne sig ved de gamle kendte Ord fra 1ste Mosebog 9. Kap.

Og Gud sagde:

"Herefter skal, saa længe Jorden staar, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat, ikke aflade".

Og her er vi virkelig ved en stor, en fundamental Del af det guddommelige Skabeprincips rytmiske Udløsning i Omraader, hvor den jordiske Menneskehed i Aartusinder har været sig bevidst.

Der staar ogsaa: Og Gud satte Regnbuen i Skyen, som Pant paa sit Løfte til Menneskene.

Altid har dette skønne Symbol været til Glæde, men jeg tænker, der er mange, der tillige føler en vis Tryghed ved Synet af en Regnbue – netop ved Ihukommelse af dette Guds Løfte om Stabilitet paa disse for al Skabning saa betydningsfulde Felter.

Der gaar en evig Rytme gennem alle Tilværelsesplaner, gennem al Manifestation, og utallige er de Eksempler, der kunde gives herpaa. Alle er Led i det store Hele – alle lige uundværlige.

F. Eks. Reinkarnationen.

Re-in-carno – atter i Kød – i Modsætning til en Tilværelse udenfor Kødet. Det levende Væsen deltager i denne guddommelige Rytmeudløsning gennem "Tid og Evighed".

Og med Hensyn til Bevidstheden herom, saa har der ogsaa her været en Slags Rytme. I Oldtiden var Reinkarnationstanken almindelig kendt. Ogsaa Biblen hentyder flere Steder til den. Saa blev den forkastet af Kirken – den passede ikke i dens Kram – svandt stille ud af den almindelige Bevidsthed – i hvert Fald for Europas Vedkommende. I de senere Tider har Teosofien pustet Liv i Slaggerne, og nu kaster den – fornyet og forstærket – sit straalende, forjættende Lys over de Mennesker, der er parate til at tage imod denne Sandhed, der saa at sige løser alle Livets Gaader.

Liv – Død. Opvaagning – Indslumring. Opblomstring – Henvisnen. Virksomhed – Hvile – alt dette er som Facetter paa det samme Lys.

Vi har lært om Spiralerne. Ogsaa disse er i høj Grad Udtryk for rytmisk Udløsning. Der er overhovedet ingen Skabelse, der foregaar i uafbrudt Tempo. – Gearet skiftes, naar det er nødvendigt.

Martinus kalder ogsaa Skabeprincippets rytmiske Udløsning for Impulser. Det er saadanne, der afføder de store Religioner.

Menneskehedens sidste store Impuls spaltedes efterhaanden i tre, der hver især affødte en Religion: Buddhismen, Islam og Kristendommen. Og denne sidste blev Basis for den ny Verdensimpuls, der nu er ved at gaa hen over Jorden, og som til sidst vil forene alle Jordens Børn.
 

Opgave Nr. 9.

Hvilken Indflydelse har Kendskabet til de seks Grundenergier haft paa Deres daglige Tilværelse?

(Besvarelsen maa være mig i Hænde senest den 10. Februar.)

København:
Mandag d. 18.       Tirsdag d. 19.
Mandag d. 25.       Tirsdag d. 26.
 
Odense: Onsdag d. 20.
Roskilde: Torsdag d. 21.
Aalborg: Onsdag d. 27.
Randers: Torsdag d. 28.
Aarhus: Fredag d. 29.
 
Februar.
København:
Mandag d. 1.       Tirsdag d. 2.
Mandag d. 8. (Martinus)       Tirsdag d. 9.
Mandag d. 15.       Tirsdag d. 16.
Mandag d. 22.       Tirsdag d. 23.
 
Odense: Onsdag d. 3. og Onsdag d. 17.
Roskilde: Torsdag d. 4. og Torsdag d. 18.
Aalborg: Onsdag d. 24.
Randers: Torsdag d. 25.
Aarhus: Fredag d. 26.