Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Man er hverken syg eller rask, men føler sig som et spøgelse, hvis lagen er sendt til vask." Sætningen passerede forbi som en trækvind, og fik mig op af stolen. "Hov, det lyder godt, er det noget med arbejdsløshed?" råbte jeg ind til de andre, der sad foran det tændte fjernsynsapparat. Næh, det var det vist ikke – ingen havde rigtig hørt efter. Selv sad jeg med "selvangiveren" og undrede mig som sædvanlig over, at jeg blev fattigere, hver gang jeg blev rigere. Ind marcherede de blanke dalere i den ene ende, og alt for mange syntes at fordampe et eller andet sted på vejen, før skatten, som en hammer, satte trumf på i den sidste ende. Ak, kunne man dog blot leve mere simpelt og enkelt. Var man bare beduin på kamelryg og havde små depoter rundt omkring i ørkenen med Martinus bøger. Måske var det en idé at blive arbejdsløs? – Så kom jeg pludselig til at tænke på en kort periode, hvor jeg havde været arbejdsløs. "Man er hverken syg eller rask...". Sådan var det jo netop. Jeg havde lige etableret mig som selvstændig og havde haft en notits i det lille lokale annonceblad. Nu sad jeg spændt og ventede på, at telefonen skulle ringe, og folk ville komme vrimlende og hjælpe mig ud af den økonomiske klemme, jeg havde anbragt mig i. Telefonen var død, dørklokken tavs, og udenfor vinduet dalede sneen blidt ned og pakkede hele verden ind i en massiv stilhed. Endelig ringede den da – telefonen! Spjæt op af stolen – vente lidt, det skal jo ikke se ud, som om man er ledig og bare sidder på spring. En kollega, " – go' daw, go' daw, hvordan går det?" – "Det går sørme fint", løj jeg. – "Nå, har du noget at rive i?" – "Ok ja, det går sørme fint", gentog jeg opfindsomt. – "Ja, vi snakkede jo ellers om, at det var helt tosset af dig at starte sådan et sted, bare fordi der er en pæn natur rundt om. Men når blot det kan løbe rundt..." – "Ja, ja" svælgede jeg. – "Jamen jeg kikker nok ind en dag." – "Det skulle du ta' og gøre", afsluttede jeg og gøs ved tanken. Som et spøgelse, hvis lagen er sendt til vask..! Det er jo netop sådan, det føles, når man er arbejdsløs.

Men hvortil nu al denne fortielse, usikkerhed, beklemthed og transpiration omkring det faktum, at man ikke har noget at lave? Jeg tror, det for mænds vedkommende hænger sammen med et ældgammelt adfærdsmønster, der går helt tilbage til dyreverdenen. Det er hannens opgave at jage og komme hjem med føde til hunnen og ungerne. Derfor forventes det af en mand, at han skal være ambitiøs, praktisk, effektiv og sidst, men ikke mindst: at han altid skal have heldet med sig. Har han ikke mulighed for at leve op til denne rolle eller tro, at han gør det, føler han sig mindreværdig og taber i status og selvagtelse. For kvindens vedkommende er den psykiske side af arbejdsløshedsproblemet en anden. For hende er den erhvervsaktive rolle af forholdsvis ny dato, men tjener iøvrigt også til at bibringe selvagtelse. Når hun er med til at tjene penge, er hun lige så god som manden, dvs ligeværdig med manden. Hun skal desuden ikke lide den tort at tigge lommepenge, som det var almindeligt i fortidens patriarkalske familieforhold. Dertil kommer, at mange kvinder har et stort kontaktbehov, og endelig har jeg mødt mange kvinder, som rent ud indrømmer, at jobbet for dem er et alibi, der skaffer dem af med dårlig samvittighed over, at de ikke interesserer sig synderligt for huslige sysler og pasning af småbørn.

Velfærdssamfundet har – omend måske ikke ideelt – så dog rent praktisk, løst den privat-økonomiske side af arbejdsløshedsproblemet. Ingen behøver jo at gå sulten i seng, endsige mangle tag over hovedet eller fryse. Men tilbage bliver en følelse af at ligge det øvrige samfund til byrde, og hvad der for mange mænd er den tungeste svøbe: følelsen af ikke at slå til og klare sig på lige fod med de andre. At være arbejdsløs er således ikke det samme, som at holde ferie. Fritidsinteresser, som man ellers nyder i week-enden, har i ledighedsperioder tendens til at virke golde, monotone og i bevidstheden mere og mere antage karakter af en hårdnakket, men i virkeligheden temlig tvivlsom og ligegyldig terapeutisk foranstaltning. Resultatet bliver altså, at den arbejdsløse "bare går derhjemme og driver den af". På gaden føler han sig som en skoledreng, der skulker og er på gale veje. Udadtil bliver hans reaktion en vekslen mellem svedig forlegenhed og trodsig provokeren, og det er klart, at en sådan holdning kræver den største tålmodighed og forståelse af familie og omverden.

Hvad er det så for mekanismer, der fører til arbejdsløshed? Ja, i menneskets lange udviklingshistorie er fænomenet – som samfundsproblem betragtet – noget relativt nyt. Det har nemlig altid været nødvendigt at arbejde særdeles hårdt for føden. Når man læser beretninger fra omkring århundredskiftet, studerer statistikker over sygdomme, dødelighed og levealderens længde, er det forunderligt så hurtigt menneskene i de vestlige lande er nået frem til den nuværende høje levestandard. Hele denne fantastiske udvikling skyldes naturligvis en lige så fantastisk opfindsomhed – en lang serie af teknologiske bedrifter – og, hvad der er særlig værd at lægge mærke til i denne sammenhæng: en umådelig, næsten afsindig griskhed efter at drage fordel af disse ideer. Mht arbejdsløshed, så kunne man jo godt forestille sig, at de effektive maskiner ville resultere i et overskud af menneskelig arbejdskraft. Således gik det imidlertid slet ikke, for udviklingen førte til, at nye områder, muligheder og behov for menneskeligt virke dukkede op. Hele samfundet blev således omkalfatret i sin struktur, landområderne affolkedes og byerne fik vokseværk.

Den industrielle revolution startede i England omkring 1750 og har siden accelereret fra dag til dag og fra time til time. Ved afslutningen af 2. verdenskrig drømte man om en materiel velfærd, som forlængst er realiseret og langt overgået selv for samfundets økonomisk set vanskeligst stillede borgere.

Teknologien har imidlertid vist sig at være et tveægget sværd. Vi behøver blot at tænke på forurening, akkordrace, gentagelserne af de samme bevægelser ved samlebåndet, det meningsfyldte arbejdes forsvinden – og, hvad der er væsentligt når vi taler om arbejdsløshed: den uberegnelige foranderlighed. Lad os prøve at se på et eksempel: En stor fabrik A har i mange år fremstillet et produkt a, der for at kunne produceres kræver en højt kvalificeret håndværks uddannet lønmodtager stab. Direktøren på A bliver nu opmærksom på, at man i et andet land er ved at udvikle et produkt b, der har de samme egenskaber som a, men til forskel fra dette kan produceres af maskiner, der blot kræver lavt kvalificeret arbejdskraft. Direktøren, som hverken har forstand på a eller b, men hvis uddannelse ligger på det organisatoriske område, kan nu med sin specielle viden starte en ny fabrik, som han vælger at placere i et område med rigelig og villig arbejdskraftreserve. Kapitalen trækker han ud af sin gamle fabrik, der tilslut må lukkes. De højt kvalificerede lønmodtagere på A får nu tilbud om omskoling til et relativt lavt kvalificeret arbejde på den ny fabrik. Men da dette medfører ringere status og indtjeningsmuligheder og desuden fordrer, at de skal flytte til en ny egn og således skilles fra et velkendt miljø og en mangeårig omgangskreds, vil valget blive arbejdsløshed. Naturligvis kan ledighed også indtræffe som følge af decideret sæsonarbejde eller på grund af skiftende konjunkturer, men den ledighed, som der her er givet eksempel på, viser, at der i selve den teknologiske udviklings struktur er indbygget en uundgåelig og uberegnelig arbejdsløshedsfaktor. Mange gamle jobs og fag forsvinder således, og da det drejer sig om mennesker, kan man ikke altid henvise til omskoling, men må tværtimod regne med en lav faglig såvel som geografisk mobilitet.

Spørgsmålet bliver nu: Kan arbejdsløshed undgås ved at sætte tempoet ned? Kan man fra regeringsside dekretere et maximum af arbejdstimer pr. lønmodtager, et forudberegnet maximum af ressourcer samt en politisk kanalisering af forskning og udvikling? Der tales jo en del om såkaldt nulvækst-løsning for tiden. Martinus beskæftiger sig meget med fremtidens samfund og hans beskrivelse tyder ikke på, at en stagnation vil indtræffe på det teknologiske område. Tværtimod vil udviklingen nå højder, hvor maskiner fremstiller maskiner, der evt igen kan fremstille maskiner og så fremdeles. Menneskets opgave i denne sammenhæng reduceres således til start- og stopfunktioner, overvågning og kontrol af fordeling etc. Forøvrigt vil energiproblemet finde sin løsning ved nyttiggørelsen af en energikilde, og det på en hidtil upåagtet måde.

Når vi taler om fremtidens samfund vil nulvækst-løsningen imidlertid alligevel blive en realitet, men på en for nulevende mennesker overraskende måde. Dette sidste skyldes, at Martinus opererer med begreber, som man ikke er vant til at møde i den offentlige debat eller i økonomers og sociologers fremtidsforskning. Når disse eksperter på den ene side taler om samfundets udvikling, så taler Martinus på den anden side om det enkelte menneskes udvikling, og han sætter ikke bom for dets tilværelse hverken ved fødsel eller død. Da det fysiske legeme er forgængeligt og mennesket heller ikke kan huske noget fra sine tidligere livsperioder eller "inkarnationer", vil den evige faktor i det enkelte menneskes tilværelse være at finde i en overordnet del af bevidstheden, som ikke umiddelbart kan gøres til genstand for undersøgelse med det vi i dagligt sprog kalder bevidstheden, dagligdagsbevidstheden eller bare: "dagsbevidstheden". Denne dagsbevidsthed fungerer som en slags skueplads, hvor impulser og indtryk udefra mødes med impulser fra den før omtalte overordnede bevidsthedsinstans: "overbevidstheden". Når to mennesker kan reagere forskelligt på ensartede ydre forhold, skyldes det naturligvis, at de er forskellige. I følge Martinus er denne forskel ikke blot betinget af "lokale" fysiske og psykiske miljøpåvirkninger i en nuværende inkarnation, men vil i langt højere grad hænge sammen med erfaringer, som gennem meget lange tidsrum så at sige er "indlejret" i overbevidstheden og herfra påvirker dagsbevidstheden og kommer til syne som individuelle anlæg, talenter, ønsker og længsler.

Alt dette kan måske lyde temmelig mystisk, men lad os alligevel prøve forsigtigt at bruge Martinus "reinkarnations-model" som en midlertidig arbejdshypotese. Set på denne måde vil stenaldermanden således idag være at finde som kulturmenneske i et industrialiseret samfund. Mellem disse to yderpunkter i hans tilværelse, har han imidlertid gjort en masse erfaringer. Teknologien, som han har været med til at udvikle, var jo allerede i fuld gang med flinteøksen, men på det tidspunkt og i de mange følgende tusinder af år var han ligesom et sovende væsen. De opfindelser, han gjorde, kom nærmest tilfældigt drattende og først op mod vor tid, gik det gradvist op for ham, at han ved en bevidst og målrettet proces kunne tilegne sig og beherske materien i et hidtil ukendt omfang. Dette gav anledning til en slags opvågning og en helt eventyrlig fornemmelse, der igen afspejlede sig i det, der udefra set blev den industrielle revolution. Når jeg for lidt siden anvendte udtrykket "afsindig griskhed" om den egentlige, dvs den psykologiske, baggrund for det, der skete, så lå der altså ikke nogen moralske eller politisk farvede anskuelser til grund. Hele den forrygende udvikling med alle industrialiseringens velsignelser og forbandelser var et fait accompli, en helt uundgåelig hændelse, da mennesket for millioner af år siden greb om sit første primitive redskab.

Set på denne baggrund og altså med Martinus reinkarnations-model som arbejdshypotese, kan vi nu ud fra ganske almindelige psykologiske hverdagsiagttagelser danne os et overraskende klart billede af samfundsudviklingen, som den vil komme til at forløbe. På nuværende tidspunkt er menneskets forhåbninger og hele adfærd først og fremmest knyttet til ønsket om, at eje og beherske materien. Selv om denne materie er uden grænser, så er de oplevelser, den kan byde på, dog underkastet en tydelig inflation. Hvor det første køleskab var en fantastisk ting, vil det næste blot fremvise forskelle, der kan måles og vejes. Det bliver disse talværdier, som trækkes frem, når køleskabene skal sammenlignes, men – det drejer sig immervæk stadig om et køleskab.

Hvis et barn kommer ind i en periode, hvor det kun vil spise marmelademad og får lov til – ja ligefrem opfordres til – at spise marmelademad morgen, middag og aften, da vil det tilsidst så mindeligt bede sine forældre om noget andet. Sådan gik det "Marmeladeamalie" i Russell Hoban's bog af samme navn, og således vil det naturligvis også gå med menneskets begær efter materien, et begær, som allerede i vore dage er dalet betydeligt i afsindighed og griskhed. Naturligvis vil ikke alle mennesker være på nøjagtig samme erfaringsstadium, og man ser da også, at nogen er mere ivrige og interesserede end andre i at tilegne sig ting og sager. Men på længere sigt vil flere og flere mennesker være så velbefarne i materiens verden, at en naturlig "mættelse" vil indtræffe. Nulvækst-løsningen vil på den måde rykke nærmere i hvert enkelt menneskes bevidsthed, og da samfundets ønsker og mål blot er et spejlbillede af, hvad der rører sig i de enkelte menneskers sind, vil en masse af nutidens produkter ikke kunne finde afsætning, og man vil i langt højere grad end idag kunne blive enige om, hvad der er livs-unødvendigt, og hvad der er sundt, nyttigt og praktisk.

Men hvad så med arbejdsløsheden? Ja, i følge Martinus vil arbejdstiden, med den til den tid stærkt avancerede teknologi og det forholdsvis beskedne vareforbrug, reduceres meget betragteligt. Da interessen for at eje jordisk gods, samle på det og hobe det op omkring sig ikke vil være synderlig stor, vil man heller ikke kunne regne med nogen konkurrence om jobs som følge af forskelle i indtjeningsmulighederne. Disse forskelle vil således forsvinde, og pengesedler og småmønt må ligeledes opgives som håbløst upraktiske til fordel for en arbejdskvittering, hvis værdi i handel og vandel simpelthen er proportional med det antal timer, den lyder på. Arbejdstidens længde vil ganske enkelt kunne beregnes ved at dividere samfundets daglige forbrug med antallet af disponible arbejdsduelige mennesker. Efterhånden som samfundet vikler sig mere og mere ud af sine materielle interesser vil arbejdstiden pr borger kunne nedbringes til måske 2-4 timer om ugen.

Men hvad i alverden skal de stakkels mennesker så give sig til? Tja, hvis vi forestiller os, at arbejdstiden i nutidens samfund med et snuptag kunne reduceres til 4 timer om ugen, f.eks ved hjælp af en ny opfindelse eller opdagelse, ville vi nok få et ret alvorligt fritidsproblem – også selv om alskens legetøj og materielle goder blev stillet til rådighed. Historien byder morsomt nok på et enestående eksempel: Alle veje fører som bekendt til Rom, og i antikkens tidsalder tilflød der byen umådelige mængder af levnedsmidler og varer fra provinserne. Da manuelt arbejde fortrinsvis blev udført af slaver – erobrede krigsfanger – opstod hurtigt et arbejdsløst proletariat, som var til stor fare for det øvrige samfund. Man måtte ikke blot brødføde disse masser, men også til stadighed sørge for at vinde deres gunst ved hjælp af drabelige gladiatorkampe. Men i Roms historie var disse "langtidsledige" med deres slaraffenliv en konstant intern kilde til angst, og det lykkedes dem da også at organisere sig og gøre oprør.

For at forstå, hvad det er for nye interesser, der vil dukke op og fuldstændig optage fritiden i fremtidens samfund, kan man tænke på den vidunderlige lykke, det er, at få et længe næret materielt ønske opfyldt. Jeg vil således sent glemme, da jeg satte mig ind i min første splinterny bil for at køre over forhandlerens fortov og hjem med det flotte trofæ. Duft af nyt indtræk, krom og ny lak – åh! Denne lykkefornemmelse holdt sig kun i få minutter for så gradvist at tone ud. Den plads, som ønsket om ny bil havde optaget i min bevidsthed, var blevet ledig, og det var i virkeligheden denne frihed, der bragte mig i en lykkelig tilstand. Der gik da heller ikke lang tid, før nye ønsker invaderede den tomme plads og lykkefornemmelsen aftog gradvist efterhånden, som der blev fyldt op. Når mennesker i inkarnation efter inkarnation har gjort denne erfaring, vil de efterhånden blive meget varsomme med at nære ønsker om noget som helst, i hvert fald til dem selv. Dermed opstår betingelserne for en frigjorthed og kronisk lykkefornemmelse af hidtil uanede højder, og mennesket vil yderligere kunne eksperimentere og forstærke sin frihed og lykke ved at optræne en kærlig væremåde. Fritid og arbejdsløshed bliver på den måde ikke et goldt og uproduktivt forhold til dagens timer, minutter og sekunder, men åbner tværtimod mulighed for udfoldelse af den menneskelige bevidsthed og kreativitet i en hidtil ukendt målestok.

Vi har brugt ordet "teknologi" mange gange. Hvordan vil det gå med den teknologiske udvikling, når incitamentet: begær efter materien, – gradvist forsvinder? Ja, hvor mærkeligt det end lyder, så vil netop dette forhold bevirke, at udviklingen accelererer yderligere. Menneskets afdæmpede interesse for materien vil nemlig bevirke, at det ikke længere er fikseret til bestemte fordomme, forudfattede meninger eller snærende ønsker, men tværtimod med stor frigjorthed kan tage fat på at undersøge de psykiske processer, som udspiller sig i og omkring selve idédannelsen. Hvad er det, der sker, når man får en idé, hvorfra kommer den, og hvem er det, som får den? Hvorledes opstår denne bevægelse, hvad sætter den igang, og hvem er det væsen, som nærer dette ønske og stiller disse spørgsmål? Som et biprodukt af denne overordnede forskning, vil en hel serie af ideer blive til, og disse kan så igen ved deres inspirerende kraft påvirke andre mennesker, hvis opgave, det er, at arbejde på et mere jordbundet eller materie-orienteret plan.

Man kan forske i arbejdsløshed og fritid og vælge mellem en masse udgangspunkter: historiske, teknologiske, sociologiske, økonomiske, politiske, religiøse, moralske osv, og man vil opnå interessante og ofte meget nyttige resultater. Men de vil være forskellige eller direkte i strid med hinanden. Det mest simple udgangspunkt, man kan vælge, er menneskets egen bevidsthed, og vælger man det, vil man opdage, at selv de tilsyneladende mest umulige modsætningsforhold vil kunne forklares, uden at man behøver, at tage andet i anvendelse end en smule psykologisk sans. Det er således ikke nødvendigt at have nogen personlig mening, det vil tværtimod være en ulempe, idet farvede anskuelser blot vil begrænse det mentale udsyn før man rigtig får set sig om. Det er altid nemmere at bedømme fjerne historiske begivenheder end det, der sker lige for øjnene af os. Det skyldes dels de forudfattede meninger, som automatisk låser os fast i bestemte positioner, og dels skyldes det manglen på en god arbejdshypotese, som er enkel nok til at fungere som en universal-nøgle, når den forbindes med ganske dagligdags iagttagelser. Vi har forsigtigt talt om hypoteser og reinkarnations-modeller uden at komme ind på, hvorledes de er blevet til og hvilke analyser, der ligger bag. Men det må også være mindre vigtigt i denne sammenhæng. Når bare de virker!