Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Nu vil vi vende tilbage til velfærdssamfundets fortabte gudebørn og se på de psykiske reaktioner og behov, der får dem til at længes hjem. Det, der sætter bevægelsen igang, er som sagt en søgen efter et overordnet mål. Dertil kommer en vag fornemmelse af ubehag ved den gamle traditionelle sport med at forfølge og besidde penge, magt, position og ære. Dette ubehag forstærkes imidlertid gradvist, og selv om gudesønnen eller den vordende åndsforsker på nuværende tidspunkt ikke kan forklare sig årsagssammenhængen, bliver det nu helt nødvendigt at finde en ny målsætning.
 

Og så går jagten ind. De gamle velprøvede alternativer: religion, kunst og videnskab, kan stadig bruges. Ligeledes forelskelse og familieliv. Andre muligheder er: gurubevægelser, udenlandsrejser, happenings, kampagner og kollektivbevægelser i forbindelse med aktuelle samfundsproblemer, mm. Eksperimenter med isolation, peyote, LSD og andre stoffer, kan være spændende at læse om, men alle eksperter er enige om, at disse metoder nu er på retur til fordel for optræning af intellektet i hverdagen, der faktisk kan være spændende nok.
 

Hvert menneske er en verden, ja et helt univers af skabende kræfter. At give et generelt billede af gudesønnen, som han præsenterer sig på nuværende tidspunkt, må kun opfattes som et forsøg. Men vi prøver. Det, der især karakteriserer ham, er dels de roller han spiller i sin dagligdag og dels hans forhold til disse roller. Dette, at spille roller, må bare forstås som noget positivt, nemlig som en slags redskab til den bedst mulige kommunikation med omgivelserne. Det besynderlige ved gudesønnens roller er imidlertid, at de gebærder sig som selvstændige levende væsener, der selv bestemmer, hvornår de vil optræde. På den måde domineres gudesønnen fuldstændig af sine roller. Og dem er der mange af, men her skal blot nævnes fire særlig slemme, tyranniserende roller:

Men udenfor hans vindue veksler dag med nat, flod med ebbe og fødsel med død. Stjernehimlen breder sig over ham med sine umådelige afstande og sit eget stumme sprog om evighed og uendelighed. Solen skinner og varmer hans kind, fuglene synger og forårsblomster skyder trofast op af jorden selv efter den længste og koldeste vinter. Her er der husvalelse at finde for en træt og rådvild sjæl.

I sin søgen, der nu bliver mere og mere indadrettet, vil gudesønnen observere noget, som giver ham stof til eftertanke. Han oplever stemninger, "falder i staver" og konstaterer, at han efter en sådan passage – for en kort tid – vil være istand til at gøre netop det, han nu ønsker sig mest af alt: At kunne sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter og kunne handle på en sådan måde, at der bagefter ingen fortrydelse er over, om handlingen var utilstrækkelig eller overdreven i sin udførelse. Disse stemninger bliver til små "frikvarterer", hvis længde i tid, han dog ikke kan måle. Her står tiden nemlig stille, og blot den mindste tanke på tid eller sted vil straks få ham til at "smække over" og låse ham fast i en rolle. Men i disse korte perioder møder han sig selv, det selv, der burde styre og kontrollere rollerne, men – som er sat ud af spillet på grund af – ... – en illusion – !

Nu slås der på gon'gong for gudesønnen. Først sagte, siden stærkere og stærkere: det er bare en illusion – en illusion – en illusion! I små sæt vågner gudesønnen op til erkendelse af noget, som han skiftevis husker og glemmer, husker og glemmer. Den fortabte søn og vordende åndsforsker glipper med øjnene. Og ganske gradvist opdager og genfinder han sit "gamle jeg", der jo har fulgt ham lige så langt, han kan huske tilbage. Det var hans barndoms "jeg", og det er der sør'me' endnu. Uden at have ændret sig spor! Så husker han, at det var det "jeg", som drømte alle hans drømme om natten og vågnede med ham om morgenen. Senere vil han også huske, at det var tilstede som et upåagtet vidne i den "begivenhedsløse" hverdag såvel som i situationer præget af "sejre og nederlag". Af små glimtvise erindringer, vil han kunne samle en mosaik, der tydelig viser at dette "jeg" altid har været der. Som en stor stilhed har det hvilet bag alle bevægelserne, været det absolutte bag det relative, enheden bag dualiteterne, virkeligheden bag illusionerne, skuespilleren bag rollerne.

Gudesønnens voksende evne til at skelne mellem disse to fundamentale begreber giver ham mulighed for at "træde tilbage" og betragte sig selv. Nu opdager han et fænomen, der lidt efter lidt bliver ligeså konkret for ham som hans fysiske krop. Dette er hans bevidsthed. Den kan indirekte iagttages og fremtræder som et levende organ med ar, rifter, skrammer og sår, der kan springe op og bløde i særlige situationer.

Det bliver nu hans opgave at finde sammenhængen mellem disse særlige situationer og hans bevidstheds tilstand. Hver aften må han, før han går til ro, undersøge sin bevidsthed minutiøst for at finde selv den mindste rift og derefter gennemgå dagens forløb fra en ende af for at undersøge, hvornår denne rift er opstået. Den må sættes i forbindelse med noget han har gjort, sagt eller tænkt!
 

Ofte danner man sig mentale billeder som forsvar på ydre angreb. Når Anders And føler sig ydmyget af sin dominerende og stenrige onkel Joakim, forestiller han sig således, at han med en stor økse i hurtigt tempo hugger den forhadte onkel til plukfisk. I mange år tyede jeg til et mentalt billede af mig selv siddende op af en ca. 1,5 m høj lodret stang, hvorpå et vandret roterende maskingevær automatisk spyede kugler ud således, at jeg var "beskyttet" inden for en cirkel af helt pæne dimensioner. Denne problemløsning, der var ment som en "endlösung", repeterede sig selv med en farceagtig præcision og fik mig til at reagere kejtet og stereotypt ved blot det mindste tilløb til en kritisk situation.

Sådanne mentale billeder og andre ætsende, pr. refleks, udløste tankeklimaer kan være så vaneprægede og rodfæstede i bevidstheden, at selv en omhyggelig udredning og kortlægning af årsag og virkning ikke fører til noget positivt resultat. Og man kan kun til en vis grad fysisk og psykisk isolere sig fra de situationer, der får såret til at springe op. Tiden er derfor inde til at optræne "antivaner"! Den fortabte søn, som på nuværende tidspunkt har travlt med at beherske sine antipatier og hadefulde tanker, vil helt automatisk vende sig mod tankearter, som danner den størst mulige kontrast hertil.

"Du skal ikke dræbe – Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder!" Dette råd er som skræddersyet til gudesønnens behov i den aktuelle situation. Men først skal den fortabte søn eller datter af moderne tilsnit overvinde endnu en hindring.
 

"Skal vi da til at be' igen?" – vil man nemlig spørge, – "kirkens religiøse pladder er jo til at brække sig over!" Ja, pas nu på! Sådanne antipatier og negative udtalelser giver bagslag, når den objektive åndsforsker skal til at skelne mellem overtroiske forestillinger og det, som er kristendommens egentlige kerne. Før han overhovedet kan komme igang med sin forskning, må han nemlig kæmpe mod alle sine tidlige aversioner, der – ved blot hans mindste berøring med begrebet kristendom – vil vende tilbage som boomeranger, ramme hans brækcenter og give ham kvalme.

"Bønnen er en psykisk kraftkilde", siger Martinus. – "Det lyder lidt flot", vil man måske mene. Men tænk nu på et vældigt, brusende vandfald, der via en turbine og en dynamo leverer oceaner af gratis strøm! Det er, hvad der forstås ved en kraftkilde. Og en psykisk kraftkilde er altså et overordentligt energigivende og mentalt kraftfornyende naturfænomen, som alle og enhver – uden tilslutningsafgift – bare kan tappe af! Men man må, som sagt, overvinde eventuelle aversioner.

Martinus forklarer flere steder i sine bøger, hvad det egentlig er der sker, og gennemgår omhyggeligt bønnens udvikling lige fra dyrets angstskrig og til den fuldstændig naturlige samtaleform, der er normal mellem faderen og den hjemvendte gudesøn. En intellektuel udredning savnes således ikke for den, der på forhånd vægrer sig ved dette eksperiment. I sin lille bog: "Bønnens mysterium", giver Martinus en glimrende vejledning i denne helt suveræne form for hjælp til selvhjælp. Det er en bog, som varmt kan anbefales!
 

Martinus kalder os for sårede flygtninge mellem to zoner. Som halvt dyr, halvt mennesker satser vi i den første forvirringens tid skiftevis på dyreriget, skiftevis på et kommende rigtigt menneskerige. Som en distræt skuespiller, prøver den fortabte søn at spille to roller på én gang. Men efterhånden, som opmærksomheden skærpes og bevidstheden udvikles, bliver der mulighed for at skelne mellem de to roller. Når den egentlige opvågning er igang, begynder det møjsommelige arbejde for alvor.

Men der er skam mange lyspunkter. Da det jo i reglen drejer sig om at gøre det stik modsatte af, hvad man er vant til, vil sådanne handlinger ofte være forbundet med noget, man føler som en personlig risiko. Her er man ligesom forskeren, der skal afprøve sin teori i praksis. Det hele stemmer tilsyneladende, men mon det nu også kan passe? Jo større risiko man føler, desto større vil belønningen fornemmes, når man endelig – efter lange og drøje overvejelser – tager sig sammen til at hoppe ud på det, man tror er "dybt vand". Sådanne eksperimenter kan godt føles som "små indvielser". De øger i hvert fald opmærksomheden på mentale felter, man ikke tidligere har skænket en tanke. På samme måde vil læsningen af Martinus værker være spækket med "små indvielser". Man kan endda læse de samme afsnit og kapitler med mellemrum og få noget nyt ud af dem hver gang.

Alt dette er naturligvis tegn på åndelig vækst. Men gudesønnen møder også perioder med stilstand, hvor hans bevidsthed er som en ørken, der trænger til regn. Sådanne depressionsperioder kan synes endeløse og vil ofte føre til, at man begynder at stille forventninger om en bedring snarest muligt. Disse forventninger skuffes, og der opstår krav, surhed, bitterhed og martyriumsfornemmelser. Formålet med sådanne "ørkenperioder" er netop at få vækster af denne karakter til at gro frem af bevidstheden, så de kan svides til aske i den uophørligt brændende sol, indtil man er lige så mør som lignelsens fortabte søn, der kun ønskede sig den ringeste plads som daglejer hos sin far.

Det drejer sig altså om opmærksomhed. Et spil om årsag og virkning. Men bag dette spil skjuler sig et endnu mere subtilt og raffineret opmærksomhedsspil, hvor nuancen mellem sort og hvid er så hårfin, at gudesønnen eller den arbejdende åndsforsker let lader sig narre. Han gør en indsats, javist! Men, men og atter men – ligger der bag den et camoufleret håb om belønning og prestige? I sandhed, her balanceres der på en knivsæg! "Hvo som synes at stå, se vel til, at han ikke falder!"

"Lignelsen om den fortabte søn" er et kosmisk eventyr om bevidsthedsudvikling, som vi alle uden undtagelse skal gennemleve. Hele Martinus omfattende litterære produktion er skabt i den mission at støtte, inspirere og sætte mod i denne fortabte søn, så han ufortrødent kan vandre sin egen vej mod målet. Hermed er en ny praktisk videnskab opstået, hvis forskningsområde går på tværs af det gængse, materielle kvalitetsbegreb. Det drejer sig nemlig om livskvalitet!