Ældre Kosmos og Kontaktbreve

LOGIK, fra 64. kapitel

--------

Idet disse børn således står på et lavere trin end forældrene, vil de i mentalitet rumme mere egoisme, hensynsløshed, brutalitet og uærlighed end forældrene. Da disse tankeklimaer er deres udviklingstrins højeste frugter, deres livs normale naturlige anlæg, kan de ikke leve i kontakt med forældrene, hos hvem nævnte tankeklimaer jo er langt mindre fremtrædende, og hvis naturlige anlæg eller højeste mentale "frugter" derfor er af langt højere eller ædlere tilstand. Sådanne børn må naturnødvendigt sætte sig op imod forældrene, hvis opdragelse eller kultiveringsforsøg på dem virker som plageri, virker som tvang, og hvis resultater i heldigste tilfælde, som før nævnt, kun bliver "dressur", bliver en ydre kunstig repræsentation af et udviklingstrin, de slet ikke tilhører. Denne opsætsighed mod forældrene udløser sig i heldigste tilfælde i en adskillelse mellem parterne. Børnene vender forældrene ryggen, drager bort til den lavere mentale zone, hvor de retmæssigt hører hjemme.
 

Denne "bortdragning" er altså baseret på en lavere naturs flugt fra, eller omgåelse af, en højere. Da ingen sådanne "forlorne sønner" er i stand til at erkende deres underlegne, mindre udviklede eller primitive tilstand, lever de i et indbildt martyrium og ser kun deres mere udviklede forældre gennem en heraf farvet vredens og hadets atmosfære. Og da hensynsløsheden og egoismen også er bærende faktorer i deres bevidsthed, kender de kun til at "være sig selv nærmest". Og det er i denne illusoriske sandhedsopfattelse, de forlader den hjemlige arne og blindt sætter kursen mod en opdragelsesfaktor, der anderledes forstår at omskabe mentaliteten, anderledes forstår at vende det "onde" til det "gode", og overfor disse væsener er anderledes ufejlbarlig end den faderlige og moderlige ømhed eller de gængse autoriserede opdragelsesmetoder. Disse væsener vandrer således bort fra den, for dem for højtliggende, faderlige og moderlige rådgivning og opfattelse af, hvad der er ret og skel, og kæmper for frigørelse og udløsning af deres egne medfødte og et lavere plan tilhørende instinkter.

Men et lavere plans instinkter eller tilbøjeligheder er altid udløsende en større brutalitet og hensynsløshed overfor omgivelserne end et højere plans. Og da brutalitet og had absolut kun kan avle brutalitet og had, på samme måde som byg kun kan avle byg, og rug kun kan avle rug, kommer de "forlorne sønner" uundgåeligt til at leve på avlen eller høsten af den væremåde, de selv har sået. Men høsten af en brutal og pinefuld væremåde overfor ens omgivelser tvinger uundgåeligt tilsidst sit ophav i knæ. Under tilbagevirkningen af al den lidelse, de selv har bibragt andre levende væsener, får de jo uomstødelige beviser for deres egen væremådes forkrænkelighed, dens disharmoni med love, der skaber virkelig fuldkommen lykke. De begynder ved selvsyn at få indblik i den væremådes større idealisme, som de overfor deres forældre ikke magtede at acceptere eller kunne tro var rigtig. Og med dette voksende indblik begynder tilbagetoget. De "forlorne sønner" "går i sig selv", erkender at de "æder sammen med svinene", hvilket vil sige, at de erkender, at deres væremåde er mere primitiv, er mere lig dyrenes end forældrenes. Dette skaber igen en sådan længsel efter hjemmet, efter forældrene, at blot dette, at være en af "faderens daglejere", er langt mere attråværdigt, end den væremåde, de oprindelig selv valgte sig. Og gennem denne længsel bliver den bibelske beretning om den "forlorne søns" festlige hjemkomst og forening med faderen til virkelighed.

---------