Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1980/2 side 24
FORÅRSARBEJDET I KLINT
 
Det kan snart blive påske, og igen i år er der mange nødvendige små og store reparationsarbejder i Centret i Klint, der skal udføres af os.
Altså, ring til Instituttet om og når du eller I kan give et nap med, så Centret som sædvanlig kan fremstå friskt og velholdt, når sæsonen åbner i juni.
Da det ofte sker, at vi ikke når at blive helt færdige i påsken, er der altså også muligheder i weekends fremover indtil juni.
Det er egentlig en ret opsigtsvækkende ting, at dette Center igennem alle disse år er opstået og holdt ved lige udelukkende ved hjælp af mennesker, der frivilligt har givet deres bidrag. – Forresten er disse udtryk nok ikke dækkende, fordi de kan implicere, at der af den enkelte udelukkende ydes noget til fordel for en sag. Men det er jo kun den halve sandhed. Det faktum, at hver medarbejder betragter denne ydelse som noget, der personligt er hans sag, altså at man arbejder for sin egen sag, giver netop sagen og dens ydre manifestationer i form af bygninger, undervisningsvirksomhed o.s.v. dens frie, åbne og utvungne form, som har sat sig præg på den gennem årene, en holdning, som i første instans er inspireret af analyserne og disses skaber. D.v.s., at der samtidigt er fremvokset en arbejdsform, der vel næppe kendes mange andre steder, som i sig selv også kræver sin analyse, hvad den iøvrigt også har fået.
Betingelserne for arbejde, ophold, logi, fortæring og undervisning, vil blive de samme som de tidligere år. – Vel mødt.
JM
* * * *