Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Livskvalitet" er et af de ord, som ofte høres, når det drejer sig om, hvad vi skal satse på her i velfærdssamfundet. Vi skal give os tid til at være mere for hinanden, skære ned på forbrugsgoderne og leve sundt og enkelt, så vi undgår at forurene os selv og vore omgivelser. "Målsætningsdebat" er et andet moderne ord. Det bliver nemlig mere og mere nødvendigt at finde ud af, hvad vi skal bruge vore ressourcer til. Forleden hørte jeg en af deltagerne i en sådan målsætningsdebat udtale, at samfundet er forkert indrettet, sålænge livskvalitet er et spørgsmål om spidse albuer. Det ser ud til, at det ikke er helt enkelt at blive enig om, hvad livskvalitet vil sige. Hvad skal man da satse på? Eller, for at bruge det gamle udtryk, som det har lydt i årtusinder: "Hvad gør jeg for at blive salig?"

Spørgsmålet leder tanken hen på Jesu geniale lignelser. Vi vil vælge fortællingen om "den fortabte søn", fordi denne ungersvend, ligesom det moderne velfærdssamfunds menneske, fik chancen for at købe næsten alt, hvad der kunne købes for penge. Som bekendt forlangte han sin arvelod udbetalt og rejste udenlands for at sætte det hele over styr. Så endte han i svinestien og – efter at have opholdt sig dér et stykke tid – vendte han hjem. Historien slutter med en overraskende festlig modtagelse af faderen, mens den ældste søn, der trofast har passet sit arbejde i hjemmet, føler sig uretfærdigt tilsidesat.

Lignelsen finder vi hos Lukas 15, 11-32. Jesus giver ikke nogen udlægning, men således som fortællingen er placeret i sammenhæng med kapitlets foregående tekster, er det tydeligt, at Lukas har forstået den som et forsvar for toldere og syndere, der kan omvendes, i modsætning til de retfærdige og pligtopfyldende mennesker, der ikke har behov for omvendelse. Faderen er naturligvis billedet på Gud selv.

Denne omvendelsesproblematik er nærmest utålelig for en moderne, intellektuel læser. Vor nuværende situation er jo netop den, at vi i al for høj grad har satset på materielle goder således, at vi nu må slås med energikrise, økonomiske- og politiske kriser, forurening, arbejdsulykker, stress og psyko-somatiske sygdomme, sociale problemer, alkohol- og narkotikaproblemer m.m.

Dertil kommer imidlertid også en psykologisk krise. Meningen med vore bestræbelser, ja med hele vort liv, var jo i begyndelsen tydelig og klar: mad hver dag, klæder på kroppen, et sted at bo og uddannelse. Men nu er denne mening, som vi forgæves søger at forny gennem såkaldte målsætningsdebatter, lige så stille ved at flyde ud og fordampe. Mange moderne mennesker oplever således efterhånden, som vi får mere og bedre mad hver dag, flere og bedre klæder, større og bedre boliger, mere og bedre undervisning osv, at disse forbedringer ikke i sig selv er målet, men forudsætningen for et større mål, som ligger bag alt det andet. "Livskvalitet" er det moderne rådvilde og forvirrede velfærdssamfunds forsøg på at give dette overordnede mål et navn. Som svin, der mæsker sig af truget og skubber til hinanden for at komme til, har vi som fortabte sønner og døtre opfundet et nyt ord.

Dette er, ville Martinus sige, den fortabte søns første tøvende skridt i retning af fædrenehjemmet. Når han ønsker at komme hjem, er det ikke for at opnå støtte til at fortsætte "det søde liv" i udskejelser eller for at blive indsat i sine oprindelige privilegier som gårdmandssøn. Tværtimod ønsker han blot den mest beskedne plads som daglejer hos sin far. Er det omvendelse? Ja, det kan man jo godt kalde det. Men det drejer sig ikke om en angren, for hvilken gudesønnen ønsker sin fars tilgivelse eller syndsforladelse. Han er blot mæt, hvad materielle ønsker og længsler angår. Ligesom mange moderne mennesker i velfærdssamfundet har han opdaget, at materien er uden grænser, og at der bag hvert begær skjuler sig et nyt begær. Han søger ind i sig selv for at undersøge denne mekanisme, og fra nu af vil han eksperimentere – ikke med materien –, men med sit forhold til den. Har han to kjortler, vil han med lettelse forære den ene bort til én, som ingen har. Bliver han sat til et stykke arbejde, vil han ingen løn have, før han selv er fuldstændig tilfreds med udførelsen. Der, hvor han før kunne se sit snit til at snyde, vil han nu være pedantisk ærlig. Hvor han før var tilbøjelig til at smålyve og prale for at pynte på sit image og vække andres misundelse, vil han nu være ganske immun, ligesom han vil være alt for optaget af at kontrollere sine egne indre mekanismer, til at interessere sig for andres guld og glimmer.
 

Er den fortabte søn blevet religiøs, hellig, moralsk og fanatisk? Tja – lad os prøve at sammeligne ham med den pligtopfyldende broder, som tjente sin far tro hjemme på gården. Hvad forskel er der egentlig på de to? Det ser ud til, at de på nuværende tidspunkt er meget ens i deres opfattelse af retfærdighed, pligtfølelse og ønske om at være hos faderen. Og dog ligger der jo, som vi ved, helt forskellige motiver bag de to brødres ydre optræden. Den hjemmegående bror elsker sin far og hengiver sig i barnlig tillid til hans formynderskab. Hvad faderen gør, det gør han, for han kender ikke andre muligheder. Måske føler han undertiden lyst til at få lidt luft under vingerne og drage ud for at prøve alt det, han ikke kender til. Men han er bange ligesom det lille barn, der altid skal have far og mor med.

Ifølge Martinus er denne søn billedet på det troende menneske, mens den fortabte søn, der vender hjem ladet med erfaringer, er det vidende menneske. Begge er de ét med faderen. Man forstår den ovenud begejstrede modtagelse. Tænk at få en søn hjem, man kan tale voksent med! Og man forstår det troende menneskes muggeri. Nu bliver det hans tur til at forlade faderen for at drage ud i den vide verden.
 

Næste gang vil vi møde gudesønnen på det tidspunkt, hvor han – endnu med grut på hagen – sender spejdende blikke ud over trugets rand, og herfra vil vi følge hans første skridt på vej mod en ny virkelighed.