Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I de offentlige medier, presse, radio og fjernsyn, skrives og tales der meget om den store selvmordsprocent i vor tid. En psykolog udtalte for nylig i TV, at mangelen af et verdensbillede, en verdens- og livsanskuelse, der kunne give overblik over og mening i tilværelsen, efter hans opfattelse var en væsentlig årsag til, at mange mennesker gled viljeløst ind i depressionens og håbløshedens mørke, påvirket både af personlig krise og hele menneskehedens krisetilstand.

Det gamle religiøse verdensbillede, som her i vesterlandet var baseret på den katolske og protestantiske kristendom med deres dogmer og ceremonier, er ikke mere fundament for en verdensanskuelse. Den dogmatiske kristendom er for de endnu blindt troende en instinkt- og følelsesbetonet livsanskuelse, der nærmest eksisterer på trods af det verdensbillede, eller det fragment af et verdensbillede, der har afløst kristendommens, nemlig naturvidenskabens verdensbillede. Det har udviklet sig fra Galileis tid, da han i 1609 i Venedig for første gang rettede kikkerten mod havnen og lod mennesker se skibe, som de ikke kunne se med det blotte øje. Det var Galilei, der sagde: "Alt skal måles, som kan måles, og alt, som endnu ikke er måleligt, skal blive det," ord, der har været en retningsviser for videnskabeligt arbejde lige til vor tid. Ganske vist blev han anklaget som kætter af den romerske kirke og var nær blevet brændt på bålet, som Giordano Bruno var blevet det, og han slap kun fra det ved i bodsdragt at afsværge "den falske lære", at jorden bevæger sig. Trods sin tilsyneladende sejr, var det alligevel kirken, der blev taberen, og det blev dens verdensbillede der måtte vige. Det var en sammenblanding af gammel græsk filosofi og kristelig dogmatik, et verdensbillede med jorden som verdens centrum omgivet af de tre andre naturelementer, vand, luft og ild, og derefter af diverse roterende krystalhimle, hvorpå himmellegemerne sad fast og øverst oppe Gudfader omgivet af englekor, alt sammen indelukket i en kugle, ja, faktisk mindre kugler inden i den store kugle, der alle med forskellig hastighed drejede om den samme akse. Men i kraft af intelligensen slog mennesket hul på den store kugles skal og stirrede ud i det uendelige rum, og det har det kunnet i større og større perspektiver fra Renaissancen frem til vor tid ved hjælp af stærkere og stærkere kikkerter, og det har, som Galilei forudså, kunnet måle og veje og bedømme hastigheder, som fortidens mennesker ikke havde drømt om. Ikke blot til forhold og bevægelser i det uendelige verdensrum i makrokosmos, er mennesket blevet tilskuer og iagttager, det er også trængt ind i stoffets eller materiens verden ved hjælp af mikroskoper og andre tekniske hjælpemidler og har fundet en lignende uendelighed af partikler og tomrum i det små, i mikrokosmos. Det er naturvidenskabens verdensbillede idag, at vi jordmennesker lever midt mellem partikler og tomrum i det uendelige verdensalt, og at al materie, faste, flydende og luftformige stoffer, også består af partikler og tomrum. Vor egen organisme med dens organer, celler, molekyler, atomer osv er, set i det perspektiv også et univers blot i mindre format.

Det verdensbillede eller den verdensanskuelse, at alt kun er partikler og tomrum, hvori man kan veje og måle afstande og bedømme hastigheder, kan ikke rigtigt forbindes med den gamle forestilling om en Gudfader og med bevingede engleskarer; og når jordkloden ikke er verdensaltets centrum, men anses for at være en tilfældig partikel mellem milliarder af partikler, bliver stoffet, som kan måles og vejes, naturligt det primære, og koncentrationen på stoffet eller materien, materialismen, bliver den livsanskuelse, som bliver resultatet deraf, hvis man ellers kan kalde det en livsanskuelse. Dødsanskuelse ville måske være en bedre betegnelse, da alt ud fra en sådan anskuelse menes at være tilfældigt, og bevidsthed, tanker, følelser osv kun sekundære virkninger af stoffernes reaktion og kemiske forbindelser. Etik, moral, samvittighed, evnen til at skabe og til at føle glæde ved at være til gavn, evnen til at føle had, kærlighed, sympati og antipati skulle altså blot være tilfældige kemiske reaktioner, og hele menneskeheden og hvert enkelt menneske blot tilfældige stofreaktioner på en tilfældig partikel i universet.

Dette kunne måske forstås, som om det var ønskeligt at vende tilbage til den gamle religiøse livsanskuelse. Men det vil være umuligt for de mennesker, der har givet slip på den, fordi de anså den for ulogisk. Naturvidenskabens verdensbillede kan heller ikke forkastes som falsk, men det kan betegnes som ufuldstændigt, som et fragment af et verdensbillede. Det er et billede, som mangler noget meget væsentligt, nemlig liv, for det er udelukkende skabt på basis af mål og vægt, af teknik i forbindelse med intelligens. Når en genial kunstner skaber et billede er intelligens og teknisk dygtighed også nødvendig, men det er ikke tilstrækkeligt til at skabe et levende kunstværk. De forskellige mål og proportioner og andre tekniske forhold har naturligvis deres betydning i billedet, men de gør ikke billedet levende, hvis ikke kunstnerens eget liv, hans eller hendes livsoplevelse findes bag hver kvadratcentimeter af kunstværket. En livsoplevelse, der ikke blot er som en passiv tilskuers, men er som en levende medskabende del af verdens forvandling og udvikling. Som en kunstner engang udtrykte det: "Det, det drejer sig om, er at hæve hverdagen op i gudeverdenen. Man kan ikke nøjes med hverdagen, men heller ikke med gudeverdenen alene. Gudeverdenen er her at forstå som det kosmiske, det universelt-organiske. Man kan ikke skille de to ting ad; nøjes man med det universelle, havner man nemt i noget uvirkeligt, romantisk, og omvendt, hvis man kun arbejder med det naturalistiske, giver man afkald på at udtrykke tidens tanke og længsel."

Selv om kristendommens gamle naive, verdensbillede er fortrængt af naturvidenskab og logisk tænkning, betyder det ikke, som nogle tror, kristendommens fallit og fortrængning fra vor verden. Og selv om kristendommen er udbredt med sværdet og har benyttet sig af bål og brand og fanatisk intolerance stik imod det budskab, der udgik fra Nazaræerens mund, har det blot været "den hårde hud", som i begyndelsen var nødvendig ved berøringen med den grove barbarisme, der herskede blandt vestens folkeslag og nordens vikinger, hvis ledere, konger og kejsere i mange tilfælde nærmest var bandeførere og røverhøvdinge. Kristendommen blev indført, og den har siden da gennemgået mange forvandlinger og reformationer, og selv om den i sine ydre former nu er degenererende, betyder det, at alt, hvad der ikke er ægte kristendom, dvs hvad der ikke er i overnesstemmelse med Kristi væremåde og hans budskab om næstekærlighed, er ved at smuldre bort. Kristendommen lever i dag i mange menneskers bevidsthed, der måske ikke kalder sig kristne, fordi de ikke føler sig på bølgelængde med kirkens dogmer og ikke inspireres af dens ceremonier. Kristendommen lever som human og næstekærlig tankegang og væremåde, den findes bag virksomheder som "Røde kors", "Flygtningshjælp" og andre former for humant arbejde. Den eksisterer bag mange former for social virksomhed i samfundet, og selv bag politisk virksomhed, dér hvor denne uden smålig partiegoisme arbejder for social retfærdighed, for frihed og lighed baseret på virkeligt broderskab blandt mennesker. I denne rene form vender den sig heller ikke intolerant mod religionerne, for ægte kristendom er ikke religion, og lukker ikke mennesker inde i en bås af "frelste" i modsætning til "de fortabte" udenfor, men en tankegang og væremåde på basis af hvilken mennesket uanset race, religion, nationalitet og partier elsker Gud over alle ting og sin næste som sig selv.

Men er Gud da indeholdt i det nye verdensbillede? Gud er netop livet i det nye verdensbillede, det, "noget" der gennemtrænger alt levende, de skabende kræfter, der stråler gennem det såkaldte tomrum, som aldrig er tomt, men altid gennemtrængt af stråler, bølger og energi. Partiklerne, der danner "stof" er fortættet energi, mere eller mindre fortættet i "fast", "flydende" eller "luftformigt" stof. Bag den fortættede energi virker den stråleformige, som kosmisk set er ånd, bevidsthed, sjæleliv. Den er "usynlig" og den er ikke til at "tage og føle på" så længe de stråleformige vibrationer ikke er på bølgelængde med vor fysiske organismes sanseapparater eller -organer. Men er det væsentlige hos mennesket ikke også usynligt og urørligt? Vi kan ikke opleve hinandens tanker, følelser og idéer, hvis vi ikke hver især giver udtryk for dem, dvs forvandler dem fra stråleformig tilstand til sådanne energiformer, som vor næstes sanseapparater kan modtage. Det er jo faktisk "materialisation", ja, al skabelse er materialisation, som slet ikke er noget mystisk og overnaturligt, men noget, som kræver, at vi efterhånden udvikles i højere og højere grad som kunstnere og forskere, der lærer livslovene at kende og anvender dem i næstekærlighed, hvilket vil sige som livskunstnere; mennesker, der kan gøre deres liv i denne fysiske verden til et genialt kunstværk til gavn, glæde og inspiration for deres omgivelser. Set i det kosmiske eller det nye verdensbilledes perspektiv er der ikke et eneste levende væsen på denne klode, der ikke gennem en gigantisk udviklingsproces er på vej mod en sådan tilstand. Har det noget med kristendom at gøre? Ja, for "Adam og Eva", den jordiske menneskehed, er efter udviklingen gennem et "mineralrige", (Adam blev "taget af leret"), et planterige og et dyrerige (i hvis begyndelse "Evas skabelse" fandt sted: spaltningen i maskuline og feminine organismer) nu på vej ud af dyreriget for i denne skabende udvikling at blive "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse", et "rigtigt menneske" som Kristus var model på. Ved studiet af "Livets Bog" og Martinus andre bøger og hans geniale symboler vil den studerende, der måske netop i bekymring over egen krise eller menneskehedens krise er blevet søgende efter sandhed midt i propagandaens jungle, kunne finde en verdens- og livsanskuelse der kan blive en hjælp til selvhjælp, til at komme igennem krisen, ja, måske endda til at være med til at overvinde menneskehedens krise.

Mange vil vel mene, at alt dette blot er ønsketænkning, og ikke har noget med virkeligheden at gøre, og hvis man ikke prøver at se vor nuværende verdenssituation i en større sammenhæng, i et kosmisk perspektiv, kan det også se sådan ud. Men det er netop det, Martinus gør. Han viser, hvordan den jordiske menneskehed er overgangsvæsener mellem det egentlige dyrerige og et rigtigt menneskerige, at det er en udvikling, der stadig foregår, og at den gælder hele jordmenneskeheden. I denne forbindelse spiller Martinus analyser af kredsløbsprincippet i verdensaltet en væsentlig rolle, ikke mindst fordi den ældgamle lære om reinkarnation og karma eller skæbnedannelse derved fremtræder som en naturlov for organismefornyelse og bevidsthedsudvikling, og den såkaldte "død" bliver, set i dette perspektiv ikke en afslutning på et levende væsens liv, men en naturlig overgang til en stråleformig tilstand. Martinus kalder det "fødsel nr. 2". De væsener, som i desperation begår "selvmord" vil opleve, at man ikke kan tage sit eget liv, for livet er ikke noget, man har, det er noget, man er. "Selvmorderen" vil som alle andre, der forlader den fysiske verden med negative tanker og følelser i deres bevisthed, få hjælp af de stråleformige eller åndelige væsener, hvis opgave det er at være "fødselshjælpere" i en sådan situation. Efter et kredsløb gennem stråleformige verdener i "tomrummet", som ikke er tomt, og som vil være en slags ferie fra krisesituationen, vil "selvmorderen" lige som alle andre jordmennesker inkarnere på jorden igen, dvs igen blive en af jordklodevæsenets fysiske hjerneceller, og efterhånden lære at overvinde krisen i stedet for at flygte fra den. Her møder vi i Martinus kosmologi en genial afsløring af "det universelt-organiske", det er Martinus analyse af "Livsenhedsprincippet". I naturvidenskabens verdensbillede møder vi forklaringen af "stofenheder", f.eks. organer, celler eller atomer i mikrokosmos, og kloder, solsystemer og mælkeveje i makrokosmos. Men alt dette er ikke blot stofansamlinger forklarer Martinus, det er levende væseners organismer. Det levende verdensalt eller "Guds billede" er levende væsener inden i levende væsener, der danner livsrum og materier (både faste, flydende, luftformige og stråleformige) for hverandre. Vort nærmeste makrovæsen er jordklodevæsenet, i hvis fysiske organisme den jordiske menneskehed udgør et organ, der kan sammenlignes med hjernen i vor organisme. Herved kommer vi ind på et globalt-organisk princip, som har den allerstørste betydning for forståelsen af verdenssituationen.

"Hvis kloderne i universet er beboet, må jorden være dets galeanstalt", skrev en forfatter engang, og vor nuværende verdenssituation kunne tyde på at være en bekræftelse derpå. Så galt er det nu ikke set i det kosmiske perspektiv, Martinus viser os. Han viser os en vej ud af krisen, og hvad der er meget væsentligt, han viser os, hvordan det enkelte menneske spiller en rolle i denne udvikling, og det gør vi i kraft af, at vi alle er "kosmiske kemikere". Her har vi igen et eksempel på Martinus videreførelse af naturvidenskabens verdensbillede. Hvor naturforskerne taler om tilfældige stofreaktioner og kemiske processer i tilfældige partikler eller stofenheder, taler Martinus om levende væsener i makro-, mellem- og mikrokosmos, hvis "Jeg" og "skabe- og oplevelsesevne" er den kosmiske baggrund for blandingen af alle energier og stoffer i verdensaltet. Med deres individuelle blanding af energierne er de med til at danne "mineralriger", "planteriger", "dyreriger", "rigtige menneskeriger" og højere åndelige verdener i samme verdensalt, og dermed i de lavere riger Guddommens "sekundære bevidsthed", hvor fornyelse foregår, og Guds "primære bevidsthed" i de høje verdener, der består af alle levende væsener i alle spiralkredsløb, der har "kosmisk bevidsthed". Men her må jeg henvise til "Livets Bog" og "Det evige verdensbillede II" med gennemgang af symbolerne nr. 21, 22 og 22A om den evige kosmiske, organiske forbindelse mellem Gud og Gudesøn, der virkelig understreger, hvilke muligheder vi alle har gennem bønnens princip og gennem vor tænke- og væremåde for at blive medarbejdere i skabelsen af et "rigtigt menneskerige" på jorden.