Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det er mørketid både i årskredsløbet og i det store spiralkredsløb. Alle mennesker trues af krig, sygdomme, økonomiske sammenbrud, og for at denne tilstand skal ændre sig til den varige fred, som alle længes efter, må – ikke en ny religiøs tro – men en logisk morallære bringes til menneskers kundskab. Men en ny lære, en åndsvidenskab alene, kan ikke ændre krigs- og lidelsestilstandene til sygdomsfri og fredelige tilstande. Det kan kun det enkelte menneskes tilegnelse og daglige praktisering af en ny verdensmoral. Herom skriver Martinus i Livets Bog, 7. del, i stk. 2568-2575:

Hvordan skulle også en moral, der er beregnet på en helt anden mentalitet end den, det moderne menneske af idag besidder, kunne være inspirerende for disse sidstnævnte væsener? Må der ikke netop en ny moralopfattelse til, hvis menneskene skal komme ud af de ulykkelige og livsnedbrydende krigsdramaer, skuffelser og oplevelser af alle de former for ulykkelige skæbner, som netop dommedagsepoken indeholder, ægteskabsdramaer, ulykkelige børn af afkomssvigtende forældre, ulykkelig kærlighed, depression, livslede, selvmord o.s.v.? --- Men hvordan skal en moral være, der skal råde bod på disse ragnaroktilstande. – Den moral må være af en så enestående karakter, at den virkelig er i kontakt med væsenernes særlige anlæg for at kunne overholde den. Det kan ikke nytte, at væsenerne gives moralforskrifter, de hverken har anlæg for eller evne til at kunne overholde. Det kan ikke nytte at prædike for et rovdyr, at det ikke må æde kød. Det kan heller ikke nytte at forlange af et menneske, at det skal manifestere en væremåde, som kun en Kristus har organisk struktur og talent for at kunne opfylde. Vantro, materialisme og gudløshed vil således være det altdominerende resultat af enhver moral, der ikke er på bølgelængde med det udviklingstrins mennesker, til hvilke den er givet. Hvorfor har man ikke igennem alle disse år, kristendommen har eksisteret, studeret og opfattet dette guddommelige og advarende bud, der udtrykker, hvad der vil ske, når man bruger sværdet, hvilket altså her betyder mord og drab på andre væsener? Hvorfor har man ikke lyttet til de andre store moralforkyndelser eller påbud om at elske hverandre, om ikke at lyve, stjæle og bedrage, røve og plyndre? Har ikke snart to årtusinders tale fra kirker og prædikstole forkyndt generation efter generation det samme guddommelige budskab, den samme advarsel, den samme vejledning? Og verden er på det dræbende princips område værre end nogensinde. Vil det forannævnte sige, at den kristne verdensmoral har været til ingen som helst nytte? Nej, det vil det absolut ikke sige. Den kristne verdensmoral og det, det kostede Kristus og hans disciple og senere de kristne, der virkelig gik i Jesu fodspor, har absolut ikke været forgæves."
 

Martinus beskriver derpå mennesketyper, der mere eller mindre gik i Jesu fodspor, missionærer der hjalp og tjente primitive naturstammer, sygeplejersker, læger, mennesker der arbejdede for Røde Kors og andre filantropiske institutioner. Men noget enkelt væsen, heller ikke en verdensgenløser, kunne ændre disse eller andre mennesker til at blive kristusvæsener. "Denne forvandling sorterer udelukkende under Guddommen og det enkelte menneske selv.", skriver Martinus.

Heller ikke åndsvidenskaben alene omskaber mennesket. Foruden den teoretiske moralopfattelse må jordmennesket belæres gennem den praktiske erfaringstilegnelse, livets direkte tale. I stk. 2574 skriver Martinus så:

"For at kunne forstå en teoretisk vejledning kræves der altså, at man absolut i forvejen har erfaringer, med hvilke en vejledning udefra kan forbindes. Den fremmede vejledning og væsenets udviklingstrin må være så nært beslægtet, at der kan skabes kontakt imellem disse to foreteelser. I modsat fald bliver vejledningen utrolig eller opfattet som fantasi af eleven eller den, til hvem den er rettet. Vi må lære at se, at den moralske vejledning, selv når den er forkyndt af menneskehedens største væsener i humanitet og kærlighed, aldrig kan blive andet end noget sekundært i væsenernes omskabelse. Det primære i denne skabelse er absolut Guddommens egen direkte påvirkning af væsenet igennem naturens manifestationer og væsenets egne selvoplevede erfaringer herfra. Det er disse væsenets egne erfaringer og oplevelser fra naturen og omgivelserne, der i første instans tæller og bliver det primære i væsenets forvandling fra dyr til menneske, ligesom det også var den, der påvirkede planten og forvandlede den til dyr. Andres erfaringer og oplevelser kan således i heldigste tilfælde kun blive sekundær.

Der, hvor en vejledning kan betyde noget, er i de situationer, hvor der opstår spørgsmål, som væsenets erfaringsmateriale har kunnet afføde, men ikke kunnet løse. Her kan en vejledning give væsenet svar, som det har brug for. I sådanne situationer bliver den teoretiske vejledning eller undervisning et meget vigtigt led i væsenets udvikling. Når den kristne verdensreligion ikke har kunnet forandre menneskene til at være virkelige kristne væsener, i hvem næstekærligheden er det primære, er det fordi, ikke alle de mennesker, til hvem den blev givet, havde brug for den. De havde endnu slet ikke de spørgsmål, som den besvarede. Jesu bjærgprædiken fandt naturligvis genklang i de væsener, der på hans tid havde oplevet så meget erfaringsmateriale, at det har kunnet afføde en del af de spørgsmål, som Jesu forkyndelse var svaret på. De blev hans disciple og tilhængere. Og ligeledes havde mange af de mennesker, som senere igennem tiderne blev kristne, ligeledes erfaringsmateriale, der kunde afføde de spørgsmål, som Kristi forkyndelse kunde give svaret på. Men for at få sådanne spørgsmål, som Kristi lære var et svar på, måtte man være meget langt fremme i human udvikling. Man måtte være så langt fremme, at man kunde begynde at forstå, at al krig og fjendskab overfor sin næste var af det onde, og at man derfor burde komme frem til at elske sin næste eller alle levende væsener. For væsener, der begyndte ikke at kunne nænne at gøre andre væsener fortræd, var Jesu forkyndelse om næstekærlighed jo et glimrende forsvar og meget inspirerende for netop deres væremåde. Den var jo stimulerende for alt, hvad der kunde afskaffe krig og dermed skabe fred."