Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som vi nu har set, udgør "Uddrivelsen af Paradisets Have" "Dyret"s Omskabelse til "Menneske". Det foreløbige Resultat af denne Omskabelse er, som paavist, det jordiske Menneske. Nævnte Væsen udgør altsaa ikke mere et fuldblods "Dyr", men er endnu heller ikke naaet frem til et Stadium, hvor det vil være at betragte som et fuldblods "Menneske". Det udgør en Mellemting mellem disse to Kulminationspunkter for dets nuværende mentale Fremtræden. Det har altsaa passeret det "dyriske" Kulminationspunkt og befinder sig, ved sin Omskabelse, paa Vandring længere og længere bort fra dette Stadium. Og som det fremgaar af de tidligere Kapitler, er det denne Vandring, der i Biblen er udtrykt som "Uddrivelsen af Paradisets Have".

Grundlaget for denne "Uddrivelse" var altsaa "Syndefaldet". Dette var det samme som "Nydelsen af Kundskabens Træ paa godt og ondt". Denne "Nydelse" var igen Dyrets vaagnende Nysgærrighed og Interesse for Ting, som ikke hørte Opfyldelsen af Dyrerigets egentlige Love til, en vaagnende Interesse for Ting, som ikke var absolut Livsbetingelse. Men en saadan vaagnende Interesse og den efterhaanden heraf affødte Beskæftigelse med Ting, som ikke hørte med til dets Livsfornødenheder, maatte nødvendigvis skabe tilsvarende tilbagevendende nye Virkninger eller Erfaringer, der afveg fra dets oprindelige tilvante. Der begyndte at opstaa en helt ny Art Oplevelse og Mentalitet i "Dyret"s Fremtræden. Det begyndte dermed at afvige fra "Dyret" i Renkultur. Det begyndte at maatte ofre noget af den samlede Livskraft eller Energi, som oprindelig kun var beregnet paa Opfyldelsen af de "dyriske" Love, til Ting, som strengt taget ikke vedkom "Dyreriget". Det kom derved til at afvige fra de Væsener, der i denne Spiral aldrig havde været udenfor den Hundrede Procents "dyriske" Tilstand.

Da de førstnævnte Væsener jo ikke havde saa megen Energi til Raadighed for deres "dyriske" eller normale Tilstand, som de sidstnævnte Væsener, blev de, i Forhold til disse Hundrede Procents "dyriske" Væsener, mere og mere til rene Svæklinge. Den "dyriske" Tilstand degenererede i deres Mentalitet og Legemskultur. Men denne Degeneration skete jo ikke pludselig, men gennem lange Tider og kun gennem en umaadelig Række af Inkarnationer eller Genfødsler. Og det er i denne Række af Inkarnationer, at "Dyret" viser sig som identisk med det jordiske Menneske. Nævnte Væsen viser sig jo netop som udgørende et Væsen, der har en Side ved sin Mentalitet, der ikke gaar i Retning af at opfylde de "dyriske" Love, men derimod ligefrem er en voksende Hindring for denne Opfyldelse. Men naar dette Væsen saaledes ikke helt kan opfylde de "dyriske" Love, kan det heller ikke mere helt opleve den Nydelse eller Salighed, den Livsro eller Sorgløshed, der er baseret paa disse Loves Overholdelse, men maa leve i en stadig Splittelse mellem det "dyriske" og det begyndende nye, det begyndende "menneskelige" i dets Mentalitet. Eftervirkningerne af de Felter, hvor det ikke overholder de "dyriske" Love, vil stadig være en Kilde til Uro og Angst. Men denne permanente Uro og Angst er altsaa de første Virkninger af "Syndefaldet", de første Virkninger af "Dyret"s Tilfredsstillelse af Interesser og Begær, der ikke vedkommer "Dyreriget", de første Virkninger af Forsømmelser af Overholdelsen af det "dyriske" Bud: "Men af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, af det skal du ikke æde; thi paa hvilken Dag, du æder af det, skal du dø Døden." -

Den forstærkede Angst og Uro, som begyndte at underminere det degenererende "Dyr"s Sorgløshed, den "syndende" "Adam"s og "Eva"s Lykketilstand, var altsaa det samme som det, der i Biblen udtrykkes som "Adam"s og "Eva"s Følelse af at være "nøgne". Det var den begyndende Aabenbarelse af "Døden", den "dyriske" Mentalitets Død.

Men denne "Nøgenhedsfølelse" eller denne stadige Angst og Uro, denne lidende og sorgfulde Tilværelse bragte Bevægelse i "Dyret"s Mentalitet, gav det Erfaringer og udviklede dermed mere og mere dets primitive Sjæleliv. Og Evnen til bevidst Tænkning begyndte at overgaa fra en latent til en mere effektiv Form. Medens nævnte Væsen i de "dyriske" Foreteelser, hvilke vil sige de, der hørte med ind under dets Livsbetingelse, i overvejende Grad handlede instinktmæssigt, hvilket igen vil sige, ved en medfødt Vanebevidsthed og derfor uden særlig Reflektionsevne, saa begyndte det derimod, i Overtrædelsesfelterne eller i den ny Side ved dets Bevidsthed, kun at handle efter Reflektioner, hvilket vil sige, efter forudgaaende bevidst Tænkning. Det begyndte saaledes at tænke for og imod, det begyndte at ræsonnere om dets Forehavende var klogt eller uklogt, med andre Ord, det ved Bevidsthedslivet, vi kalder "Intelligens", begyndte her i særlig Grad at vækkes til Live.

Men samtidig med en saadan vaagnende Evne til at ræsonnere, begyndte ogsaa Evnen til at modtage Vejledning fra andre Væsener eller Evnen til at forstaa andres Oplevelser og Erfaringer. Og "Dyret" begyndte indtil en vis Grad bevidst at kunne føres af andre Væsener. Og i Kraft af dets nye Erfaringer af Sorg og Lidelse, dets Oplevelse af at være i Disharmoni med Lykken, blev det netop permanent opfyldt af Begæret efter at have Vejledere eller Førere, der kunde stille det midlertidige Begær efter Viden og den primitive Evne til at forstaa tilfreds, saa det derigennem, midt i dets sjælelige Kvaler og Lidelser, fik en Slags Beroligelse, fik en Slags Forestilling om Aarsagerne til dets Tilstand, fik Tro paa, at Livet ikke var Kaos eller Tilfældighed, men udtrykte en virkelig fuldkommen Logik eller Mening, udtrykte planmæssige Love, hvis Opfyldelse atter kunde bringe det ud af Kvalerne, ud af Lidelserne. Og de vaagnende "Dyr" eller de jordiske Mennesker fik saadanne Førere. Disse har vi allerede omtalt som "Keruberne", der igen udgør eller omfatter de Væsener, vi kender som "Profeterne", "Ypperstepræsterne" og "Præsterne". Og disse Væsener har saaledes haft til Opgave, Side om Side med Individernes Erfaringer, Lidelser og voksende Ræsonneringsevne, at yde dem den mentale Støtte og Vejledning, som de ikke ved egen Hjælp var i Stand til at kunne udforske eller finde, men som alligevel udelukkende var det eneste, der kunde give dem en, til deres midlertidige Evne til at forstaa, tilpasset Forklaring paa deres Liv og dermed en Slags Vished om, at Fejlen ved deres Liv var deres egen i Forbindelse med "mørke Magter", og at de ved en særlig Livsopfattelse og Væremaade kunde komme tilbage til "lyse Kræfter" og Lykken. Derved blev der stadig holdt en Udvej aaben, ad hvilken de formentlig kunde komme tilbage til Lykken, og i hvilken Udvej de saaledes saa en Befrielse og dermed midlertidig fandt fuld Beroligelse og aandelig Ligevægt. Da "Keruberne", "Profeterne" eller "Præsterne" saaledes repræsenterede denne Udvej, maatte de ganske selvfølgelig blive Genstand for Individernes højeste Agtelse og Respekt. Igennem dem alene fik de Udsyn til det formentlige højeste eksisterende, til" Gud" eller "Guderne". De var Mellemledet mellem dem og det højeste Forsyn. De var "hellige" Mænd.

Og hvorledes blev saa disse "hellige" Mænds Førelse? - Den blev lige akkurat en til disse Naturmenneskers primitive Opfattelsesevne saadan tilpasset Fortolkning af Livets Mening, at den kunde tilfredsstille det, disse Væsener foreløbig var i Stand til at føle af Begær efter Viden om Livets Logik eller Hensigtsmæssighed. At denne Fortolkning ustandselig maatte ændres er jo en given Sag, idet "Syndefaldet"s Virkninger eller Erfaringer jo efterhaanden taarnede sig op, og en saadan Berigelse af Erfaringer ikke kunde finde Sted uden netop i tilsvarende Grad at berige Individet med Kvalifikationer til at forstaa eller modtage en tilsvarende dybere teoretisk Vejledning eller Undervisning i Livets Analyser.

Menneskeheden er saaledes i sin Helhed under en aandelig Vækst. Denne Vækst gaar igen som en Repetition hos det enkelte Individ i Form af dets aandelige Forvandling fra dets Fødsel til dets Modenheds Indtræden. Og det lille Barns Spørgsmaal kan ikke besvares paa samme Maade som det voksne Menneskes om den samme Ting, ligesom det ogsaa er en Kendsgerning, at det lille Barns Spørgsmaal i Reglen gælder Sider ved Livet, som den Voksne forlængst har faaet Rede paa. Der foregaar saaledes en Forvandling i Mentalitetens Spørgenatur fra Individets Barnetilstand, til det naar Skelsaar og Alder. Og det er Tilpasningen af Besvarelserne eller Tilfredsstillelsen af denne voksende Spørgenatur, vi kender som "Opdragelse".

Og ligesom ethvert Barn maa være underkastet Opdragelse for at faa sin medfødte Natur under Kultur, saaledes maa ogsaa ethvert voksent Menneske være underkastet en "Opdragelse" for at faa den ved dets Børneopdragelse opnaaede Kulturstandard endnu mere højnet eller udviklet. I det første Tilfælde befordres Opdragelsen normalt af Forældrene, medens den i sidste Tilfælde overgaar til at befordres af Livet selv, hvilket altsaa vil sige, dels ved praktiske Oplevelser eller Erfaringer, og dels ved teoretisk Undervisning. Individets Oplevelser, alle uden Undtagelse, baade de behagelige og ubehagelige, baade de saakaldte "onde" og de saakaldte "gode", udgør saaledes en Slags Hovedopdragelse for Individet. Og ligesom det lille Barns Oplevelser i stor Stil er Mystik for det, indtil det har indhentet sine Forældres eller Opdrageres Oplysninger eller Synspunkter i de paagældende Felter, saaledes er ogsaa det voksne Menneskes Oplevelser og Hændelser indtil en vis Grad Mystik for det, indtil det har forhørt sig hos sine "Opdragere", hvilket vil sige, hos dem, af de tidligere omtalte "hellige" Mænd, som de maatte have Tiltro til.

Vi ser saaledes her, at det voksne Menneskes Liv i Virkeligheden kun er en, i en højere Form fremtrædende, Gentagelse af dets Barnetilstand. Ligesom Barnet er afhængigt af sine Opdragere eller Forældre, saaledes er den Voksne ogsaa afhængig af Væsener og Forhold, han eller hun formoder repræsenterer en, i Forhold til dets egen Tilstand, større Modenhed eller intellektuel Fremtræden. Og denne Afhængighed har da ogsaa affødt, at det igennem de samme Væsener og Forhold instinktmæssigt føler en - "himmelsk Fader".

Og ligesom det lille nyfødte Barn ikke straks begriber sine Forældre, men først senere, naar det efterhaanden er blevet vænnet til at se dem hver Dag, saaledes begriber det jordiske Menneske heller ikke retmæssigt sin "himmelske Fader", før det igennem mange Liv har vænnet sig til hans Manifestationer og er kommen til Bunds i den, gennem disse aabenbarede, Logik og Kærlighed.

Medens Barnets Forhold til Forældrene i dets Mindreaarighed hovedsageligt er følelsesbetonet, bliver det samme Forhold beriget med et stort Plus i Form af Intelligensbetoning, efterhaanden som det vokser til. Dette vil altsaa sige, at medens det lille Barn betingelsesløst eller med Hundrede Procents Sympati er knyttet til Forældrene, ganske uafhængigt af hvilken moralsk Standard disse Forældre saa end tilhører, ganske uafhængigt af, om de er Tyve, Røvere eller Bedragere, saa er dette ikke ganske Tilfældet, naar Barnet er blevet mere modent eller voksent. I samme Grad, som det med Alderen faar udviklet sin Intelligens eller Forstand, naar det frem til selv at faa en mere eller mindre formentlig ufejlbarlig intellektuel Dømmekraft, faar sin egen mere eller mindre urokkelige Mening om Livet. Hvis der mellem denne Mening og Forældrenes eller Opdragernes Mening om Moral, om Liv og Tilværelse, ingen Divergenser er, lider Barnets Sympati for Forældrene eller deres Stedfortræder ingen Skade. Tværtimod, den bliver ofte endnu mere inderlig. Men hvis nævnte Mening eller Barnets virkelige eller formentlige Intellektualitet skaber Divergenser mellem Barnets og Forældrenes Væremaade, ja, da opløses Familiekærligheden mere og mere. Disharmoni, Splid og Spektakler faar undertiden i værste Tilfælde Indpas, ja, Forholdet kan endog kulminere i Mord og Drab. Livet viser Eksempler paa baade Fader- og Modermordere, saavel som paa Sønne- og Døtremordere.

Aarsagen til denne Disharmoni mellem Barnet og Forældrene kan altsaa bero paa følgende Omstændigheder. Forældrenes Mentalitet, deres Livssyn, deres Opfattelse af Moral, kan være af en mere primitiv medfødt Natur end Barnets. Efterhaanden som Barnet vokser til, vil det derfor blive mere og mere stridende imod dets Natur at indordne sig under Forældrenes Moral og Forskrifter, idet disse jo kun repræsenterer et Udviklingsstadium, Barnet allerede i tidligere Liv har udlevet og derfor nu, overfor dets medfødte Indstilling er stærkt forældet og umoralsk og som Følge heraf uforeneligt med dets nuværende højere udviklede Indstilling til, hvad der er Ret og Skel i Livet.

At Forældrene ikke kan, og ikke vil, forstaa dette, er undskyldeligt, saalænge de endnu ikke kender til Reinkarnation og tidligere Liv, ikke kender, at Guds "Skabelse af Mennesket" er det samme som Udvikling, er det samme som "Dyret"s gradvise Forvandling til "Menneske", og derfor saa meget desto mere blindt klamrer sig til det fjerde af Biblens ti Bud og paaberaaber sig overfor Barnet: "Du skal ære din Fader og din Moder". -

Men hvorledes skal et Barn, der nærer Afsky for at lyve, der nærer Afsky for at stjæle, der nærer Afsky for at hade og bagtale o. s. v. "ære", agte og beundre et Par Forældre, hvis Moral endnu ikke er nogen Hindring for Udløsningen af disse Manifestationer? -

Det er givet, at der nødvendigvis, i et saadant Tilfælde, maa opstaa Kollision mellem Forældre og Barn, ligesom det ogsaa er en Kendsgerning, at denne undertiden helt kan føre til Adskillelse mellem Parterne. Og vi faar da her Analysen af et Forhold, som retmæssigt vil være at kendetegne under Udtrykket: "De forlorne Forældre".

Men det modsatte af ovennævnte Forhold kan ogsaa være Tilfældet. Det hænder ogsaa, at Forældre kan faa et Barn, hvis medfødte Natur og Anlæg, efterhaanden som det vokser til, afslører sig at være af en langt lavere og mere primitiv Art end Forældrenes, saaledes at det her viser sig, at det er Barnet, der har Tilbøjelighed til de primitive Manifestationer som at lyve, stjæle, hade o. s. v., medens Forældrene forlængst har tilbagelagt disse Stadier som udlevede. Det er givet, at Opdragelsen her, for disse Forældre, bliver meget svær og vanskelig, og at denne i heldigste Tilfælde kun resulterer i en Slags "Dressur", som i Virkeligheden kun kan holde sig, saalænge Barnet helt er under Forældrenes Kontrol og Tvang, men taber sin Virkning, ligesaa snart Barnet kommer udenfor denne, bliver voksen, bliver sin egen Herre. Det vil da nødvendigvis følge de medfødte Instinkter og Tilbøjeligheder, det endnu ikke har udlevet, endnu ikke er blevet mæt af, og som derfor helt betyder Livet og dermed den formentlige Lykke for samme Væsen. "Ingen kan lægge en Alen til sin Vækst", og man maa saaledes ikke tro, at "Opdragelse" kan gøre det af med uudlevede Instinkter og derved løfte et Menneske fra et Udviklingstrin til et andet. En Gøgeunge i Reden bliver nu engang en Gøgeunge, ligegyldigt hvor meget den saa end omgaas sine smaa Plejeforældre, ligegyldigt hvor kærligt disse saa end tager sig af dens Forplejning og Opvækst. Kun Livet selv, hvilket vil sige, Individets egen Selvoplevelse og den heraf udløste Udlevelse eller Erfaringsmættelse kan frigøre Individets Passage fra et lavere til et højere Trin paa Udviklingens eller den virkelige Morals Stige. "Opdragelse" derimod kan kun udløse sig som en, gennem Opdragerne næsten politimæssig Hævdelse af de paa hvert Trin eksisterende Former for almengældende Opfattelser og "Tro", samt i bedste Tilfælde, Hævdelse af de paa Trinet allerede udvundne eller indhentede Erfaringer, som det eneste saliggørende, saaledes at dette tilsammen kommer til at danne en, for samme Trin passende, kultiveret Erkendelse af dets sande Natur, i den der opdrages. Men da hvert Trin nødvendigvis maa have sine særlige Erfaringer og dermed ogsaa sin særlige Erkendelse, og denne er "Opdragelsen"s Basis, maa hvert Trin saaledes have sin særlige specielle "Opdragelse". Og hvert Trins "Opdragelse" bliver altsaa en Kultivering af Individernes Mentalitet i Trinets sande Aand eller Natur. Det bliver derfor givet, at hvert Individ kun kan kultiveres eller "opdrages" i det Trins Moral og Opfattelse, som det af Naturen tilhører. Hvis et Individ skal paatvinges en "Opdragelse", der tilhører et højere Trin end det, det i Virkeligheden tilhører, vil det altsaa sige det samme som, at man vil kultivere Naturer og Anlæg i dets Mentalitet, som absolut kun findes i de Væseners Mentalitet, der tilhører det Trin, hvorfra den paagældende "Opdragelse" stammer. Man vil altsaa "opdrage" eller kultivere noget i det nævnte Væsens Mentalitet, som slet ikke findes.

Men hvorledes skal man kunne kultivere noget, der slet ikke eksisterer? -

Ikke desto mindre ser vi alligevel som Kendsgerning, at mange Væsener fra primitive Trin underkastes højere Trins "Opdragelse". Disse Væsener kommer altsaa ikke derved til at tilhøre disse højere Trin. Men hvis Opdragerne er meget ihærdige, bruger Magt og Vold, kan de tvinge de nævnte Individer til at manifestere en Slags ydre Gestus, der faar det til at se ud, som om de netop besad det højere Trins Udvikling, der er den paagældende "Opdragelse"s virkelige Hjemsted. Men denne ydre Gestus har intet Liv, har ingen Rod i de paagældende Individers virkelige Forstaaelse og Sympati, der jo nødvendigvis maa beherskes helt af det, der er deres virkelige medfødte Natur.

En saadan ydre Gestus svarer i det store og hele til den Foreteelse, vi ser, naar en Hund er "dresseret" til at give Pote og "hilse Goddag". - Denne Hundens "Hilsen" mangler ganske det indre Liv, der er Basis for en saadan Hilsen. Hundens "Hilsen" bliver, for den selv, kun en ved Tvang fremkaldt, ydre Foreteelse, hvis Mening den absolut ikke har den fjerneste Anelse om, og hvilken ydre Foreteelse den derfor kun manifesterer, fordi den muligt ellers faar Klø, eller ogsaa i bedste Tilfælde, derved opnaar en lille Lækkerbidsken, et Stykke Sukker e. l. Men hvad har en saadan "Hilsen" med den virkelige menneskelige Hilsen at gøre. Den er og bliver kun "Dressur", hvilket vil sige et Tvangseksperiment. Og paa samme Maade bliver Resultatet af et højere Udviklingstrins "Opdragelse" kun til et ydre Skin, et forlorent Udtryk for nævnte "Opdragelse"s Trin, naar den paatvinges Væsener fra lavere Udviklingstrin. En saadan forkert "Opdragelse" faar altsaa disse Væsener til at omgive sig med et ydre materielt Skin af en højere sjælelig Kultur, som de slet ikke besidder, og er saaledes kun "dresserede" Væsener.

Ind under dette kunstige, sjæleløse ydre Skin af højere Kultur, hører i mange Tilfælde ogsaa det, vi kender under Begrebet "Dannelse". Her er det ogsaa i mange Tilfælde sjælelig primitive Væsener, der ved et højere Trins Skoleundervisning og "Opdragelse" er blevet i Stand til at camouflere eller maskere deres Primitivitet med samme "Opdragelse"s ydre hjernemæssige Foreteelser eller Detailler og kommer derved til at se ud, som om de virkelig var ægte Repræsentanter for det højere Trin, nævnte "Opdragelse" tilhører.

Men et saadant ydre Skin, en saadan forloren Tilstand, er ikke det samme som en ægte Tilstand. Og før eller senere vil Naturen gaa over Optugtelsen, og Individets retmæssige sjælelige Standard afsløres. Livets Lektier skal praktisk opleves. Man slipper ikke med at kunne give et højere Trins Manifestation som blot og bar hjernemæssig tillært "Dressur", man maa ogsaa med Hjerte og Følelse kunne udtrykke den som en medfødt Hundrede Procent Egennatur og Selvoplevelse. Der maa derfor nødvendigvis opstaa Kollisioner, naar en "Opdragelse" fra et Trin skal paatvinges Væsener, som slet ikke hører hjemme paa det paagældende Trin. Og derfor maa en Søn, mentalt, tilsidst komme til at kollidere med Forældre, der i blind Kærlighed og Uvidenhed vil paatvinge ham en Moral og Livsopfattelse, hans sjælelige Natur endnu slet ikke erfaringsmæssigt har naaet, og som derfor for ham i værste Tilfælde bliver en paatvungen "Dressur", som hans Selvopholdelsesdrift nødvendigvis søger at kæmpe sig fri af. Og vi har her Analysen af Begrebet "Den forlorne Søn".

Sønnen maa her vandre ud i Livet, ud i de praktiske Erfaringers Zoner, og der ved Selvsyn opleve og tilegne sig den højere Moral, det højere Livssyn, som hans højt udviklede Forældre, gennem "Opdragelse" eller "teoretisk Kultivering" ikke kunde give ham.

Hvis vi nu ser paa det jordiske Menneskes Forhold til sin "himmelske Fader", (der jo i Virkeligheden udgør Individets kosmiske "Forældre", idet nævnte "Fader", som tidligere omtalt, repræsenterer baade det feminine og det maskuline Princip), saa ser vi her, at nævnte Forhold er fuldstændig analogt med det jordiske Forhold mellem Forældre og Børn.

Saalænge det jordiske Menneske endnu fremtræder som et "Naturmenneske", da svarer dets Forhold, til dets "himmelske Fader", til Forholdet mellem det spæde mindreaarige Barn og dets Forældre. Ligesom dette sidstnævnte Forhold udelukkende er følelsesbetonet, saaledes er ogsaa "Naturmennesket"s Forhold til sin "himmelske Fader" følelsesbetonet.

Ligesom det spæde nyfødte Barn ikke begriber sine Forældre, ikke ved, hvad det er, der sker med det selv, ikke ved, hvad det er, der foregaar omkring det, saaledes begriber det primitive "Naturmenneske" heller ikke sin "himmelske Fader", og ved i Virkeligheden, kosmisk set, slet ikke, hvad det er, der sker med det selv, eller hvad det er, der sker i Verden.

Ligesom det lille Barn, ved den daglige Behandling, Forsorg og Pleje af sine Forældre, begynder at opdage dem, begynder at vænne sig til dem, vænner sig til, hvad der er deres Villie, hvad det maa og ikke maa, begynder at kunne forstaa dem, saaledes vænner det vilde "Naturmenneske" sig ogsaa, ved det daglige Livs Oplevelser, ved sit Samfunds herskende Moral og Forskrifter, dets Skik og Brug, dets Præster og Profeter, mere og mere til at forestille sig en herskende Almagt, et almægtigt "Væsen" eller "Væsener", en stor "Aand", eller "Aander", en "Gud" eller "Guder" bag alle Ting, hvilke "Væsener" det derfor mere og mere søger at tækkes, søger at være i Kontakt med, for af disse eller dette Forsyn at blive beskyttet imod "mørke Magter" og derved faa sin "Lykke" stabiliseret.

Men ligesom de jordiske Forældre overfor deres Barn kan komme til, som vi før har paapeget, at fremtræde som "forlorne Forældre", saalede kan den "himmelske Fader" ogsaa komme til overfor Individet at fremtræde som "forloren". Det hænder jo undertiden, at Væsener efterhaanden er blevet beriget med saa mange Erfaringer og Oplevelser, at de ikke mere staar paa lige Fod med den Almenhed, i hvilken de er født, men er foran denne i Udvikling. De fødes da med Anlæg og Naturer, der er af en saadan Beskaffenhed, at den samme Almenheds Moral og Livsopfattelse, mange af dens Love og Forskrifter, for dem, virker umoralske, forældede og naive. "Fædrenes Tro" viser sig som "Overtro". Alt det, de før tilbad og troede paa som Livets sande Virkelighed, alt det, de før troede var "Gud", er nu blevet til Uvirkelighed. Saadanne Væsener erkender ikke mere deres "himmelske Fader", tror ikke mere paa nogen "Gud".

Ligesom Forældre, hvis Moral ikke er nogen Hindring for at lyve, stjæle, hade og pine, maa blive "forlorne" for deres Barn, hvis det har medfødte Anlæg og Naturer, der tilsammen i Barnet danner stor Afsky og Uvillie mod slige primitive Manifestationer, og derved skaber Adskillelse mellem Barn og Forældre, saaledes maa ogsaa den "himmelske Fader", hvilket i dette Tilfælde altsaa vil sige Almenhedens Livsopfattelse, den gængse Tro og Forestilling om Gud, den gængse Moral og Væremaade, blive "forloren" for det Individ, hvis Hjerne og Hjerte ikke mere kan hylde, beundre og praktisere denne Almenhedens, denne den store Hobs underlegne Tro og Væremaade, dens primitive Moral og Forskrifter. Og dette Individs medfødte højere Natur og Livsindstilling tvinger saaledes her til Adskillelse mellem den "himmelske Fader" og "Sønnen". Og denne bliver for en Tid "faderløs", hvilket vil sige, bliver "vantroende", bliver "Gudsfornægter", bliver "gudløs", bliver "Fritænker", bliver mentalt eller aandelig hjemløs.

Men en saadan Tilstand kan ikke i Længden give Lykke. Den fører tilsidst ind i Haabløshedens mørke og endeløse Labyrinter. Og det er i denne Situation, vi genfinder det jordiske Menneske, naar det raaber til Himlen det store Spørgsmaal, "Hvad er Sandhed"? - Og vi kommer her tit at se en Bekræftelse paa Jesu Ord: "Salig er de fattige i Aanden; thi Himmeriges Rige er deres". Dette vil altsaa igen sige: "Lykkelige er de Enfoldige, eller de Væsener, der endnu ikke er mere intellektuelt udviklede, end at de kan tro paa de gængse overleverede fattige og naive Begreber om Gud, og for hvilke Væsener, disse, paa virkelig intellektuelle Oplysninger umaadelig fattige Postulater, endnu ikke er blevet til "Stene i Stedet for Brød", thi disse Væsener kan endnu glæde og styrke sig ved Tanken om Gud og et eksisterende "Himmeriges Rige".

Men den Enfoldiges intellektuelle Broder er foreløbig borte fra Gud, føler ikke nogen "himmelsk Fader", har ingen Forventning om nogen højere Form for Rige eller Tilværelse. Han er midlertidig blindet af sin egen Intellektualitet, det Riges Straaleglorie, han selv fornægter.