Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I anledning af sin nylig udkomne bog: "Teologiens elendighed" udtalte forfatteren prof. dr. theol. Johannes Sløk sig i en avis bl.a. om livet betragtet som en gave. "Det er noget snak", sagde han. "Man kan lige så godt anlægge det synspunkt, at livet simpelthen er tilstede. Det er ikke en foræring fra nogen til nogen andre, men det er en foreliggende realitet. Den nøglesætning, at livet er skænket os, kan man da godt gå rundt og sige, men hvis den skal være en logisk tvingende slutning, så gælder den ikke."

Tænker man nærmere over problemet, så har professoren ret. For at kunne give en gave kræves både en gavegiver og en gavemodtager, og for at kunne modtage en gave ligger det i sagens natur, at man er i stand til at modtage den, hvilket i det mindste kræver, at man er i live.

Livet er altså en realitet, som ikke kan gives eller modtages. Kan livet da opstå af sig selv? Den tankegang, at noget kan opstå af sig selv, at mus kan opstå af hø eller bænkebidere af fugtige klude, var gammel almuetro, som forlængst er forladt. Ja men på et eller andet tidspunkt må det dog være opstået, kan man så fremføre. Men også her må man konkludere, at når livet ikke kan modtages, kan det ej heller stjæles, samles op fra vejen, spises eller indåndes og, da det heller ikke kan opstå af sig selv – ja, så tvinges man ligefrem til at indrømme, at livet – ikke bare er en realitet, men også en evig realitet.

Og alligevel er vi jo vidne til, at livet opstår, når de rette omstændigheder er tilstede. En levende ægcelle, en levende sædcelle og en levende varm livmoder, hvor befrugtning kan ske, er de omstændigheder ved hvilke livet kan opstå. Men er det nu rigtigt, at livet opstår af disse forudsætninger? Er det ikke snarere lige som med musene, der om efteråret føler sig tiltrukket af bondens lune høloft og kommer ind fra marken? Ja, men hvor var livet da henne, før det som en synlig realitet kunne observeres i moders liv? Var det ude på marken sammen med musene, kom det fra Ægypten eller måske fra himlen? Spørgsmålet er forkert stillet, ville Martinus sige. Også han påviser nemlig, at livet og det levende væsen er en evig realitet.
 

Da livet ikke kan modtages, ikke kan opstå af sig selv eller blive til af intet, er det en uskabt foreteelse, og som sådan manifesterer og tilkendegiver det sig gennem vor fysiske organisme og alt, hvad vi tænker og skaber. Martinus kalder denne viljeførende del af det levende væsen for jeg'et eller X-1. Om X-1 kan man bare konstatere, at det er "noget som er". Hvis man nemlig siger om noget, at det f.eks. er ondt, godt, stort småt, lyst, mørkt osv, vil disse analyser være analyser af noget som er skabt og ikke noget, det er. Livet og det levende væsen er altså i sin grundanalyse evige realiteter, der ikke yderligere kan analyseres.
 

Men til livet hører skabe- og oplevelsesevne, og også denne må udgøre "et evigt noget". For hvis der har været en tid, hvor denne ikke eksisterede, ja så måtte der jo først skabes en skabeevne; og oplevelsesevnen måtte opleves for første gang. Skabe-oplevelsesevnen måtte altså have været tilstede på forhånd, dvs, den kan hverken være gammel eller ung, stor eller lille. Martinus kalder denne delanalyse af det levende væsen for X-2.

Som et evigt resultat af det evige samspil mellem X-1 og X-2 fremkommer det levende væsens organisme, der i følge sin herkomst må være "lige så" evigt som X-1 og X-2. Martinus kalder denne evige struktur i det levende væsens grundanalyse for X-3. Disse tre X'er er en uadskillelig enhed og udgør det levende væsen, der således er absolut evigt.
 

Stemmer disse analyser nu med vor daglige opfattelse af tilværelsen? Kan man virkelig på grundlag af ren analytisk tænkning nå til resultater, der virker så fantastiske i forhold til vor begrænsede opfattelse af tid og rum som noget, der udspiller sig fra fødsel til død? Ja analyserne er faktisk uangribelige; ikke mindst i den langt udførligere form i hvilken de gives flere steder i forfatterens publikationer. Vi må simpelthen konkludere, at vor nuværende organisme ikke kan være den eneste organisme, som vor evige struktur har benyttet til at skabe og opleve med. Tværtimod er den blot et enkelt led i en uendelig kæde af fysiske legemer.

Hele denne problemstilling er ikke af ny dato, og der findes da også et ord, som mange kender, nemlig: "Reinkarnation". Det er sammensat af de latinske ord "Re in carno", hvilket betyder: "Igen i kødet". Ordet rummer således i sig selv en god forklaring på, hvorledes vor eksistens på een gang kan være evig og timelig. På dansk har vi ordet "genfødsel", og også dette ord danner bro mellem de store analyser og vore tilvante, dagligdags forestillinger om et liv mellem fødsel og død. Man må således forestille sig den evige tilværelse som en skiften mellem en aktiv periode "i kødet", dvs i en fysisk organisme, og en hvileperiode "udenfor kødet" i en ikke-fysisk tilstand. Martinus fremfører reinkarnationen som en analogi til mange af de kredsløbsprincipper, vi kender i naturen f.eks. vort åndedræt, dagskredsløbet og årskredsløbet. Alle veksler de mellem hvile og aktivitet. Endvidere fremhæver Martinus, at al udvikling sker på baggrund af erfaring og, for at vor organisme skal kunne afpasses efter vor bevidstheds ændrede krav, må organismen nødvendigvis fornys. Desuden går intet til spilde i naturen, og de energiimpulser, der er forbundet med ønsker og længsler, som ikke kan opnås eller tilfredsstilles i een inkarnation, må nødvendigvis fuldbyrdes i en senere inkarnation. Dødsangst er således udtryk for længsel efter at overleve. Ønsket om at skabe fred på jorden er ligeledes en længsel, som forstærkes fra inkarnation til inkarnation og før eller siden må tilfredsstilles.

På baggrund af organismefornyelsesprincippet kan legemets automatiske kirtel- og organfunktioner omsider finde en plausibel forklaring. Som overalt i universet er udvikling baseret på erfaringer, der fra et dagsbevidst stadium A, udløser sig i vilje og handling B, for tilslut at fremtræde i et C-stadium, hvor skabefunktionen er blevet selvstændig og ikke længere behøver makroindividets bevidste kontrol og bevågenhed. Tænk f.eks. på de første instruktioner i cykling eller på den lille detalje med gas-koblingspunktet, da kørekortet til bil skulle erhverves! Når man betænker, at vort nuværende legeme blot er et led i en evig kæde af organismer, åbner der sig spændende perspektiver. Martinus fremhæver således, at vore organer i længst svundne tider har været på samme forholdsvis primitive stadium som vore nuværende maskiner, altså opbygget i metal og plast. Vore nuværende tekniske opfindelser er på samme måde forstadier til fremtidens organismer, der opbygget i kød og blod vil være formålstjenlige for de levende væseners inkarnation. Ja, nu må man jo ikke opfatte dette således, at maskinerne giver sig til at inkarnere, som om de var levende væsener. Men mange af de principper, som vor nuværende teknologi har udviklet, vil helt naturligt danne idé- og erfaringsmateriale for kommende levende væseners organ- og organismeskabelse. En tilsvarende udvikling gør sig gældende mht alle vore evner. Der gives os intet i vuggegave, siger Martinus, for alt, hvad vi kan og ved, beror på møjsommeligt arbejde og studier i vor nuværende og tidligere inkarnationer. Dermed får vi forklaring på de særlige evner og talenter, som uden påviselig arvelig baggrund dukker op. Kroppens automatiske funktioner såvel som genialitet på ethvert felt beror altså på C-viden.

Engang samlede nogle skolebørn nøjagtig 1. million ølkapsler sammen og lagde dem i en stor kasse i skolens aula. En tilsvarende anskuelsesundervisning kan man desværre ikke foretage, når det drejer sig om evigheden og uendeligheden. Naturligvis kolliderer reinkarnationstanken med en masse af vore tilvante forestillinger. Først og fremmest måske med fornemmelsen af, at jeg er mig, dvs mine hjerneceller og hele min krop samt evt. min garderobe, min ægtepart, min bil, mit hus osv. Dernæst er der den beslægtede tanke om, at en overordnet del af vor bevidsthed ikke kan eksistere, når hjernecellerne dør og ikke fungerer længere. Martinus har i sine bøger gjort et stort arbejde for at gymnasticere læserens logiske sans og evne til nytænkning. Således har han for det første påvist, at dette problem har sin rod i, at mennesket gennem de sidste par hundrede års materialistisk videnskabelige tænkemåde har trænet sig op til først og fremmest at beskæftige sig med alt, hvad der kan måles og vejes. Men alle disse fremragende materialistiske facitter er ligesom bogstaverne i en bog, som vi først nu skal til at lære at læse. Endnu har vi svært ved at forstå, at det ikke er bogstaverne, der skal studeres, men den mening de giver i sammenhæng med hinanden. Dernæst fremhæver Martinus, hvor ulogisk det er, at anse bevidstheden for at være et kirtelsekret eller en samling nerveimpulser. Hele vor organisme er jo netop indrettet til at betjene et ophav, et jeg eller en benytter. Hver eneste lille del har sin helt specielle tjenende opgave således, som den moderne lægevidenskab har påvist. Er det ikke på den baggrund ulogisk at forestille sig, at redskabet har skabt benytteren? Er det ikke mere sandsynligt, at det omvendte er tilfældet, og er det ikke dermed logisk at benytteren kan overleve tabet af det, han selv har skabt? Set fra dette synspunkt vil bevidstheden, som er af ikke-fysisk natur, kunne fortsætte som redskab for det levende væsens skabe- og oplevelsesevne i en ikke-fysisk verden.

Kan man da skabe og opleve i andet end fysisk materie? Ja, og det er let at forstå. Vi behøver blot at tænke på vor billeddannende fantasi, drømme og ideer. Sådanne tankebilleder er netop udkast eller forstadier til al frembringelse i materien. Men hvor opholder det levende væsen sig da, når det ikke er inkarneret? Ja her må man ikke forestille sig en eller anden topografisk placering i universet. Væsenet er jo ikke bundet til et fysisk legeme længere. Derimod er det stadig bundet til sin bevidsthed dvs alle de erfaringer, vaner og tilbøjeligheder, som er blevet dets særlige, individuelle kendemærke. Væsenet befinder sig således ikke på en bestemt lokalitet, men i en særlig tilstand – sit eget væsens tilstand.
 

Hver dag har nok i sin plage, og hvad kan vi bruge vor viden om reinkarnation til? Ja, hvori består i grunden hverdagens plage? Er det ikke i de allerfleste tilfælde vort eget væsens tilstand, der betinger, at hverdagen udarter sig til en situation, hvor man mere eller mindre graver sig ned i en mental skyttegravsstilling eller ligesom pindsvinet krummer sig sammen med piggene strittende til alle sider? Men nu ved vi jo fra det levende væsens grundanalyse, at denne tilstand er en skabt tilstand, en detalje i X-3, der tjener som redskab for vor skabe- og oplevelsesevne. Selv om det ikke umiddelbart hjælper på vor situation, kan vi altså godt med vor forstand indse, at dette redskab ikke længere kan være os til nytte. Vi må skabe et nyt redskab eller et nyt sind, der svarer til vore nuværende ønsker. Men er denne erkendelse ikke første fase i udviklingen af et nyt redskab eller talent – såkaldt viden på A-stadiet?

Det drejer sig altså om at finde ud af, hvilke sider ved det gamle redskab, der er utidssvarende. Og nu følger en spændende periode strækkende sig over flere inkarnationer, hvor personlige eksperimenter, træning og øvelse veksler med studiet af åndsvidenskab. Man må passe på ikke at falde for den typiske begynderfejl med at identificere sig selv med sit redskab. Så rutscher man straks ned i "rummet under kælderen", som Mogens Møller kalder det. Tværtimod må man forstå, at denne del af bevidstheden engang har været et genialt redskab, som enhver kødædende plante ville misunde en, om den var istand dertil. Det kan se håbløst ud, javist! Men for at bevare overblikket, må man først og fremmest være et fair vidne!

At kende og acceptere reinkarnationsprincippet er således ensbetydende med at kunne disponere seriøst og planlægge langsigtet. Dette skal ikke forstås således, at man absolut må forsmå livets materielle goder. Ønsker og længsler kan møl og rust ej fortære, så har man mulighed for det, kan man lige så godt først som sidst få denne side af sine behov dækket. Men i bevidstheden om det levende væsens udødelighed kan man arbejde i ro og mag uden at være bange for at komme til at kede sig eller spilde tiden. Der er jo nok at tage fat på!