Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det græske udtryk "Zoon politicon" betyder "samfundsdyr" og er også en betegnelse for de jordiske mennesker. Lige siden jordmenneskene samledes i familiegrupper, stammer og samfund og efterhånden blev til folkeslag, har tanken om et idealsamfund været blandt deres ønskedrømme. To sammenhængende faktorer har været væsentlige i denne drøm: ønsket om magt til at beherske omgivende fjendtlige kræfter, hvadenten de repræsenteredes af naturkræfter, farlige dyr eller revaliserende naboer, og den deraf følgende tryghed eller sikkerhed til at kunne leve i fred og have tilstrækkelig føde og andre fornødenheder til familien. At leve i et samfund betød beskyttelse, men det betød også, at man måtte vise samfundssind og deltage som nyttig samfundsborger både i krig og fred.

Kosmologiens forklaring af, at vi jordiske mennesker endnu er halvt dyr og halvt mennesker, og at vi gennem en storslået udviklingsproces er på vej til at blive rigtige mennesker, vil kunne hjælpe mange til forståelse både af vor historiske udvikling og af vor nuværende verdenssituation. Vi er endnu for meget samfunds-dyr til at kunne skabe et rigtigt menneskeligt samfund. Vi drømmer om det, men det er svært at realisere. Drømmen om at beherske omgivelserne og derigennem få fred har man hovedsagelig søgt at realisere ved magt og gennem det dræbende princip. Utallige er de konger, hærførere og politikere, der i begæret efter at blive verdensherskere har underlagt sig større og større landområder og gjort de folk, som boede der, til slaver, medens erobrerne blev herrefolk. Frygten for "fjender", dvs for "de fremmede" er en urgammel angst, der sidder som vanebevidsthed i os fra den tid, vi var endnu mere primitive, end vi er nu. Mange primitive folks sprog har samme ord for "fremmed" som for "fjende", og uviljen mod fremmede er heller ikke ukendt i vort samfund idag. For samfundenes ledere har det været let at appellere til denne angst og forvandle den til aggression ud fra den "junglelogik", at det er bedre at overfalde og plyndre andre end selv at blive udsat for det. Herskernes magtbegær og erobringslyst har haft let spil, når det gjaldt at suggerere undersåtterne til at gå til angreb mod fjendtlige nabofolk. Gensidig ophidselse hos begge parter pisket op til fanatisme af dertil egnet propaganda, hvori religionen spillede en stor rolle, fik sin udløsning i blodige krige. Folkene kunne suggereres til at tro, at drømmen om idealsamfundet derved kunne opfyldes. Når man efterhånden beherskede større og større dele af verden troede man, freden kunne sikres, og tryghed og velstand kunne nydes – i alt fald af herrefolket.

Der har været mange forsøg på at skabe verdensriger, og selv om nogle af forsøgene er lykkedes bedre end andre, har ingen såkaldt verdenshersker kunnet underlægge sig hele jordens befolkning. Selv de største riger er blevet splittet, undertrykte folk har gjort oprør, når sejrherrerne hvilede på deres laurbær i forvisning om, at de som et af guderne (eller Gud) udvalgt folk var udset til at herske som det ledende kulturfolk over alle andre. Efter revolutioner og oprør, når man havde styrtet tyrannerne, fik fanatisk patriotisme og erobringslyst udløsning i nye krige, sejre og nederlag. Det var ærefuldt at dø for Gud, konge og fædreland. Patriotisme eller fædrelandskærlighed behøver ikke at være noget negativt, men i human, almenneskelig, international betydning bliver den negativ, når det drejer sig om nationalegoisme suggereret frem ved fanatisk nationalreligiøs propaganda.

Virkningerne af årtusinders krige er ikke blot drab og ødelæggelser, nød og elendighed. Det er også erfaringerne, mættelsen, antipati mod vold og magtanvendelse og mod social uretfærdighed. Selv om der endnu er folkeslag på jorden, der kan suggereres til fanatisk "hellig vrede" og myrder og henretter i deres Guds og religions "hellige navn", ikke blot fjender eller fremmede, der tilhører andre religioner, men nogle, der blot tilhører en anden retning inden for samme religion eller på anden måde er "anderledes", er menneskeheden dog på vej ud af krigens og uvidenhedens mørke og på vej mod det idealsamfund, de drømmer om. Demonstrationer mod krig forekommer i mange lande, tusinder af unge mænd, navnlig i visse dele af verden, nægter at udføre militærtjeneste, selv om de risikerer straf derfor. Internationale bevægelser og institutioner for fred og samarbejde og for hjælp i nødsituationer gør en stor indsats for folk, der lider nød på grund af krig eller naturkatastrofer. Der findes i vor verden i øjeblikket store kontraster af primitivitet og humanitet og af materiel velfærd og materialisme i kontrast til hungersnød og anden elendighed. Mange synes, det hele virker kaotisk og meningsløst, og at verden stadig er blevet værre. "Er hjælpen og humaniteten trods alt ikke nytteløs?" spørger man og vil måske hellere hytte sit eget skind og sin materielle velfærd. "For det hele er jo alligevel meningsløst, og man lever jo kun én gang."

Inden man nogensinde bliver i stand til at skabe et internationalt idealsamfund på jorden, må alle de mindre samfund blive mere ideelle. Vi kan jo blot tage vore egne skandinaviske lande, som har en relativ høj kultur, som eksempel. To revaliserende blokke begge bestående af flere partier kan ikke finde ud af at samarbejde til gavn for helheden og giver hinanden skylden for den kaotiske situation. Vor kultur er ikke så højt udviklet, som vi selv er tilbøjelige til at tro. Vel er slaveri officielt afskaffet, men så længe der i et samfund er nogle, der lever på bekostning af andres arbejde, så længe penge og formue er skjulte våben, hvormed man kan have magt over andre, så længe eksisterer der stadig en slags slaveri. Så længe der eksisterer en økonomisk over- og underklasse i de forskellige samfund, vil underklassen bekæmpe sine undertrykkere, så der også i de perioder, hvor der ikke er krig mellem staterne, alligevel er en slags krig inden for de enkelte samfund. Og da de undertrykte samfundsklasser i de forskellige samfund har gjort nogenlunde samme erfaringer og lidt samme skæbne, er der naturligt opstået et fællesskab mellem dem på trods af landegrænser. De forstår hinanden og er altså ikke mere "fremmede" eller "fjender", det bliver tværtimod deres egne landsmænd af økonomioverklassen, der nu repræsenterer dette begreb. Internationalisme eksisterer nu både som internationalt hjælpearbejde i humanismens tjeneste, som større kommunikation og samfærdsel og som en international socialisme eller kommunisme, der arbejder på at nedbryde det gamle over- og underklassesystem i de enkelte stater og skabe et socialistisk eller kommunistisk fællesskab af stater på jorden. Men selv om denne idé om et international kommunistisk samfund er ret ny i menneskehedens historie, er midlerne eller metoden, hvormed man stadig mener at kunne opnå det ønskede mål, ældgammel, det er revolution, vold og magtudfoldelse for hurtigst muligt at opnå "proletariatets diktatur", hvilket er opnået i nogle stater på jorden.

Har disse såkaldte kommunistiske stater skabt et idealsamfund for deres indbyggere? Kan de leve i fred og tryghed og have tilstrækkelig føde og andre fornødenheder til deres familie? Hersker der virkelig frihed, lighed og broderskab i deres samfund? Og er der fred og fordragelighed uden nationalegoisme mellem de såkaldte kommunistiske stater indbyrdes? Uden at nedsætte eller kritisere disse stater i forhold til de såkaldte borgerlige, kapitalistiske stater må svarene på alle disse spørgsmål blive: "nej". Er kommunismen da kosmisk set et fejltrin, en blindgade, nogle mennesker har forvildet sig ind i? Her må svaret også blive et "nej". Kommunismen er – såvel som socialisme og demokrati – et led i den nye verdensimpuls' påvirkning af menneskeheden på vej mod en ny verdensepoke. Jordmenneskenes tænke- og handlingsvaner kan imidlertid ikke på én gang forvandles af en ny verdensimpuls. Længsler og ønsker er de første faktorer, der får mennesker til at åbne sig for den, så må der gøres erfaringer – også om hvordan den ikke kan realiseres – indtil de erfaringer er gjort, der helt er på bølgelængde med impulsens inderste idé og formål, så kan den lidt efter lidt blive en drøm, der gøres til virkelighed.
 

I første bind af Livets Bog, 4. kapitel, skriver Martinus om "Et internationalt verdensrige under skabelse", og i fjerde bind stk. 1333 til stk. 1360 skriver han om demokrati og kommunisme, og gør det på en sådan måde, at den upartiske studerende vil få et helt nyt og stærkt udvidet syn på disse begreber, ikke mindst fordi Martinus naturligt forbinder dem med den nye verdensimpuls og på en fuldstændig uhildet og ufanatisk måde viser forbindelsen mellem humanismens idé og realisering gennem den ægte kristendom og den ægte kommunisme. Jeg vil anbefale interesserede læsere at studere disse højaktuelle stykker af Livets Bog, her kan der kun blive plads til en kortere udredning.
 

Mange partipolitisk orienterede mennesker er af den opfattelse, at begreberne "demokrati" og "kommunisme" er uforenelige modsætninger, der udelukker hinanden. Sådan er det ikke set i kosmologiens perspektiv. Her er kommunismen noget, der gradvis udvikles i kraft af demokratiet. I stk. 1338 skriver Martinus om politiske partier, "hvis medlemmer har nået en udviklingsstandard, hvor man ganske vist i større eller mindre grad dyrker kapitalsamfundet eller bankkontokulturen, men trods dette alligevel har nået en vis intellektuel standard, hvor man begynder at indse, at mental frihed og stemmeret for det enkelte individ er en uafvigelig del af vejen frem, og hvor man yderligere med det autoriserede skattesystem søger at udligne eller udjævne forskellen mellem den økonomiske overklasse og underklasse." "Udviklingen af sådanne idealer er jo kommunisme", skriver Martinus, "selv om det plejer at udtrykkes som "demokrati". Og videre: "Den demokratiske udvikling af samfundet er således i virkeligheden det samme som en kommunistisk udvikling, og alle politiske partier, der har et virkeligt demokrati til ideal eller mål, er således kommunistiske."

Den dogmatiske kristendom (uden forståelse for reinkarnationsprincip og karmalov) har faktisk ført os ind i materialismen, som yderligere er fremskyndet og inspireret af naturvidenskab og moderne teknik, hvilket også har bidraget til i stadig stærkere grad at gøre hele jorden til een verden. I "Bisættelse" 3. kapitel skriver Martinus: "Men nu eksisterer menneskeheden i realiteten ikke mere i stærkt afgrænsede nationer. Det er kun af navn, kun på papiret, at verden er inddelt i stater. I realiteten er den allerede blevet til een stat, til eet rige. Dens fremskredne videnskab, dens udvidede teknik, dens hurtiggående samfærdselsmidler, dens overvindelse af afstande, dens store eksport- og importevne mm har forlængst indfiltret nationerne i et sådant fasttømret forhold til hverandre, at den samlede menneskeheds identitet som een stat i verden er en uomstødelig kendsgerning. Og jo hurtigere menneskene kommer til at opfatte denne absolutte virkelighed og handle derefter, desto hurtigere vil den virkelige verdensfred være en kendsgerning."