Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvis man betragter forældreprincippet ud fra et jordisk, materielt perspektiv, så er det dette princip vi kan iagttage direkte i dyreverdenen hvortil mennesket jo stadig hører. Vi ser hvordan forældrene til dyre- og menneskebørn værner om disse, og specielt blandt de "rigtige" dyr, med en utrolig ihærdighed og tålmodighed, som tilsyneladende ingen grænser kender. Igennem TV og film har vi set hvordan bl.a. de store rovdyr på en fantastisk måde har lært deres unger at forsvare sig, at kæmpe og at skaffe sig den daglige føde. Nu angår disse ting jo den rent materielle side af et dyrebarns opvækst, men hos mennesket ser man hvordan forældrene drager omsorg for at børnenes åndelige behov også opfyldes, i overensstemmelse med de pågældende forældres etiske og moralske niveau. Disse ting er en afspejling af det kosmiske princip som Martinus kalder "Forældreprincippet".

Dette princip har, nøjagtig som når det gælder "yngelpleje", til formål at lede, tilrettevise og lære kosmisk umodne væsener på hvilket fundament de skal bygge deres liv og tilværelse, indtil denne er i overensstemmelse med de kosmiske loves fylde, som altid i sit slutfacit vil være – alkærlighed –. Dette princip kommer altså til udfoldelse i de zoner eller tilværelsesstadier hvor væsenerne endnu, kosmisk set, er for umodne til at "stå på egne ben" og denne zone er de højere udviklede dyr og menneskets livsrum.

Hvis vi kaster et blik tilbage i tiden vil vi se hvordan mennesket altid har haft en eller anden fælles moral eller livsgrundlag at stræbe henimod manifesteret igennem høvdinge, konger, folkeførere og senere hen religionerne, materialismen og til sidst kosmologien.

At disse stadier er et udtryk for "Forældreprincippet" og ikke som de fleste tror, menneskeskabt, kan man bl.a. se i fortiden hvor religionerne opstod samtidig forskellige steder på kloden, i forskellig form men med samme indhold. Den tids mangel på kommunikationsmidler forhindrede at kineserne kunne kommunikere med afrikanerne eller andre verdensdele, for at fortælle dem at nu var religionen "opfundet". Dette skal ikke være udtryk for at religionen i virkeligheden startede i Kina, men kun som et eksempel på, at tingene ikke har nogen materiel forklaring.

Religionernes opståen er et udslag af "Forældreprincippet" eller som Martinus også kalder det "Verdensgenløsningsprincippet".

Hvis vi tager udgangspunkt i den udviklingsepoke hvor konger var de respektive landes overhoveder, så kan man se at de besad helt andre egenskaber end vore dages konger og statsoverhoveder i kraft af den uindskrænkede magt som de besad. De var gode krigere, stod for folket som symbolet på frygtløshed og mod, ligesom de i krigsøjemed besad vældige strategiske evner, samt at de var gudernes representanter.

At disse væsener netop blev inkarneret i kongefamilier, hænger selvfølgelig sammen med, at de i forudgående inkarnationer havde optrænet disse talenter til mere eller mindre fuldkommenhed, og derfor var velegnede som redskaber i "en højere sags tjeneste". Denne "højere sag" var dengang at føre sit folk til sejr, igennem de talrige krige som alle nationer førte mod hinanden, ligesom kongen igennem sit eksempel skulle fungere som moralsk og åndeligt overhoved for sit folk.

Igennem en sådan epoke, kan det jo ikke undgås, at de talrige krige, og de deraf følgende lidelser, har givet disse mennesker nogle smertelige erfaringer på de pågældende områder, som igen vil afføde en begyndende mættelse af disse former for livsoplevelse. Efterhånden som mennesket gentagne gange kolliderer med livslovene, i opfyldelsen af "tand for tand, – og øje for øje", i tilsvarende grad vil det trættes og mættes af denne konstante "hævnmission" vi finder i det gamle testamente, som i sandhed er et bloddryppende dokument om fortidens idealer og levemåde.

En sådan mættelse, vil afstedkomme en tilsvarende længsel eller sult efter et andet livsgrundlag hos de mennesker for hvem "bægeret er fyldt", fyldt med erfaringer om gru og rædsel, tortur og hængning og alle andre former for selvskabt helvede på jorden. Jeg vil lige her bemærke at de mennesker som har oplevet alle disse trængsler og lidelser, nøjagtig som alle andre levende væsener, selv skaber deres skæbne igennem deres praktiske væremåde overfor andre mennesker, og hvad ville være mere naturligt end at "enhver skal høste som han har sået".

Hvad kunne man så forestille sig at et sådant menneskes sult eller længsler ville rette sig imod, næppe det som har affødt den nævnte mættelse, men derimod en tilstand som er i kontrast til denne. En verden med fred og kærlighed mellem mennesker, en verden hvor alle hjælper alle, en væremåde hvor man tilgiver i stedet for at hævne. En sådan verden vil være det livsrum som et sådant menneske vil længes imod. Her kan man opleve hvordan "Forældreprincippet" eller "Verdensgenløsningsprincippet" vil være som de kærlige forældres kærtegn til et barn der er kommet til skade, for hvem skulle manifestere en sådan moral eller væremåde? Det kan udelukkende være et menneske som er hævet over de væsener han skal være moralsk overhoved for, hvilket vil sige at der skal være en udviklingsmæssig afstand mellem "flokken" og "føreren", for ellers ville "flokken" ikke acceptere den pågældende som "fører". Samtidig skulle en sådan person være "Guds stedfortræder" dvs have en ophøjethed over sit væsen, som kunne demonstrere den moralske suverænitet som han besad.

At der skulle være en udviklingsmæssig afstand af en betragtelig dimension er naturlig, for mennesket skulle have en vis afstand at tilbagelægge for at være som deres "mester". Det ville jo være temmelig omsonst hvis man i folkeskolen anvendte lærere på samme niveau som eleverne.

Som de fleste vil have gættet er vi nået til den dag, hvor en vis del af menneskeheden skilte sig ud fra den fremherskende moral, – hævn og gengældelse – og havde et behov for, – tilgivelse og kærlighed. Dette åndelige behov blev af forsynet eller Guddommen besvaret med inkarnationen af et væsen, som i sin væremåde og tale, indtil fuldkommenhed demonstrerede hvad mennesket skulle gøre "for at blive salig". Dette væsen kaldtes Jesus, hvis fremragende praktisering af næstekærlighed, skulle blive genstand for kommende slægters stræben. De lidendes bønner var blevet hørt, og besvaret igennem "Verdensgenløsningsprincippet". Igennem 2000 år har kristusmentaliteten været ledebillede for den menneskehed som var træt af krig, drab og vold. Jamen det har vi da stadig vil den opmærksomme læser bemærke, og det er jo ganske rigtigt at vi stadig myrder hinanden, at den grove vold er tiltaget, at krigen stadig raser i store dele af verden.

At dette stadig er daglige realiteter skyldes den omstændighed, at en verdensepoke ikke øjeblikkelig afløser en anden, hvilket også var tilfældet på Jesu tid. Udviklingsstadierne hos de forskellige mennesker er bredt ud over et vist område, således at ikke alle menneskers "djævlebevidsthed" kulminerer samtidig. Den del af menneskeheden der længes efter fred i verden er ganske vist temmelig omfattende efterhånden som udviklingen skrider frem, men kun et absolut mindretal i denne gruppe er begyndt at erkende at verdensfreden starter i deres eget indre. For størstedelen af samme gruppe ligger stadig under for den overtro, at man kan skabe fred i verden igennem krig, vold og diktatur.

Siden Jesus mission, har det dog hele tiden været en del af menneskets vandring, at det skulle igennem materialismen eller benægtelsen af en Guds eksistens. Ligesom Peter fornægtede Jesus, ligeså skulle mennesket igennem en epoke hvor de fornægtede Guds nærværelse og eksistens.

På Jesus tid, var menneskets intelligensevne ikke særligt udviklet i forhold til i dag. De var i langt højere grad underkastet evnen til at kunne tro på det som deres overhoveder sagde til dem. De manglede evnen til at kunne analysere tilværelsen og deres handlingers konsekvenser, derfor sagde Jesus også til dem at han endnu havde meget at sige dem, men de ville ikke kunne bære det, hvilket var det samme som at de ikke kunne forstå det.

Intet menneske ville kunne opleve deres fuldkommengørelse uden at deres intelligens var udviklet i en sådan grad, at de med denne evne i forbindelse med deres erfaringsmateriale kunne dirigere deres tænkning og væremåde i en logisk og harmonisk retning.

Nedlagt i mennesket, og det levende væsen iøvrigt, eksisterer længslen efter at løse tilværelsens gåde, og som vi har set, havde mennesket i fortiden to verdener som for dem var en gyldig forklaring på livsmysteriet. Der var den verden hvori Gud eller guderne levede, og så var der kloden hvor de dødelige levede. For disse mennesker var det realiteter som kunne udfylde deres åndelige behov, og som de stillede sig tilfreds med. Man bad Gud om at være sin hær og sine soldater særligt velvilligt indstillet, men tilværelsen selv afslørede at en sådan Gud ikke eksisterede. Alle kunne blive ramt af ulykke, og i højeste grad en selv, i kraft af det kosmiske princip som man dengang ikke kendte eksistensen af, årsag og virkningsprincippet. Når Gud på denne måde rettede sin vrede imod væsenet selv, begyndte han at tvivle på at der overhovedet eksisterede en sådan Gud. Hvis der var en Gud, så måtte man også kunne bede om særlige gunstbevillinger, som man gjorde sig fortjent til igennem ofre af dyr, menneskebørn, jomfruer o.a. Men Gud var altså ikke modtagelig for en sådan bestikkelse, hvilket fik mennesket til at tro at han ikke eksisterede.

På denne måde begyndte materialismen at gøre sit indtog her på kloden, men som tilværelsen stadig bærer præg af, har denne epoke stadig sine religiøse rødder i fortiden. Hele vort retssystem er præget af gengældelsesprincippet ligesom vor væremåde overfor hinanden er et udtryk for samme.

Igennem sin manglende tro på en Guds eksistens, men med en usvækket trang til at løse tilværelsens gåder, begyndte mennesket nu at udforske materien. Alt blev vendt og drejet, alt blev målt og vejet, og efterhånden som denne udvikling skred frem, fik mennesket en stadig stærkere tro på at tilværelsen var eet stort lotteri, hvor nogle var heldige, og andre blot var uheldige. Ud fra et rent materialistisk synspunkt, er tilværelsen een stor tilfældig reaktion af ligeså tilfældige kræfter, og som vi ved, er det det fremherskende synspunkt i særdeleshed i den vestlige verden.

At dette ikke er slutfacit på den søgende menneskeheds længsler imod et forklaret verdensbillede, kommer tydeligt til udtryk igennem den totale kulturforvirring som mennesket oplever.

Vi er i dag, hvor vi ikke alene nærmer os afslutningen af et århundrede, men også et årtusinde, i den situation, at der er en hel del mennesker der hverken kan finde trøst i religionen, eller materialismen. Denne gruppe mennesker har altså behov for en endelig afklaring omkring spørgsmålene angående deres egen eksistens, om der findes et "liv" efter "døden", om universet er uendeligt, om hvordan man skal skabe freden her på kloden osv.

Nu er det jo "Forældreprincippet" eller "Verdensgenløsningsprincippet" denne artikel omhandler, og i relation til det foranstående kan vi her se hvordan dette princip endnu engang bekræfter sig selv. Denne gruppe menneskers behov for et nyt moralsk grundlag er blevet besvaret igennem en stor kosmisk impuls som Martinus benævner, "Den nye verdensimpuls", og som har medført en helt ny retning i den menneskelige udviklingsproces. Denne fase eller proces, er den sidste i menneskets fuldkommengørelse, eller skabelsen af "mennesket i Guds billede". Men hvordan skulle mennesket nogensinde finde vej det sidste stykke, uden igennem manifestationen af "Verdensgenløsningsprincippet"? Hvordan skulle mennesket få struktureret sine lidelseserfaringer uden igennem en som havde været igennem denne proces? Det ville være ganske umuligt at finde vej uden igennem unødige lidelser eller drastiske fejltagelser som de pågældende væsener slet ikke havde behov for at opleve, eller skæbnemæssig baggrund for. Fornuftige og omsorgsfulde forældre vil naturligvis vide, at det som et væsen retter hele sin vilje imod, det gør han eller hun uanset advarsler og løftede pegefingre. Ethvert menneske må gøre sig sine egne erfaringer, for her tæller de andres erfaringer ikke, undtagen hvor man oplever at et andet menneske har erfaringer som tangerer ens egne og som man derfor kan drage nytte af.

Her kommer "Forældreprincippet" til at stråle i et forklaret og suverænt skær, for som Jesus sagde det: "enhver som har øjne, han ser, og enhver som har ører, han hører". Sådan fremstår kosmologien for det enkelte menneske, det er et tilbud på et forklaret verdensbillede, manifesteret igennem Martinus "Kosmiske bevidsthed". Martinus ønsker ingen "menighed" eller medlemmer, alle verdensborgere er fødte medlemmer hvadenten man er sig det bevidst eller ej.

Kosmologien adskiller sig fra religionen på den måde, at ingen er fortabte, ligesom ingen er frelste. Der er ingen "udenfor", alle er omfattet af den ubegrænsede tolerance som Martinus analyser er et udtryk for, og dermed er ethvert grundlag for stridigheder eller religiøse krige elimineret.

Jeg har fundet et lille stykke frem fra "Det evige verdensbillede" I, (Verdensgenløsningsprincippet, symbol nr. 2, side 17), som jeg synes på en glimrende måde kunne afslutte denne artikel: "Denne overførelse af kosmisk eller åndelig videnskab til menneskeheden bliver verdensgenløsningens sidste store hjælpeindsats. Igennem denne videnskab når menneskeheden frem til dens færdiggørelse i Guddommens skabelse. Igennem den bliver det jordiske menneske efterhånden til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Og Guds skabelse af mennesket er dermed sket fyldest. Det er selv blevet til vejen sandheden og livet. – Og således er verdensgenløsningsprincippet et fundamentalt bærende kærlighedsprincip, der gør Guddommen til forsyn og fader for alle levende væsener."