Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er et af den ydre videnskabers æras store genier, hvis gribende, tankevækkende og skånselsløst ærlige trosbekendelse, vi i det følgende bringer i sin helhed.

Einstein afslører her sig selv som moralsk avanceret humanist med dyder og idealer, der klart viser, at kun hans specielle, jordiske mission har forholdt ham den kosmiske sansnings gennembrud.

Man kommer i den forbindelse til at tænke på Martinus symbol over menneskets tankeklimaer, der illustrerer, hvorledes det åndelige bevidsthedsmørke omslutter det levende væsen ganske uanset omfanget af dets materielle viden og kunnen, indtil den intuitive, universelle sansning gennem naturlig indre vækst bliver en realitet og den stykkevise erkendelse remplaceres af det kosmiske helheds- og evighedssyn.

Også Einstein skulle komme til at opleve det skæbneparadoks at blive et tungvejende element i den af ham så inderligt afskyede militarisme, idet han blev USA's marineekspert under den globale indvielsesfase, vi kalder verdenskrig II.

Ydermere udgør hans teoretiske fysik en væsentlig faktor i det nu herskende atomare verdensdilemma.

Besynderligt at han netop i sit credo skulle citere Schopenhauers berømte ord om viljens betingede frihed!

Einsteins livsopgave var af globalt skæbneudløsende omfang, nemlig den at lede den materielle forskning endnu længere ned i materiens dybder. Med sit sublime intellekt, sin personlige ansvarsfølelse, sin ydmyghed, sin sandhedskærlighed, sin ærefrygt for det omgivende kosmos, skulle man tro, at han var prædestineret for den guddommelige jeg-bevidstheds gennembrud. Men for at han kunne udføre sin livsmission i henhold til sine specielle evner, måtte han altså i en inkarnation leve med retarderede åndelige erkendelsestalenter. Med hans liv og virke har historien endnu engang demonstreret, at uden den åndelige bevidsthedssyntese vil den verdslige visdom forblive dårskab i det kulminerende ragnaroks tjeneste.

 

Vor situation her på Jorden er besynderlig. Vi kommer hver og en for en kort visit uden at vide hvorfor, selv om der af og til kan fornemmes at være en hensigt.

Anskuet ud fra den daglige tilværelse ved vi dog, at mennesket er her for andre menneskers skyld, først og fremmest for dem, hvis smil og trivsel betinger vor egen lykke, men også for de utallige ukendte sjæle til hvis skæbne vi er knyttet med et bånd af sympati. Mange gange om dagen indser jeg, i hvor høj grad mit eget ydre og indre liv bygger på mine medmenneskers arbejde, såvel de levende som de døde, og hvor alvorligt jeg må anstrenge mig for at kunne yde gengæld i samme mål som jeg har modtaget. Min sjælsro forstyrres ofte ved den nedslående fornemmelse af, at jeg har lånt for meget af andre menneskers arbejde.

I rent filosofisk betydning tror jeg ikke, vi kan have nogen egentlig frihed, idet vi ikke blot handler efter ydre tvang men også af indre nødvendighed. Shopenhauer's udtalelse, at et menneske visseligt kan gøre hvad det vil gøre, men at det ikke selv kan bestemme hvad det vil, gjorde dybt indtryk på mig i min ungdom, og det har altid været mig en trøst, når jeg er blevet vidne til andres lidelser eller selv har været udsat for livets genvordigheder. Denne overbevisning er en bestandig årsag til tolerance, fordi den ikke tillader os at tage os selv eller andre for højtideligt, men nærmest apellerer til den humoristiske sans.

Uophørligt at gruble over årsagen til ens egen eksistens eller livets mening i almindelighed, forekommer mig fra en objektiv synsvinkel at være helt tåbeligt. Og dog har alle mennesker visse idealer ud fra hvilke de styrer deres stræben og deres vurderinger. De idealer, der altid har stået lysende for mig og opfyldt mig med livsglæde, er godhed, skønhed og sandhed. At gøre lykke og velvære til et mål i sig selv har aldrig været noget for mig. Et moralkompleks bygget alene på dette grundlag ville kun være tilfredsstillende for en flok kreaturer.

Uden fornemmelsen af at samvirke med ligesindede væsener i stræben efter det evigt uopnåelige i kunst og videnskabelig forskning, ville mit liv være tomhed. Lige siden min barndom har jeg næret foragt for de menneskelige ambitioners ofte banale begrænsning. Besiddelser, ydre succes, popularitet, luksus – for mig har dette altid været foragteligt. Jeg mener, at en enkel og jævn livsførelse er bedst for alle, bedst for både legeme og sind.

Min lidenskabelige interesse for social retfærdighed og socialt ansvar har altid stået i mærkværdig kontrast til en udpræget mangel på trang til direkte forbindelse med mænd og kvinder. Jeg er enspænder og passer ikke til at gå i spand med andre eller for gruppearbejde. Jeg har aldrig helhjertet følt noget tilhørsforhold til land eller stat eller til min vennekreds, ja, end ikke til min familie. Disse relationer har altid bibragt mig en vag følelse af afstand, og ønsket om at trække mig ind i mig selv tiltager med årene.

En sådan isolation kan til tider føles bitter, men jeg beklager ikke, at være afskåret fra andre menneskers sympati og forståelse. Vist mister jeg noget ved det, men det opvejes af, at jeg gør mig uafhængig af andres sædvaner, meninger og fordomme og ikke føler mig fristet til at basere min sindsro på så ustabilt grundlag.

Mit politiske ideal er demokrati. Enhver bør respekteres som individ, men ingen bør forgudes. Det er en skæbnens ironi, at jeg skulle blive overøst med så megen uønsket og ufortjent beundring og agtelse. Måske har denne overdrevne smiger sin årsag i massernes uopfyldte ønske om at kunne fatte de få ideer, som jeg med min ringe evne har fremsat.

Jeg er ganske klar over, at for at opnå et bestemt mål er det bydende nødvendigt at én person udtænker ideerne, udøver myndigheden og bærer hovedparten af ansvaret. Men de som ledes, bør ikke tvinges, og de bør have ret til at vælge deres leder. For mig ser det ud, som om de vurderinger, der sætter skel mellem de sociale klasser, er urigtige og i yderste analyse baseret på magt. Jeg er overbevist om, at ethvert ved vold opretholdt enevældigt system vil udarte, fordi vold uundgåeligt tiltrækker lavere bevidstheder. Historien har bevist, at fremtrædende tyranner efterfølges af skurke.

Dette er årsagen til, at jeg altid har været passioneret modstander af sådanne regimer som eksisterer i Rusland og Italien i dag (1930). Hvad der har bragt den europæiske form for demokrati i miskredit er ikke selve den demokratiske grundidé, som nogle mener er forkert, men vort politiske lederskabs manglende stabilitet så vel som partigrupperingernes upersonlige karakter.

Jeg tror, at man i USA er kommet på den rette idé. Præsidenten vælges for en periode af rimelig længde, og der gives ham tilstrækkelig beføjelse for at han kan udføre sit hverv rigtigt i henhold til sit ansvar. På den anden side synes jeg bedre om det tyske regimes mere udstrakte omsorg for individet i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed, Hvad der er virkeligt værdifuldt i vort fortravlede liv er ikke nationen, men det skabende og modtagelige individ, personligheden – den som frembringer det noble og ophøjede, medens flokken forbliver sløv i tanke og upåvirkelig i følelse.

Dette emne leder mig til det skændigste produkt af flokbevidstheden: den modbydelige milits. Det menneske, der nyder at marchere i række og geled til tonerne af musik, har min dybeste foragt. Et sådant menneske har fået sin store hjerne ved en fejltagelse – rygraden ville være mere end tilstrækkelig. Denne heltedyrkelse på kommando, denne sanseløse vold, denne patriotismens ondartede svulst – hvor jeg dog inderligt foragter alt dette! Krig er lavmentalt, uciviliseret og foragteligt, og jeg vil hellere hugges i småstykker end deltage i sådanne handlinger.

En sådan plet på menneskeheden burde umiddelbart fjernes. Jeg har tilstrækkeligt gode tanker om den menneskelige natur til at mene, at dette ville være sket for længe siden, dersom nationernes sunde fornuft ikke af forretningsmæssige og politiske hensyn systematisk var blevet korrumperet gennem skoler og presse.

Det skønneste vi kan opleve er det mystiske. Det er oprindelsen til al sand kunst og videnskab. Mennesket, for hvem denne følelse er fremmed, som ikke kan stoppe op i undren og betages af ærefrygt, er så godt som død. Et sådant menneskes øjne er lukkede. Denne indsigt i livets mysterium, om end den er forbundet med frygt, er det inderste ophav til religion. At vide, at hvad der er uigennemtrængeligt for os, virkeligt eksisterer og manifesterer sig som den højeste visdom og den mest strålende skønhed, som vore sløve sanser kun formår at opfatte i den mest primitive udtryksform – denne viden, denne følelse findes i den sande religiøsitets centrum. I den betydning, og kun i den, hører jeg til i rækkerne blandt de inderligt religiøse.

Jeg kan ikke forestille mig en Gud, som belønner og straffer produktet af sin egen skabelse, en Gud hvis hensigter er modelleret efter vore egne hensigter, kort sagt en Gud der blot er en afspejling af menneskelig svaghed. Jeg kan heller ikke tro, at individet overlever sit legemes død, selv om svage sjæle rummer sådanne tanker af frygt eller latterlig selvdyrkelse. For mig er det tilstrækkeligt at betænke det bevidste livs mysteriums fortsættelse gennem al evighed, at reflektere over strukturen af det pragtfulde univers som vi svagt kan skimte, og at forsøge ydmygt at fatte blot en uendelig lille del af den intelligens, der giver sig til kende i naturen.

Albert Einstein (1879 - 1955)
Per Thorells oversættelse fra bogen "Living Philosophies", Simon & Schuster, New York 1931.